Silas mærkede det i maven, da vejen begyndte at falde. Den faldt ikke stejlt som en bakke. Den faldt jævnt og længe, som om bilen blev sænket ned i noget. Da de sidste huse i Egebjerg var forbi, åbnede landet sig under dem. Han sad på forsædet. Det havde han selv bedt om i Holbæk.
Han så mindre på landet end på sin fars hænder. De holdt om rattet begge to, oppe på den øverste halvdel, sådan som faren engang havde forklaret ham, at et rat skulle holdes. Han havde set på de hænder siden motorvejen. Hvis nogen havde spurgt hvorfor, kunne han ikke have svaret. Han vidste blot, at han ville se dem ligge der.
Jorden var sort. Han havde set flade marker før, men aldrig jord der var sort som våd kul. Den strakte sig i lange lige striber ud mod en horisont så lav, at himlen fyldte det meste af forruden. Grøfterne løb lige langs vejen, så langt han kunne se. Langt ude kørte en maskine hen over en mark. Støvet bag den hang i luften længe efter.
Faren sagde, at det var gulerødder. Det var det, de havde hernede, gulerødder og kartofler. Det skulle efter sigende være den bedste jord i landet. Silas spurgte, hvorfor den var sort. Faren svarede, at den havde været bund engang. Fjordbund. Han slog ud med den ene hånd mod markerne.
Der havde sejlet både, hvor de kørte nu, indtil nogen byggede et dige og pumpede det hele tørt. Det var næsten hundrede og halvtreds år siden, og jorden havde været under vand i alle årene før det. Hånden kom tilbage på rattet. Silas så den lægge sig til rette, før han så på jorden igen. Han prøvede at forestille sig vand oven på den. Det lykkedes ikke. Den så ud til altid at have ligget der.
Et sted mellem Egebjerg og diget fortalte faren, hvorfor han havde taget arbejdet. Silas havde ikke spurgt. Pumpelaget havde søgt en mekaniker, der også kunne passe stationen. Der fulgte en bolig med. Faren havde tænkt, at det var et sted, hvor det var klart, hvad han skulle. En pumpe kørte, eller den kørte ikke. Et værksted var noget andet.
Der var kunder, regninger og en bank, der ringede. Silas vidste godt, hvordan den sætning endte. Han havde været ti, da værkstedet i Holbæk lukkede. Han havde set faren sidde ved køkkenbordet med papirerne den oktober.
Faren gjorde sætningen ikke færdig. Han sagde i stedet, at han ville have maskiner, han forstod, og et sted, hvor ingen kendte ham fra før.
”Så det er det, du skal,” spurgte Silas.
”Det er det, jeg skal. Holde det tørt.”
Han smilede, da han sagde det. Det var et rigtigt smil, et der nåede op i øjnene og blev der. Silas gemte det. Han gemte det samme sted, hvor han gemte de ting, han ikke ville have, at nogen tog fra ham igen. Hænderne på rattet var blevet lettere at se på. De kørte et stykke uden at sige noget, og radioen talte om en vejrudsigt, som ingen af dem hørte efter.
Det havde været et par hårde år, sagde de voksne, når de troede, at han ikke hørte efter. Først værkstedet, der lukkede. Dernæst den vinter, hvor faren ikke kom ud af sengen, og som Silas ikke tænkte på, hvis han kunne lade være. Til sidst foråret, hvor moren og faren sad ved hvert sit bord i hvert sit rum og skrev under på noget, der kom med posten i to kuverter.
Nu var det august, og faren kørte med begge hænder på rattet og smilede med øjnene, og Silas ville have, at det blev ved med at være august.
Moren, Mette, var i Tórshavn. Hun var fløjet derop fjorten dage før med to kufferter og et vikariat på et år på sygehuset. Silas skulle have siddet ved siden af hende i flyet. Det havde han ikke villet. Han havde sagt nej så mange gange og på så mange måder, at hun til sidst gav sig på én betingelse. Den betingelse kendte han udenad.
Hvorfor han havde sagt nej, havde han ikke sagt til nogen. Hun havde spurgt ham i køkkenet i Holbæk, i bilen og i telefonen, og hver gang havde han trukket på skuldrene. Hun holdt op med at spørge en uge før flyet. I lufthavnen holdt hun om ham så længe, at folk gik udenom.
Han vidste ikke, om hun havde opgivet, eller om hun havde fået et svar et andet sted fra.
Huset lå på diget. Det kunne ses længe før de nåede det. En gul murstensklods var klinet op ad en større grå bygning med fladt tag og høje smalle vinduer. Bag dem begge løb en vold af græs ud til hver side, så langt øjet rakte. Faren sagde, at det var diget, og at fjorden lå for enden af det, den rigtige fjord, den der stadig var vand.
De holdt på gårdspladsen. Faren slukkede motoren. I det samme hørte Silas den. En dyb, jævn brummen, der ikke kom fra noget bestemt sted, men fra jorden og væggene og luften på samme tid. Den havde været der, før de kom. Den holdt heller ikke op nu, hvor de var kommet. Faren sagde, at det var pumperne, og at de nok skulle vænne sig til det.
Han viste stationen frem, før de havde båret en eneste kasse ind. Silas kunne se, at han havde glædet sig til det. Han gik forrest med nøglerne i hånden og talte, mens han gik. Hans hænder rørte ved alt, hvad de kom forbi. Sådan havde han også været i værkstedet i gamle dage. Han kunne ikke lade en maskine stå i fred, hvis han først havde fået øje på den.
Pumpehallen var høj og kølig. Den lugtede af olie og vådt beton. Der var to pumper, to store grønmalede huse af jern med rør så tykke som Silas’ krop. Rørene forsvandt ned i gulvet. Lyden var meget kraftigere herinde. Silas mærkede den i tænderne.
Faren råbte over den, at det var pumpe et og pumpe to. De trak vandet op fra landkanalen på den anden side af væggen og løftede det syv meter op over diget og ud i fjorden. Døgnet rundt.
Silas spurgte, hvorfor det skulle være døgnet rundt. Faren svarede, at vandet kom døgnet rundt. Regn, grundvand, alt det der sivede. Det løb ned i grøfterne. Grøfterne løb ned i kanalen. Kanalen endte her. Her var det laveste sted, så alt vand endte her. Det lød ikke, som om det bekymrede ham.
Styrerummet var mindre. Der var gamle grå tavler på væggen fulde af målere med nåle. Foran dem stod et skrivebord med en ny flad skærm. På skærmen bevægede en blå kurve sig langsomt hen over et rudenet. Nederst på den midterste tavle sad et stort sort håndtag med et rødt felt malet omkring sig. Faren sagde, at det var hovedafbryderen. Den blev ikke rørt.
Ved døren hang en grå telefon med drejeskive og en snor, der havde snoet sig om sig selv i mange år. Faren så, at Silas så på den. Den var vist ikke tilsluttet, sagde han. Den havde hængt der siden Aage, ham den gamle. Pumpelaget havde åbenbart ikke fået den taget ned. Silas løftede røret. Det var tungt, koldt og helt stille. Han hængte det på plads igen.
Gennem vinduet i styrerummet kunne man se kanalen komme ind mod bygningen fra syd, lige og bred, med kanter af beton. Faren pegede og forklarede, at ristene sad dernede, hvor kanalen gik ind under væggen, og at det var dem, der skulle renses. Grene, blade, af og til en død fugl.
Blev de ikke renset, kom der mindre vand ind til pumperne, end de kunne trække, og det var ikke godt for dem. Han sagde ikke, hvad der så skete. Silas lagde mærke til, at han ikke sagde det.
Det sidste rum havde sin egen dør og sin egen lugt, tungere og sødere, af diesel. Midt på gulvet stod en gammel motor, rød og skallet. Et håndsving hang ned langs siden af den. En udstødning forsvandt op gennem loftet. Faren lagde hånden på den og lod den ligge der.
Det var nøddieselen, forklarede han. Hvis strømmen forsvandt, var det hende, der skulle trække pumperne. Hun var fra halvtredserne. Hun startede kun for dem, hun kendte. Han klappede hende på kappen og sagde, at de to nok skulle lære hinanden at kende.
Silas spurgte, hvad der skete, hvis pumperne stoppede. Faren svarede, at så steg vandet i kanalen. Bagefter i grøfterne. Når grøfterne var fulde, stod det på markerne, og til sidst stod det i kældrene i Fårevejle.
”Hvor lang tid tager det?”
Faren tænkte sig om. Han kunne lide spørgsmålet, det kunne Silas se på ham. Han vendte det et par gange, før han svarede.
”Det har man ikke prøvet,” sagde han.
De gik tilbage gennem hallen. Faren slukkede lyset bag dem og låste. Han prøvede låsen to gange og hængte nøglen på en krog inden for døren i huset. Silas lagde mærke til krogen, ligesom han lagde mærke til mange andre ting den dag.
Om aftenen bar de kasser ind. Faren stillede tre af dem oven på en afløbsrist i bryggerset, da der ikke var andre steder at stille dem. Risten var af sort jern med et mønster af firkanter. Der kom en kold luft op gennem den, som Silas mærkede mod anklerne, lige indtil kasserne dækkede den. Han tænkte ikke mere over det. Der var jo kasser nok at tænke på.
Bordet skulle samles. Det blev det ikke den aften. Faren fandt skruerne, men ikke nøglen til dem. Han ledte i fire kasser, før han gav op og sagde, at de kunne spise på gulvet som på en skovtur. Silas fandt tallerkenerne i den femte kasse. De blev stående i kassen.
Han fandt også sin egen dyne og lagde den på sengen i det værelse, faren havde peget på. Han åbnede vinduet. Lyden blev større af det, så han lukkede det igen.
De spiste pizza fra en bakke på gulvet i stuen. Faren talte om alt det, der skulle laves. Han havde lister, som han havde skrevet på bagsiden af en kuvert fra pumpelaget. Pumpe to skulle ses efter, den havde vist en fejl. Styringen skulle opdateres. Der var en rist ved indløbet, der skulle renses hver uge, oftere, hvis det blæste.
Han talte, som han havde talt før den vinter, hvor han ikke talte. Silas lyttede, nikkede og holdt øje, selv om der ikke var noget at holde øje med. Faren spiste tre stykker. Han grinede af en ting, han selv sagde om formanden for pumpelaget, der efter sigende kom forbi en gang i kvartalet med en termokande og et blik på journalen. Det så faktisk ud, som det skulle se ud.
Silas havde ikke set ham sådan siden foråret, og han sad på gulvet med knæene trukket op og så på ham, mens han talte, og han lagde mærke til hver eneste ting. At han gestikulerede. At han spiste. At han tog en slurk cola og stillede dåsen fra sig uden at se på den, med tankerne et andet sted og godt tilpas med det.
Moren ringede ti minutter over seks. Hun lød, som om hun stod udenfor et sted, hvor det blæste.
Hun fortalte, at hun havde fået en lejlighed med udsigt over havnen, at der var får på vejen, når hun gik på arbejde, og at det regnede på en anden måde deroppe, mere fra siden. Hun spurgte, om de havde fået pakket ud. Han sagde, at de var i gang.
”Og far,” spurgte hun. ”Har han det godt?”
”Ja.”
Der var en pause, hvor han kunne høre blæsten i telefonen. Han kunne også høre, at hun gik et par skridt og standsede.
”Du siger det til mig, hvis der er noget med far,” sagde hun. ”Lover du det?”
”Ja.”
Det var betingelsen. Det var den, hun havde sat i juni, da hun gav sig. Hun havde sagt den på samme måde dengang, med en pause foran. Han havde ikke behøvet at tænke sig om i juni. Han behøvede det heller ikke nu. De talte lidt om skolen, der begyndte næste dag. Hun bad ham hilse, og han lagde telefonen på gulvet ved siden af pizzabakken.
Faren spurgte ikke, hvad hun havde sagt. Han gik ud i køkkenet og begyndte at pakke glas ud, og Silas hørte ham stille dem på hylden et ad gangen.
Det var en lyd, der ikke havde været i Holbæk det sidste år, hvor glassene var blevet i skabet. Silas sad på gulvet med den sidste skorpe i hånden og hørte efter den. Han spiste skorpen. Han rejste sig og bar bakken ud.
Silas fik værelset ud mod diget. Sengen stod op ad den væg, der vendte ind mod pumpehallen. Da han havde lagt sig, og faren havde slukket lyset ude på gangen, kom lyden ind i ham gennem madrassen. Den var ikke høj. Den var dyb. Et brum under alt andet, under hans egen vejrtrækning og under blodet i ørerne.
Han vendte sig om på den anden side. Den var der stadig. Han trak dynen op over hovedet. Den var der stadig. Udenfor var der ikke en bil, ikke en vind, der var kun den. Han tænkte på, at han ville kunne høre den hele natten, hver nat, så længe de boede her. Han ville sikkert aldrig komme til at sove ordentligt igen.
Han tænkte på moren i blæsten og på farens hænder på rattet, og han tænkte på, hvor mange dage der var i et år. Han tænkte på det røde felt omkring håndtaget, på glassene på hylden.
Han skulle komme til at kende den lyd bedre end nogen anden lyd. Han skulle komme til at vågne, hvis den så meget som skiftede tone. Men den første nat var han vågen, til det blev gråt i vinduet. Derefter sov han en times tid, og så var det morgen. Faren bankede på døren og sagde, at bussen kørte om tyve minutter.
Skolebussen kørte ud over fjordbunden i det første lys. Silas sad ved vinduet og så markerne glide forbi. Et tyndt lag tåge hang over dem og fik den sorte jord til at se ud som om den dampede. Maskinerne var allerede i gang. De kørte i lange lige baner og trak gulerødder op af mulden i en uafbrudt strøm. Grønne toppe først, derefter de orange kroppe der forsvandt op i en vogn ved siden af. Han kunne ikke lade være med at se på det.
