Har du nogensinde hørt om Lysmageren fra Skopje? Nej? Så skal jeg fortælle dig om ham, for det er faktisk en god historie.

Det er længe siden. Jeg ved ikke præcis hvor længe, men det er i hvert fald på et tidspunkt, hvor der stadig var vikinger i Danmark. Så altså ret længe siden.

Dengang fandtes der en by, der hed Skopje. Det hedder den stadig, og den ligger nord for det, der i dag hedder Makedonien. Det gjorde det også dengang, men præcis som i dag, så er alle ikke helt enige om præcis, hvor meget der skal hedde Makedonien. Det er en detalje, som vi ikke skal spilde mere tid på nu.

Skopje var en driftig by med handlende og håndværkere, og hver dag kom de omkringboende bønder til byen for at sælge deres varer på torvet. Der var både rige og fattige i Skopje, præcis som alle andre steder. Nogle var så rige, at man ikke havde andet end hørt om dem, men aldrig set dem i byen. Andre var så fattige, at de måtte bo i hytter lavet af grøntsagsrester fra markedspladsen. De aller-aller-fattigste måtte endda nøjes med at bo under bladene fra kålhovederne og det forklarede, hvorfor de kunne lugte så fælt, når Solen havde skinnet. Og det gjorde den ret ofte i Skopje.

I byen fandtes en lysmager. Hans navn var Konstantino Ioannou Papastathopoulos, men lad os bare kalde ham Konstantin, så historien ikke bliver alt for lang.

Nu sidder du måske og tænker over, hvad en lysmager mon er for en størrelse. Det kan jeg godt forstå, for der var faktisk ingen andre i hele verden end Konstantin, der kunne det yderst sjældne håndværk. I hvert fald i den del af verden, som vi kendte på det tidspunkt.

Konstantin kunne lave flasker, der lyste. Dem kunne man stille på bordet eller hænge i loftet, så man havde lys, når Solen var gået ned.

”Men er det ikke lyspærer,” spørger du sikkert lidt skeptisk. Jo, det kan man godt sige, men her skal du huske på, at strømmen og lyspærerne faktisk først blev opfundet mange år senere. Måske endda med lidt inspiration fra fortidens lysmager. Ja, strøm blev selvfølgelig ikke opfundet, men lad os nu heller ikke begive os ud i dén detalje.

Hvad Konstantin kunne, var nemlig ganske specielt. Han havde fundet ud af, hvordan han kunne plukke stjernerne fra himlen og holde dem fanget i en flaske.

Konstantin var ikke kun en opfindsom mand og en dygtig håndværker. Han var også en dygtig handelsmand. Det havde han fra sin far Ianus Ioannou Voulgaropoulos. Du undrer dig måske over, at de ikke havde samme efternavn, men Konstantins far var indvandret fra Bulgarien, og så blev man givet efternavnet Voulgaropoulos. Det betød ”fra Bulgarien”. Det svarer lidt til, at vi gav efternavnet Svensker til alle indvandrere fra Sverige, og det er da faktisk ikke særligt sødt. Men det var en anden tid.

Nå men… Konstantins far var ikke alene en dygtig fisker, men også en kløgtig handelsmand. Han vidste godt, at ikke alle fisk var lige meget værd. Store fisk var som regel dyrere end små fisk. Det giver sig selv. Nu og da var fangsten bare lille. Ikke meget andet end små skidtfisk. Så kunne Ianus tale dem op i pris ved at fortælle, hvor sjældne de var. At de var en ganske særlig spise i fjerne lande, og at det var en sjælden mulighed for at prøve noget meget eksotisk, selvom de måske i virkeligheden smagte rædsomt.

Det var han mægtigt god til, og hele Konstantins familie hørte nu til de ganske velstillede i Skopje. Ikke så rige, at de ikke lod sig vise i byen. Det gjorde de, og det gjorde Konstantin i særdeleshed, for det var nemlig i byen, at Konstantins lysmagerværksted lå.

Det var ikke en prangende butik. Det var faktisk et lille værksted i en baggård bag en bager og en smed. Her stod Konstantin hele dagen og lavede sine særlige glasflasker til lugten af friskbagt brød og til lyden af smeden, der hamrede på jern.

Konstantin gik dog ikke hjem som de andre, når det blev mørkt. Det var nemlig i mørket, at hans virkelige håndværk kom til sin ret. Når stjernerne kom frem, skulle de fanges i dagens produktion af flasker, så der var friske, lysende flasker at sælge næste dag.

Sådan gik Konstantins dage – og nætter. Han var så meget i sit flaskeværksted, at han faktisk slet ikke havde brug for et andet sted at bo. Det havde han heller ikke. Når nattens fangst var klaret, sov han blot på gulvet i hjørnet af sit værksted, hvor han faldt i søvn til lyset fra de nyeste flasker.

Konstantin havde lært meget af sin far. Han solgte naturligvis de største stjerner til en meget højere pris end de små. Efterhånden som han løb tør for store stjerner, måtte han tale de små op i værdi. Det var han lige så dygtig til som sin far. Hvem ville dog ikke gerne have en del af stjernebilledet Cassiopeia hængende i sin stue? Det var der heldigvis mange, der gerne ville, og rige folk fra nær og fjern valfartede til Skopje for at købe lysmagerens sælsomme og vidunderlige flasker.

Nogle var så rige, at de købte flasker nok til også at oplyse hele haven omkring deres store huse. Der var sågar en rigmand fra det nordlige Makedonien, der havde de lysende flasker hængende i sirligt smedede master langs hele vejen til sit slot. Se så var man en særdeles rig mand, når man kunne gøre noget så fjollet.

