Jan – Jan H. Andersen

Paraplyerne kom i bundter den formiddag. Ti og tolv ad gangen, bundet sammen med sejlgarn af de perronfolk, der havde samlet dem op i togene fra Kobe. Jeg bandt et nummer på hver af dem, inden jeg skrev sedlen. Det havde regnet siden før seks. Ruden ud mod hallen var helt dugget til, og hver gang en af perronfolkene kom ind ad døren med et nyt bundt under armen, fulgte der et pust af våd luft med ham ind sammen med lyden af højtaleren. Så faldt døren til igen. Der var kun regnen mod ruden og elkedlen, der snurrede bag mig.

Sedlerne var i tre gennemslag. Den øverste blev bundet på tingen. Den midterste fik ejeren med, hvis der kom en ejer, og den nederste kom i mappen under disken. Alle tre skulle skrives med kuglepen, og der skulle trykkes hårdt, da den nederste ellers blev grå. Dato, linje, fundsted, beskrivelse, nummer. En paraply var ikke blot en paraply. Den var sort og foldbar med et knækket led, eller den var gennemsigtig af den slags, der koster fem hundrede yen i enhver kiosk. Dem var der jo flest af. Jeg skrev, satte paraplyen i stativet bag disken, hvor den dryppede ned på avispapiret, og greb den næste.

Jeg var i min anden uge på kontoret. Jobbet havde en kvinde fra kvarterets forening skaffet mig. Hun var en bekendt af min mor, og hendes mand var ansat ved jernbanen og kendte en, der kendte fru Tanimura. Jeg havde sagt ja, før jeg så stedet. Jeg fik 850 yen i timen for at arbejde onsdag til lørdag fra halv otte til fire, hvad der var mindre end i enhver kiosk, men det var der jo ingen, der sagde noget om hjemme.

Jeg var kommet hjem fra Tokyo i marts efter et enkelt år på universitetet. Hjemme sagde jeg, at det ikke var noget for mig, og mere sagde jeg ikke. Den egentlige grund havde jeg ikke sagt til nogen, for den var ikke min at sige. Jeg havde pakket mine ting i to kufferter, kørt hjem med nattoget og boet på mit gamle værelse i et halvt år. En dag i august kom min mor hjem fra renseriet. Der var et arbejde ved stationen, sagde hun, hvis jeg ville have det. Jeg tog det, før hun var færdig med at fortælle om det. Arbejdet kunne gøres med hænderne, der var hele tiden en ny ting, der skulle have et nummer, og om fredagen kunne jeg lægge lønnen i køkkenskuffen ved komfuret uden at sige noget.

Fru Tanimura var bag mig. Jeg havde ikke hørt hende komme, det gjorde jeg sjældent. Først da hendes lineal blev lagt på glaspladen ved siden af min hånd, forstod jeg, at hun læste med. Hun pegede med linealen på et syvtal.

”Det der er et ettal,” sagde hun.

Det var et syvtal. Men jeg kunne godt se, hvad hun mente. Jeg skrev det med en kort streg uden tværstreg, sådan som jeg havde skrevet det siden skolen, og på den grå nederste kopi lignede det et ettal.

”Det er et syvtal,” sagde jeg.

”Om fjorten dage står der en mand ved disken, der spørger efter nummer 117. Vi finder 177 frem, og den er ikke hans. En seddel, der ikke kan læses om fjorten dage, er en ting, der er væk.”

Hun lagde linealen tilbage i brystlommen på sin kittel og gik om bag skabet, hvor hendes bord var. Jeg fandt de fire sedler med et syvtal i frem, som jeg havde skrevet den formiddag. Jeg skrev dem om med tværstreg på hvert syvtal og bandt de nye numre på. De gamle sedler rev jeg i stykker, så ingen kunne komme til at bruge dem.

Kontoret var ikke stort, men det var helt nok til to. Der var disken med glaspladen, og under glasset lå åbningstiderne, politiets telefonnummer og et kort over stationen med de to hittegodsskabe på perronerne afmærket med rødt. Bag disken var hylderne med numrene. Bagest i rummet, ved vinduet ud mod gården, var navnehylden til de ting, der havde et navn i sig. Ved siden af den stod skabet med glaslågen til tegnebøger og ure. Nøglen til skabet havde fru Tanimura i lommen.

Protokollen var en indbundet bog, hvor hver ting fik en linje. Den lå altid opslået på disken, så vi ikke skulle finde siden først. Så var der en telefon, et faxapparat og et lille bord med elkedlen og to kopper, der ikke var til mig. To taburetter, som ingen sad på, mens der var kunder.

Da bundterne holdt op med at komme, tørrede jeg gulvet. Perronfolkene havde haft våde sko, og paraplyerne dryppede stadig. Der var en klud og en spand til det under vasken. Jeg vred kluden op over spanden, lagde den på kanten og satte spanden tilbage på sin plads. Da jeg rejste mig, var der kommet en kvinde til disken med en handske, hun havde fundet på perron syv. Jeg skrev en seddel på den. Et nummer, en hylde.

Sådan gik dagen, og jeg kunne faktisk godt lide den. Jeg skrev numre og bandt dem på. Da jeg klokken fire gik gennem hallen til Hankyu, havde jeg skrevet omkring fyrre sedler og bundet lige så mange numre på.

Rengøringsholdene kom lidt før otte om morgenen. Torsdag den 18. september var jeg alene ved disken, da det første af dem kom ind. Fru Tanimura var ved faxen bag skabet. Holdene gjorde togene rent om natten, når vognene holdt på værkstederne, og det, de fandt under sæderne og i bagagehylderne, kom i en pose. Til posen hørte en afleveringsseddel, som holdlederen skrev under. Posen blev lagt på disken, og vi skrev det hele ind. Det kunne dog vare en time, hvis der havde været fodboldkamp dagen før.

Torsdagens pose kom fra natholdet ved vognværkstedet i Suita, tredje station ude ad Kyoto-linjen. Det var to mand. Den ene ventede i døren med regntøjet over armen. Den anden lagde posen på disken med sedlen ved siden af. Tognummer, vogn, tidspunkt, hold tre. Han havde en mørkeblå kasket på med skyggen trukket et stykke ned, og han skrev sit navn på holdlederens linje uden at sige det, en kort, stejl skrift, og skubbede sedlen over til mig, så jeg kunne skrive mit eget. Jeg talte op. Et par handsker, en lommebog, en pose med børnetøj, en lommeregner og en oplader til en mobiltelefon. Fem ting.

Jeg skrev tallet på sedlen og rev den midterste kopi af til ham. Han foldede kopien og lagde den i brystlommen. Jeg havde allerede vendt mig mod posen, da han spurgte, om tingene egentlig blev hentet.

”Hentet,” spurgte jeg.

”Af dem, der har glemt dem. Om de kommer.”

”De fleste gør,” svarede jeg. Det passede ikke, men det var det, jeg havde hørt fru Tanimura sige ved disken. ”Og resten bliver sendt videre til politiets depot efter fristen. Der bliver ikke smidt noget ud.”

Han sagde tak og gik. Den anden fulgte efter ham ud i hallen, og jeg tænkte ikke mere over det. Jeg havde selv stillet det spørgsmål i min første uge. Jeg tømte posen på disken og begyndte at skrive.