Fårevejle Skole lå på det høje land, hvor jorden igen var brun. Han var ny i sjette klasse, og han gjorde det, han havde besluttet at gøre. Han satte sig ved et bord midt i lokalet, hverken forrest eller bagerst, og han så ikke på nogen. Det plejede at virke i en uge eller to. Denne gang virkede det ikke i et minut.
En pige satte sig på stolen ved siden af ham uden at spørge. Hun havde mørkt hår i en stram hestehale og en gul regnjakke, som hun ikke havde taget af, selv om der var varmt i lokalet.
”Er det dig, der bor ved pumpen?”
Det var ham, sagde han. Hun sagde, at hun hed Yasmin. De havde pakkeriet ude ved Kildegårdsvej, gulerødderne, den store hal med de blå porte som han kunne se fra diget. Han sagde, at han hed Silas, hvad hun godt vidste.
Hun rykkede stolen tættere på. Vidste han, hvor langt nede de var? Ikke her på skolen, men ude, hvor han boede. Syv meter under havets overflade. Det laveste sted i Danmark. Det havde de lært i tredje, da de havde om fjorden. Dengang havde de også hørt om ålefiskerne der boede langs bredden før diget, om dem der druknede i storm, før der var nogen til at pumpe.
”Hvis jeres pumper stopper, drukner vores gulerødder først,” sagde hun og lo.
Det var en kort, klar latter der ikke bad om noget. Silas lo ikke. Han tænkte på grøfterne der løb ned mod kanalen. Han tænkte på kældrene i Fårevejle, som faren havde nævnt så roligt. Yasmin så det på ham. Det var ikke for at være uhyggelig, sagde hun. Det var bare sådan, det var. Hun slog op i matematikbogen og var færdig med ham for den gang.
Efter skole gik han med hende. Hun gik i samme retning, og hun bad ham ikke om lov. Vejen førte ned ad bakken og ud på det flade. Herude var hun hjemme på en anden måde end ham, og hun kendte gårdene. Hun vidste, hvem der havde solgt til hvem. Hun vidste, hvis grøft der var stoppet til sidste efterår, og hvorfor det var deres egen skyld.
Pakkeriet var en hal så stor som en fodboldbane. De hørte den, før de så den. Transportbånd, vand der sprøjtede, kasser der blev slået sammen, en radio der prøvede at overdøve det hele. Inde i porten hang dampen i luften. Gulerødder løb forbi i en orange flod på bånd, hvor kvinder i gummiforklæder plukkede de skæve fra med hurtige hænder. Der var varmt. Det var det første Silas tænkte, at der var så varmt herinde i forhold til pumpehallen.
Yasmins mor var derinde et sted, sagde hun og pegede ind i dampen. På en gaffeltruck sad en ung mand med hovedtelefoner om halsen og et skæg der ikke rigtig ville. Han løftede en hånd fra rattet, idet trucken forsvandt om et hjørne af kasser. Det var Karim, hendes bror. Han var nitten og havde en Golf, der var ældre end ham selv og ikke kunne starte, når det regnede.
”Skal du med hjem?”
”Jeg skal hjem,” sagde Silas. ”Min far venter.”
Det var ikke sikkert, at det passede. Han vidste ikke, om hans far ventede. Men han sagde det. Yasmin så på ham et sekund længere end nødvendigt, før hun gik ind i dampen. Han gik hjem langs grøften, og da han nåede diget, kunne han høre pumperne længe før han kunne se huset. Han lagde mærke til, at han blev roligere af det. Faren var i pumpehallen med en skruetrækker i hånden, og han havde ventet.
Han vågnede af en lyd, han ikke kendte, natten til lørdag den 17. august.
Den kom gennem væggen. En ringen der ikke var som en mobil, men som en klokke af metal. To korte ring. En pause. To korte ring. Den lå oven på brummen fra pumperne som noget, der ikke hørte til. Telefonen på natbordet sagde ti minutter over to. Han blev liggende og hørte den ringe, fire ring, fem. Da den ikke holdt op, stod han op.
Gangen var mørk. Farens dør var lukket uden lys under. Silas lyttede med hånden på dørkarmen efter en lyd derinde. Der var ingen. Han besluttede, at det betød, at faren sov, og at han skulle blive ved med det. Han gik ned ad trappen i bare tæer og ud ad døren uden jakke. Udenfor var det så mørkt, at han ikke kunne se diget, kun fornemme det som et større mørke over det mindre. Grusset skar i fødderne, og ringningen var højere herude. Den kom fra pumpehuset.
Han fandt nøglen på krogen og låste op. Hallen var mørk bortset fra de små røde og grønne lys inde i styrerummet. Lyden var enorm. De to pumper var to dyr i mørket. Oven over dem ringede telefonen. Silas gik ind i styrerummet og tog røret ned fra væggen. Det var tungt og koldt. Snoren strammede, da han førte det op til øret.
”Hallo,” sagde han.
Der var en lyd i røret. Ikke støj. Vejrtrækning. En gammel mands vejrtrækning, tæt på, som om han holdt røret helt ind til munden.
”Kører de?”
Stemmen var tør, lav og meget tydelig. Silas så ud gennem glasruden i døren til hallen, hvor de to grønne huse rystede lidt i mørket.
”Ja,” sagde han.
Der var en pause med vejrtrækningen i. Stemmen sagde ”Godt”. Der kom et klik, og røret var dødt, der var ikke engang en summen. Silas holdt det i hånden lidt endnu. Han lagde det tilbage på gaflen så langsomt, at det ikke gav en lyd. Han hørte pumperne gennem ruden og ikke andet end dem.
Han gik tilbage over gårdspladsen og op ad trappen, forbi farens dør, hvor der stadig ikke var lys. Han lagde sig i sengen. Næste morgen sagde han ikke noget om det. Der var heller ikke noget at spørge om, for ingen havde hørt andet end pumperne. Om eftermiddagen var faren i Fårevejle efter reservedele. Silas gik over i styrerummet og tog røret ned igen. Han holdt det til øret, og der var ingen klartone. Han drejede skiven, et nul, og hørte den snurre tilbage. Der var stadig intet. Han hængte det op og gik ind for at lave aftensmad.
Dagene fik en form i september.
Silas stod op tyve minutter i syv, når bussen skulle nås. Faren sov. Silas smurte madpakke, to stykker til sig selv og en sandwich til faren som han lagde i køleskabet på den øverste hylde med en seddel. Han kom hjem fem minutter over tre, og sandwichen lå der stadig. Han spiste den selv, så den ikke blev smidt ud. Derefter lavede han aftensmad, pasta eller kartofler med frikadeller fra en pose, som han havde købt i Brugsen i Fårevejle efter skole med farens kort. Han bar det hjem i rygsækken ad vejen langs grøften.
Faren kom ned ved sekstiden i den grå trøje med hul ved albuen. Han havde haft den på dagen før, og dagen før den, og dagen før den igen. Silas sagde ikke noget om det. Det var trods alt bare en trøje.
”Nattevagterne,” sagde faren, når Silas så på ham under maden. ”Man bliver skæv i døgnet af det.”
Silas nikkede. Han havde ikke hørt faren gå ud om natten, og han sov ikke så tungt længere. Han ville have hørt døren. Men han nikkede, og han tog opvasken. Bilnøglerne havde ikke flyttet sig fra køkkenbordet siden morgenen. Han så på dem, mens han tørrede af. Faren behøvede jo ikke bilen for at gå over i pumpehuset, sagde han til sig selv, så det betød ikke noget.
Så var der aftenerne. De gode kom, når faren tog kaffen med over i styrerummet. Silas fulgte efter og satte sig ved siden af ham foran skærmen. Faren forklarede kurven. Det her var vandstanden i kanalen. Det her var, hvor meget de pumpede. Når det havde regnet, steg den her, så arbejdede de hårdere, og så faldt den igen. Han pegede på tallene med en finger, der havde sort under neglen. Der var en ro i stemmen, som Silas ikke havde hørt siden værkstedet.
Nogle af aftenerne tog faren journalen frem, en stor bog med linjer som han skrev i med sin lille faste håndskrift. Dato, vandstand, driftstimer. Silas betragtede bogstaverne, der lignede hinanden så meget, at de kunne have været trykt. Det var den journal formanden læste, når han kom forbi, forklarede faren. Den skulle være ført hver dag. Han sagde det med en vis stolthed. Han havde aldrig været god til papirer i værkstedet, hvor der havde været mapper med alt muligt, og her var der kun én bog.
Silas gemte de aftener. Han lagde dem oven på hinanden, som om de kunne blive til et helt stykke, hvis der kom nok af dem. Han holdt regnskab med dem, selv om han ikke ville. Der var fire i september.
Han vågnede, fordi lyden var forkert, natten til søndag den 22. september.
Den var ikke væk, men den var tyndere. Den brummen han nu sov i, havde skiftet. Der manglede en halvdel af den. Udenfor slog regnen mod ruden. Han var ude af sengen, før han havde tænkt. Ned ad trappen, ud ad døren, hvor regnen ramte ham som en hånd, over gårdspladsen med hovedet nede. Pumpehusets dør var åben, og lyset var tændt.
Kun pumpe et kørte. Pumpe to var stille. Der var noget ved en stille pumpe, som Silas ikke havde vidst før. Den var større, når den ikke kørte, den fyldte mere i rummet. Faren var i styrerummet i bar overkrop, svedig i det hvide lys. Han havde en skruetrækker i den ene hånd. Den anden var nede i et åbent skab i tavlen, hvor der sad relæer i rækker. Han talte lavt for sig selv, ikke ord, mere lyde. Han så ikke Silas, han så tavlen.
Det var en fejl på styrekredsen, sagde han. Den var faldet ud på en fejl, der var fugt et sted. Han trak et relæ ud, blæste på det og satte det i igen. Silas skulle holde øje med den blå. Silas holdt øje med den blå. Kurven på skærmen steg. Ikke hurtigt, men den steg, en tynd streg der krøb opad. Han tænkte på alle de lige grøfter i regnen, der løb ned mod kanalen. Han tænkte på det, der ikke var prøvet.
Faren bandede. Han skiftede skruetrækker og bandede igen. Derefter trykkede han på noget. Der kom et klik, et stort tungt klik fra hallen og et sekund senere en dyb rystelse i gulvet. Lyden var hel igen. Fire minutter. Silas havde set på uret på skærmen, selv om han ikke ville.
Faren rettede sig op. Han var våd af sved og regn, og han så på tavlen med skruetrækkeren i hånden, og så grinede han. Det var et rigtigt grin, kort og glad. Han vendte sig om, og grinet blev ikke mindre af, at Silas var i døren. Der kunne han se, sagde faren. Fugt i et relæ. Hun kunne ikke lide regn, hende der.
Han var dygtig. Han var, som han havde været. Han lagde hånden på Silas’ våde hår og ruskede i det, og hånden var varm. Silas skulle gå ind og blive tør, sagde han, så lukkede han her.
Bryggerset var rummet mellem gårdspladsen og køkkenet. Det var koldt med flisegulv og en vaskemaskine der ikke var tilsluttet endnu. De tre flyttekasser stod oven på risten. Silas trak den våde jakke af sig, mens regnen trommede på taget over ham. Han var på vej videre ind i varmen, da det kom.
Tre slag.
Nede fra, fra gulvet, fra det sted, hvor kasserne stod. Det var ikke høje slag. Metal der blev ramt af noget, tre slag i takt, som når nogen banker på en dør. Silas blev stående med jakken i hånden. Han hørte regnen og pumperne gennem væggen, hele nu, begge to. Så kom det igen. Tre slag.
Han holdt vejret. Der var skrevet KØKKEN på den øverste kasse med farens tusch. Kasserne stod, som de havde stået i seks uger, og der var intet at se. Der var kun gulvet, under gulvet risten og under risten det mørke, hvor den kolde luft kom fra. Han talte til tyve inde i hovedet og til tyve igen. Der kom ikke mere. Regnen lød, som ville den blive ved til foråret.
Døren gik op bag ham, og faren kom ind med regnen på skuldrene og trøjen i hånden.
”Hvad er der?”
Silas sagde, at der havde været noget i gulvet. Det havde banket. Faren lyttede, men der var intet at lytte til. Han bøjede sig ned mod kasserne og kanten af risten, der kunne skimtes under dem. Han nikkede. Det var tydeligvis et spørgsmål, han havde ventet på.
Det var rørene, sagde han. Når pumperne stoppede og startede, skiftede trykket i hele systemet. Alle afløb hang sammen dernede, så rørene arbejdede lidt. Han tørrede sig i ansigtet med trøjen. Det var bare vandet, der fandt vej. Silas sagde, at det gav mening, og han gik op i seng og lyttede til den hele lyd og til regnen. Han tænkte på de fire minutter, hvor faren havde grinet. Han tænkte på det, til han faldt i søvn. Hvornår det var, vidste han ikke selv.
Farens telefon lå på køkkenbordet, da Silas kom hjem fra skole onsdag den 2. oktober. Det gjorde den for det meste. Han lagde madkassen ved siden af den og tog en pære fra skålen. Skærmen lyste op af sig selv, sådan som telefoner gør, når de husker noget. Det var en besked fra styringens app, den med det lille logo med den blå bølge. Under logoet stod en linje med små bogstaver. Silas læste den to gange, da han troede, han havde læst forkert.
Alarmer deaktiveret. Tryk for at aktivere.
Han lagde pæren fra sig. Han vidste godt, hvad alarmerne var. Faren havde vist ham det på en af de gode aftener. Hvis en pumpe faldt ud, hvis vandstanden steg over en streg, eller hvis strømmen svigtede, sendte styringen en besked til pumpepasserens telefon dag eller nat. Den blev ved, indtil nogen svarede. Det var derfor, han skulle have den på sig, havde faren sagt. Det var derfor, det hed en tjenestebolig.