Der var dog én, der endnu aldrig havde besøgt Konstantins værksted. Det var Kongen af Makedonien. Han havde godt hørt om lysmageren. Naturligvis, for Kongen ved alt, hvad der foregår i hans rige, som er værd at vide. Han syntes dog, at det lød som noget pjat og pjank, som han overlod til sine undersåtter at bruge tid på.

Det gik dog ikke anderledes, end at det med tiden blev et samtaleemne til festerne på kongeslottet. ”Hvorfor er her ingen af lysmagerens lamper,” kunne man høre, når der blev mumlet i krogene mellem de gammeldags fakler og olielamper. Det blev så slemt, at der opstod rygter om Kongens formue. Havde han måske brugt alle pengene på kongelige fester og portrætter af sig selv?

Det kunne Kongen naturligvis ikke have siddende på sig, da rygterne kom ham for øre, for var der noget, han ikke manglede, så var det penge. Det skulle hele verden vide.

Rygtet om Kongens ankomst i byen overhalede hans enorme optog. Alle stod uden for husene og butikkerne, da Kongens vogne larmende kom rullende over de skæve brostensgader. Alle ville have et glimt af Kongen, og optoget blev kun større og større, efterhånden som byens borgere fulgte i halen af Kongens karavane.

Forsamlingen udbrød et gisp, da Kongens karavane ikke blot gjorde holdt ved indgangen til lysmagerens baggård, men Kongen også selv trådte ud af sin glinsende karet. I alle andre ærinder ville Kongen blot have sendt sine betroede og sine tjenere, men lige nu skulle ingen være i tvivl om Kongens handlekraft. Byen holdt vejret i åndeløs spænding, da Kongen trådte ned på Skopjes støvede gader, hvor hans dyre klæder slet ikke hørte til.

Konstantin var ikke uvant med fornemme besøg i sit værksted, men lige denne dag følte han sig ekstra meget beæret. Han fortalte, som han kunne allerbedst, om alle de fortræffelige stjerner, han havde plukket selvsamme nat.

”Jeg tager dem alle,” sagde Kongen og slog ud med hånden, så ingen var i tvivl om, at han mente alle de lysende flasker, der stod klar på lysmagerens hylder.

Inden Konstantin begyndte at pakke flaskerne ind, fortsatte Kongen dog.

”Jeg vil også have noget ganske særligt, som ingen andre har.”

Konstantin så forbløffet på ham.

”Alle flaskerne er helt unikke,” forsikrede han og tog en flaske ned fra hylden. ”Ingen andre har…”

Men Kongen afbrød ham.

”Jeg ved, hvad jeg vil have,” brølede han. Han tog lysmageren med ud i gården og pegede op. ”Jeg vil have den stjerne dér.”

Lysmageren kiggede op. Kongen pegede på Solen.

Nu var han måske nok Konge, men han var ikke konge, som konger måske var flest dengang. Kongen af Makedonien var en både belæst og berejst mand. Han vidste godt fra de lærde i fjernere egne, at Solen også var en stjerne, der blot var meget større end alle de andre. Der skulle desværre brændes en del mennesker på kirkens bål, inden vi også blev helt klar over, at selv den forklaring heller ikke var helt korrekt.

”Men…” Konstantin vidste ikke, hvad han skulle sige.

Et vink med den ene hånd var nok til, at Kongens ledsagere åbnede de kister, de havde bragt med ind i gården. Der var guld i mængder, som Konstantin aldrig havde set før, og han havde alligevel set en del i sit liv.

”Jeg vil have Solen,” brølede Kongen. ”I næste uge!”

Herefter tog Kongen afsted og folket fulgte hans karavane hele vejen ud af byen.

Konstantin blev dog tilbage i sin gård. Mens han pakkede Kongens flasker ind, var han allerede ved at udtænke, hvordan han kunne lave en flaske, der var stor nok til Solen.

Den kommende uge blev der næsten ikke sovet i lysmagerens værksted. Der blev heller ikke lavet flasker til stjerner, så mange håbefulde kunder måtte gå forgæves til Konstantin, hvor hylderne nu var tomme.

Der bredte sig også en uro i byen, hvor folk var begyndt at spekulere på, hvad der ville ske, når Kongen fik sin vilje. Det hørte Konstantin dog intet til. Han var optaget af at lave den største flaske, han nogensinde havde fremstillet i sit værksted.

Efter seks dage og seks nætter var den klar. Den var ikke blot meget større end alle andre flasker. Den var også smukkere og klarere end dem alle. Det var hans mesterværk, som han stolt beundrede, da den stod færdig midt på gulvet.

Han sendte bagerens dreng afsted med besked til kongeslottet om, at de godt kunne sende den største vogn, de havde. Og den skulle være pakket med de blødeste puder, så de kunne køre den prægtige flaske gennem byens ujævne gader, uden den gik itu.

Vognen kom den næste dag ved middagstid, som Solen stod højest på himlen. Konstantin kom ud i gården, da han hørte vognen komme skramlende over brostenene. Flasken stod allerede klar uden for hans værksted, da vognen kørte op på siden af den.

Der var en håndfuld af Kongens folk med, så de kunne hjælpe med at løfte flasken op på vognen. Men først manglende det allervigtigste.

Konstantin sendte alle ud af gården. Han var kløgtig nok til ikke at vise nogen i hele verden, hvordan han gjorde. De måtte pænt vente ude på gaden, hvor bageren bød på friskbagt kage til Kongens folk, mens lysmageren udførte sin magi.

Ingen var i tvivl, da lysmageren var færdig. Der blev mørkt i Skopje, og man kunne høre et dæmpet suk give genlyd over hele byen. Det eneste lys, der var at se i miles omkreds, kom fra lysmagerens baggård, der strålede, som var Solen fanget dér. Og det var den jo netop.

