Har du nogensinde hørt om Lysmageren fra Skopje? Nej? Så skal jeg fortælle dig om ham, for det er faktisk en god historie.

Det er længe siden. Jeg ved ikke præcis hvor længe, men det er i hvert fald på et tidspunkt, hvor der stadig var vikinger i Danmark. Så altså ret længe siden.

Dengang fandtes der en by, der hed Skopje. Det hedder den stadig, og den ligger nord for det, der i dag hedder Makedonien. Det gjorde det også dengang, men præcis som i dag, så er alle ikke helt enige om præcis, hvor meget der skal hedde Makedonien. Det er en detalje, som vi ikke skal spilde mere tid på nu.

Skopje var en driftig by med handlende og håndværkere, og hver dag kom de omkringboende bønder til byen for at sælge deres varer på torvet. Der var både rige og fattige i Skopje, præcis som alle andre steder. Nogle var så rige, at man ikke havde andet end hørt om dem, men aldrig set dem i byen. Andre var så fattige, at de måtte bo i hytter lavet af grøntsagsrester fra markedspladsen. De aller-aller-fattigste måtte endda nøjes med at bo under bladene fra kålhovederne og det forklarede, hvorfor de kunne lugte så fælt, når Solen havde skinnet. Og det gjorde den ret ofte i Skopje.

I byen fandtes en lysmager. Hans navn var Konstantino Ioannou Papastathopoulos, men lad os bare kalde ham Konstantin, så historien ikke bliver alt for lang.

Nu sidder du måske og tænker over, hvad en lysmager mon er for en størrelse. Det kan jeg godt forstå, for der var faktisk ingen andre i hele verden end Konstantin, der kunne det yderst sjældne håndværk. I hvert fald i den del af verden, som vi kendte på det tidspunkt.

Konstantin kunne lave flasker, der lyste. Dem kunne man stille på bordet eller hænge i loftet, så man havde lys, når Solen var gået ned.

”Men er det ikke lyspærer,” spørger du sikkert lidt skeptisk. Jo, det kan man godt sige, men her skal du huske på, at strømmen og lyspærerne faktisk først blev opfundet mange år senere. Måske endda med lidt inspiration fra fortidens lysmager. Ja, strøm blev selvfølgelig ikke opfundet, men lad os nu heller ikke begive os ud i dén detalje.

Hvad Konstantin kunne, var nemlig ganske specielt. Han havde fundet ud af, hvordan han kunne plukke stjernerne fra himlen og holde dem fanget i en flaske.

Konstantin var ikke kun en opfindsom mand og en dygtig håndværker. Han var også en dygtig handelsmand. Det havde han fra sin far Ianus Ioannou Voulgaropoulos. Du undrer dig måske over, at de ikke havde samme efternavn, men Konstantins far var indvandret fra Bulgarien, og så blev man givet efternavnet Voulgaropoulos. Det betød ”fra Bulgarien”. Det svarer lidt til, at vi gav efternavnet Svensker til alle indvandrere fra Sverige, og det er da faktisk ikke særligt sødt. Men det var en anden tid.

Nå men… Konstantins far var ikke alene en dygtig fisker, men også en kløgtig handelsmand. Han vidste godt, at ikke alle fisk var lige meget værd. Store fisk var som regel dyrere end små fisk. Det giver sig selv. Nu og da var fangsten bare lille. Ikke meget andet end små skidtfisk. Så kunne Ianus tale dem op i pris ved at fortælle, hvor sjældne de var. At de var en ganske særlig spise i fjerne lande, og at det var en sjælden mulighed for at prøve noget meget eksotisk, selvom de måske i virkeligheden smagte rædsomt.

Det var han mægtigt god til, og hele Konstantins familie hørte nu til de ganske velstillede i Skopje. Ikke så rige, at de ikke lod sig vise i byen. Det gjorde de, og det gjorde Konstantin i særdeleshed, for det var nemlig i byen, at Konstantins lysmagerværksted lå.

Det var ikke en prangende butik. Det var faktisk et lille værksted i en baggård bag en bager og en smed. Her stod Konstantin hele dagen og lavede sine særlige glasflasker til lugten af friskbagt brød og til lyden af smeden, der hamrede på jern.

Konstantin gik dog ikke hjem som de andre, når det blev mørkt. Det var nemlig i mørket, at hans virkelige håndværk kom til sin ret. Når stjernerne kom frem, skulle de fanges i dagens produktion af flasker, så der var friske, lysende flasker at sælge næste dag.