Silas rørte ikke telefonen. Han tog nøglen fra krogen og gik over gårdspladsen i det grå eftermiddagslys. Journalen lå på skrivebordet i styrerummet ved siden af skærmen. Han åbnede den bagfra og bladede tilbage til den sidste side med skrift. Den 22. september. Vandstand, driftstimer, pumpe to tilset, fugt i relæ K4. Farens små, faste bogstaver.
Derefter var der intet. Ni tomme linjer, ni dage. Han talte dem med fingeren, og han talte dem igen. Det blev ikke anderledes. Han lukkede bogen og gik tilbage over gårdspladsen, op ad trappen, langsomt. Han vidste, hvad han ville se. Han ville gerne have haft lidt længere, før han så det.
Døren stod på klem. Gardinet var trukket for, og lyset i rummet var brunt. Faren lå oven på dynen med tøj på, bukser og den grå trøje. Skoene var sat pænt ved siden af sengen. Han lå på siden med ansigtet mod væggen.
”Far.”
”Jeg hviler lige.”
”Klokken er halv fire.”
”Jeg ved det godt,” sagde faren. ”Jeg hviler bare lige.”
Han vendte sig ikke om. Silas blev i døren, til han kunne mærke, at der ikke kom mere. Han trak den til efter sig, stille, som når nogen sover. Han satte sig på det øverste trin af trappen.
Der havde været to måneder for to år siden, december og januar. Faren havde ligget sådan i den gamle lejlighed i Holbæk med gardinet trukket for. Silas havde været ti, og han havde ikke forstået det. Han havde mærket det, sådan som et barn mærker et rum, der er koldere end de andre. Han huskede morens stemme ude i køkkenet sent om aftenen, i telefonen til nogen, lav og hurtig med lange pauser. Ordene huskede han ikke.
Han huskede, at hun havde pakket en taske til ham en morgen i januar og sagt, at de skulle over til mormor i Kalundborg et stykke tid. Han huskede, at han havde siddet på bagsædet og set op på vinduet med gardinet, mens hun startede bilen. Han havde set på det så længe han kunne, med hovedet drejet. Der var ikke kommet nogen hen til det. Så var bilen kørt. Bilen der kørte, og vinduet.
Han sad på trappen, indtil pumperne gennem væggen var det eneste, han hørte. Han besluttede det ikke med ord. Der var en dør der var lukket, en telefon, hvor alarmerne var slået fra, ni tomme linjer i en bog. Og der var ham. Hvis han ringede til sin mor, ville hun komme, det vidste han. Hun ville komme og pakke en taske, og så ville der sidde en i bilen og en tilbage i huset. Han havde siddet i den bil én gang.
Han ringede ikke til nogen. Han gik ned i køkkenet og satte kartofler over. Mens de kogte, gik han over i styrerummet, tændte lampen over skrivebordet og åbnede journalen igen. Han så på farens håndskrift meget længe.
Manualen var et ringbind i skabet under tavlen på tre hundrede sider, hvoraf halvdelen var tegninger. Silas læste den om aftenen ved køkkenbordet med aftensmaden ved siden af mens faren sov ovenpå. Han forstod måske en tredjedel, hvilket var nok. Han lærte, hvad den blå kurve måtte og ikke måtte. Han lærte, hvor grænserne lå, og hvor oliestanden skulle aflæses. Hvad der skulle trykkes på hvis pumpe to faldt ud på K4 igen, havde faren skrevet i margenen med blyant den nat.
Der var en nødprocedure på side 214 om dieselen. Den fyldte fire sider med tegninger af håndsvinget og et lille håndtag oven på motoren til at løfte og slippe. Han bladede forbi den, da den nok ikke skulle bruges, for strømmen var ikke forsvundet en eneste gang siden de kom.
På indersiden af skabslågen sad der sedler, gule og brune, nogle så gamle, at tapen var blevet til en skygge. Håndskriften var stor, skæv og gik opad mod højre. Ved frost tjekkes ristene først. Pumpe to tåler ikke at køre tør, lyt efter hende. Runde klokken et og klokken fire, kanalen, ristene, oliestand. Aldrig sove fra en alarm. Silas læste dem alle sammen to gange. Det var en anden mands regler. De var skrevet til det her rum, de eneste der fandtes.
Han hentede appen med den blå bølge på sin egen telefon. Koden stod med blyant på den første side i manualen. Han loggede ind og slog alarmerne til. Telefonen vibrerede en enkelt gang som en bekræftelse. Han lagde den under hovedpuden, efter at han havde sat vækkeuret til klokken et og klokken fire.
Journalen var det sidste, for formanden kom en gang i kvartalet og læste den, det havde faren selv sagt. Ni tomme dage ville være det første han så. Silas fandt en brugt kuvert i bunken på køkkenbordet, en fra kommunen, og vendte den om. Først skrev han sit eget navn med sin egen skrift. Derefter farens tal. Farens totaller der var lige som trykte, farens syvtaller med en streg over. Han skrev dem igen og igen. Det tog en time, før det lignede.
Med kuverten ved siden af sig udfyldte han ni dage tilbage i journalen, en linje ad gangen. Tallene fandt han i styringens log på skærmen, hvor alting var gemt, om nogen havde skrevet det ned eller ej. Vandstand. Driftstimer. Ingen bemærkninger. Han skrev langsomt og holdt pennen lidt for langt nede, som faren holdt den. Da han var færdig, lignede det. En der kendte skriften, ville kunne se forskel, hvis han ledte efter den. Silas kendte den, han kunne se forskel, og han lukkede bogen.
Nætterne fik deres egen form, hvor uret ringede klokken et, men han var som regel vågen før det. Jakken over pyjamassen, lommelygten, ud over gruset, ind i lyden. En runde gennem hallen, hvor pumperne arbejdede, og hvor han lagde hånden på dem som faren gjorde det. De var varme under hånden. Derefter skærmen, kurven, en linje i journalen med farens hånd. Når det var gjort, gik han ud bag pumpehuset til kanalen og lyste på ristene, som sedlen sagde. Derefter i seng, til uret ringede klokken fire, og det samme igen.
Han tænkte ikke på, om han havde lyst, lige så lidt som han ville have tænkt på det med en hund der skulle ud. Han tænkte på, om det var gjort. Om dagen gik det, som det gik. Faren kom ned ved sekstiden og spiste lidt af det, Silas havde lavet. Han sagde, at det smagte godt. Det gjorde det ikke. Han nævnte ikke journalen. Han gik ikke over i styrerummet. Han sad i stuen med fjernsynet, eller han gik op igen. Silas hørte døren ovenpå. Bagefter var der kun lyden gennem væggen.
Lyden var det eneste, der var, som det skulle være. Han begyndte at høre efter den på en ny måde, ikke fordi den forstyrrede, men for at tjekke den. Pumpe et lidt dybere, pumpe to oven på. Han kunne høre forskel nu. Han kunne også høre, når faren vendte sig i sengen ovenpå. Huset var gammelt, gulvene sagde til.
Telefonen ringede igen den fjerde nat, natten til søndag, lidt før fire. Han var i styrerummet allerede, på vej til runden, så han tog den før anden ringning.
”Kører de?”
”Ja.”
Der var en pause med vejrtrækningen i, tæt på.
”Hvem er du?”
Silas så ud på pumperne gennem ruden i døren.
”Silas.”
”Er du hans?”
Han vidste ikke, hvad spørgsmålet betød. Han tænkte på faren ovenpå bag den lukkede dør. Det måtte være det der blev spurgt om, og der fandtes kun ét svar.
”Ja.”
Den gamle stemme blev lidt lavere, ikke blidere.
”Så skal du høre efter.”
Der kom et klik. Silas hængte røret op og skrev tidspunktet på bagsiden af kuverten med farens tal, før han vidste, hvorfor han gjorde det.
Det var den niende nat, han så drengen.
Klokken var fire, natten til fredag den 11. oktober, og der var frost i luften for første gang i år. Ikke på jorden endnu, men i næsen når han trak vejret. Himlen var klar og fuld af stjerner, flere end han havde set i Holbæk. Diget var en sort streg imod dem, der skar himlen af forneden. Han gik bag om pumpehuset med lygten, sådan som han havde gjort otte nætter før, og stien var hård under skoene.
Indløbskanalen løb ind mod bygningen fra syd, lige og bred, med betonkanter. Vandet var stille i den, sort og blankt, lige før det blev suget ind under væggen. Ristene sad på tværs af kanalen der, hvor den mødte huset, et gitter af jernstænger der fangede grene, blade og en gang imellem en død fugl. Han lyste på dem. Rene. Han lyste på vandet ind mod dem for at se, om der var grene på vej.
Der var en dreng i vandet.
Ikke på vandet, i det. Under overfladen et stykke ude, hvor kanalen var dyb, stod han op, som var der en bund at stå på. Der var ingen bund der. Han stod lige med ansigtet vendt op mod Silas. Lyset fra lygten lå på vandet oven over ham, blankt og hvidt. Det ramte ham ikke. Det gik ikke ned. Det blev på overfladen, mens drengen under den stod i sit eget mørke og så op.
Silas bakkede, til han mærkede græsset under hælen. Lygten pegede nu på himlen, hvor den ikke ramte andet end mørke. Han hørte pumperne bag væggen og ikke andet. Han blev der længe, før han lyste igen.
Vandet. Siv langs kanten, stive af kulde. Ristene. Midt i det blanke, sort på sort, hans eget ansigt der så op på ham med lygten som en hvid plet ved siden af.
Han gik hjem, men han gik ikke hurtigt. Hvis han gik hurtigt, ville det være, fordi der var noget at gå hurtigt fra. Han låste pumpehuset og hængte nøglen på krogen. I køkkenet tændte han alt lyset, også det over komfuret, og satte sig ved bordet med jakken på. Der sad han, til ruden blev grå, så blå, så lys. Han smurte madpakke som alle andre morgener. Han havde ikke sovet mere end tre timer i træk i ni døgn, og han regnede ikke efter.
Han faldt i søvn i dansk om fredagen. Ikke lidt. Helt, med hovedet på armen. Han vågnede ved, at hele klassen lo, og ved, at Yasmin ikke gjorde. Hun ventede på ham efter timen ved døren med den gule regnjakke over armen.
”Hvad er der med dig?”
Han sagde, at der ikke var noget. Hun sagde, at han sov i timerne. Han så ud, som om han havde sovet tre timer på en uge, og han var grå i ansigtet. Han kunne have sagt, at der ikke var noget, igen, det var det, han plejede. Men han var så træt, at ordene lå løsere end de plejede. Han sagde det, ikke det hele, men en del.
Han fortalte om telefonen i pumpehuset der ikke virkede, men ringede om natten. Han fortalte om en gammel mand i den der spurgte, om pumperne kørte. Han fortalte også om drengen, selv om han ikke havde tænkt sig det, for da først telefonen var sagt, kom drengen bagefter i kanalen under lyset. Han sagde ikke noget om faren.
Yasmin nikkede langsomt, som når noget passer sammen.
”Det er Aage,” sagde hun.
Aage Kjær, forklarede hun. Ham der passede pumpen før. Alle vidste, hvem Aage var. Han havde passet den i hundrede år, sagde hendes far. Han boede på plejehjemmet i Nykøbing nu, og hendes mor kørte gulerødder derud hver anden uge, de havde en aftale. Han ringede om natten, det havde hendes mor hørt af en af plejerne. Han ringede, og de kunne ikke få ham til at lade være.
Silas sagde, at telefonen ikke virkede. Yasmin sagde, at det var underligt, og hun gik videre til det næste, som om hun allerede var færdig med det. De kunne tage derud i efterårsferien. Karim kunne køre, han skyldte hende.
Om drengen sagde hun mindre. Det lød som ålefiskerens dreng, sagde hun. Ham de havde hørt om i tredje, der druknede ude på fjorden før diget, og som folk påstod man kunne se når der var frost. Hun troede ikke på den slags. Men hvis han havde været til, stod han et sted. Alt hvad der var sket herude, stod et sted, og det kunne slås op.
Hun tog ham med hjem. Det var ikke et spørgsmål, og han var for træt til at finde på et svar der ikke var ja.
Haddads hus lå bag pakkeriet, et rødt hus med for mange sko i entreen. Larmen fra hallen kom ind gennem væggene. Der var mennesker overalt i det hus. En lillesøster på seks der ville vise ham noget. En farmor i en lænestol der talte til Yasmin på et sprog Silas ikke forstod. Yasmin svarede på dansk, og farmoren lo. En far der kom ind i gummistøvler og gik ud igen.
Køkkenet var fuldt af damp og lugt af citron og løg. Yasmins mor, en lille kvinde med forklæde og hurtige hænder, stillede en tallerken foran ham før han havde sat sig. Hun lagde mad på den, ris, kylling og en salat med granatæble. Derefter lagde hun mere på. Hun talte med Yasmin om en leverance imens og så ikke på ham. Silas sad med gaflen i hånden og så på tallerkenen.
Han fik en klump i halsen. Han vidste ikke hvorfor, for der var ikke sket noget. Det var jo bare mad, der var bare mange mennesker, og det var varmt. En han ikke kendte, havde lagt mad på hans tallerken, som om det var det mest almindelige i verden. Han så ned og spiste. Han spiste det hele. Da hun lagde mere på, spiste han det også.
Karim kom ind efter maden, stadig med hovedtelefonerne om halsen. Han så på Silas og huskede ham tilsyneladende. Pumpen, sagde han. Silas sagde, at det passede. Karim spurgte, om han ville se bilen.
Golfen holdt bag huset mellem to stabler paller, og den var sølvgrå, hvor den ikke var rust, og bagsædet var fuldt af gulerodskasser. Karim satte sig ind og drejede nøglen. Motoren hostede og døde. Han drejede igen. Den hostede længere og døde. Han så på Silas gennem forruden og holdt en finger op, som for at sige vent. Tredje gang gik den i gang med et brøl der fik en fugl til at lette fra taget.
”Tredje gang,” råbte Karim ud ad vinduet. ”Altid tredje gang. Man skal bare vide det.” Før Silas gik, skrev Karim sit nummer på et stykke af en gulerodskasse, hvis Silas skulle hentes en dag.