Konstantin var streng, og fik Kongens folk til at tørre fingrene grundigt, så de ikke satte fedtede kagefingre på hans fine flaske. De måtte dog knibe øjnene helt sammen i det stærke lys, mens de baksede med at få flasken løftet forsigtigt op på vognen. Derefter kørte de langsomt afsted, mens flasken med Solen hoppede og dansede oven på sit leje af de blødeste puder.

Ingen i Skopje var i tvivl om, hvad der var sket. Vognen kunne tydeligt ses i mørket, som den bevægede sig gennem gaderne og hele vejen op mod slottet, inden den til sidst forsvandt ind i slottets indre.

Der var mørkt i Skopje nu. End ikke stjernerne gav lys, for der var ikke mange tilbage på himlen. Og Månen? Ja, som du nok ved, så lyser Månen jo ikke selv. Den giver bare genskin fra Solen. Og Solen, den stod jo nu inde bag kongeslottets mure.

Du kan nok sikkert godt forstå, at indbyggerne i Skopje blev lidt triste i det konstante mørke de følgende dage. Enkelte var rige nok til allerede at have købt nogle af Konstantins flasker med stjerner, men det var ikke mange. Og selv for dem, der havde, kunne det ikke rigtigt opveje at have mistet Solen.

Efter nogle dage var folk ikke blot triste. De var også blevet vrede. Ikke på Kongen, for ham måtte man selvfølgelig ikke blive vred på, hvis man var et menneske ved sine fulde fem og gerne ville bevare dem. De var vrede på lysmageren. Han havde taget noget af det vigtigste fra dem, som de nu savnede for alvor.

Jeg ved ikke, hvor meget du ved om folk fra Makedonien, men det er faktisk ikke nogen, man skal spøge med. De er slet ikke nogen, man har lyst til at blive uvenner ved. Det havde Konstantin heller ikke. Han var jo ikke nogen dum mand, og han havde en fornemmelse af, hvor stemningen bar hen ad.

Da Skopjes borgere troppede op i hans baggård udstyret med fakler og mange alt for spidse og skarpe ting, var Konstantin over alle bjerge. Helt bogstaveligt. Endda i så meget hast, at han kun havde taget så meget af Kongens guld med, som han kunne bære. Resten stod stadig i kisterne i hans værksted.

Det efterladte guld gjorde kun ondt værre, når de fremmødte borgere nu ikke havde mulighed for at snitte i Konstantin, hvor det gjorde mest ondt. Der var mange mænd, der nok kunne forstå at uddele en makedonsk knytnæve, og de kom op at slås om guldet. Det blev så slemt, at halvdelen af Skopje brændte ned til grunden den dag. For ja, det var faktisk dag, selvom der var kulsort som i den mørkeste nat.

Intet af dette bekymrede Kongen. I kongeslottet strålede Solen fra sin flaske i tronsalen. Lyset flød i overflod ud ad alle vinduer, så slottet var at se langvejs fra i mørket.

Ingen savner et par stjerner her og der, men du har nok allerede nu regnet ud, at det vil blive bemærket over hele verden, hvis Solen pludselig mangler. Det gjorde det selvfølgelig også. Ikke kun fordi det blev usædvanligt tidligt mørkt en dag og solurene holdt op med at virke, men fordi Solen slet ikke kom frem på himlen igen.

Det tog selvfølgelig lidt tid, inden resten af verden fandt ud af, hvor Solen var blevet af. Selvom rygter kan løbe stærkt, så tog det nogle uger, inden forklaringen også var nået til vikingekonger i nord, mystikere i øst, og til de slagkraftige germanere, som man skal spøge lige så lidt med, som man skal med makedonere.

Dengang var det ikke så almindeligt, at konger og hærførere arbejdede sammen om fælles mål. Nærmest tværtimod. Der havde aldrig før i historien været en fælles skurk, der kunne samle så uforenelige kræfter som nu.

Det tog lidt tid. Hverken telefonen eller internettet var jo udbredt endnu. Det var alligevel også konger og hærførere, der ikke normalt ville forfalde til at spilde tiden med så trivielle ting som telefonopkald og chatbeskeder.

Tiden kom. Efter 300 dage og 300 nætter i mørke var alt, hvad der kunne sejle i hele verden at finde ud for Makedonien. Det siges, at der var så mange skibe, at man kunne gå tørskoet hen over Adriaterhavet. Vi ved det ikke præcis, men efter fortællingerne at dømme gik mere end en million mand i land med retning mod Makedonien og Skopje. Det var en hær, som ingen har set magen til hverken før eller siden.

Slaget om Skopje var lige så kort, som det var mørkt den dag. Der var ingen borgere tilbage i Skopje, der ville kæmpe for Kongen. De var vrede og slog sig villigt til den fremstormende hær. Det var der måske nok på kongeslottet, men tjenestefolk og livvagter var intet værn mod den samlede verdens mest brutale mennesker, som ikke blot var vrede, men faktisk rasende og hævntørstige. Og det var jo ikke svært at finde at finde slottet, der strålede fra alle vinduerne på sin plads på toppen af bjerget uden for Skopje.

Slottet blev jævnet med jorden. Det gjorde Skopje også på vejen mod slottet, selvom det var lidt uretfærdigt for Skopjes sagesløse borgere. Men sådan kan det gå, når man lader forkerte ting ske. Faktisk blev Skopje knust så eftertrykkeligt, at man først for nylig har fået den genopbygget. Det er derfor, alting ser så funklende nyt ud i midten af Skopje.

Flasken med Solen i Kongens tronsal blev knust, så Solen kunne slippe fri igen. Det siges, at glædesbrølet fra mennesker i det øjeblik rungede så kraftigt rundt om hele Jorden, at figurerne på Påskeøen rettede sig op, og sfinksens næse faldt af i Giza. Men om det er sandt, ved jeg naturligvis ikke.