Sådan gik Konstantins dage – og nætter. Han var så meget i sit flaskeværksted, at han faktisk slet ikke havde brug for et andet sted at bo. Det havde han heller ikke. Når nattens fangst var klaret, sov han blot på gulvet i hjørnet af sit værksted, hvor han faldt i søvn til lyset fra de nyeste flasker.

Konstantin havde lært meget af sin far. Han solgte naturligvis de største stjerner til en meget højere pris end de små. Efterhånden som han løb tør for store stjerner, måtte han tale de små op i værdi. Det var han lige så dygtig til som sin far. Hvem ville dog ikke gerne have en del af stjernebilledet Cassiopeia hængende i sin stue? Det var der heldigvis mange, der gerne ville, og rige folk fra nær og fjern valfartede til Skopje for at købe lysmagerens sælsomme og vidunderlige flasker.

Nogle var så rige, at de købte flasker nok til også at oplyse hele haven omkring deres store huse. Der var sågar en rigmand fra det nordlige Makedonien, der havde de lysende flasker hængende i sirligt smedede master langs hele vejen til sit slot. Se så var man en særdeles rig mand, når man kunne gøre noget så fjollet.

Der var dog én, der endnu aldrig havde besøgt Konstantins værksted. Det var Kongen af Makedonien. Han havde godt hørt om lysmageren. Naturligvis, for Kongen ved alt, hvad der foregår i hans rige, som er værd at vide. Han syntes dog, at det lød som noget pjat og pjank, som han overlod til sine undersåtter at bruge tid på.

Det gik dog ikke anderledes, end at det med tiden blev et samtaleemne til festerne på kongeslottet. ”Hvorfor er her ingen af lysmagerens lamper,” kunne man høre, når der blev mumlet i krogene mellem de gammeldags fakler og olielamper. Det blev så slemt, at der opstod rygter om Kongens formue. Havde han måske brugt alle pengene på kongelige fester og portrætter af sig selv?

Det kunne Kongen naturligvis ikke have siddende på sig, da rygterne kom ham for øre, for var der noget, han ikke manglede, så var det penge. Det skulle hele verden vide.

Rygtet om Kongens ankomst i byen overhalede hans enorme optog. Alle stod uden for husene og butikkerne, da Kongens vogne larmende kom rullende over de skæve brostensgader. Alle ville have et glimt af Kongen, og optoget blev kun større og større, efterhånden som byens borgere fulgte i halen af Kongens karavane.

Forsamlingen udbrød et gisp, da Kongens karavane ikke blot gjorde holdt ved indgangen til lysmagerens baggård, men Kongen også selv trådte ud af sin glinsende karet. I alle andre ærinder ville Kongen blot have sendt sine betroede og sine tjenere, men lige nu skulle ingen være i tvivl om Kongens handlekraft. Byen holdt vejret i åndeløs spænding, da Kongen trådte ned på Skopjes støvede gader, hvor hans dyre klæder slet ikke hørte til.

Konstantin var ikke uvant med fornemme besøg i sit værksted, men lige denne dag følte han sig ekstra meget beæret. Han fortalte, som han kunne allerbedst, om alle de fortræffelige stjerner, han havde plukket selvsamme nat.

”Jeg tager dem alle,” sagde Kongen og slog ud med hånden, så ingen var i tvivl om, at han mente alle de lysende flasker, der stod klar på lysmagerens hylder.

Inden Konstantin begyndte at pakke flaskerne ind, fortsatte Kongen dog.

”Jeg vil også have noget ganske særligt, som ingen andre har.”

Konstantin så forbløffet på ham.

”Alle flaskerne er helt unikke,” forsikrede han og tog en flaske ned fra hylden. ”Ingen andre har…”

Men Kongen afbrød ham.

”Jeg ved, hvad jeg vil have,” brølede han. Han tog lysmageren med ud i gården og pegede op. ”Jeg vil have den stjerne dér.”

Lysmageren kiggede op. Kongen pegede på Solen.

Nu var han måske nok Konge, men han var ikke Konge, som konger måske var flest dengang. Kongen af Makedonien var en både belæst og berejst mand. Han vidste godt fra de lærde i fjernere egne, at Solen også var en stjerne, der blot var meget større end alle de andre. Der skulle desværre brændes en del mennesker på kirkens bål, inden vi også blev helt klar over, at selv den forklaring heller ikke var helt korrekt.

”Men…” Konstantin vidste ikke, hvad han skulle sige.

Et vink med den ene hånd var nok til, at Kongens ledsagere åbnede de kister, de havde bragt med ind i gården. Der var guld i mængder, som Konstantin aldrig havde set før, og han havde alligevel set en del i sit liv.

”Jeg vil have Solen,” brølede Kongen. ”I næste uge!”

Herefter tog Kongen afsted og folket fulgte hans karavane hele vejen ud af byen.