Posen fra Kobe-linjen kom en halv time senere og var tungere. Tre megafoner af plastik og et gult flag med en tiger på, foldet sammen om sin egen stang. Hanshin Tigers havde vundet ligaen mandag aften. Hele byen havde ventet på det i atten år. Osaka var gul og sort fra Umeda til endestationerne, og det kunne ses i poserne. Jeg skrev megafonerne ind hver for sig.

Der var også en tegnebog med penge i. Den talte fru Tanimura op, skrev beløbet på sedlen, lagde den i skabet og låste. Klokken ti satte hun elkedlen over til te, som hun lavede til sig selv i den ene af de to kopper. Det gjorde hun hver dag klokken ti og igen klokken tre, og hun drak den ved sit bord bag skabet, hvor jeg kun kunne se hendes ene skulder.

Lidt før middag kom en mand i jakkesæt til disken. Han havde glemt en mappe med papirer i toget fra Kobe om morgenen, sagde han, en sort mappe med lynlås, og han havde brug for den inden klokken to. Den var dog ikke kommet.

Jeg skrev hans navn og telefonnummer på den blok, vi havde til det, så vi kunne ringe, hvis den kom med en af de næste poser. Han bukkede kort og gik lidt for hurtigt ud i hallen med jakken åben. Mappen kom ikke den dag, heller ikke de næste, og efter en uge rev fru Tanimura siden af blokken.

Resten af dagen var paraplyer, en skoletaske og en pose med en frakke i. Klokken fire gik jeg hjem. Kontoret lå dengang i den gamle hovedhal, et par skridt fra billetlugerne, over for trappen ned til Midosuji-linjen, så folk gik lige forbi det, når de skulle skifte. Mange kiggede ind ad ruden, som var det en butik.

Den hal findes ikke mere. Stationen blev bygget om nogle år senere, og hvor disken var, er der i dag en gang med lysreklamer, tror jeg. Jeg har ikke kunnet finde stedet igen, når jeg har prøvet. Jeg gik gennem hallen over til Hankyu, og toget til Juso varede tre minutter over floden. Jeg plejede at stå ved døren på den tur, da det ikke kunne betale sig at sætte sig, og se ned på vandet, der var brunt om efteråret og gråt om vinteren. Det var jo ikke meget at se på. Men det var mit, på en måde, den tur over floden, og jeg havde kørt den siden gymnasiet.

Huset i Juso var et toetagers hus i en smal gade, hvor bilerne måtte køre ind til siden for hinanden, og mine forældre havde boet der, siden de blev gift. Køkkenet var nederst med et bord til fire, hvor der nu kun sad tre, og min mor havde maden klar, når jeg kom ind ad døren, det havde hun altid, også i det halve år, hvor jeg ikke havde gjort noget for det.

Vi spiste klokken syv, når min far var kommet hjem. Han kom ind ad døren lidt over halv syv med den brune mappe og hængte jakken på knagen i entreen. Min mor tog den ned igen og børstede den, inden hun hængte den på en bøjle. Han havde sportssiderne ved siden af skålen. Han læste dem, mens han spiste, hvad min mor var holdt op med at sige noget til for mange år siden. Hun øste op til mig anden gang, før jeg bad om det.

Hun spurgte, om det havde regnet i hallen, og jeg sagde, at det ikke regnede inde i en hal. Det vidste hun godt, sagde hun, hun mente, om der var kommet mange paraplyer. Det var der ikke den dag. Min far spurgte, om kontoret havde fået flag ind. ”Et par stykker,” sagde jeg. Han lo lidt for sig selv og læste videre.

Ingen af dem nævnte Tokyo. Det havde de ikke gjort siden marts. Min far spurgte aldrig, hvad der var sket, og jeg vidste godt hvorfor. Hvis han spurgte mig, kunne jeg spørge ham. Så vi talte om paraplyer og flag, og jeg kunne ikke se på hans skjorte.

Jeg gik op på mit værelse efter maden. Jeg havde haft det samme værelse, siden jeg var otte, med skrivebordet under vinduet og sengen langs væggen. På væggen hang en plakat af et baseballhold, der ikke længere havde den opstilling, og en plakat af en sangerinde, som jeg ikke længere erindrede grunden til. Jeg satte mig på sengen med skoene i hånden. Nedenunder skyllede min mor op, og min far tændte for fjernsynet. Bagefter satte hun strygebrættet op i køkkenet og strøg hans skjorte til næste dag. Jeg kunne høre strygejernet blive sat ned og løftet igen. Jeg sad og hørte på det, til der var stille på trappen, og gik i bad.

Den 2. oktober var også en torsdag, og posen fra Suita var tynd. Hold tre lagde den på disken lidt før otte. Jeg skrev under, og de to mænd gik igen. Jeg tømte posen, da de var ude. En paraply, en bog om golf og en gul skolekasket.

Den slags kasket går folkeskolebørn med i de små klasser, så bilisterne kan se dem. Gul, med en lille skygge og en elastik under hagen, og krøllet, som om den havde ligget i en lomme eller en taske i lang tid. Indvendig var skolens navn trykt i foret, en skole i Toyonaka, nord for byen.

Under det var der syet en strimmel hvidt stof fast, og på strimlen havde nogen skrevet Okada Daichi med sort tusch. På skoleting skriver man efternavnet først, så drengen hed Daichi, og familien hed Okada. Nogen havde skrevet det for ham med omhu og i trykbogstaver, inden han var gammel nok til at skrive det selv. Ingen i det tog kunne have haft den på. Den var helt enkelt for lille til et menneske, der kunne rejse alene.

Jeg skrev sedlen. Dato, Kyoto-linjen, vogn fire, gul skolekasket med navn. Navnet skrev jeg i protokollen, som det var skrevet på strimlen, Okada Daichi. Kasketten fik nummer 231. Fru Tanimura kom hen og læste over min skulder.

”Fuldt navn,” sagde hun. ”Så står den bagest.”

Navnehylden var to hylder i reolen under vinduet, hvor tingene med et fuldt navn i blev sat for sig selv, da kontoret skulle forsøge at få fat i ejeren, før en ting med navn måtte sendes videre. Var der en adresse, sendte vi et kort. Var der et telefonnummer, ringede vi, hvad der ikke skete tit. Var der kun et navn, var der ikke noget at forsøge. Så fik tingen fire uger som alle andre navneting og kom i fredagskassen med de andre.

Fru Tanimura forklarede det ikke den morgen. Hun havde forklaret det i min første uge, og jeg sagde, at jeg godt vidste det. Hun svarede, at jeg skulle skrive det på sedlen, så det kunne læses, når hun ikke var der.

Fredagskassen var en papkasse fra en af forretningerne i hallen, der gav os dem, når de havde pakket ud. Alt, der var løbet over fristen i ugens løb, blev lagt i den fredag morgen med en følgeseddel i to gennemslag.

Ved middag holdt politiets bil i gården. En betjent kom ind, læste følgesedlen, skrev under på den og bar kassen ud, og hvor den så kørte hen, vidste jeg kun som et navn på sedlen. Fru Tanimura sagde, at det var der heller ikke nogen grund til at vide. Når en ting var i kassen, var den ikke vores længere.