Hvad der skete med Kongen, er der ingen beretninger om. Man kan forestille sig, at det foregik lidt grumt og at det er bedst, at det er glemt.

Hvad med alle stjernerne, tænker du måske. Hvordan kom de tilbage?

Det var jo så heldigt, at lysmageren lavede flaskerne af glas. Selv rigmænd har børn og katte, og med tiden ryger ting på gulvet og går i stykker, så stjernerne kunne slippe fri én for én. Og der var ingen lysmager mere til at plukke dem på ny. De flasker, der mirakuløst overlevede i århundreder, røg på møddingen, da lyspæren blev opfundet. For det var også lidt praktisk, at man faktisk nemt kunne slukke for lyset igen, når man gerne ville sove. Eller når man var genert, og gerne ville kysse med kæresten i mørket.

Enkelte stjerner er dog aldrig sluppet ud igen. Hvor er de henne? Vi ved det ikke. Måske er de glemt i en dyb kælder. Måske står flaskerne gemt i en rig, gammel slægts bankboks i Schweiz. Måske kommer de frem af gemmerne en dag. Det kan vi håbe på. Indtil da, så ved du nu, hvorfor der ikke er hjul på Karlsvognen.

Hun præsenterede sig som Alex, da hun mødte mig ved indgangen, men fra udlejningswebsitet vidste jeg, at hun hed Alexandra. Smuk, ung græsk kvinde, der snakkede hurtigt engelsk med en tiltalende accent, mens hun viste mig rundt. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring for lejligheden, der skulle være min i en uges tid. Allerede i elevatoren havde hun fortalt, at jeg ville blive imponeret, og hun løj på ingen måde. Mest stolt var hun naturligvis af tagterrassen, der også var det første, hun viste frem. Halvtreds meter lang med den ubestrideligt smukkeste udsigt ud over byen.

Hvad der i virkeligheden fascinerede mig langt mere, end hun kunne vide, var de mange detaljer, der afslørede de tidligere ejeres sans for både finesse og praktisk funktion. Stuk, malerier og imposante møbler snedkereret sammen med mørke gerigter, fyldingsdøre og lækre gulve. Alt sammen nænsomt sammensat med moderne installationer, motordrevne persienner og velfungerende skydedøre til alle altaner.

Det, der solgte mig for alvor, var dog den sjæl, der havde fået lov at overleve i den næsten uberørte lejlighed efter ejernes død. Mahognireol efter mahognireol fyldt op med medicinsk litteratur og kunsthistorie fra mere end et århundrede, der mere end antydede, at her havde boet en dygtig læge med en stor passion for verden. Utallige historiske malerier, falmede fotografier fra fotografiets barndom, blyantstegninger, broderier og kobberstik af byens historie, og lamper, vaser, porcelænsballerinaer og krystalglas, som tilsammen afslørede en stor sans for ikke blot æstetik, men også evnen til at sammensætte smukke genstande på tværs af kulturer og tidsaldre.

Jeg var ikke længe om at finde mig til rette ved det majestætiske, mørke skrivebord, der tronede i hjørnet af den største stue. Flankeret af en klassisk, engelsk skrivebordslampe, en gammel globus og et kærlighedsbillede af lejlighedens foregående beboere, var dette det helt rigtige sted for mig at sidde de næste dage, mens jeg skulle filosofere over livets tilstand.

Det var da også her, jeg havde tilbragt de første døgn, når jeg ikke, som nu, stod på terrassen og betragtede byen under mig. Titusindvis af lamper, der glimtede gennem disen, der hele døgnet trak ind fra bugten og lagde sig som et fint slør over byen. I bugten lå den faste snes krydstogtskibe oplyst som farverige guirlander af havelamper i en smagløs skandinavisk have. Den massive århundredegamle bymur skar gennem bjergsiden, og selvom den ikke længere havde nogen praktisk funktion, var dens tidligere bastante selvsikkerhed understreget af det ubrudte, gule natriumlys, der nu fremhævede den over alle andre bygninger.

Under mig boede mere end en million mennesker. Havde mit syn været skarpt nok, kunne jeg muligvis se hver eneste en. Nu var de dog kun repræsenteret af de utallige lys i lejligheder og lydene, der nåede op fra byen for foden af klippen. Biler, der blev kørt alt for hurtigt gennem gaderne, hunde, der gøede uden andet formål end at gø, to kvinder, der snakkede højlydt sammen over alt for stor afstand til, at det var hensynsfuldt.

Der fulgte en svag brise med en duft af stegt kød. Jeg havde svært ved at tro, at det kunne være fra restauranterne i gaden langt under mig. De måtte for længst have lukket for natten. Det var en tiltalende duft, da jeg havde spist aftensmad alt for tidligt og nu var mere sulten, end de indkøbte snacks burde tilgodese. Jeg tømte glasset med hvidvin, mens jeg spekulerede over, hvor der mon blev lavet så velduftende mad ved midnatstid.

Jeg gik tilbage til stuen, hvor playlisten stadig spillede den melankolske pianomusik, der havde været min baggrund fra, jeg satte mig ved skrivebordet første gang. Den tidligere frue i huset mødte mig med sit gennemborende blik, da jeg trådte ind i stuen. Hun hang som det største af malerierne i stuen med evig udsigt over Thessaloniki og den omtumlede bugt her i det fjerneste hjørne af Ægæerhavet. Venlig, alvorlig og utvivlsomt en af byens fremmeste fruer, da maleriet var blevet lavet til hendes ære.