Konstantin blev dog tilbage i sin gård. Mens han pakkede Kongens flasker ind, var han allerede ved at udtænke, hvordan han kunne lave en flaske, der var stor nok til Solen.

Den kommende uge blev der næsten ikke sovet i lysmagerens værksted. Der blev heller ikke lavet flasker til stjerner, så mange håbefulde kunder måtte gå forgæves til Konstantin, hvor hylderne nu var tomme.

Der bredte sig også en uro i byen, hvor folk var begyndt at spekulere på, hvad der ville ske, når Kongen fik sin vilje. Det hørte Konstantin dog intet til. Han var optaget af at lave den største flaske, han nogensinde havde fremstillet i sit værksted.

Efter seks dage og seks nætter var den klar. Den var ikke blot meget større end alle andre flasker. Den var også smukkere og klarere end dem alle. Det var hans mesterværk, som han stolt beundrede, da den stod færdig midt på gulvet.

Han sendte bagerens dreng afsted med besked til kongeslottet om, at de godt kunne sende den største vogn, de havde. Og den skulle være pakket med de blødeste puder, så de kunne køre den prægtige flaske gennem byens ujævne gader, uden den gik itu.

Vognen kom den næste dag ved middagstid, som Solen stod højest på himlen. Konstantin kom ud i gården, da han hørte vognen komme skramlende over brostenene. Flasken stod allerede klar uden for hans værksted, da vognen kørte op på siden af den.

Der var en håndfuld af Kongens folk med, så de kunne hjælpe med at løfte flasken op på vognen. Men først manglende det allervigtigste.

Konstantin sendte alle ud af gården. Han var kløgtig nok til ikke at vise nogen i hele verden, hvordan han gjorde. De måtte pænt vente ude på gaden, hvor bageren bød på friskbagt kage til Kongens folk, mens lysmageren udførte sin magi.

Ingen var i tvivl, da lysmageren var færdig. Der blev mørkt i Skopje, og man kunne høre et dæmpet suk give genlyd over hele byen. Det eneste lys, der var at se i miles omkreds, kom fra lysmagerens baggård, der strålede, som var Solen fanget dér. Og det var den jo netop.

Konstantin var streng, og fik Kongens folk til at tørre fingrene grundigt, så de ikke satte fedtede kagefingre på hans fine flaske. De måtte dog knibe øjnene helt sammen i det stærke lys, mens de baksede med at få flasken løftet forsigtigt op på vognen. Derefter kørte de langsomt afsted, mens flasken med Solen hoppede og dansede oven på sit leje af de blødeste puder.

Ingen i Skopje var i tvivl om, hvad der var sket. Vognen kunne tydeligt ses i mørket, som den bevægede sig gennem gaderne og hele vejen op mod slottet, inden den til sidst forsvandt ind i slottets indre.

Der var mørkt i Skopje nu. End ikke stjernerne gav lys, for der var ikke mange tilbage på himlen. Og Månen? Ja, som du nok ved, så lyser Månen jo ikke selv. Den giver bare genskin fra Solen. Og Solen, den stod jo nu inde bag kongeslottets mure.

Du kan nok sikkert godt forstå, at indbyggerne i Skopje blev lidt triste i det konstante mørke de følgende dage. Enkelte var rige nok til allerede at have købt nogle af Konstantins flasker med stjerner, men det var ikke mange. Og selv for dem, der havde, kunne det ikke rigtigt opveje at have mistet Solen.

Efter nogle dage var folk ikke blot triste. De var også blevet vrede. Ikke på Kongen, for ham måtte man selvfølgelig ikke blive vred på, hvis man var et menneske ved sine fulde fem og gerne ville bevare dem. De var vrede på lysmageren. Han havde taget noget af det vigtigste fra dem, som de nu savnede for alvor.

Jeg ved ikke, hvor meget du ved om folk fra Makedonien, men det er faktisk ikke nogen, man skal spøge med. De er slet ikke nogen, man har lyst til at blive uvenner ved. Det havde Konstantin heller ikke. Han var jo ikke nogen dum mand, og han havde en fornemmelse af, hvor stemningen bar hen ad.

Da Skopjes borgere troppede op i hans baggård udstyret med fakler og mange alt for spidse og skarpe ting, var Konstantin over alle bjerge. Helt bogstaveligt. Endda i så meget hast, at han kun havde taget så meget af Kongens guld med, som han kunne bære. Resten stod stadig i kisterne i hans værksted.