Jeg skrev fire uger på sedlen og satte kasketten på navnehylden ved siden af en brun kuffert, der var kommet ugen før, og et sæt nøgler med et navneskilt af plastik. Kasketten fyldte ikke meget. Jeg lagde den med elastikken indenunder, så den ikke hang helt ned over kanten. Jeg gik tilbage til disken, hvor der var kommet en mand med en kuffert, der ikke var hans.

Torsdag den 9. oktober lå der et kassettebånd i posen. Det sad i et plasthylster med en etiket. På etiketten var der med barnehåndskrift skrevet Okada Daichi, under det, med en anden blyant, radio 1994. Sådan et bånd optager børn fra radioen på, når de er ti år. Jeg stillede det ved siden af kasketten, da det var det samme navn. Fru Tanimura læste sedlen, inden hun lagde den i mappen.

Der var ingen båndoptager på kontoret. Jeg overvejede at tage båndet med hjem en aften for at høre det på min fars anlæg, hvad naturligvis ikke var tilladt, da en ting ikke forlod kontoret uden en seddel. Jeg lod det stå. Jeg tror, at jeg mest ville have hørt, om der var en stemme på det, et barns stemme, der sagde noget, inden musikken begyndte. Det siger jeg ikke med sikkerhed. Jeg husker kun, at hylsteret havde en revne i hjørnet, som jeg vendte indad mod kasketten.

Den 16. oktober var det en øvebog til skrifttegn fra fjerde klasse. Blødt omslag, hvert tegn skrevet ti gange i rækker, de sidste sider helt tomme. Navnet var på forsiden, skolen var på forsiden, den samme skole. På indersiden af omslaget havde nogen skrevet en adresse med blyant, Hattori, Toyonaka, med husnummer, sådan som børn skriver deres adresse, når de har lært den udenad og gerne vil vise det. Nu var der en adresse, og reglen sagde postkort.

Kontoret havde fortrykte kort til det. Teksten var trykt. På hittegodskontoret ved Osaka Station var der indleveret en genstand med modtagerens navn. Genstanden kunne afhentes mod forevisning af legitimation inden en dato, som vi selv skrev ind. Nederst var der plads til kontorets stempel og en underskrift. Jeg skrev adressen af fra omslaget, datoen, den 13. november, og mit navn. Kortet lagde jeg i kassen til udgående post på fru Tanimuras bord. Hun læste det, inden det kom videre. Et tegn i Hattori rettede hun, det havde jeg skrevet med en streg for lidt, og så lagde hun kortet tilbage i kassen. Fredag morgen havde jeg kortet i hånden gennem hallen, og jeg lagde det i postkassen ved billetlugerne, inden jeg gik ind. Kontoret havde ikke sendt kort, siden jeg var begyndt, de andre navneting havde ikke haft adresser i sig, og jeg stod lidt ved postkassen, som om der kunne komme svar med det samme.

Jeg havde talt dagene. Det opdagede jeg onsdag aften. Jeg sad på sengen og regnede ud, hvor lang tid det ville tage et kort at komme til Toyonaka, og hvor lang tid et svar ville være om at komme tilbage. Midt i det kom jeg i tanker om, at det slet ikke var kortet, jeg regnede på. Jeg regnede på, hvor mange timer der var til posen fra Suita.

Jeg sagde til mig selv, at det var, fordi torsdagsposen var den tykkeste i ugen. Det var ikke sandt, den tykkeste var lørdagens. Jeg var tyve år og havde fundet et arbejde, hvor der aldrig skete noget. Nu sad jeg på en seng i Juso og ventede på en pose med snavsetøj, fordi der muligvis lå en ting i den med en fremmed drengs navn på. Det kunne jeg jo godt se var lidt besynderligt. Jeg lagde mig alligevel tidligt, så natten kunne gå hurtigere, og lå længe og hørte fjernsynet nedenunder.

Tirsdag den 21. oktober havde jeg fri. Jeg stod op klokken seks, da jeg hørte min mor i køkkenet, og jeg var klædt på, før hun havde sat vand over. Hun spurgte, hvorfor jeg var oppe så tidligt på en fridag, og jeg sagde, at jeg skulle til Umeda og se på en vinterjakke. Min far kom ned lidt efter i den hvide skjorte, hun havde strøget aftenen før. Han spiste sin ris, drak sin te og læste overskrifterne i morgenavisen. Klokken halv otte tog han jakken på i entreen og samlede den brune mappe op fra gulvet ved skostativet. Han sagde, at han kom hjem til aftensmad, og gik.

Jeg ventede to minutter, før jeg gik efter ham. Det var anden gang, jeg fulgte efter min far. Første gang var i februar.

Det havde været en tirsdag i februar, midt i eksamensperioden i Tokyo, hvor jeg havde en uge uden forelæsninger. Jeg havde ikke sagt til nogen, at jeg kom. Jeg ville overraske dem, og jeg havde en æske kager fra Tokyo Station med, som min mor holdt af. Klokken var lidt over elleve, da jeg kom ud fra Shinkansen-perronerne i Shin-Osaka og skiftede til lokaltoget ind til Osaka Station, og i den store hal, ved søjlen over for billetautomaterne, sad min far. Han sad på en bænk i sin mørke jakke med mappen på skødet og en avis foldet på langs. Jeg standsede så brat, at en kvinde bag mig gik ind i min kuffert. Jeg tænkte først, at han ventede på nogen. Så tænkte jeg, at han havde et møde i nærheden. Jeg stillede mig bag en kiosk med kufferten og kagerne. Derfra så jeg på ham i en time. Han ventede ikke på nogen. Han læste avisen, foldede den sammen, rejste sig og lagde den i en skraldespand, tog en anden avis op af den næste skraldespand og satte sig igen. Ved middagstid spiste han den madkasse, min mor havde lavet til ham, med pinde, han havde med i lommen. Om eftermiddagen gik han en tur rundt i stueetagen på et stormagasin og satte sig så på bænken igen. Klokken lidt over seks rejste han sig, børstede jakken af med hånden og gik over til Hankyu. Jeg tog nattoget tilbage til Tokyo samme aften med kagerne. Dem gav jeg til en pige på kollegiet, som jeg knap kendte. I marts sagde jeg værelset op og meldte mig ud. Huslejen og studieafgiften var hans penge. Jeg havde set, hvor han sad om dagen. Det var hele grunden, og den havde jeg ikke sagt til nogen.

Den morgen i oktober gik han ikke til JR-hallen. Han gik ud af Hankyu-stationen ved den store udgang, ned under jorden til gangene under Umeda, hvor butikkerne endnu ikke havde åbnet og rullegitrene var trukket ned. Han gik langsomt, langsommere end man går til et arbejde, og af og til standsede han ved et udstillingsvindue med herreskjorter. Jeg holdt mig tredive meter bag ham. Det var let, for der var mange mennesker på vej til kontorer i de samme mørke jakker, og han så sig ikke tilbage en eneste gang. Ved trappen op mod Nakanoshima gik han op i dagslyset og over broen til parken mellem de to floder, hvor han satte sig på en bænk ved vandet med ansigtet mod rådhuset. Han havde valgt en anden plads end i februar. Jeg forstod hvorfor, da jeg stod der bag en kiosk med vand og cigaretter. Siden september havde hans søn haft et arbejde i JR-hallen, tredive skridt fra den søjle.