Jeg kiggede kort på telefonen, der lå på skrivebordet. Der var blevet stille med beskeder fra de to, jeg elskede allermest på hver sin måde. Den ene, fordi han sandsynligvis var blevet opslugt af computerspil. Den anden, fordi han skulle tidligt op og tage sig af hestene. Både af det hjemlige og af det fremmede var jeg nu overladt til mine egne tanker og min egen koncentrerede verden.

Jeg gik i køkkenet efter mere hvidvin, selvom jeg ikke burde. Efter mindre end to døgn var det i overkanten at tage hul på tredje flaske, men jeg overbeviste mig selv om, at det var okay under sydens himmelstrøg og faktisk tjente de kortvarigt genfundne lange sommernætter ære. Konsekvent tog jeg fejl af gangene i lejligheden, da mine tanker for det meste var et ganske andet sted, men et øjeblik senere var jeg ved at skrue proptrækkeren i en korkprop endnu en gang.

Jeg skulle til at give proptrækkeren det sidste vrid, da jeg hørte en lyd, der fik mig til at stoppe brat. Ikke genkendelig. Ikke noget, jeg straks kunne sætte hverken navn eller ansigt på. Men bemærkelsesværdig nok til, at jeg måtte stille flasken med den næsten iskruede proptrækker fra mig på bordet.

”Hallo,” sagde jeg, da jeg stak hovedet ud i gangen. Der kom intet svar, og jeg var lige ved blot at tro, at jeg enten havde bildt mig det ind, eller hørt noget udefra gennem gangen fra den åbentstående terrassedør i stuen, selvom retningen virkede forkert.

Så var lyden der igen. Den kom utvivlsomt fra den ende af gangen, som jeg endnu ikke havde fået udforsket.

”Hallo,” gentog jeg, men fik fortsat intet svar. Jeg gik ud af køkkenet og tog et par skridt ned ad den mørklagte gang, mens jeg ledte efter en lyskontakt. Da jeg fik tændt lyset, kunne jeg se, at gangen fortsatte ti meter endnu. Jeg fortsatte til enden for blot at opdage, at den drejede skarpt til højre og fortsatte videre mod syd i den del af lejligheden på den anden side af de omsluttede baggårde.

Jeg tog i flere af dørene. De fleste var låste, og ved dem, der ikke var, kiggede jeg indenfor, for blot at finde sparsomt møblerede gæsteværelser. En enkelt viste sig at være til endnu et badeværelse, som jeg ikke havde set. Jeg havde da også kun brug for det, jeg allerede kendte til. For enden af den sydgående gang fandt jeg en ulåst dør, der knirkede højlydt, allerede da jeg trykkede håndtaget ned.

Der var mørkt indenfor. Præcis som bag de andre ulåste døre. Her fandt jeg dog ingen lyskontakt lige inden for døren, som jeg havde gjort i de andre rum. Jeg åbnede døren helt, så jeg kunne gå indenfor og lede efter kontakten. Lyset fra gangen rakte ikke til at hjælpe mig og øjeblikket efter gled døren i. Som jeg stod i mørket, blev jeg klar over, at jeg, i modsætning til i alle øvrige rum, havde et tæppe under fødderne. Jeg følte over væggen og fandt endelig, hvad jeg ledte efter. Jeg tændte lyset.

Det grønne græstæppe var det første, jeg bemærkede, da lampen oplyste rummet. Ikke et klart lys. Nærmest som om der manglede et par pærer, og den resterende blot levede på lånt tid. På det grønne tæppe lå røde puder med sirligt arrangeret legetøj. Ikke vilkårligt efterladt, som et barn ville gøre. Tydeligt placeret med sans for både æstetik og en mere kategorisk ordenssans. En pude med Barbiedukker, der, såvidt jeg kunne bedømme, ikke var af seneste design. En anden med metalbiler, der heller ikke efterlod nogen tvivl om, at det ikke var gårsdagens modeller. En tredje pude med nærmest karikerede plastikblomster, der på deres egen livløse måde matchede det kunstige græstæppe, kun adskilt af en postkasserød satinpude.

Jeg løftede blikket fra gulvets puder og legetøj, og fik øje på det, jeg burde have bemærket som det første. I hjørnet længst væk fra døren tårnede et stort træ sig op. Ikke et rigtigt træ naturligvis. Et karikeret træ med troldeansigt, der virkede hyggeligt på sin egen kluntede måde. Det var helt sikkert med vilje, og det havde lige så sikkert givet anledning til mange måbende barneansigter gennem tiden. Med selvskabte eventyr til følge om både talende træer, mystiske skove og næsten venlige trolde med grene som hår.

Jeg lod blikket glide rundt i rummet endnu en gang, inden jeg slukkede lyset og gik tilbage til gangen. Jeg skulle lige til at lukke døren, da jeg hørte et snøft. Nu kunne jeg sætte ord på lyden, jeg havde hørt. Jeg åbnede døren igen og stak hovedet ind i mørket. Der blev snøftet igen, og jeg stivnede et øjeblik.

”Er her nogen?” spurgte jeg og følte mig lidt tåbelig, da jeg jo lige havde forvisset mig om, at der intet var i værelset ud over gammelt legetøj og en trækulisse.

Der var kun tavshed. Puder, gammelt legetøj og et slidt græstæppe.

”Mmmmmmmm,” lød det gennem rummet, som en gammel mand, der er ved at vågne efter sin eftermiddagslur.

Jeg spærrede øjnene op, og fór først sammen, hvorefter jeg med et fast greb i døren, så den ikke gled i, rakte ind i rummet og tændte det sparsomme lys igen på kontakten.

”Hvem er her?” sagde jeg igen uden dog at tænke over, at hvis her var nogen, så ville vedkommende næppe forstå dansk.