Silas gik hjem i skumringen. Han havde faktisk lyst til at blive i et hus der ikke var hans, hos mennesker han ikke kendte og i larmen. Men klokken blev et, klokken blev fire. De blev det på diget, ikke her. Han kom hjem i mørke og lavede en tallerken til faren, som han stillede på gulvet uden for døren ovenpå. Næste morgen var der spist af den.
Moren ringede søndag lidt over atten. Silas tog den i køkkenet, mens faren sad i stuen med fjernsynet tændt uden lyd.
Hun undskyldte, at hun var lidt sent på den. Hun havde lige fået lukket ned, der var en der var sygemeldt, så hun havde haft hendes vagter også. Det regnede derovre, det havde det gjort hele weekenden. Hun spurgte om skolen. Han fortalte om Yasmin, at hun havde et pakkeri og var skrap. Hun lo, og det var rart at høre hende le. Da hun spurgte om vejret, sagde han, at der havde været meget regn, og at pumperne havde haft travlt. Pumpe to havde været ude i fire minutter, og far havde ordnet det på ingen tid med en skruetrækker i regnvejr. Det var alt sammen sandt.
”Og far,” spurgte hun. ”Hvordan har far det?”
Silas så ind i stuen. Faren sad med hænderne i skødet og ansigtet mod fjernsynet, hvor nogen løb rundt på en græsplæne uden lyd.
”Han er ude ved pumperne,” sagde Silas. ”Han er derovre nu. Der er noget med ristene. Han har haft travlt hele ugen, det er regnen.”
Moren sagde, at han arbejdede for meget. Silas sagde, at det gjorde han vel. Der blev stille i telefonen, og han kunne høre, at hun satte sig.
”Silas. Det var ikke din skyld, det med den vinter. Det ved du godt, ikke?”
Han vidste ikke, hvorfor hun sagde det. Han vidste heller ikke, hvorfor hun sagde det netop nu, eller hvad det havde med pumperne at gøre. Han svarede jo. Hun sagde, at hun savnede ham, at hun savnede dem begge to. Hun ville prøve at komme ned og besøge dem når det blev lidt roligere derovre. Han sagde, at det ville være fint. Han lagde telefonen på bordet.
Der gik lidt tid, hvor fjernsynet lyste på farens ansigt. Så sagde faren det med en stemme der næsten ikke var der.
”Tak.”
Silas tog jakken. Han gik op på diget, hvor det var mørkt med vind fra fjorden, den rigtige fjord der lå derude for enden af diget og bevægede sig i mørket. Han gik langs kammen med hænderne i lommerne, ud mod øst, hvor lysene fra pakkeriet stod som en lille by. Han gik, til han ikke kunne mærke ørerne. Han gik, til det faren havde sagt, holdt op med at sidde i brystet og bare var et ord. Det tog lang tid. Til sidst vendte han om og gik tilbage mod lyden.
Silas sagde det til faren mandag aften gennem den halvåbne dør, at han skulle til Nykøbing med Yasmin og hendes bror næste dag for at besøge en gammel mand på plejehjemmet. Faren svarede ja inde fra sengen. Han spurgte ikke hvilken gammel mand, og Silas sagde det ikke.
Plejehjemmet lå på en bakke i udkanten af Nykøbing med udsigt over noget der kunne have været fjorden, hvis ikke en række rækkehuse havde været i vejen. Karim blev på parkeringspladsen med motoren i gang. Man vidste aldrig, sagde han. Han lænede sædet tilbage og satte hovedtelefonerne på.
Indenfor lugtede der af kaffe, linoleum og af en sødme der lå under begge dele. En plejer i lilla fulgte dem ned ad en gang med håndlister på væggene. Hun så to gange på Silas med et spørgsmål i ansigtet, men hun stillede det ikke. Ved døren sagde hun, at han havde en god dag. Det havde han ikke altid. Hvis han blev træt, skulle de bare gå.
Aage Kjær sad i en stol ved vinduet med et tæppe over benene og hænderne oven på tæppet. Det var hænderne Silas så først. De var enorme, større end farens, med knoer som knolde under en hud der var blevet for stor til dem. De rystede jævnt, i tomgang. Ellers var han lille, et lille tørt ansigt med hvide bryn og en smal, lukket mund. Han hilste på Yasmin først, kort og høfligt. Derefter så han på Silas, og han blev ved med det.
”Du er ham der svarer,” sagde han med den samme stemme som i telefonen. Tør, lav, tydelig. Den passede ikke til den lille mand, men den passede til hænderne. Det var ham, sagde Silas. Aage sagde, at de skulle sidde ned, så de satte sig på sengekanten, da der kun var én stol i rummet.
”Hvad står den på?”
Silas forstod ikke spørgsmålet, før Aage sagde vandstanden i kanalen, hvad den havde været samme morgen. Silas svarede en komma fire. Det havde han skrevet i journalen klokken fire. Den havde ligget der siden torsdag, hvor det sidst havde regnet. Aage nikkede langsomt som over et tal han kendte personligt. Han spurgte til ristene. Silas sagde, at de var rene, at han tog dem hver nat, at der havde været en gren om søndagen. Aage spurgte til pumpe to, som om hun var en fælles bekendt.
”Hun faldt ud på et relæ i september,” sagde Silas. ”Fugt. Min far ordnede det.” Han hørte selv, at der var stolthed i det sidste.
Aage sagde, at hun altid havde været en kælling i regn. Det havde hun også været i 1953, det år de skiftede lejerne i hende. Den mand der kom fra København for at gøre det, havde aldrig set en fjord. Han flyttede den ene hånd på tæppet. Det så ud til at koste kræfter. Der havde været vand på markerne ud til Sidinge det efterår, så det stod i furerne.
Så talte han. Han talte i lange sætninger, gamle sætninger der ikke havde travlt. Silas kunne høre, at han havde sagt dem før, måske til ingen, måske til telefonen. Han talte om nytåret 1979, hvor strømmen forsvandt i snestormen, så de kørte på diesel i fire døgn, ham og motoren. Han havde sovet på gulvet i dieselrummet med hovedet på en sæk. Hver gang hun hostede, var han oppe. Hun var en gammel kone, sagde han. Hun ville have håndtaget holdt til andet slag, ikke første. Det var der ingen der forstod. Silas forstod det heller ikke. Han lagde sætningen et sted, hvor han kunne finde den igen.
Aage talte om, hvordan man hørte forskel på de to pumper, den ene lidt dybere. En mand der havde ligget mange år op ad den væg, kunne høre en fejl i sin søvn, før tavlen så den. Silas sagde ikke, at han kunne det. Aage talte om diget, om hvor det var svagt, om et sted ud mod Egebjerg, hvor der havde været en muldvarp i tres år. De gravede den op hvert forår, men hver sommer var den der igen.
Yasmin spurgte, hvor mange år han havde været der, om han havde haft fri, og hvordan han kunne holde det ud. Han svarede hende høfligt og kort. Hver gang han havde svaret, vendte han sig mod Silas igen, som om det var Silas svaret var til. Han havde været der i 59 år, sagde han, fra han var sytten til han var 76. Han havde haft fri når hun kørte, det var hans fri. Silas mærkede, at Yasmin så på ham fra siden. Han så ikke tilbage.
Til sidst blev Aage stille. Han så ud ad vinduet på rækkehusene, mens hænderne rystede på tæppet. Silas tænkte, at nu var det forbi, nu var han træt, nu skulle de gå. I stedet løftede Aage den ene hånd et par centimeter og pegede på natbordet. Skuffen, sagde han til Yasmin, om hun ville være så venlig.
Hun åbnede den. Der lå et par briller i den, en pakke halspastiller og en bog. Den var sort med bøjelig ryg og hjørner slidt runde, så tyk, at den var svulmet af alle de sider der var blevet vendt. Aage bad hende give ham den, og Yasmin lagde den i Silas’ hænder. Den var tungere end den så ud. Den lugtede af noget han ikke kunne sætte navn på, olie måske eller et hus der ikke var der mere.
”Du skal skrive i den,” sagde Aage. ”Ikke ham.”
Silas så op fra bogen.
”Hvem er ham?”
Aage svarede ikke. Han betragtede Silas som en mand der har fået sagt det han skulle, og som ikke har mere. Han drejede hovedet mod vinduet igen. Plejeren kom ind lidt efter og sagde, at det nok var nu.
Hun fulgte dem ud og standsede ved døren til parkeringspladsen for at sige det, hun ikke havde sagt før. Han ringede om natten, og de kunne ikke få ham til at lade være. Han havde en gammel telefon på sit værelse med et nummer familien betalte for. Han ringede til det samme nummer hver eneste nat. De havde prøvet at forklare ham det. Nummeret fandtes ikke mere. Det var blevet nedlagt i 2012, da han flyttede herind. Der var ingen i den anden ende.
”Nej,” sagde Silas og holdt bogen ind til sig med begge arme. ”Det er der nok ikke.”
Han læste den om natten i sengen med lampen tændt.
Den begyndte i 1965. Den første side var dateret med blæk der var blevet brunt. Skriften var den samme som på sedlerne, stor, skæv, opad mod højre. Den fyldte hver linje til kanten. Vandstand, driftstimer, olieskift på pumpe et, frost, ristene tjekket klokken fem. Han bladede. Årene gik forbi under tommelfingeren. Skriften blev mindre, fastere, senere igen lidt større og mere rystende, mens indholdet var det samme. Tal, klokkeslæt, hvad der var gjort.
På en side i 1971 imellem to linjer med olieskift, uden anden skrift end de andre linjer og uden en streg der pegede på den, stod der noget andet.
Han var oppe i nat, stod der.
Silas læste det to gange, før han bladede videre. Sider med tal, vintre, et helt år uden andet end tal. I 1974 stod der Bankede til klokken fire, og ni sider senere stod der Svarede ikke.
Han blev siddende med fingeren på linjen. Skriften var den samme som ved olieskift og vandstand. Det var skrevet som en ting der var sket, og som skulle skrives ned. Han bladede langsomt nu, da der gik år imellem. Nytåret 1979, snestormen, fire døgn på diesel, det var der alt sammen time for time med klokkeslæt for hver gang hun var standset eller startet igen. 1983. I 1988 kom det igen, Svarede ikke, i 1994 det samme. 2001 var et helt kort år, og 2009 havde kun en halv side.
På en side i 2011, hvor skriften var begyndt at ryste, midt på siden mellem to datoer, uden dato, stod der ét ord.
Knud, stod der. Det var alt, ikke en sætning, et navn. Han sad med bogen i skødet, mens lampen summede svagt og pumperne brummede under den. Nede fra bryggerset, gennem gulvet, kom tre slag.
Han rørte sig ikke. Der var en pause, og så kom de tre slag igen.
Han så på ordet på siden mens han ventede. Der kom ikke mere. Han lagde bogen på gulvet ved sengen og bladede forsigtigt tilbage med den ene hånd, mens han lyttede med hele kroppen. Svarede ikke. Så det var det, man gjorde, det var reglen. Han lagde sig tilbage på puden med lampen tændt og så op i loftet. Han svarede ikke. Der kom ikke mere. Han lå sådan til vækkeuret ringede klokken fire. Derpå gik han sin runde som alle de andre nætter.
Lokalarkivet var et lokale bagerst i biblioteket med reoler af ringbind og en kopimaskine der summede for sig selv. Yasmin havde søgt hjemmefra og havde en seddel med et nummer på, som hun gav til den eneste person i lokalet, en kvinde på omkring halvfjerds med læsebriller i en snor om halsen. Kirkebogen for Egebjerg sogn, sagde Yasmin, 1869, døde. Kvinden sagde, at det var scannet, det kunne hun se hjemmefra, men hun fandt det frem på en computer der var lige så gammel som kopimaskinen.
Det var fotograferede sider, gule, med en skrift Silas ikke kunne læse, sløjfer og lange stave, hvor bogstaverne hang sammen i tråde. Kvinden kunne læse den og kørte fingeren ned ad skærmen. Silas så på uret over døren. Faren havde ikke været nede, da de kørte, og Karim ville have dem tilbage i bilen klokken tre. Hvis han ikke var hjemme, før faren eventuelt kom ned, ville faren finde køkkenet tomt og ikke vide, hvor han var, og Silas ville ikke have, at der var noget, faren ikke vidste. Yasmin pegede. Kvinden læste det langsomt mens hun fulgte med fingeren.
”Den 14. oktober. Peder Mortensen, tolv Aar. Aalefisker Morten Pedersens Søn af Egebjerg Enghave. Druknet i Fjorden. Fundet efter tre Dage. Begravet den 19. oktober.”
Der blev stille i lokalet bortset fra kopimaskinen. Yasmin sagde, at det bare var en dreng der døde, der var tre til på samme side. Silas nikkede. Han sagde ikke, at han havde set ham, eller at han vidste, hvordan drengen så ud dernede. Han spurgte kvinden om noget andet.
”Var der pumper i 1869?”
Hun tog brillerne af og lod dem hænge. Nej, sagde hun, fjorden var fjord i 1869. De begyndte på diget i 1873 og pumpede derefter i årevis, før nogen kunne gå på bunden. Der, hvor han boede, var der vand dengang, flere meter dybt ude midt i. Drengen var druknet i det der var muld nu. Silas tænkte på maskinerne der kørte hen over den sorte jord og trak gulerødder op af den. Han sagde tak til kvinden, der allerede var ved at lukke siden ned. Klokken var tyve minutter i tre.
Egebjerg Kirke lå på en høj med udsigt over det hele, fjordbunden, diget og pumpehuset som en grå klods langt ude. Der var blæst, en hård kold blæst der kom lige fra vandet og gik igennem alting. Kirkegården var lille. De gik den igennem række for række og læste. De fandt Kjær, flere Kjær, gamle sten med mos. De fandt to Mortensen fra trediverne, men de fandt ingen Peder.