Jeg blev der hele dagen. Det var tørt og mildt, en af de oktoberdage, hvor folk spiser frokost udenfor. Ingen lagde mærke til en ung mand, der stod lidt for længe ved en kiosk og siden sad lidt for længe på trappen til et kontorhus over for. Han læste avisen fra den ene ende til den anden. Klokken ti gik han hen til en skraldespand ved stien og tog en sportsavis op, rystede den let og satte sig med den. Klokken halv tolv tog han madkassen frem af mappen og spiste den langsomt. Bagefter pakkede han tørklædet om den igen og lagde den tilbage. Der var også en bunke hvide kuverter i mappen, det kunne jeg se, da han åbnede den. Om eftermiddagen kom der tre duer, og han gav dem det sidste af en risbolle, han havde købt i en kiosk. Klokken tre lukkede han øjnene. Han sov ikke, han sad bare med lukkede øjne og hænderne foldet på mappen. Jeg sad på min trappe og kunne ikke tage blikket fra ham, for han så ud som en mand, der venter på et tog, der ikke kommer.

Klokken halv seks rejste han sig og børstede jakken af. Han gik den samme vej tilbage, gennem gangene under Umeda, hvor butikkerne nu var åbne og fulde af folk, og op til Hankyu, hvor han stillede sig i køen til toget mod Juso. Jeg tog det næste. Da jeg kom hjem, sad han ved bordet med sportssiderne ved siden af skålen, og min mor spurgte ham, om han havde haft en lang dag.

”Lang nok,” sagde han.

Han spurgte, om jeg havde fundet en jakke. Jeg sagde, at de var for dyre. Han nikkede og læste om Tigers, som han havde læst om dem hele eftermiddagen i parken. Min mor øste op. Om aftenen strøg hun hans skjorte til næste dag. Jeg lå på min seng og hørte strygejernet blive sat ned og løftet igen. Jeg tænkte på kuverterne i mappen, på hvor mange af dem der var kommet tilbage.

Torsdag den 23. oktober var det en baseballhandske. En drengehandske af brunt læder, slidt blank i grebet, mørk af sved der, hvor fingrene havde ligget. Navnet var skrevet i tusch på indersiden af håndleddet, hvor tuschen var trukket ud i læderet, så tegnene var blevet brede. Okada Daichi. Jeg vejede den i hånden. Den var tung for sin størrelse, sådan som handsker bliver, når de har været brugt i mange somre. Snørebåndet i kanten var knyttet igen med en anden slags snor, end den var lavet med.

Jeg satte den på navnehylden ved siden af de andre. Fire ting nu. Kasketten, båndet, øvebogen og handsken på række med sedlerne hængende ned. De fyldte ikke mere end en halv hylde. Den brune kuffert var væk. En mand fra Nara havde hentet den om lørdagen med sit kørekort i hånden. Han takkede flere gange, mens jeg skrev udleveringen ind. Før den havde jeg ikke set noget blive hentet fra navnehylden, og fru Tanimura havde dermed haft ret i, at det skete. Jeg kom ikke væk fra hylden med det samme. Hun kom forbi med tekopperne og så det.

”De bliver ikke hentet,” sagde hun bag mig med kopperne i hænderne.

”Nej,” svarede jeg lidt for hurtigt.

”Den slags bliver aldrig hentet. Børneting. Forældrene ved ikke, at de er væk, og børnene siger det ikke.” Hun satte kopperne på det lille bord og tændte elkedlen. ”Du kan bruge tiden på paraplyerne.”

Det gjorde jeg. Der var dog ikke kommet mange den uge, det havde været tørt, men der var dem fra to uger før, som skulle i kassen dagen efter. Jeg hentede dem ud af stativet én ad gangen og lagde dem klar i papkassen med sedlerne opad. Sådan ville hun have dem, så betjenten kunne læse dem uden at røre ved noget. Der var elleve paraplyer og en regnfrakke i en pose. Jeg skrev dem på følgesedlen med nummer og beskrivelse, med en linje fri til det, der kom resten af dagen.

Kalenderen hang over disken. Den var fra et forsikringsselskab med en måned pr. side og store felter, hvor fru Tanimura skrev de dage ind, hvor hun havde fri. Jeg talte fredage på den. Kasketten var kommet den 2. oktober. Fire uger var den 30. oktober, en torsdag, så den skulle i kassen fredag den 31. Båndet havde en uge mere. Øvebogen havde to, og dens postkort havde frist til den 13. november, og handsken, der var kommet den dag, stod til ind i november uanset hvad. Jeg skrev ikke noget af det ned. Da jeg gik klokken fire, vidste jeg, hvilken ting der ville forsvinde først, og på hvilken dag. Jeg vidste blot ikke, hvad jeg ville gøre ved det.

Torsdag den 30. oktober var der et penalhus i posen. Blåt plastik, firkantet, med en lynlås, der hang halvt åben, da en af tænderne manglede. Reglen sagde, at indholdet skulle skrives op, når en ting kunne åbnes, så ejeren bagefter ikke kunne sige, at der havde været mere i. Jeg åbnede det på disken. To blyanter med bidemærker, et viskelæder, der var blevet gråt, en lineal på femten centimeter. Og nederst, foldet to gange, så den passede til bunden, en seddel.

Jeg foldede den ud for at se, om det var en tegning eller et skema fra skolen, det kunne være begge dele. Det var hvidt papir fra en blok, revet af langs kanten. Der var skrevet ti linjer på det med kuglepen, nummereret fra et til ti. Skriften var en voksens, lille og lige. Kasket, bånd, øvebog, handske, penalhus, lygte, ur, dagbog, pung, og nederst hanko, det navnesegl, en voksen får registreret, når han skal skrive kontrakt eller åbne en bankkonto, og som gælder som hans underskrift. De første fem ord var streget over med én streg hver. Også penalhuset.

Jeg læste den to gange. Så lagde jeg kuglepennen fra mig på glaspladen, da fingrene ikke ville holde ordentligt om den. Ti linjer. Fem streger. En voksen hånd, der havde skrevet kasket med små tegn og streget det ud, da kasketten var afleveret.

Nogen afleverede dem. Én hver torsdag, lagt i det tog, der blev gjort rent i Suita om natten, et sted, hvor rengøringsholdet måtte finde den. Og de blev afleveret her, til det eneste sted, der skrev dem op, satte dem på en hylde og sendte et kort, hvis der var en adresse. Jeg var urolig. Jeg gik om bag disken, fyldte et glas vand ved vasken og drak det i små slurke. Så gik jeg tilbage til penalhuset, der stod åbent på disken med sedlen ved siden af.

Jeg skrev de ti linjer af. Jeg havde en lille notesbog i inderlommen med spiralryg, som jeg havde brugt til numrene på hylderne i de første uger. Jeg skrev de ti ord ind på en tom side med tallene foran, med en streg over de første fem, så det så ud som på sedlen. Jeg er den slags, der skriver af. Der var ikke andre grunde til det den morgen, det er jeg nogenlunde sikker på.

Jeg foldede sedlen igen, som den havde været foldet, og lagde den tilbage i bunden af penalhuset under linealen. På kontorets seddel skrev jeg to blyanter, et viskelæder, en lineal, en seddel med en liste. Jeg skrev ikke, hvad listen var en liste over. Fru Tanimura var ved faxen med ryggen til, og jeg sagde ikke noget til hende om det, hverken da eller senere på dagen. Penalhuset satte jeg på navnehylden som nummer fem.