”Mmmmmmmm,” lød det igen, efterfulgt af et hult host og et snøft. Træet med det søvnige troldeansigt slog øjnene op, og kiggede på mig.

En tåre på størrelse med en mellemstor håndtaske gled fra hvert øje og landede på gulvet. Først nu bemærkede jeg, at det grønne græstæppe var vådt under det store træ.

”Jamen, hvad er der dog i vejen med dig?” spurgte jeg ganske instinktivt, inden jeg overhovedet fik mulighed for at overveje det absurde i at tale til et grædende træ på et hensygnende børneværelse i Grækenland.

”Jeg er bare så alene,” sagde træet og lod endnu et sæt overvældende store tårer plaske til gulvet.

Jeg slap mit tag i døren. Om det var forbløffelsen eller den åbenlyst manglende fare, ved jeg faktisk ikke med sikkerhed. Døren gled i bag mig, men jeg bemærkede knap dens knirken. Sikkert var det dog, at det var første gang, jeg havde mødt et sørgmodigt træ. Ja, måske på nær nogle af de yuccapalmer, jeg med tiden havde taget livet af i langvarig tørke. De havde dog aldrig grædt, måske alene på grund af væskemangel, men de ville sandsynligvis have overlevet i årevis med blot en enkelt af dette træs tårer.

”Hvorfor er du efterladt her helt alene?” spurgte jeg og satte mig på hug i det grønne.

Træet lukkede kortvarigt eftertænksomt øjnene, snøftede og kiggede derefter på mig igen.

”Engang var jeg legetræ for Hr og Fru Konkouris’ børn,” begyndte træet. ”Dengang kom alle børn fra byens fornemmeste familier her og legede med mig. Da blev der klatret og digtet historier hver eneste dag.” I næste øjeblik strålede træets øjne kortvarigt i nyfunden livsglæde ved erindringens skær. ”Men så blev børnene store og havde ikke længere brug for hverken legeværelse eller troldetræ.” Det gamle træ blev lige så sørgmodigt igen.

”Jamen,” begyndte jeg. ”Er der da slet ingen, der ser til dig?”

Træet rystede raslende med sine topgrene.

”Nej, ingen kommer her forbi mere.” Han sukkede tungt. ”Engang imellem kigger rengøringsdamen forbi for at støve legetøjet af og støvsuge mine blade, men hende tør jeg ikke sige noget til. Den foregående løb skrigende bort, da jeg sidst prøvede, og kom aldrig tilbage.” Han sukkede igen. ”Sådan virker jeg desværre på de fleste voksne. Faktisk er du den første, der har talt til mig i årtier.”

Jeg blev kortvarigt i tvivl om, hvorvidt det var en god ting, men jeg lod tvivlen komme træet til gode. Dernæst blev jeg lidt forarget over, at nogen blot kunne lade sådan et talende troldetræ stå helt alene i et aflukket og mørklagt værelse uden hverken det ene eller det andet. Det var trods alt ikke blot en yuccapalme, der skulle forsøge at skabe en antydning af organiseret biologisk liv i en ungkarlehybel.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til træet. Min spejderlærdom har da givet mig en del viden om træer, men den var for længst sluppet op denne aften. Hvad stiller man i grunden op med sørgmodige, efterladte talende legetræer med troldeansigt?

”Bum-bum,” sagde jeg, mens jeg tænkte.

”Hvad mener du med det?” spurgte træet forundret. ”Er det en slags trylleformular?”

”Nejnej,” sagde jeg straks. ”Det betyder bare, at jeg tænker.”

”Nå, okay.” Træet holdt en kort pause. ”Bum-bum.” Endnu en pause. ”Nu tænker jeg også.”

Jeg så forundret op på ham. Så blinkede han underfundigt tilbage med et glimt af genfundet håb. Akkurat i det øjeblik, blev jeg klar over, at usædvanlige opdagelser kræver usædvanligt ansvar.

”Vi skal have dig ud herfra,” sagde jeg resolut uden overhovedet at have gennemtænkt, hvad jeg præcis var ved at sætte i gang.

”Bum-bum,” svarede træet og drejede øjnene i en eftertænksom stilling.

Jeg tænkte, så det nærmest knagede, men jeg turde ikke sige flere lyde for ikke at forvirre træet. Jeg var jo ikke lokalkendt. Faktisk kendte jeg kun cirka de 200 meter af byen, som lå på hver side af lejligheden. Og i virkeligheden var mit mest detaljerede kendskab til byen, hvilke hylder mine foretrukne indkøb stod på i den nærliggende købmandsbutik. Men så slog det mig.

”Nede på vejen ligger der en lille legeplads,” sagde jeg. ”Eller det er i hvert fald en lille bar plet, hvor jeg har set nogle børn lege.” Jeg turde trods alt ikke give træet forhåbninger, jeg ikke kunne indfri.

”Rigtige børn?” spurgte træet begejstret.

”Ja-eh,” svarede jeg uden rigtigt at vide, hvad han mon mente med det. Der var da nok sket en del med børn siden Hr og Fru Konkouris’ tid, men jeg skulle da nok mene, at de fortsat kunne sætte pris på et venligt troldetræ.

”Altså sådan nogle, der godt kan lide at finde på historier og gerne vil klatre i et gammelt træ?” spurgte han igen.

”Det er jeg fuldstændigt sikker på,” svarede jeg og satsede på, at børn i udkanten af Thessaloniki også stadig var i stand til kortvarigt at lægge iPad’en til side.

”Årrrhhhh,” udbrød træet og de ellers modløse grene rejste sig og skrabte mod loftet.

”Men først skal vi have dig ud herfra.” Jeg rejste mig op og startede med at tage øjemål af døren og dernæst træet. ”Det bliver nok ikke nemt.”