Yasmin havde den gule jakke lynet op til hagen og hestehalen blæst om i ansigtet. Fattigfolk fik ikke sten, sagde hun. En ålefiskers søn i 1869 var blevet lagt i jorden i et hjørne med et trækors over sig. Korset var rådnet væk for hundrede år siden, sådan var det.
Silas blev ved kirkegårdsmuren med udsigt over det flade land, hvor der ikke var noget vand at se, kun sort jord til horisonten. Øjnene løb i blæsten. Han tørrede dem med ærmet. Det var blæsten, sagde han til sig selv. Yasmin sagde, at Karim blev sur, hvis han skulle vente længere. De gik ned ad bakken til bilen.
Det regnede den sidste tirsdag i oktober, en fin tæt regn der ikke faldt så meget som stod i luften. Det var skumring, da Silas gik hjem fra bussen ad vejen langs grøften. Grøften var fuld. Vandet var højt og brunt, det bevægede sig langsomt i retning af kanalen. Der lå blade på det som drejede rundt uden at komme nogen vegne.
Han var træt. Det var ikke et ord længere, det var en ting han bar på og ikke længere tænkte på at sætte fra sig. Han gik med hovedet nede og så ikke andet end vejen. Da han så på grøften, gik der en dreng med ham.
Under vandet, i samme tempo. Han gik som Silas gik, med den samme fart, i det brune vand en meter nede. Det brune gjorde ham ikke utydelig. Han var det tydeligste i hele skumringen. Silas standsede, og drengen standsede. Han så op gennem vandet. Der var ikke en ting ved ham der var forkert, det var det Silas lagde mærke til. Det var en dreng på hans egen alder i tøj der var for stort og af en anden slags. Han så træt ud på en ældre måde end Silas, som gamle mennesker ser trætte ud.
Så talte han. Silas hørte det ikke gennem vandet, han hørte det bare.
”Der er stille.”
Silas havde regnen i ansigtet, og bladene drejede rundt på vandet, mens han ventede på det næste.
”Man kan hvile dernede,” sagde drengen uden at munden bevægede sig.
Det der skete i Silas, var ikke frygt. Det var det han aldrig fortalte nogen, ikke engang Yasmin. At det lød rart. Et sekund eller to lød det rart, stille, hvile, uden klokken et, klokken fire, den lukkede dør, bogen. Han gik videre, og han gik hurtigere. Han så ikke på grøften igen hele vejen til diget. Han hørte ikke, om drengen fulgte med, da han talte sine skridt. Da han nåede gårdspladsen, var der lys i køkkenet.
Faren var ved komfuret i den grå trøje og rørte i en gryde, og der lugtede af løg. Der var dækket til to med bestik, og radioen spillede. Der var han, sagde faren. Han havde tænkt, at de skulle have noget ordentligt for en gangs skyld, det var bare gryderet. Silas skulle sætte sig.
Silas blev i døren med regnen dryppende af sig, som en der venter på at få lov. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med det. Det var mere end en måned siden, faren sidst havde været oppe før klokken seks, og længere siden han havde lavet mad. Nu rørte han i en gryde og talte om, hvad han havde puttet i den. Det var så almindeligt og så uventet, at Silas ikke kunne finde det sted i sig, hvor det skulle hen.
”Hvordan,” spurgte han. Faren trak på skuldrene med ansigtet mod gryden.
”Jeg vågnede og kunne,” sagde han. ”Det er ikke mere end det.”
Silas satte sig. Han spiste. Det smagte godt. Han sagde det, og faren smilede. Radioen spillede en sang faren kendte. Han nynnede et par linjer med og holdt op igen. Silas betragtede hans hænder om gaflen, som var rolige. Da tallerkenerne var tomme, spurgte Silas, om faren ville med over i styrerummet næste aften og se på kurven. Den havde været høj i en uge, og han ville gerne have, at faren så den.
”Ja,” sagde faren og samlede tallerkenerne. ”Det gør vi.”
Onsdag kom faren ikke ned, og Silas lavede aftensmad til to og ventede til klokken syv. Han gik op ad trappen til døren, der var lukket uden lys under. Han lyttede ved døren. Der var en der trak vejret derinde.
”Du sagde ja,” sagde han til døren. Der kom ikke noget svar.
”Du sagde ja i går. Du siger bare ja.”
Han hørte sin egen stemme. Den var hårdere, end han havde ment den. Han blev ved døren lidt for at give faren tid til at sige noget, men der kom intet. Han gik ind på sit eget værelse efter hovedpuden, dynen og det ekstra tæppe fra skabet. Han bar det hele over gårdspladsen i regnen ind i styrerummet, hvor han lagde det i farens stol foran skærmen. Han lå der den nat med tæppet om sig og hørte pumperne gennem ruden.
Karim kørte ham alene til Nykøbing søndag den 3. november. Yasmin havde håndboldkamp i Asnæs, så hun havde sagt, at han skulle tage af sted uden hende og spørge om det med telefonen. Han havde lovet det, selv om han ikke havde tænkt sig at spørge om det. Faren vidste, hvor han var. Det havde Silas sagt gennem døren om morgenen, og der var kommet et ja derinde fra.
Plejeren var en anden end sidst. Hun sagde, at det ikke var en god dag, og at han måske ikke skulle regne med ret meget. Aage sad i stolen med hænderne på tæppet. Han vendte ansigtet mod Silas da han kom ind, men der var intet i det. Det hvilede bare på ham som på en væg.
”Knud,” sagde han til Silas, der standsede midt på gulvet. ”Du er sent på den, Knud. Far er oppe, han spørger efter dig.”
Silas sagde, at han hed Silas. Aage betragtede ham længe, til der flyttede sig noget bag øjnene som når en sky trækker fra. Nu så han ham. Det gjorde han, sagde Aage, det gjorde han.
Han blev stille så længe, at Silas overvejede at gå. Da han begyndte at tale, talte han ikke som sidst, ikke i de lange gamle sætninger der havde været sagt mange gange. Han talte som om det var første gang. Han havde været femten, sagde han, og det var i august 1951, det huskede han trods alt. Hans far var pumpemester og havde været oppe hele natten med pumpe to, der havde et leje der var ved at gå. Faren lagde sig om morgenen efter at have sagt til Aage, at han skulle passe Knud imens. Knud var seks år og altid ved grøften, pumpegrøften der løb ud til kanalen bag huset. Den var ikke dyb dengang, en halv meter måske, man kunne stå i den. Han fangede haletudser i den.
Aage skulle rense riste. Der var siv i dem, det var august, der var altid siv i august. Han havde Knud lige der, ti meter væk, han kunne høre ham. Knud sad på kanten og talte til sig selv, sådan gjorde han, han talte hele tiden. Aage rensede riste med hans stemme i ryggen. Da der kom en lyd fra pumpe to, gik Aage ind for at se på den. Han var derinde den tid det tager at se på en pumpe og komme ud igen.
”Det var ikke længe,” sagde Aage. ”Det var den tid, det tager at se væk.”
Hænderne på tæppet rystede jævnt, ikke mere end det. Han fortalte resten på samme måde. Knud var i grøften med ansigtet nedad. Vandet stod en halv meter som altid, der var ingen strøm. Der var bare vandet med ham i. Aage vækkede ikke sin far først. Han tog Knud op, lagde ham i græsset, prøvede det man prøver, før han gik ind for at vække ham. Hans far passede pumperne i to år mere. Da han ikke kunne mere, tog Aage dem som syttenårig. Han passede dem i 59 år og sagde aldrig op. Han giftede sig aldrig, da man ikke kan passe to ting. Han forlod aldrig huset i mere end et døgn, heller ikke til sin mors begravelse, hvor han tog hjem fra kirken før kaffen.
”For fjorden tager et barn, når vogteren slipper,” sagde han. ”Det er det, den gør, og det var det, den gjorde. Så jeg slap aldrig.”
Silas sad på sengekanten. Han havde ikke rørt sig mens Aage talte, heller ikke nu. Aage vendte hele ansigtet mod ham.
”Og du,” sagde han. ”Du skal heller ikke slippe.”
I det samme var det væk. Silas kunne se det gå. Skyen trak for igen, så øjnene hvilede på ham som på en væg. Den gamle mand drejede hovedet mod rækkehusene.
”Er det tirsdag i dag?”
Han skulle have renset riste, hvis det var tirsdag. Silas rejste sig og sagde farvel, hvad Aage ikke hørte.
Karim sagde ikke noget på parkeringspladsen. Han drejede nøglen, Golfen startede tredje gang, de kørte ud af Nykøbing i regnen ned mod det flade land. Silas havde hænderne i skødet og fulgte vandet på ruden. Han tænkte på ti meter og på den tid det tager at se væk, på et barn der taler til sig selv ved en grøft. Nu vidste han det, nu var der en regel. Fjorden tog et barn når vogteren slap, faren lå i sengen, der var ikke andre, så det var ham. Det var ham der ikke måtte se væk, hverken fra faren, fra pumperne eller fra noget som helst. Han tænkte ikke på, om det var rigtigt. Han var tolv, det var en regel, han havde bedt om en, nu havde han den.
Karim kiggede på ham i det lille spejl. Han rakte ned og skruede op for radioen, en sang Silas ikke kendte. De kørte hjem i den over fjordbunden, og det blev mørkt undervejs.
November kom med mørke fra begge sider af dagen.
Silas sad i styrerummet om natten. Han sad i farens stol foran skærmen med puden i ryggen, tæppet om benene, logbogen i skødet, mens han fulgte kurven. Når han lukkede øjnene, var det ikke for at sove. Det var for at høre bedre. Nogle nætter, når kurven var rolig, gik han over i sin egen seng efter runden klokken et, for stolen var hård, og huset var jo der, hvor faren var. Han skrev i bogen selv nu. Ikke i journalen, den skrev han stadig med farens hånd, men i den sorte bog efter den sidste af Aages linjer. Hans egen skrift var rund og skæv og lignede ikke nogens. Den 3. november, vandstand 1,6, regn hele dagen, pumpe to lyder rigtigt, ristene rene klokken et. Han skrev som Aage havde skrevet, hvad der var sket, hvad der var gjort, ikke andet.
Telefonen ringede, og han havde røret i hånden før den første klokke var færdig. Stemmen spurgte, om de kørte, han svarede, at de gjorde, stemmen sagde godt. Han lagde ikke på med det samme. Han holdt det ved øret og hørte stilheden i det, den døde stilhed der ikke engang summede. Han tænkte på den gamle mand i stolen, der sad i mørket på et plejehjem med en telefon der ikke var koblet til noget. Han talte til ingen, men han fik svar.
Faren spiste ikke. Silas satte tallerkenen foran ham. Faren tog gaflen, førte den til munden et par gange, lagde den fra sig, sagde tak. Silas tog tallerkenen ud og skrabede den ned i skraldespanden. Faren gik op klokken syv og sagde godnat i døren med hånden på karmen. Det gjorde han hver aften, så Silas vidste, at han stadig kunne sige det.
Om natten så Silas sig selv i vinduet. Styrerummet havde også et vindue ud mod diget, der blev til et spejl når lyset var tændt herinde. Der sad en i en stol med en bog, hovedet lidt nede, hænderne stille. Han betragtede det længe. Det var mærkeligt hvor lidt det lignede ham, hvor meget det lignede en anden. Han kunne ikke i det sekund sige, om det var ham selv der sad der, eller om det var faren, sådan som faren havde siddet de gode aftener. Han rystede på hovedet. Spejlbilledet rystede på hovedet, før det var ham igen.
De tre slag kom hver nat nu. Han vidste hvornår, omkring tre, når det var koldest. Han sad i styrerummet, hvor han ikke kunne høre dem, men han vidste, at de kom, så han gik over. Han blev i bryggerset i mørket med jakken på til han havde hørt dem, tre, pause, tre, før han gik tilbage. Han svarede ikke. Det var reglen.
En nat gik han ikke tilbage. Han tænkte på drengen i grøften, der havde sagt, at der var stille dernede, og han tænkte på Aage, der sad og ringede til et nummer, hvor der ikke var nogen, hvis ikke Silas tog røret. Han ville ikke være den der ikke svarede. Han flyttede kasserne, hvad han ikke havde gjort før. Han bar dem ind i køkkenet en ad gangen, KØKKEN, KØKKEN, BAD, ned på gulvet. Risten var fri, sort og firkantet, med den kolde luft der steg op af den. Han satte sig på fliserne ved siden af den med ryggen mod vaskemaskinen og ventede. Det kom i den sædvanlige takt, tre slag i metal, pause, tre slag.
Silas lagde knoerne mod risten, hvor jernet var koldt og lidt fedtet. Han bankede tre slag, ikke hårdt.
Stilheden bagefter var så lang, at han nåede at tænke, at der ikke kom mere, at han havde gjort en ting, som ikke kunne gøres om, og at han ikke vidste, hvad det var. Derpå kom der ét slag. Bare ét, blødt, som noget der lægger sig.
Han sad på gulvet i bryggerset med hånden på risten. Han sad der længe og talte ikke tiden, og han bar ikke kasserne tilbage.
Yasmin stillede sig foran ham ved cykelskuret torsdag i frikvarteret, så han ikke kunne komme forbi uden at skubbe til hende. Hun så ud til at have tænkt sig at blive skubbet til.
”Hvornår har du sidst sovet?”
”I nat,” sagde han.
”Hvor længe?”
Han vidste det ikke. Han prøvede at regne det ud. Han kunne ikke, hun så det på ham. Hun havde spurgt ham i oktober, sagde hun, hvor han havde fortalt om en telefon. Nu spurgte hun igen, hvad der var galt ude ved pumpen.
Det var koldt med rim på cykelsadlerne. De andre stod i klumper længere væk og råbte ad en bold. Silas havde ikke besluttet at sige det. Der var bare ikke mere plads. Der havde ikke været plads i lang tid, og nu var der slet ikke.