Resten af dagen var jeg langsom. En kvinde kom ned fra perronen med et par briller, og jeg skrev perron tre, hvor hun havde sagt perron fem, og måtte skrive sedlen om. Fru Tanimura spurgte, om jeg var syg, og jeg sagde, at jeg havde sovet dårligt. Om aftenen sad jeg på sengen i Juso med notesbogen åben og læste de ti ord igennem, som jeg havde læst dem om morgenen. Min mor kaldte op ad trappen, om jeg ville have te, og jeg sagde nej tak, og så lod hun det være ved det, hvad hun vel ikke altid havde gjort. De blev jo ikke til mere af det. Lygte, ur, dagbog, pung, hanko. Fem torsdage til, hvis det fortsatte.

Fredag den 31. oktober var kasketten fire uger gammel, 29 dage, og den skulle i kassen. Jeg pakkede kassen om morgenen, som jeg plejede, paraplyer, en kuffert uden navn, en pose med regntøj. Da jeg kom til navnehylden, løftede jeg kasketten ned og holdt den et stykke tid. Så satte jeg den tilbage. På dens seddel skrev jeg under beskrivelsen, at der var sendt kort til ejerens adresse den 17. oktober, og at kontoret afventede svar inden den 13. november. For øvebogen var det rigtigt. Kasketten havde ikke fået noget kort, der var ingen adresse i den, men navnet var det samme.

Fru Tanimura læste sedlen. Hun læste alle sedler, inden kassen blev sendt af sted. Hun stod med kasketten i hånden og læste linjen om kortet to gange. Hun lagde den tilbage på hylden og skrev under på følgesedlen til politiet uden kasketten. Betjenten kom klokken tolv og bar kassen ud til bilen i gården, som han gjorde hver fredag.

Hvorfor hun gjorde det, har jeg tænkt over siden. Måske var det, fordi det, jeg havde skrevet, var rigtigt på sin måde, der var sendt et kort til det navn, eller måske var det blot, at hun ikke ville rette mig foran betjenten, der allerede var på vej op ad trappen. Jeg ved det ikke. Den ene gang gik det igennem, og hun nævnte det ikke den dag.

Søndag den 2. november havde jeg fri, og jeg kørte med Hankyus Takarazuka-linje fra Juso mod nord. Kontoret opsøgte ingen. Det var en af de første regler, fru Tanimura havde givet mig, sammen med syvtallerne og nøglen til skabet, og jeg havde syntes, den var let at følge, for hvem skulle have lyst. Nu sad jeg i toget med adressen fra øvebogen skrevet af i notesbogen under listen. Hjemme havde jeg sagt, at jeg skulle se en kammerat fra gymnasiet. Min mor spurgte ikke nærmere, og den løgn var lettere at sige end den om vinterjakken. På perronen i Juso kom jeg i tanker om, at det var sådan, min far gik hjemmefra hver morgen.

Toget var halvtomt en søndag formiddag. Jeg sad ved vinduet med notesbogen i inderlommen, hvor jeg kunne mærke den gennem jakken. Jeg havde sovet dårligt. Om lørdagen havde jeg skrevet paraplyer ind og tænkt på fem ord på en seddel, og om aftenen havde jeg ligget på sengen og gættet. En far, der var blevet syg og ville have drengens ting ud af huset, før han døde. En mor, der var gået fra dem. En gammel lærer. En, der havde købt et hus og fundet en kasse på loftet. Intet af det forklarede, hvorfor tingene skulle i et tog en onsdag aften, og det kunne jeg godt lide. I et halvt år havde jeg skrevet sedler og spist ris over for en mand, der lod som om. Nu skete der noget, og jeg var den eneste, der vidste det. Da toget satte i gang, slog mit hjerte, som det havde slået før en eksamen. Jeg skammede mig lidt over det, for det var en fremmed drengs ting og ikke en skattejagt, men det holdt ikke op af den grund. Jeg så på de lave huse glide forbi, legepladser, en skole med en tom sportsplads. Jeg havde ikke været på den linje, siden jeg var barn og skulle besøge en tante, der boede længere ude, og den så ud, som jeg huskede den, men mindre. Fra stationen i Hattori var der ti minutter at gå, og jeg spurgte om vej i en kiosk, hvor manden bag kassen tegnede det på bagsiden af en reklame.

Villavejen havde lave hegn, og garagerne var bygget til mindre biler, end folk havde nu. Det blæste. Huset var der. Et toetagers hus med grå fliser og en lille have. På postkassen stod et andet navn, trykt på et skilt af den slags, man køber færdigt. I indkørslen kørte et barn rundt på en trehjulet cykel med en plastikpose bundet til styret, og indenfor var der lys i køkkenet.

Jeg standsede på vejen og tænkte over mine muligheder. At ringe på og spørge efter de tidligere beboere var ikke noget, folk gerne blev spurgt om af en fremmed ung mand en søndag formiddag. At gå igen var der ingen grund til, når jeg nu var kommet så langt. Barnet kørte ind i garagen og ud igen. Fra styret betragtede det mig. Jeg havde notesbogen i hånden og lagde den i lommen, så det ikke så ud, som om jeg skrev noget op.

En ældre kvinde kom ud af huset ved siden af med en kost. Hun fejede dog ikke. Hun holdt kosten og spurgte, hvem jeg ledte efter. Hun spurgte det venligt nok og lidt nysgerrigt. Hun havde set mig fra sit vindue et stykke tid, det sagde hun også.

”Familien Okada,” sagde jeg og bukkede lidt for sent. ”De har boet her engang.”

”Okada,” sagde hun. ”Det er længe siden. Han døde, manden. Det var i 1996.”

Hun lænede kosten mod hegnet og fortalte det med årstal, helt af sig selv. Faderen var død pludseligt, på arbejdet, han havde været noget ved et firma i Osaka, hun huskede ikke hvad. Moderen havde ikke kunnet beholde huset. Hun var flyttet med de to drenge til en kommunal boligblok i Amagasaki i foråret 1997. De havde sendt hende et nytårskort hvert år siden, hvad hun satte pris på, da det ikke var mange, der gjorde det mere. Den store dreng havde slået bolde ind over hegnet til hende om sommeren, sagde hun, og den lille havde hentet dem.

”Vent lidt,” sagde hun og gik ind ad en dør, der stod på klem.

Hun kom tilbage med et nytårskort fra januar, et af de trykte med et får på. Hun vendte det om og læste adressen højt, mens jeg skrev den ind i notesbogen. En boligblok i Amagasaki med blok, etage og nummer. Det var moderens navn på kortet, Okada, og under det var der skrevet et fornavn til med en anden pen. Daichi. Hun læste det højt igen, da jeg spurgte om et af tegnene, og holdt kortet, så jeg selv kunne se det.

”Er det noget med den ældste,” spurgte hun.

Jeg kom fra hittegodskontoret ved stationen, sagde jeg, og det var om en ting, der var glemt i et tog. Hun ventede lidt, som om der skulle komme mere, og så greb hun kosten igen.

”Hils dem,” sagde hun. ”Hvis det er dem.”