”Jeg er blevet rigtigt tør,” sagde træet. ”Så jeg vejer ikke så meget”. Han klukkede.

Jeg tog fat om træet for at prøve at løfte det. Jeg kunne knap nå rundt om stammen.

”Uh, det kilder,” grinede træet og viftede igen med sine grene.

”Ja, nu skal du lige være stille,” sagde jeg lidt irriteret, mens jeg forsøgte at bakse ham hen mod døren. Han vejede rigtigt nok ikke så meget, men størrelsen gjorde det til lidt af en opgave. At der heller ikke var mange centimeter mod loftet at give af til at løfte ham, gjorde det bestemt ikke lettere.

Med besvær fik jeg rokket ham hen til døren, hvor den første store udfordring allerede meldte sig. Hvis han nogensinde var kommet ind gennem den døråbning, så måtte han være vokset i mellemtiden.

”Det her bliver ikke nemt. Kan du på nogen måde gøre dig tyndere,” spurgte jeg.

”Jaja,” sagde træet og trak vejret dybt. ”Så, nu har jeg trukket maven ind.”

Der var ikke så meget som en millimeter til forskel, men det nænnede jeg ikke at sige. Jeg stillede mig i stedet bag ham og begyndte at rokke og skubbe, som jeg bedst syntes, at han måske kunne passe gennem døråbningen.

”Avav, det gør altså herrenas, det der,” beklagede han sig, da jeg begyndte at klemme ham gennem døråbningen.

”Ja, men der er ikke andre veje ud,” sagde jeg og ville ikke afsløre, at vi nok ikke engang var nået til det værste endnu.

Jeg drejede, moste, maste, skubbede og lirkede så godt, som jeg kunne, akkompagneret af gentagne beklagelser fra træet og pludselig var han fri af døren. Der var røget lidt bark af i processen, men det undlod jeg at nævne. Han var alt for begejstret over, at vi havde overstået den første forhindring. Gangen var lidt bredere end døråbningen, og her kunne jeg ret ubesværet skubbe ham afsted over det glatte gulv. Et par steder måtte jeg få hans hjælp til at holde grenene i ro, hvis lamperne skulle blive, hvor de var.

Langsomt, men sikkert, kom vi gennem gangene. Flere gange måtte jeg dreje ham, når han gerne ville kigge ind i rummene, vi kom forbi. Langt om længe kom vi frem til den store stue. Her var der højt til loftet og egentlig masser af plads. Alligevel måtte jeg dog tage en god omvej uden om de mange møbler. Der var ikke indrettet til, at træer hyppigt skulle bugseres gennem stuerne.

”Hvad er det, der glimter derinde,” spurgte træet, da vi nåede hen til den åbne terrassedør.

”Derinde? Hvad mener du,” spurgte jeg.

”Ja, derinde!” Han viftede en smule med sine grene i retning af terrassen.

Jeg skulle lige til at svare, som var svaret en selvfølge for et gammelt legetræ med troldeansigt. Så tænkte jeg mig i stedet om.

”Åh gud,” kom jeg til at udbryde. ”Du ved det slet ikke.”

”Ved hvad?” spurgte træet tydeligt forundret over at høre mig blive en smule berørt.

Jeg svarede ikke, men fandt fornyet energi til også at få ham over terrassedørens kant, mens han blev ved med at snakke om, hvor mange lys der hang inde i det her store rum. Og hvad kan troldetræer, der har levet deres første halve århundrede i et fjernt, aflukket legeværelse i virkeligheden vide om verdens gang. Eller om tagterrasser.

Da han var kommet over dørkanten, skubbede jeg ham helt hen til rækværket, så han kunne se det hele.

”Det her er Thessaloniki i dag,” sagde jeg.

Et øjeblik sagde han intet. Han lod blot øjnene spejde ud over det storslåede syn af byen, der lyste op hele vejen rundt om bugten.

”Men… hvad er alle de lys?” spurgte han.

”Det er huse og lejligheder,” svarede jeg. ”Det er der, byens børn bor.”

Han tav igen.

Så landede to håndtaskestore tårer på rækværket, inden de forsvandt under os.

”Men… der må jo være hundrede,” sagde han næsten lamslået og forventningsfuldt.

”Ja,” sagde jeg og ville ikke, at han skulle bryde sit hoved med i stedet at forstå, hvad hundredetusind børn egentlig betød.

Jeg lod ham stå nogle øjeblikke mere, mens vi sammen så ud over den sovende by, der alligevel glimtede så sprællevende helt ud i horisonten.

Resten af vejen gennem stuerne var uden de store problemer, og heldigvis var entredøren noget bredere og højere end den første dør. Gangen udenfor var straks værre. Jeg havde allerede én gang utilsigtet forstyrret naboen, da jeg tog fejl af ringeklokke og lyskontakt. Det ville næppe være befordrende for det fortsatte naboskab, hvis jeg gentog seancen, mens jeg baksede et træ gennem gangen midt om natten.

”Nu skal du lige holde dine grene helt i vejret,” sagde jeg, mens jeg opmærksomt skubbede træet forbi naboens dør og ikke mindst hendes ringeklokke. Vi fortsatte ubesværet hen ad gangen, indtil vi kom frem til den næste og forhåbentligt sidste prøvelse. Elevatoren.

Den eneste anden mulighed var trapperne, men at få bakset et træ ned ad fem etager trapper, uden at vække det halve af Thessaloniki, lød som en umulig opgave. Det måtte blive elevatoren.

Træet spurgte naturligvis til knappen, jeg trykkede på, og jeg forklarede det hele så godt, som jeg kunne. Han var derfor ekstra spændt, da foldedørene gik op, og lyset fra elevatoren oplyste gangen, hvor lyset allerede var gået ud.