Han sagde det alt sammen i den rækkefølge det kom, uordnet. Faren i sengen med tøj på, alarmerne, ni dage i journalen, tallene han havde øvet på en kuvert. Klokken et og klokken fire, Aages sedler. Logbogen med det der stod mellem linjerne, Knud i grøften, fjorden der tager et barn når vogteren slipper. Han sagde også drengen, i kanalen, i grøften, det drengen havde sagt. Han så på cykelsadlerne, mens han sagde det.
Han sagde også hvorfor. Hvis han sagde det til sin mor, kom hun efter ham. Så kørte bilen igen med faren tilbage i huset. Han havde siddet i den bil som tiårig med ansigtet mod et vindue, og det gjorde han ikke igen. Da han var færdig, var der gået meget længe. Klokken havde ringet ind, og de stod der stadig.
”Der er ingen dreng,” sagde Yasmin.
Han sagde, at han havde set ham. Hun sagde, at han ikke havde sovet i halvanden måned. Han så en dreng, fordi han havde hørt om ålefiskerens dreng og ikke sovet siden oktober, men det var ikke det der var galt. Det der var galt, var, at hans far lå i sengen med alarmerne slået fra, at han passede en pumpestation alene, at han var tolv. Det troede hun på, og det var nok.
Silas mærkede noget give efter i brystet, og det var ikke lettelse. Det var mere som at have båret på en tung ting længe, sætte den ned og mærke, hvor ondt det gjorde i armene.
”Du må ikke sige det til nogen,” sagde han. ”Yasmin. Lov det.”
Hun havde armene over kors i den gule jakke, og han kunne se, at hun tænkte hurtigt.
”Jeg siger ikke noget til nogen i skolen,” sagde hun.
Han sagde godt. Hun sagde kom, de var for sent på den. De gik ind over gården ved siden af hinanden, og det var lettere at gå. Han hørte ikke efter, hvad hun havde sagt, kun at hun havde lovet det.
Han vågnede, fordi der ikke var nogen lyd.
Han lå i sengen, hvor han havde lagt sig efter runden klokken et, fordi kurven havde været rolig. Et eller andet havde vækket ham. Han ledte efter, hvad det var, og fandt det ikke, fordi det var fraværet af en lyd, ingen brummen. Så summede telefonen under puden, og han vidste det, før han så den.
Han lagde hånden på væggen, der var kold og stille. Den rystede ikke. Den havde altid rystet, så lidt, at han kun mærkede det når han tænkte på det. Nu tænkte han på det, og den rystede ikke. Det regnede ikke, der var ingen vind. Huset knagede et sted, en bjælke der satte sig. Telefonen sagde tyve minutter over tre. Han gik ned ad trappen i strømpesokker og ud ad døren uden jakke. Gårdspladsen lå i måneskin. Stilheden var større end i huset, så stor, at han kunne høre en lyd han aldrig havde hørt før, en lyd pumperne altid havde ligget over. Vandet bag pumpehuset i kanalen, en lav våd lyd af noget der løber mod en væg og ikke kommer videre.
Døren til pumpehuset var ikke låst. Hallen var mørk, og de to pumper var stille. Der var lys i styrerummet, gult, gennem ruden i døren. Faren sad i stolen, som Silas havde siddet, med hovedet lidt nede i den grå trøje. Han sad vendt mod tavlen, ikke mod skærmen. Hans højre hånd lå på det store sorte håndtag nederst på tavlen, det med det røde felt omkring som aldrig blev rørt. Hovedafbryderen var slået ned. Hans hånd hvilede oven på den, slap, som en hånd der er lagt fra sig.
”Far,” sagde Silas fra døren. Faren løftede ikke hovedet.
”Jeg ville bare høre, hvordan det lyder,” sagde han. Stemmen var lav og helt rolig. ”Når de ikke kører. Jeg har aldrig hørt det. Man hører det aldrig.”
Skærmen var tændt på nødstrøm, kurven var der, den steg. Ikke meget, en tynd streg der havde ændret retning. Silas sagde, at de skulle tændes. Faren svarede ja, men han rørte sig ikke. Hånden blev på håndtaget. Den løftede det ikke, den slap det ikke.
Der gik tid, Silas kunne ikke sige hvor lang. Han blev i døren i strømpesokker, hørte huset knage, hørte vandet udenfor, mens han ventede på at farens hånd skulle gøre noget. Den gjorde intet, og til sidst sagde faren det. Han sagde det stille med hovedet nede som en oplysning, som en tanke han havde haft længe og nu bare nævnte.
”Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemmere, hvis vandet bare kom.”
Silas gik forbi ham. Han gik ind i rummet forbi stolen og lagde sin hånd på håndtaget ved siden af farens. Farens hånd flyttede sig ikke, så han lagde sin oven på den, og den var kold. Han trak i det tunge håndtag. Det gik med et klik, et stort klik der lød gennem hele bygningen. Fra hallen kom en lyd, dyb og tøvende, som et dyr der rejser sig. Pumpe et fandt sin tone, et par sekunder efter kom pumpe to, så var lyden der, hel. Den fyldte rummet, væggene, gulvet under hans strømper. Han mærkede, at han rystede, og det var ikke pumperne.
Faren lod ham. Hans hånd blev under Silas’ hånd, indtil Silas tog sin væk. Bagefter tog han også sin og lagde den i skødet med ansigtet stadig mod tavlen.
”Du har slået alarmerne fra,” sagde Silas. ”Siden september.”
”Ja.”
”Jeg har passet dem siden den anden oktober. Jeg har gået klokken et og klokken fire. Jeg har skrevet i journalen med din hånd.”
Faren nikkede langsomt, som om han havde vidst det hele tiden.
”Jeg ved det godt,” sagde han. ”Jeg hørte dig gå. Klokken et og klokken fire. Hver nat, til du flyttede derover.”
Silas trak vejret. Mere kunne han ikke lige da.
”Og så blev du liggende.”
”Ja.” Faren løftede hovedet og så på ham. Ansigtet var gråt i det gule lys, roligt, og det rolige var det værste. ”Du kunne. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke holde den telefon ud, Silas. Den ville have noget af mig, hver gang den lyste, og jeg havde det ikke. Så slog jeg den fra og lå der og hørte dig gå.”
Silas måtte synke, før han kunne sige noget.
”Hvorfor sagde du det ikke?”
”Jeg kunne ikke.” Faren vendte ansigtet mod tavlen igen. ”Jeg kunne ikke, Silas.”
Det næste sagde han til tavlen.
”Du skal bo hos din mor. Jeg ringer til hende i morgen.”
”Nej.”
”Silas.”
”Nej. Jeg har kørt fra dig én gang.” Hans stemme var blevet høj, han hørte det selv, han kunne ikke få den ned. ”Jeg sad i bilen. Jeg sad på bagsædet og så op på dit vindue, du kom ikke hen til det, og mor kørte. Jeg gør det ikke igen. Du kan ikke få mig til det.”
Faren sad meget stille. Der gik lang tid, hvor pumperne kørte, hvor Silas stod foran ham med ryggen mod tavlen og rystede. Da faren talte, var stemmen stadig rolig, men den var lavere nu.
”Det var mig, der bad hende tage dig med,” sagde han. ”Den januar. Jeg ringede til hende fra sengen, mens du sov. Hun stod ude i køkkenet, og jeg ringede, for jeg kunne ikke sige det, hvis jeg skulle se på hende. Jeg bad hende køre dig til din mormor. Så du ikke skulle se mig sådan. Jeg kunne ikke holde ud, at du så det.”
Silas hørte ordene. Han hørte dem igen inde i hovedet, mens han prøvede at få dem til at passe til den morgen i januar, til tasken, bagsædet, vinduet. De passede, det var det værste ved dem, de passede på hvert eneste af de to år.
”Jeg troede,” sagde han, og stemmen knækkede på det, så han måtte begynde igen. ”Jeg troede, det var, fordi jeg ikke havde passet på dig. Jeg troede, at hvis jeg havde holdt øje, så var det ikke sket. Jeg har troet det hele tiden.”
”Det har aldrig været dit at passe på mig,” sagde faren.
”Så pas selv på,” råbte Silas.
Det kom ud af ham før han vidste, at det var der. Det var uretfærdigt, han vidste det, han kunne ikke standse det.
”Du sagde, at det var det, du skulle. I bilen. Holde det tørt. Du sagde det, og du smilede, og jeg gemte det. Så lagde du dig bare.”
Faren så på ham, og han græd ikke. Hænderne hvilede i skødet, ansigtet var det samme. Det var det Silas ikke kunne holde ud, at det var det samme.
”Jeg kan ikke love dig noget,” sagde faren. ”Jeg vil ikke lyve for dig mere. Det er det eneste, jeg kan give dig i nat. At jeg ikke lyver.”
Han rejste sig meget langsomt. Han gik forbi Silas og lagde en hånd på hans skulder idet han passerede, et sekund, en kold hånd. Så var den væk. Han gik ud i hallen. Silas hørte døren. Mere hørte han ikke.
Han satte sig på gulvet med ryggen mod tavlen og sad der til det blev lyst. Han sad i lyden og holdt om sine knæ. Det han tænkte, var hverken stort eller klogt. Han havde holdt vagt mod fjorden siden oktober, og det der trak, havde siddet i en stol med hånden på et håndtag. Det var hans far.
Lørdag aften sad han i styrerummet igen. Faren havde ikke været nede hele dagen, og Silas var ikke gået op. Han havde siddet i stolen med kurven og håndtaget foran sig. Bogen havde han ikke rørt.
Klokken elleve tog han telefonen frem og skrev til Yasmin. Han skrev det, før han havde tænkt det, og læste det ikke igennem.
Han slukkede dem. Pumperne. I nat. Jeg tændte dem igen.
Han sendte det. Han lagde telefonen med skærmen nedad på skrivebordet, hvor han ventede på den, som om den kunne gøre noget. Den summede efter et minut, og han vendte den. Ok, stod der, ikke andet. Han lagde den ned igen og tænkte ikke over, hvad ok betød. Han tænkte, at nu var det sagt til nogen, og at det var lidt lettere. Han blev siddende med det, til han faldt i søvn i stolen med tæppet om sig.
Søndag klokken atten ringede moren. Faren havde ikke ringet til hende, hverken lørdag eller søndag. Silas sagde, at far var ude ved pumperne med en rist der skulle ordnes. Hun sagde, at han arbejdede for meget, at hun savnede dem. Han svarede ja de rigtige steder. Faren sad i stuen og hørte det. Han sagde ikke noget bagefter.
Mandag morgen ti minutter over syv ringede hun igen, mens han smurte madpakke. Hun ringede aldrig mandag, aldrig om morgenen. Han så navnet på skærmen med kniven i hånden og lod den ringe lidt, før han tog den. Hun græd, det hørte han med det samme. Hun græd lavt.
”Jeg ved det, skat,” sagde hun. ”Jeg ved det godt. Du behøver ikke sige noget.”
Han sagde ikke noget. Yasmin havde ringet aftenen før, fortalte hun, hans ven. Hun havde fået nummeret af sin mor, der havde det fra forældrelisten. Hun havde fortalt det hele. Alarmerne, bogen, at han havde slukket dem. At Silas havde passet det hele siden oktober. Moren trak vejret dybt i telefonen. Silas kunne høre, at hun sad et sted med en dør lukket.
Hun havde talt med far, sagde hun. Hun havde ringet ham op en time før og fået ham vækket. Han havde lovet at ringe til lægen samme dag, og hun ville tage det første fly hun kunne få. Hun kunne først slippe vagterne og få et fly torsdag aften, men så kom hun. Hun tog Silas med derop til far var rask igen.
”Jeg vil ikke med,” sagde Silas.
”Det ved jeg godt, skat. Men det er ikke dig, der bestemmer det her, det er mig. Er han oppe?”
”Nej.”
Han blev med kniven i hånden, til hun havde lagt på. Madpakken var halvt lavet. Han gjorde den færdig, da bussen kørte fem minutter over halv otte, hvad enten han havde lyst eller ej. I bussen sad han med panden mod ruden mens fjordbunden gled forbi hvid af rim. Han tænkte på en taske der blev pakket.
Han fandt hende i skolegården før første time. Hun var ved cykelskuret, det samme sted. Hun så ham komme og blev, hvor hun var.
Han sagde det til hende, alt sammen. At hun ikke var hans familie. At hun ikke havde ret til det. At han havde stolet på hende og at hun havde ødelagt det hele. Nu kom moren, så skete det igen, så kørte bilen igen, det var hendes skyld. At han aldrig skulle have sagt noget til hende. At han ønskede han aldrig havde mødt hende. Han sagde det højt, så nogle af de andre vendte sig om. Han sagde, at han havde skrevet til hende, fordi han havde troet, at hun var en man kunne skrive til.
Yasmin tog imod uden at forsvare sig. Hun sagde ikke, at hun havde sagt i skolen, eller at han ikke havde hørt efter. Hun hørte på ham med hænderne ned langs siden mens han sagde det. Da han var færdig, sagde hun én ting.
”Han slukkede dem, Silas.”
Han gik.
Da han kom hjem om eftermiddagen, var bilnøglerne væk fra køkkenbordet. Han betragtede det tomme sted, hvor de havde ligget siden september, før han lagde madkassen der i stedet. Faren kom hjem en time senere i jakke med en seddel i hånden. Han havde en lille hvid æske i lommen, som han stillede på bordet. Han havde været hos lægen i Fårevejle, sagde han. Pumpelaget sendte en afløser fra mandag, sagde han. Fra samme dag var han sygemeldt. Han sagde ikke mere end det. Han gik op klokken syv og sagde godnat i døren.
Tirsdag talte de ikke sammen, onsdag heller ikke. Silas gik i skole, sad ved sit bord midt i lokalet og så ikke på nogen. Yasmin sad tre borde væk med ansigtet vendt mod tavlen, der ikke havde noget på sig, som angik hende. I frikvartererne var han ved muren, hun var ved cykelskuret. Der var tyve meter imellem, og ingen af dem gik dem.