Jeg bukkede og gik tilbage mod stationen i blæsten. Jeg gik hurtigt, og det var ikke for blæstens skyld. På perronen læste jeg adressen igennem igen for at være sikker på tegnene. Toget kom. Jeg sad med notesbogen åben på knæet, til vi var i Juso, med en adresse, jeg ikke måtte have, og en ældste, som jeg ikke vidste andet om end ordet. Inden vi var ved Juso, vidste jeg, at jeg ville tage til Amagasaki dagen efter. Jeg prøvede ikke engang at tale mig selv fra det.

Mandag den 3. november var kulturdagen, en helligdag, og jeg havde fri alligevel. Jeg kørte med JR til Amagasaki, et kvarter fra Osaka. I toget øvede jeg, hvad jeg ville sige, når døren gik op. Mit navn, kontoret, tingene. Jeg havde set det for mig så mange gange om natten, at jeg kendte deres ansigter. Moderen, der satte hånden for munden, når jeg sagde kasket. Drengen, der var blevet stor og ville vide det hele. Jeg ville fortælle dem om torsdagene og om listen, og de ville se på mig, som man ser på en, der kommer med noget. Det skammer jeg mig over i dag. Boligblokken var ti minutters gang fra stationen, fem etager af grå beton med udvendige gange og vasketøj på altanerne. Lejligheden var på fjerde sal uden elevator. Ingen svarede, da jeg ringede på. Jeg ringede igen, ventede lidt og hørte en radio inde fra naboen. Da jeg havde ventet et par minutter, gik døren ved siden af op, og en mand i undertrøje spurgte, om jeg ledte efter Okada.

Moderen var på arbejde, sagde han. Hun arbejdede altid på helligdage, det gav tillæg. Den unge var på tankstationen ude ved hovedvejen, den store ud mod Kobe, han havde set ham gå derud om morgenen i jakken. Han pegede ned ad gangen i en retning, der ikke sagde mig noget, og forklarede vejen. Jeg sagde tak og gik ned ad trappen igen med hans forklaring i hovedet, til venstre ved købmanden, under broen, lige ud.

Turen derud var en halv times gang i blæst. Vejen gik under en jernbanebro, forbi en fabrik med lukkede porte og ud til hovedvejen, hvor lastbilerne kørte tæt. Tankstationen var på hjørnet med fire pumper og en lille kiosk med glasfacade. Der var kun én i uniform. En ung mand i en grøn jakke med firmaets navn på ryggen, der pudsede forruden på en hvid bil med en klud, mens føreren sad inde i bilen og ventede. Han var omkring min egen alder, tynd, med håret klippet kort og en ganske hurtig måde at arbejde på, hvor kluden gik i cirkler. Da bilen kørte, gik han ind i kiosken, satte sig på en skammel bag kassen og slog op i en bog.

Jeg blev stående ude ved vejen. Det var ham. Jeg vidste det, før han havde vendt sig om, og så kunne jeg ikke gå derind. Jeg havde min første sætning klar, men den passede ikke til en ung mand i uniform med en lærebog. En bil kørte ind. Han kom ud og tankede den, tog imod pengene og gik ind igen uden at se på mig. Jeg stod med hænderne i lommerne som en, der venter på at blive hentet. Til sidst gik jeg derind, fordi det var mere besynderligt at blive stående.

Der var varmt, det lugtede af kaffe og olie. Bogen på kassen var en lærebog i engelsk med gule mærker i. Han lukkede den, da han så mig.

”Benzin,” spurgte han.

”Nej. Jeg hedder Shun Morikawa. Jeg kommer fra hittegodskontoret ved Osaka Station.” Jeg havde øvet det i toget, og det kom alligevel ud i stykker. ”Er du Daichi Okada?”

Han rejste sig fra skamlen.

”Er der sket noget med min mor?”

Det havde jeg ikke tænkt på. At en fremmed fra jernbanen, der spørger efter ens navn, ikke kommer med noget godt.

”Nej,” sagde jeg hurtigt. ”Nej, slet ikke. Der er kommet nogle ting ind på kontoret med dit navn i.”

Han satte sig igen og pustede ud gennem munden. Så blev han vred, og jeg kunne se, at det var over at være blevet bange foran mig.

”Jeg har ikke mistet noget.”

”Det er gamle ting. Fra da du var lille.” Jeg fik notesbogen op og læste dem, som jeg havde skrevet dem. ”En gul skolekasket fra skolen i Hattori. Et kassettebånd, hvor der står radio 1994. En øvebog fra fjerde klasse. En baseballhandske. Et penalhus.”

Han så på notesbogen og ikke på mig. Ved handsken lagde han hånden fladt på lærebogen.

”Hvor kommer de fra?”

”Fra togene på Kyoto-linjen. Rengøringsholdet finder dem om natten. En ting hver torsdag siden oktober.”

”Hver torsdag,” sagde han.

”Ja.”

Mere sagde han ikke. Udenfor kørte en bil ind til pumpen, og han rejste sig og gik ud. Jeg stod tilbage i kiosken og fulgte ham gennem glasset. Han tankede og gav penge tilbage, og så pudsede han forruden, uden at nogen havde bedt om det, længe, med kluden i cirkler. Da bilen var kørt, blev han stående ved pumpen med kluden i hånden og ryggen mod kiosken. Så kom han ind igen.

”Hvordan har du fået vores adresse,” spurgte han.

Jeg fortalte om kortet til Hattori, og at jeg var taget derop i går. At naboen havde givet mig adressen i Amagasaki.

”Fru Ishida,” sagde han.

”Hun bad mig hilse.” Jeg havde gået med hendes spørgsmål siden i går, og jeg kunne ikke lade være. ”Hun spurgte, om det var noget med den ældste.”

Han foldede kluden. Han foldede den til en firkant og en gang til, indtil den ikke kunne foldes mere.

”Du har stået ude på vejen i Hattori og spurgt naboerne om os,” sagde han.

”Jeg spurgte kun efter adressen.”

”Og nu står du her. På mit arbejde.” Han sagde det ikke højt. Han lagde kluden på kassen. ”Hvad vil du have, jeg skal sige? Tak? At jeg har ventet på det?”

Jeg havde ikke noget svar. Det var mig, der havde ventet. Jeg havde talt timer til torsdagene, ligget søvnløs over en liste og taget to tog for at stå her, og jeg havde glædet mig til det. Det kunne jeg ikke sige til ham.

”I kan smide det ud,” sagde han.

Jeg sagde, at det kunne vi ikke, at tingene blev sendt til politiets depot efter fristen, og at han kunne hente dem med legitimation inden da. Det lød som en forskrift, da jeg sagde det, og jeg hørte det selv, men jeg havde ikke andet at sige det med.

”Skriv dit navn,” sagde han. ”Og nummeret på kontoret.”

Han skubbede en kvittering fra pumpen over kassen, en lang smal strimmel med bagsiden blank. Jeg skrev mit navn og kontorets telefonnummer på den med min egen kuglepen. Han læste det og lagde strimlen ind i lærebogen, så den stak op som et bogmærke.

”Du skulle ikke være kommet herud,” sagde han.