Jeg kunne godt huske, at jeg havde svært ved at have min kuffert med, da jeg første gang tog elevatoren op med Alexandra. Lige nu virkede den pludselig endnu mindre. Det krævede en nærmest overmenneskelig indsats, hvor troldetræer desværre ikke er til megen hjælp. Elevatordøren prøvede at lukke mindst tyve gange imens. Til alt held var der næppe andre, der havde brug for elevatoren på dette tidspunkt af døgnet.

Det lykkedes. Havde træet haft blot et enkelt blad mere, så kunne han ikke have været der. Og mig var der bestemt ikke plads til. Jeg havde forklaret ham, hvad der nu skulle ske, og klemte min hånd ind til elevatorens knapper. Jeg trykkede på 0.

”Farvel,” sagde træet, da foldedørene lige akkurat kunne lukke sig foran ham. Jeg satte i løb mod trappen og tilbagelagde fem etager, som jeg næppe har gjort det før. Hurtigt nok til lige akkurat at nå at se en elevatordør lukke sig igen i stueetagen. Og at høre et træ, der sagde ”Farvel!”.

Jeg trykkede på elevatorknappen, mens jeg prøvede at få vejret, og foldedørene åbnede sig lidt beklagende igen.

”Goddag,” sagde træet og smilede til mig.

”Goddag,” sagde jeg, stadig hivende efter vejret, uden dog at gengælde hans smil. Lige nu var jeg mest bekymret omkring at få ham ud af elevatoren igen. Det skulle vise sig at være endnu sværere end at proppe ham ind i den.

Det lykkedes efter stort besvær, og da vi også havde tilbagelagt indgangspartiets flisegulv, stod vi på fortovet foran bygningen.

”Det er lige derovre,” sagde jeg, og pegede på et lille stykke græs på den modsatte side af vejen.

Træet sagde ingenting.

Jeg så på ham, og han så pludselig slet ikke forventningsfuld ud mere.

”Tror du…,” begyndte han. ”Tror du, at de stadig vil kunne li’ mig?”

”Ja,” sagde jeg, uden at jeg dog med sikkerhed kunne vide det. ”Selvfølgelig kan de li’ et troldetræ.”

”Men… det er jo så mange år siden, jeg sidst er blevet leget med.” Han lød oprigtigt bekymret.

Jeg stillede mig foran ham og klappede ham på stammen.

”Vær helt rolig, gamle ven,” sagde jeg. ”Jeg er helt sikker på, at du nok skal klare det lige så godt, som du altid har gjort.”

Han lyste lidt op, men så endnu ikke overbevist ud.

”Vil du hellere blive stående i et hjørne af et mørkt legeværelse, hvor der aldrig kommer nogen?” spurgte jeg. Og håbede, at han for guds skyld ikke sagde ja.

Træet var tavst.

”Nej,” svarede han endelig. ”Nej, det vil jeg ikke.” Han snøftede en gang. ”Lad os få det overstået.”

Jeg baksede ham ud over kantstenen og over vejen, hvor der heldigvis heller ikke var nogen trafik på denne tid. Endelig stod vi på den grønne plads, hvor han havde en del skiftende meninger om, hvilken vej han gerne ville vende. Til sidst stod han, så han kiggede mod vejen og mod Hr og Fru Konkouris’ lejlighed, der trods alt havde været hans hjem i årtier.

”Så,” sagde jeg, da missionen endelig var fuldbragt efter et par timers hårdt arbejde.

”Tak,” sagde træet. ”Tusind, tusind tak.” Hans stemme bævede en smule og jeg kunne se, at hans øjne var så blanke, at et par nye, store troldetårer måtte være tæt på.

Han rakte sin største topgren frem mod mig, og jeg gav ham hånden til afsked.

”Held og lykke med dit nye troldetræliv,” sagde jeg, og han kunne intet andet end smile tilbage til mig med lidt bævende læber.

Jeg var hurtigt tilbage i lejligheden og gik ud på terrassen. Han fik øje på mig med det samme, og vinkede ivrigt til mig med sine grene. Jeg vinkede tilbage til ham. Jeg blev siddende på terrassen, så længe jeg kunne holde mig vågen. Træet kunne til gengæld ikke sove denne nat. Hver gang jeg kiggede ned til ham, spejdede han først til den ene side, så til den anden side, og så tilbage igen. Han ventede kun på, at en ny dag skulle begynde. Den ville begynde med at se den første solopgang i mange, mange år.

Jeg faldt i søvn i stolen og vågnede først ved kirkeklokkens slag længe efter, det var blevet lyst. Først kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg sov på terrassen. Så kom jeg i tanke om nattens hændelser og kiggede ud over kanten.

Dernede så jeg et troldetræ, der strålede, som intet troldetræ nogensinde har strålet før. To børn hang i hans grene, og en håndfuld sad måbende foran ham, mens han fortalte. Sikkert eventyr fra troldeskove og andre fjerne steder, men det rækker mit græske slet ikke til at forstå.

Han så mig, men vinkede ikke. Det er svært for troldetræer, når der hænger børn i grenene, som helst ikke skal falde af. Til gengæld smilede han, så jeg ubekymret kunne overlade ham til sit nye liv. Rygtet ville utvivlsomt hurtigt vandre fra barnemund til barnemund. På tværs af Thessaloniki. På tværs af Ægæerhavet.

Så hvis du nogensinde kommer til Thessaloniki, så kør op til Sankt Pauls kirke på højdedraget øst for byen. På den grønne plads mellem kirken og isboden finder du troldetræet. Hils ham fra Jan. Jeg lover dig, at det er verdens sødeste og gladeste troldetræ, der altid elsker nye gæster.