Om natten gik han sine runder klokken et og klokken fire. Det bankede klokken tre. Han sad ved risten og svarede, hvorpå der kom ét slag tilbage. Han skrev det ikke i bogen, for der var ikke en linje til den slags.
Onsdag aften sad han i køkkenet med radioen tændt for lydens skyld. Der var musik, nyheder og vejret, som manden i radioen læste op med en anden stemme end den han plejede. DMI varslede storm fra nordvest fra torsdag aften med vindstød af orkanstyrke ved kysterne. Nedbørsmængderne kunne overstige halvtreds millimeter på seks timer. Det var det højeste varsel, sagde manden to gange. Silas sad med hænderne på bordet og hørte ham sige det. Torsdag nat, mor kom torsdag aften. Formanden havde ringet om eftermiddagen og spurgt, om faren kunne holde den til mandag, hvor afløseren kom. Faren havde sagt ja i telefonen med en stemme Silas ikke kunne høre noget på.
Han gik over i styrerummet og åbnede logbogen på den side, hvor hans egen skrift var. Han skrev datoen, vandstanden 1,7 og stigende. Han skrev, at DMI varslede storm fra nordvest torsdag nat med rekordnedbør. Han skrev det med sin egen hånd, og bagefter sad han med det foran sig.
Der var ingen at ringe til. Formanden havde fået sit ja. Der havde været én, men han havde stået i skolegården og sagt de ting til hende. Faren sov, Aage sad i en stol i Nykøbing og vidste ikke, hvad dag det var. Mor var på en ø, der ikke havde et fly til hende før torsdag. Udenfor bevægede vandet sig i kanalen under pumpernes lyd som det havde gjort i næsten hundrede og halvtreds år.
Stormen kom, som manden i radioen havde sagt, bare lidt før.
Moren ringede ved halvsyvtiden torsdag. Flyet var aflyst, der var intet der lettede fra Vágar i det vejr. Hun kom fredag i stedet så snart der var et fly.
”Er far oppe?”
”Ja.”
Faren sad i stuen og hørte stormen. Ved ottetiden var regnen begyndt at stå ind mod ruderne fra siden, ikke oppefra. Vinden havde fundet pumpehusets bliktag og arbejdede i det med en lang skurrende lyd, som om den ville have fat i en kant. Faren gik i seng klokken otte og sagde godnat i døren til stuen med hånden på karmen. Silas så op fra logbogen og sagde godnat. Faren blev i døren lidt længere end han plejede, før han gik.
Silas gik over, satte sig i stolen med tæppet om sig og fulgte kurven, der steg. Den havde steget siden middag, men nu steg den som den ikke havde gjort før. Den tynde streg der plejede at krybe, var blevet til en linje der gik op. Han kunne høre, at pumperne arbejdede for det. Tonen var dybere, og væggen rystede mere end den plejede under hans hånd. 2,1 og senere 2,3. Han skrev tallene ned. Han gik sin runde klokken ti i regn der ramte som grus, og han kunne ikke se kanalen for mørke, kun høre den, hvilket var værre. Den lød ikke som en kanal længere, den lød som en å.
Tyve minutter i tolv forsvandt strømmen.
Det skete samtidig med lampen, skærmen, de små lys på tavlen, røde og grønne, alle sammen. Lyden forsvandt med dem. Den var der, så var den der ikke, men det var ikke som natten til lørdag. Dengang havde der været stilhed uden om stilheden. Nu var der storm, regnen på bliktaget, vinden der rev. Ind under det, hvor pumperne havde været, var der et hul. Gennem hullet kom vandet i kanalen, og det brølede.
Silas sad et sekund i mørket, før han var oppe.
Lommelygten lå på skrivebordet, han fandt den med hænderne. Han vidste, hvad han skulle. Han havde læst side 214 dagen før, fire sider i rækkefølge med tegninger. Han gik gennem hallen, hvor lygtens lys hoppede på de to stille pumper, til døren til dieselrummet. Lugten slog imod ham, tung og gammel. Motoren var der, rød og skallet i lygtens kegle med håndsvinget ned langs siden.
Brændstofhanen først. Han fandt den lille messinghane på røret og drejede den som der stod, til den var på langs. Dernæst dekompressionshåndtaget oven på motoren, det lille håndtag der skulle løftes så motoren kunne drejes rundt uden modstand, og slippes når den havde fart på. Han løftede det, satte håndsvinget i som tegningen viste, tog fat med begge hænder og drejede.
Det var tungt, selv med håndtaget oppe. Han lagde kroppen i det og fik det rundt, en gang, to, tre, til motoren gav en tør hoppende lyd. Han slap dekompressionen. Den hostede, dybt, som en der er ved at vågne, og døde.
Igen. Han satte håndsvinget i, løftede håndtaget, drejede. Det var sværere nu, han var allerede forpustet, regnen dundrede i taget. Han fik den rundt og slap. Den hostede, han holdt vejret, den døde. Igen, igen.
Fjerde gang gled hans hånd af håndsvinget. Det slog tilbage mod knoerne, så han stod med hånden i munden i lygtens lys og hørte sin egen vejrtrækning. Motoren tikkede, mens den satte sig igen, men den kørte ikke. Den kendte ham ikke, selv om han havde gjort alt som der stod.
Han løb efter faren gennem hallen, ud i regnen over gruset der var blevet til en sø, ind i huset og op ad trappen. Han rev døren op. Sengen var tom, dynen var slået til side. Han gik hurtigt ned igen og så det med det samme da han kom ind i køkkenet. Køkkendøren ud mod baghaven og diget, den de aldrig brugte, var slået helt op og slog i vinden, så regnen drev ind over gulvet. Farens jakke hang stadig på krogen i bryggerset.
Han fandt ham i kanalen. Silas kom om hjørnet af pumpehuset med lygten, hvor vinden tog ham og nær havde væltet ham. Han rettede lyset mod kanalen, men kanalen var ikke der, hvor den plejede at være. Vandet gik op over betonkanterne, ud over stien, op i græsset. Det bevægede sig i lange sorte tunger ind mod bygningen. Ristene var væk under det. Midt i det var faren.
Han stod til knæene med ryggen til i den grå trøje der var sort af regn, uden jakke og med riven i den ene hånd. Han var helt stille i det sorte vand med ansigtet vendt mod diget og fjorden for enden af det, den rigtige, som ingen kunne se. Silas lyste på ham. Lyset ramte trøjen, den våde nakke, håret klistret til hovedet. Faren vendte sig ikke. Silas mærkede sit hjerte slå, så han kunne høre det over stormen.
Der var en til. Ved siden af faren en meter til venstre i vandet var drengen. Han stod som altid, lige, som på en bund der ikke var der. Vandet gik ham til brystet, hvor det gik faren til knæene. Han vendte ikke ansigtet mod faren, kun mod Silas. Lyset ramte ham ikke, det lå på vandet omkring ham, mens han under det var i sit eget mørke og sagde ingenting.
Silas var på kanten med vandet til anklerne, der, hvor stien havde været. Han kunne gå ud efter faren. Han kunne gå ud i det sorte, tage fat i ham og trække, men faren var stor, vandet var tungt. Han kunne ikke vide, om han kunne. Eller han kunne vende om og prøve motoren igen, femte gang, sjette, dreje til hænderne ikke kunne mere. Måske ville den kende ham til sidst. Imens ville vandet stige her, med faren i det. Han kunne ikke begge dele, og vandet steg.
Silas tog telefonen op af lommen. Den var våd, men skærmen lyste. Han trykkede et, et, to og holdt den ind til øret under jakkens krave. En kvinde svarede roligt. Han sagde sin adresse, Egebjerg Pumpestation på diget. Hans far stod i vandet i kanalen og svarede ikke, strømmen var væk, han var tolv.
”Trækker han vejret?”
”Ja. Han står op.”
Hun sagde, at de var på vej, men at der lå træer over vejen ved Vig og var mange opkald, så det kunne tage tid. Han skulle blive ved telefonen. Det kunne han ikke, sagde han. Han lagde på. Formandens nummer hang på skabslågen, men formanden kunne ikke starte hende, det kunne kun én, og den ene sad i Nykøbing uden bil. Han ringede til Karim. Han havde nummeret fra stykket af gulerodskassen, det eneste nummer han havde som kunne køre. Det ringede længe mens Silas tænkte, at det var nat, at det var storm, at Karim sov, og så tog Karim den alligevel.
”Det er Silas. Du skal hente Aage.” Han råbte det over regnen. ”På plejehjemmet. Du skal køre ham herud, han skal starte motoren. Strømmen er væk, jeg kan ikke starte den, pumperne står, og min far står i vandet.”
Der var stille i telefonen i et sekund.
”Hvad?”
Så hørte han Karim rejse sig, en seng der knirkede, nøgler.
”Hvad fanden. Ja. Jeg kører.”
Han sagde ikke andet. Silas stak telefonen i lommen. Han gik ud i vandet.
Det var koldt, koldere end han havde tænkt, en kulde der bed i skinnebenene og gik op i knæene. Bunden var glat. Strømmen trak i ham, lidt, nok til at han mærkede den ville noget. Til anklerne, til skinnebenene, til lårene, så var han ved faren og tog hans hånd. Den var slap og koldere end vandet. Den lå i hans som en ting, men han holdt fast.
”Far. Du skal komme med op.”
Faren vendte ikke hovedet. Silas kunne se hans profil i lyset fra lygten, der hang i hans anden hånd og pegede ned i vandet. Regnen løb ned over ansigtet, der var roligt.
”Far, du skal komme med op nu. Jeg kan ikke mere.” Hans stemme var høj igen, han kunne ikke gøre for det. ”Jeg har passet det hele siden oktober. Journalen og alarmerne og ristene og telefonen. Jeg har skrevet med din hånd. Jeg har ikke sovet. Jeg er tolv, far.”
Han trak vejret. Vandet stod faren til knæene, og det steg.
”Jeg sagde det til dig i styrerummet, om bilen. Det var derfor, jeg blev. Jeg holdt øje med dine hænder på rattet. Jeg holdt øje med din trøje og dine nøgler og om du spiste. Jeg kan ikke passe på dig, far. Jeg har prøvet, jeg har prøvet hele tiden, og jeg kan ikke.”
Farens hånd lå i hans. Silas rystede nu af kulden og af det andet. Han kunne ikke skille dem ad.
”Jeg vil ikke være fri af dig. Det er ikke det. Jeg vil bare have dig. Kom nu med op.”
Der gik lang tid med regnen, vandet, vinden i bliktaget. Til sidst drejede faren langsomt hovedet mod Silas, der var i vandet til lårene ved siden af ham. Hans ansigt var ikke roligt mere.
”Jeg ville rense risten,” sagde han med en stemme der var hæs og lav. ”Da strømmen forsvandt. Det er det første, man gør, man renser risten, så de kan trække, når de kommer igen. Jeg tog riven og gik ud. Og så stod jeg her, og så kunne jeg ikke gå tilbage.”
Han så ned i vandet, hvor riven flød ved siden af ham. Han havde sluppet den og ikke mærket det.
”Jeg står og tænker, at du ville få det bedre uden mig,” sagde han. ”At det ville være nemmere for dig. For din mor. At I kunne tage derop og bo og slippe for at holde øje.”
”Nej,” sagde Silas.
Faren ventede på mere.
”Nej,” sagde Silas igen, for det var alt han kunne sige, og han sagde det en gang til, ind i regnen. ”Nej.”
Da lukkede farens hånd sig om hans, ganske lidt først. Fingrene der havde ligget der som en ting, trak sig sammen om hans, til det var et greb. Det blev hårdere, så det gjorde ondt. Silas lod det gøre ondt. Faren græd. Det kom uden lyd, i regnen var det svært at se, men Silas kunne se det på hans mund. Han mærkede, at han selv græd. Det havde han gjort et stykke tid.
”Silas,” sagde faren. Han sagde navnet, som om han ikke havde sagt det i lang tid. ”Jeg har villet have dig hele tiden. Det var det, jeg ikke kunne holde ud. At jeg ville have dig, men ikke kunne stå op til det.”
Silas kunne ikke svare. Han holdt om hånden med begge sine.
”Hjælp mig op,” sagde faren. ”Jeg kan ikke selv. Hjælp mig op, Silas.”
De gik. Silas gik først med farens hånd i sine og trak. Faren fulgte efter, langsomt, med fødder der ledte efter bunden. Vandet trak i dem begge, men de gik videre. Til knæene, til skinnebenene, til anklerne, så var der sten under skoene, stien. De gik op på den og hen i læ i pumpehusets åbne dør, hvor stormen ikke nåede, og der blev de med hinandens hænder. Faren lagde sin frie arm om Silas’ hoved, trak det ind mod sin våde trøje og holdt det der. Han sagde ikke mere.
Langt ude på vejen fra Egebjerg kom der lys.
Golfen kom ned ad vejen fra Egebjerg med lygterne hoppende. Den kørte ind på gårdspladsen gennem vandet så det sprøjtede op om hjulene, holdt med motoren i gang. Dørene gik op. Silas så det fra døren med farens arm om sig. Karim kom rundt om bilen i regnen. Fra bagsædet steg en kvinde i lilla ud med et ansigt der var hvidt af vrede og gennemblødt, mens hun råbte noget ingen hørte. Imellem dem kom den lille mand ud af forsædet med et tæppe om sig og hjemmesko på fødderne.
De bar ham næsten, Karim på den ene side, plejeren på den anden. Aages fødder rørte knap gruset, hans hoved var bøjet mod regnen. De fik ham forbi Silas og faren i døren og gennem hallen til dieselrummet, hvor døren gik i efter dem.
Silas lyttede gennem hallen. Der var ikke noget at høre, så var der motoren, en hoste, dyb og tør. Stilhed. Hoste igen, længere, igen stilhed mens han holdt vejret. Så hørte han stemmen. Aages stemme kom gennem døren til dieselrummet, høj og klar, og den rystede ikke.