Han slog lærebogen op på en side, han ikke læste. Jeg gik ud ad den anden dør og ventede ved vejen, til lastbilerne gav et hul, så jeg kunne komme over. Vinden kom fra havet. Jeg gik den halve time tilbage til stationen med kraven oppe, og det var en anden tur end den derud. Jeg havde gået rundt i fem uger med hans barndom på en hylde og syntes, det var spændende. Han havde rejst sig fra skamlen og spurgt, om der var sket noget med hans mor. Under jernbanebroen kørte et tog over mig, og jeg ventede der, til det var væk. Han havde ikke spurgt, hvem der lagde tingene. Han havde spurgt, hvor de kom fra og hvor tit, og så var han gået ud og havde pudset en rude, der var ren. I toget til Osaka satte jeg mig ved døren med notesbogen i inderlommen. Jeg tog den ikke frem. Hjemme i Juso spurgte min mor, om kammeraten havde haft det godt, og jeg sagde ja.

Onsdag den 5. november ventede fru Tanimura ved disken, da jeg kom. Hun plejede at være bag skabet om morgenen med faxen. Den morgen sad hun på den ene taburet med hænderne i skødet, og protokollen lå lukket foran hende. Jeg hængte jakken op. Hun ventede, til jeg var færdig med det.

”Der ringede en ung mand i går,” sagde hun. ”Han klagede over, at en ansat herfra havde opsøgt ham på hans arbejde.”

Jeg svarede ikke med det samme. Jeg rettede på et par paraplyer i stativet, og hun ventede også på det.

”Passer det,” spurgte hun roligt, da jeg vendte mig om.

”Ja,” sagde jeg og vendte mig mod stativet igen.

Hun rejste sig fra taburetten og hentede et ark bag skabet. Det var fortrykt med jernbanens navn øverst. Dato, navn, stilling, en halv side til en redegørelse, en linje til underskrift. Nederst var der et felt til lederens stempel, hvor der stod skriftlig advarsel med små tegn. Hun lagde arket på det lille bord bagest ved elkedlen med en kuglepen ved siden af. Så gik hun tilbage til disken og slog protokollen op.

Jeg skrev den. Det varede det meste af en halv time, da jeg ikke vidste, hvordan en redegørelse skulle lyde, og de første linjer skrev jeg om. Jeg skrev, at jeg havde fundet en adresse i en indleveret genstand. At jeg havde opsøgt adressen søndag den 2. november i min fritid. At jeg dagen efter havde opsøgt ejeren på hans arbejde, i strid med kontorets regler, som jeg kendte. Listen skrev jeg ikke om. Der var plads på arket til det, og pladsen blev stående tom. Jeg skrev under, bar arket hen til hende.

Hun læste det stående ved disken. Et tegn i ordet fritid rettede hun med sin egen pen, jeg havde skrevet det med den forkerte streg, og så satte hun sit stempel i feltet nederst med det lille tryk, hun gav alle papirer. Arket kom i en mappe, jeg ikke havde set før, og mappen kom op på hylden over hendes bord. Jeg tænkte på, hvad der ellers lå i den mappe, og hvor mange år tilbage det gik.

”Kasketten og båndet skal i kassen fredag,” sagde hun. ”Kortet tæller ikke længere. Ejeren har sagt fra.”

”Ja,” sagde jeg og fandt min egen kuglepen frem igen.

”Du har ikke fri om fredagen. Så det kan du selv gøre.”

Jeg gik i gang med posen fra Kobe-linjen, der var kommet, mens jeg skrev. Han havde ringet tirsdag, da jeg havde fri. Han måtte have brugt strimlen fra pumpen, nummeret stod der med min skrift, og han måtte have sagt mit navn til hende i telefonen, da det var det, jeg havde skrevet først. Hun fortalte mig ikke, hvad han ellers havde sagt.

Hun sagde ikke mere om det den dag, heller ikke senere. Jeg kunne ikke se på hende, om hun var vred. Hun var helt som ellers, som om der ikke var ringet nogen. Hun rettede mine sedler, lavede te klokken ti, drak den bag skabet, og det var vel hendes måde at være vred på, eller også var sagen blot afgjort for hende. Jeg havde ikke lyst til at forklare mig. Jeg var lidt langsom resten af dagen, men jeg skrev faktisk rigtigt. Posen fra Kobe-linjen havde en skoletaske med madkasse i. Madkassen fik jeg ud og skyllede ved vasken, inden tasken kom på hylden, da den ellers ville lugte om tre dage. Fru Tanimura så det og gik tilbage til faxen.

Torsdag den 6. november kom hold tre lidt før otte. Manden i kasketten skrev under og skubbede posen over til mig, og den anden ventede i den halvåbne dør ud til hallen. I posen var der en lommelygte af den slags, der bruger to batterier og har en rem til håndleddet. Om skaftet var der sat et stykke hvidt tape, hvor navnet var skrevet med kuglepen. Okada Daichi. Jeg så længere på manden end ellers, mens han foldede sin kopi, da jeg nu vidste, at en voksen lagde tingene i den vogn, han gjorde rent. Der skete dog ingenting i mig. Han var en mand med en pose. Han sagde tak, fulgte den anden ud. Jeg trykkede på lygtens knap, den gav ikke lys, batterierne var døde for længe siden. Jeg skrev den ind og satte den på navnehylden som nummer seks.

Fredag den 7. november pakkede jeg kassen. Der var et halvt hundrede ting fra ugen, paraplyer mest, en taske, et par sko i en pose, og ovenpå lagde jeg kasketten og båndet med sedlerne opad, som fru Tanimura ville have det. Kasketten var 36 dage gammel. Båndet var 29. Jeg skrev dem på følgesedlen som de to sidste linjer, gul skolekasket med navn, kassettebånd med navn, og jeg skrev navnet på begge linjer, da det skulle kunne findes hos politiet, hvis nogen spurgte. Øvebogen var 22 dage og blev på hylden. Ved middag kom betjenten, læste følgesedlen, skrev under og bar kassen ud til bilen. Jeg holdt døren for ham. Han sagde, at det var blevet koldt, og så kørte han.

Om aftenen sagde jeg ikke noget hjemme om advarslen. Min far læste, min mor øste op. Da jeg havde spist det meste, lagde hun en skive fisk mere på min tallerken, som jeg ikke havde bedt om, og jeg spiste den også. Hun så på mig, mens jeg gjorde det, inden hun spurgte min far om noget med renseriets regning, og de talte om det, til jeg var færdig.

Lørdag den 8. november, lidt før halv fem, stod Daichi Okada ved disken. Jeg var blevet hængende efter fire. Det var jeg begyndt at gøre på de dage, hvor der var sedler nok, og fru Tanimura sagde ikke noget til det, så længe jeg ikke skrev timerne på. Jeg havde jo ikke ventet ham. Efter klagen havde jeg regnet ham for en, der havde sagt sit. Nu var han der i den grønne jakke fra tankstationen med sit sundhedskort i hånden, det lille plastikkort fra sygekassen, som gælder som legitimation, når man ikke har andet. Han lagde det på glaspladen med navnet opad.

”Jeg vil hente tingene,” sagde han uden videre.

Jeg hentede dem straks. Øvebogen, handsken, penalhuset, lygten, med sedlerne på, og jeg stillede dem op på disken i den rækkefølge, de var kommet. I protokollen fandt jeg de fire linjer og skrev udleveret til ejeren ud for hver af dem med datoen. Så vendte jeg bogen om mod ham, så han kunne skrive under. Han skrev sit navn fire gange med en hurtig, lidt skæv skrift, der ikke lignede den på kasketten.