Det efterladte guld gjorde kun ondt værre, når de fremmødte borgere nu ikke havde mulighed for at snitte i Konstantin, hvor det gjorde mest ondt. Der var mange mænd, der nok kunne forstå at uddele en makedonsk knytnæve, og de kom op at slås om guldet. Det blev så slemt, at halvdelen af Skopje brændte ned til grunden den dag. For ja, det var faktisk dag, selvom der var kulsort som i den mørkeste nat.

Intet af dette bekymrede Kongen. I kongeslottet strålede Solen fra sin flaske i tronsalen. Lyset flød i overflod ud ad alle vinduer, så slottet var at se langvejs fra i mørket.

Ingen savner et par stjerner her og der, men du har nok allerede nu regnet ud, at det vil blive bemærket over hele verden, hvis Solen pludselig mangler. Det gjorde det selvfølgelig også. Ikke kun fordi det blev usædvanligt tidligt mørkt en dag og solurene holdt op med at virke, men fordi Solen slet ikke kom frem på himlen igen.

Det tog selvfølgelig lidt tid, inden resten af verden fandt ud af, hvor Solen var blevet af. Selvom rygter kan løbe stærkt, så tog det nogle uger, inden forklaringen også var nået til vikingekonger i nord, mystikere i øst, og til de slagkraftige germanere, som man skal spøge lige så lidt med, som man skal med makedonere.

Dengang var det ikke så almindeligt, at konger og hærførere arbejdede sammen om fælles mål. Nærmest tværtimod. Der havde aldrig før i historien været en fælles skurk, der kunne samle så uforenelige kræfter som nu.

Det tog lidt tid. Hverken telefonen eller internettet var jo udbredt endnu. Det var alligevel også konger og hærførere, der ikke normalt ville forfalde til at spilde tiden med så trivielle ting som telefonopkald og chatbeskeder.

Tiden kom. Efter 300 dage og 300 nætter i mørke var alt, hvad der kunne sejle i hele verden at finde ud for Makedonien. Det siges, at der var så mange skibe, at man kunne gå tørskoet hen over Adriaterhavet. Vi ved det ikke præcis, men efter fortællingerne at dømme gik mere end en million mand i land med retning mod Makedonien og Skopje. Det var en hær, som ingen har set magen til hverken før eller siden.

Slaget om Skopje var lige så kort, som det var mørkt den dag. Der var ingen borgere tilbage i Skopje, der ville kæmpe for Kongen. De var vrede og slog sig villigt til den fremstormende hær. Det var der måske nok på kongeslottet, men tjenestefolk og livvagter var intet værn mod den samlede verdens mest brutale mennesker, som ikke blot var vrede, men faktisk rasende og hævntørstige. Og det var jo ikke svært at finde at finde slottet, der strålede fra alle vinduerne på sin plads på toppen af bjerget uden for Skopje.

Slottet blev jævnet med jorden. Det gjorde Skopje også på vejen mod slottet, selvom det var lidt uretfærdigt for Skopjes sagesløse borgere. Men sådan kan det gå, når man lader forkerte ting ske. Faktisk blev Skopje knust så eftertrykkeligt, at man først for nylig har fået den genopbygget. Det er derfor, alting ser så funklende nyt ud i midten af Skopje.

Flasken med Solen i Kongens tronsal blev knust, så Solen kunne slippe fri igen. Det siges, at glædesbrølet fra mennesker i det øjeblik rungede så kraftigt rundt om hele Jorden, at figurerne på Påskeøen rettede sig op, og sfinksens næse faldt af i Giza. Men om det er sandt, ved jeg naturligvis ikke.

Hvad der skete med Kongen, er der ingen beretninger om. Man kan forestille sig, at det foregik lidt grumt og at det er bedst, at det er glemt.

Hvad med alle stjernerne, tænker du måske. Hvordan kom de tilbage?

Det var jo så heldigt, at lysmageren lavede flaskerne af glas. Selv rigmænd har børn og katte, og med tiden ryger ting på gulvet og går i stykker, så stjernerne kunne slippe fri én for én. Og der var ingen lysmager mere til at plukke dem på ny. De flasker, der mirakuløst overlevede i århundreder, røg på møddingen, da lyspæren blev opfundet. For det var også lidt praktisk, at man faktisk nemt kunne slukke for lyset igen, når man gerne ville sove. Eller når man var genert, og gerne ville kysse med kæresten i mørket.

Enkelte stjerner er dog aldrig sluppet ud igen. Hvor er de henne? Vi ved det ikke. Måske er de glemt i en dyb kælder. Måske står flaskerne gemt i en rig gammel slægts bankboks i Schweiz. Måske kommer de frem af gemmerne en dag. Det kan vi håbe på. Indtil da, så ved du nu, hvorfor der ikke er hjul på Karlsvognen.