”Hold håndtaget til andet slag. Ikke første. Andet.”
Stilhed, og så tændte den.
Det var et brøl, en gammel, rå, øredøvende lyd der kom ud gennem væggen og udstødningen oppe på taget. Den steg, til den fandt sin takt. Lyset i pumpehallen flakkede, gik ud, kom igen og blev. I det lys kom pumpe et, den dybe lyd der kom nedefra, derefter pumpe to. Lyden var der. Silas mærkede den komme op gennem gulvet og ind i fødderne.
Der gik lang tid, hvor der ikke skete noget, hvor vandet blev, hvor det var. De gik ud på stien igen for at se. Til sidst så han det på betonkanten der stak op af vandet ved hjørnet af bygningen. Der kom en stribe, en mørk våd stribe en centimeter bred, hvor vandet havde været og ikke var mere. Derpå to centimeter. Han fulgte den med øjnene. Den blev bredere, langsomt, som når man puster ud.
Ambulancen kom med blåt lys og uden sirene. To reddere i gult gik hen til dem på stien. Den ene lagde et tæppe om faren, den anden et om Silas, og de talte roligt. De førte faren mod ambulancen, og han gik mellem dem. Han så sig tilbage efter Silas på vejen derhen. Silas løftede hånden, og faren løftede sin.
Silas blev på stien, hvor drengen stadig var i vandet. Han var, hvor faren havde været, med vandet til brystet. Han så på Silas som han hele tiden havde set på ham. Silas så tilbage uden at være bange. Han var så træt, at der ikke var plads til at være bange. Han sagde det roligt, som man taler til en der er yngre.
”Jeg kan ikke komme ned. Og du skal ikke passe på noget mere.”
Drengen blev ved med at se på ham, indtil han var vand.
Der var regn, der var en lygte, der var sort vand der steg og faldt. Han gik ind i pumpehuset gennem hallen, hvor pumperne arbejdede i lyset, hen til døren til dieselrummet og ind.
Motoren brølede i et rum fuldt af lugten, larmen og en tynd blå røg. Karim lænede sig op ad væggen med armene over kors og hovedtelefonerne om halsen. Plejeren sad på gulvet med ryggen mod væggen og øjnene lukkede. Midt i det hele på en stol nogen havde hentet, sad Aage Kjær med tæppet om skuldrene, hjemmeskoene i en pøl af vand og hænderne på knæene. Hænderne rystede jævnt, ikke mere end det, mens han så på motoren.
”De kører,” sagde han.
Han sagde det ikke til nogen, han sagde det til rummet. Silas blev i døren i larmen. Han skulle ikke komme til at se ham mange gange mere. Den gamle mand skulle ikke se foråret. Men han sad der nu med tæppet om sig og hænderne på knæene.
Karim kom forbi ham i døren og sagde tredje gang. Den var startet tredje gang, han havde troet, at det var slut. Han nikkede ind mod stolen. Aage havde været i entreen da han kom, med tæppet om sig. Han havde hørt det i radioen og havde ventet der siden klokken ti.
Plejeren sagde fra gulvet, at hun ikke ville lade ham køre alene, så hun havde ringet efter en kollega, før hun satte sig ind. Karim sagde, at han nok skulle køre Aage tilbage, når han var færdig med at se på sin motor.
En redder kom ind i døren bag Silas og sagde, at han skulle med i ambulancen. Hans far spurgte efter ham.
Faren blev indlagt. Silas kørte med i ambulancen med tæppet om sig på en klapstol ved siden af båren, hvor han holdt farens hånd hele vejen over fjordbunden, mens redderen bag ham talte lavt i en radio. Faren sov før de nåede Svinninge. Resten af natten sov Silas på en briks på afdelingen under et andet tæppe. Da det blev lyst, kom Yasmins mor ind ad døren til gangen. Karim havde ringet hjem fra dieselrummet, og ingen havde bedt hende om at komme. Hun kørte ham til pakkeriet, hvor han sov igen på en sofa i et kontor med en radio der spillede lavt, til hun vækkede ham ved tretiden med en tallerken ris, før hun kørte ham tilbage til Holbæk.
Moren kom lige fra lufthavnen fredag eftermiddag med en kuffert der stadig havde mærket fra Vágar på. Hun fandt ham på gangen uden for farens stue. Hun sagde ikke noget, før hun havde holdt om ham så længe, at en sygeplejerske måtte gå udenom dem med en vogn. Han kunne høre hende trække vejret oppe ved hans hår.
”Har du sovet?”
Han sagde lidt. Hun satte sig på en stol ved væggen med kufferten mellem knæene og trak ham ned ved siden af sig. Hun havde ringet til sygehuset i Tórshavn fra lufthavnen, sagde hun, og sagt op. De havde brug for hende deroppe, men der var andre der kunne tage det. Hun kunne kun være ét sted. Hun så på kufferten mens hun sagde det.
”Det er mig, der kommer hjem,” sagde hun. ”Ikke dig, der skal rejse. Jeg lejer et hus i Nykøbing, så er der ikke så langt. Du skal ikke pakke en taske mere.”
Silas sad på stolen ved siden af hende og hørte efter. Han vidste ikke, om hun kendte til tasken, den fra januar, eller om hun bare sagde taske. Han lænede sig ind mod hendes arm, som om han var mindre end tolv, og hun blev siddende med ham.
Lørdag sad faren i et lille rum med et bord og en plante i vindueskarmen, som en eller anden huskede at vande. Han var tyndere end i august. Han havde en anden trøje på, en blå, som moren havde hentet ude ved pumpen om morgenen. Han havde hænderne på bordet, mens moren sad over for ham med Silas ved siden af sig. Der var stille længe, før faren sagde det.
”Jeg kunne ikke selv.”
Derefter så han op på Silas.
”Jeg kunne ikke, og jeg lod dig. Det er det, jeg har tænkt på herinde. At jeg lod dig passe det hele, fordi jeg ikke kunne.”
Silas vidste ikke, hvad man svarede på det. Moren lagde sin hånd på farens, hvilket så ud til at være noget hun ikke havde gjort i lang tid. De så begge på hænderne som på nogle andres. Faren vendte sin om og holdt om hendes.
”Du skal ikke holde øje med mig mere,” sagde han til Silas. ”Det har jeg nogen til nu. Det er deres arbejde, de får løn for det. Du skal gå i skole og sove om natten.”
Silas sagde, at det ville han prøve. Faren sagde, at han også ville prøve. De blev ved bordet med det, til en sygeplejerske kom og sagde, at der var aftensmad.
På gangen bagefter talte moren med en læge, en kvinde med et skilt på kitlen. Hun brugte ordet depression en enkelt gang, roligt. Silas hørte det som bare et ord. Det var mindre end det han havde set i styrerummet, mindre end en hånd på et håndtag. Men lægen sagde det som et ord for en sygdom der kunne behandles.
Moren lejede et gult rækkehus med en lille have tæt ved stationen i Nykøbing. Silas fik værelset mod gaden, hvor sengen kom til at stå op ad en væg uden lyd i sig. De første nætter lå han med hånden på den og ventede på en brummen der ikke kom, men han sov alligevel. Han sov ni timer den første nat og elleve den næste. Moren ringede til skolen og sagde, at han kom når han kom.
Han boede hos hende på hverdage. Efter jul begyndte han i en skole i Nykøbing, hvor ingen vidste, hvor han havde boet, eller hvad han havde passet. I weekenderne, når faren kom ud igen, skulle han bo ved pumpen. Det var selvfølgelig ujævnt, det vidste alle tre, ingen af dem påstod andet. Moren kørte ham derud den første lørdag i januar og blev holdende på gårdspladsen med motoren i gang, til han var kommet ind. Hun så på det gule hus og det grå hus bag det. Hun kørte først, da han vinkede fra vinduet.
Faren var efter de første dage blevet flyttet til psykiatrien i Slagelse, og han kom hjem til tjenesteboligen i begyndelsen af januar efter seks uger. Han kom ikke alene. Der lå et brev fra pumpelaget på køkkenbordet, som Silas læste stående med jakken på. Der skulle være to på hver vagt fra nu af, aldrig én, det havde bestyrelsen besluttet på et møde i december. De havde ansat en mand der hed Bent, som var tres og havde passet en pumpestation ved Skjern i tyve år. Han snorkede, og hans kaffe var så stærk, at faren grinede af den. Bent fik det andet værelse, mens Silas’ seng blev, hvor den var.
Faren tog piller om morgenen med et glas vand ved vasken, hvor Silas kunne se det, og han gik til en samtale i Holbæk hver anden torsdag. Han sagde det ligeud, når Silas ringede om aftenen fra Nykøbing. Han sagde også når han havde haft en dårlig dag, hvad han havde gjort ved den. Det var en aftale de havde lavet på hospitalet, som han holdt. Silas lærte at høre forskel på dagene i telefonen, som han havde lært at høre forskel på pumperne, men han gik ikke runder om det. Det var der nu to til.
Yasmin og han talte ikke sammen i december. De vidste ikke hvordan. Hun sad tre borde væk i Fårevejle indtil juleferien, og efter jul sad hun ikke nogen steder, hvor han kunne se hende. Han tænkte på hende når moren kørte ham forbi pakkeriet med de blå porte, men han ringede ikke.
Aage døde tirsdag den 14. januar.
Han døde i stolen ved vinduet en formiddag, fortalte plejeren i lilla, da hun ringede til Silas, for hun havde hans nummer nu. Han havde siddet og set ud, til han ikke så ud mere. Hun sagde, at han havde spurgt efter Silas to dage før, hvor hun havde svaret, at han nok kom en eftermiddag. Det havde han ikke nået.
Der var elleve mennesker i Egebjerg Kirke. Præsten der ikke havde kendt ham. To fra pumpelaget i mørke jakker. En fjern niece fra Kalundborg og plejeren. Karim, der sad bagerst med hænderne foldet og ikke var sikker på, hvordan man gjorde det. Faren og Bent, der havde fået pumpelaget til at sende to afløsere. Moren og Silas. Og Yasmin, der sad bagerst alene i den gule jakke og så på ham, da han gik op.
Præsten havde spurgt, om nogen ville sige et par ord, og Silas havde meldt sig med logbogen under armen. Han stillede sig ved kisten, åbnede bogen og læste. Han læste ikke det der stod mellem linjerne. Han læste det der stod på linjerne.
”Den 1. januar 1979. Snestorm. Strømmen væk klokken ti minutter over tre. Diesel startet tyve minutter over tre. Vandstand 1,9. Pumpe to tilset klokken seks. Olie påfyldt. Kører.”
Han læste videre. Vandstande, frost, ristene tjekket klokken fem, olieskift på pumpe et. Han læste en side fra 1971, en side fra 1988, en side fra 2009, langsomt og tydeligt, tal, klokkeslæt, hvad der var gjort. Præsten havde foldede hænder og forstod det ikke, det kunne Silas se på ham. Karim forstod det heller ikke, og niecen fra Kalundborg så ned i sit skød. Faren sad med ansigtet løftet og lyttede til hvert tal, som om det var en motor han kendte lyden af.
Yasmin forstod det, det så Silas da han så op. Hun sad bagerst og nikkede.
Aage fik en sten, som pumpelaget betalte. Silas havde spurgt dem, og formanden havde set på ham over sin termokande og sagt ja uden at spørge hvorfor. Den var grå og lille i rækken med de andre Kjær. På forsiden var hans navn og hans årstal. På bagsiden, der normalt er glat, var der et navn til uden årstal.
Knud.
De blev på kirkegården bagefter, Silas og Yasmin, mens de andre gik ned mod bilerne. Det blæste, for der var altid blæst heroppe. De kunne se det hele, fjordbunden hvid af rim, diget, pumpehuset som en grå klods langt ude, og der var ikke noget vand at se, kun jord til horisonten.
”Undskyld,” sagde Silas.
Yasmin så ud over fjordbunden.
”Jeg ville gøre det igen,” sagde hun.
”Det ved jeg godt.”
Hun trak jakken tættere om sig.
”Hvordan har han det?”
Silas sagde, at det gik, nogle dage bedre end andre, men faren sagde det selv nu, når det var en af de dårlige. Yasmin nikkede. Karim havde sagt, at Golfen var død dagen før, fortalte hun. For alvor denne gang, så han ville have en ny.
”Han skal købe en, der starter tredje gang,” sagde Silas.
Hun lo, og de gik ned ad bakken sammen.
Det var en nat i marts.
Silas vågnede klokken tre i sin seng ved pumpen. Han vidste ikke, hvad der havde vækket ham, og så vidste han det. Tre slag. Nede fra bryggerset, fra risten der var fri, for kasserne var pakket ud for længe siden. Metal der blev ramt, tre slag i takt. En pause. Tre slag.
Han lå i sengen og lyttede. Gennem væggen kom pumperne. Han lagde hånden på den. Den rystede så lidt, at han kun mærkede det når han tænkte på det, og nu tænkte han på det. Pumpe et lidt dybere. Pumpe to oven på. Det var den lyd han ikke kunne sove uden. I det andet værelse snorkede Bent. Faren sov ved siden af bag en dør der stod på klem, uden lys derinde.
Silas stod op og gik ned ad trappen i strømpesokker, gennem køkkenet, ind i bryggerset uden at tænde lyset. Han lagde sig på gulvet, hvor fliserne var kolde mod kinden, med ansigtet ned mod risten, og han mærkede den kolde luft der kom op af den, mod munden.
Han bankede et enkelt slag. Blidt, med knoerne, sådan som nogen banker på en dør, hvor en anden er ved at falde i søvn, for at sige at de er der.
Så lå han lidt. Der kom ikke mere, og der skulle ikke komme mere.
Han rejste sig, gik op og lagde sig. Han sov, før han havde fået dynen helt op. Gennem væggen kom lyden. Vandet var der stadig under det hele, under gulvet, risten, den sorte jord helt ud til Fårevejle.
Pumperne kørte.