”Der var en kasket,” sagde han, da han havde skrevet det fjerde navn.

”Den blev sendt af sted i går. Fristen var løbet ud.” Jeg satte kuglepennen tilbage i holderen. ”Båndet også. De blev kørt til politiets depot ved middag.”

Han havde en pose med fra en købmand, foldet sammen i jakkelommen, og han fik tingene ned i den én ad gangen. Da han kom til handsken, løftede han den op igen. Han satte ikke hånden i den. Han holdt den i grebet med fingrene om læderet, hvor det var slidt helt blankt. Han holdt den sådan, mens jeg rev de midterste kopier af sedlerne til ham og lagde dem i en bunke. Handsken kom i posen oven på det andet.

Han tog bunken med kopierne og læste dem igennem, den ene efter den anden, som om han ville være sikker på, at det hele var der. Ved penalhuset standsede han. To blyanter, et viskelæder, en lineal, en seddel med en liste. Han fik penalhuset op af posen igen, trak lynlåsen op, så langt den kunne komme, og fandt sedlen i bunden under linealen. Han foldede den ud på glaspladen.

Han læste den to gange. Så satte han sig. Han satte sig på taburetten ved disken, den som ingen sad på, når der var kunder, og han sad med sedlen i begge hænder og bøjede sig over den, som om lyset var for dårligt.

”Det er hans skrift,” sagde han.

Jeg tror ikke, han sagde det til mig.

”Han skrev mit navn i kasketten. Mor syede navne i alt det andet, og han sagde, at han nok skulle tage kasketten. Han sad ved køkkenbordet i Hattori med tuschen og skrev det i trykbogstaver, så jeg kunne læse det selv.”

Han kom ikke igennem det sidste ord. Han holdt sedlen op foran ansigtet, ikke for at læse i den, og jeg hørte ham trække vejret bag den, kort og ujævnt, som når man prøver at lade være. Bag skabet satte fru Tanimura sin kop ned og løftede den ikke igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med hænderne, så jeg lagde dem på protokollen og lod dem ligge der.

Det varede et stykke tid. Så tørrede han ansigtet med håndryggen og lagde sedlen på glaspladen.

”Min bror,” sagde han. ”Kenji. Han gik hjemmefra for fire år siden. En morgen i september, med en taske. Vi har ikke hørt fra ham siden.”

”Den ældste,” sagde jeg.

”Da du kom ind i kiosken, troede jeg, at han havde sendt dig. At han ikke engang selv turde. Derfor ringede jeg. Nogen skulle have ballade for det, og du var den eneste, jeg havde et navn på. Bagefter kunne jeg ikke lade tingene blive sendt til politiet.”

”Jeg fik en skriftlig advarsel.”

Han nikkede, som om det var rimeligt. Så sagde han undskyld, uden at se op.

Jeg fik notesbogen op af inderlommen, slog op på siden med listen og skubbede den over disken, så han kunne se, at jeg havde skrevet den af. Han læste den og lagde den ved siden af sin egen. De to lå på glaspladen, min og hans brors.

”Ved du, hvad det betyder,” spurgte han og lagde en finger på det sidste ord.

”Nej. Ikke rigtig.”

Han foldede sedlen og lagde den tilbage i penalhuset, hvor den havde ligget, og trak lynlåsen til, så langt den kunne.

”Kommer der en til på torsdag,” spurgte han og stak sundhedskortet i lommen.

”Formentlig.”

”Så kommer jeg,” sagde han kort.

Han klemte posen under armen og gik ud i hallen. Jeg satte protokollen tilbage på sin plads og lagde de fire sedler, der havde siddet på tingene, i mappen. Fru Tanimura havde været bag skabet hele tiden, jeg havde hørt hendes kop mod underkoppen én gang, mens han skrev. Hun kom frem, da han var ude af døren, og læste de fire linjer.

”Udleveringer skrives med fuld dato,” sagde hun. ”År, måned, dag. Ikke kun dagen.”

Jeg skrev naturligvis årstallet og måneden til foran de fire datoer. Hun så til, at det blev gjort, inden hun gik tilbage bag skabet og satte elkedlen over, selv om det var længe efter klokken tre. Jeg kunne kun gætte på hendes mening med det. Jeg opfattede det som en måde at sige, at det var i orden, det han havde gjort, og det jeg havde gjort. Hun kan blot have ment datoen. Jeg drak den te, hun satte ved siden af mig på disken, i den kop, der ikke var til mig.

Torsdag den 13. november var det et børneur. Rød rem af plastik, der var blevet stiv, en lille skive med tal, en sekundviser, der stod stille. På bagsiden var navnet ridset ind med en nål eller en spids, så tegnene var hvide i det grå metal. Jeg skrev det ind og satte det på navnehylden, hvor der nu kun var uret og en skoletaske fra ugen før. Posen var ellers tynd, en avis, en handske. Manden i døren spurgte om vej til lønkontoret, den anden pegede ud i hallen, og de gik.

Halv seks skrev Daichi under i protokollen med fuld dato, jeg sagde det, inden han begyndte, og uret lagde han i jakkelommen med det samme.

”Jeg har tænkt på noget,” sagde han. ”Han lægger dem selv. Så kører han med toget, og så kan man finde ham.”

”Hvilket tog,” spurgte jeg.

Han så på mig, som om jeg burde vide det, og det burde jeg også. Jeg hentede mappen under disken med de nederste kopier og fandt kontorets egne sedler for hans ting frem, én for hver torsdag. Under fundsted havde jeg skrevet det samme hver gang, for jeg skrev, hvad der stod på rengøringsholdets seddel. Kyoto-linjen, vogn fire, og det samme tognummer. Det var lokaltoget fra Osaka lidt over ti onsdag aften, der efter køreplanen bag skabet vender i Takatsuki og derefter kører tomt tilbage i værksted i Suita. Torsdagens pose kom fra det tog. Det havde stået der hele tiden, og jeg havde skrevet det af hver gang uden at lægge det sammen.

Daichi lagde fingeren på tognummeret.

”Så kører vi med det,” sagde han. ”På onsdag. I vogn fire.”

Jeg sagde, at jeg skulle møde halv otte torsdag. Han sagde, at han skulle møde klokken ni. Han lagde uret i jakkelommen og gik ud i hallen. Jeg lagde sedlerne tilbage i mappen i den rigtige rækkefølge, inden fru Tanimura kom frem.

Onsdag den 19. november mødtes vi under afgangstavlen i hallen klokken ti. Min mor troede, at jeg var ude med en kammerat fra gymnasiet. Daichi kom i den grønne jakke med en lærebog under armen. Vi købte billetter til Takatsuki i automaten, og han betalte sin egen med mønter, han talte op i hånden først.

Toget holdt inde, da vi kom op på perronen. Vi gik ned langs det til vogn fire og satte os på bænken for enden, så vi kunne se ned gennem hele vognen. Den fyldtes langsomt. Mænd fra kontorerne i Umeda, der havde drukket efter arbejde, sov, før toget kørte. En ung kvinde i uniform fra et stormagasin. Et ældre par med en æske fra en konditor. En studerende med hovedtelefoner. Jeg forsøgte at se på dem uden at kigge nogen i øjnene, hvad der er sværere, end det lyder, når man sidder over for dem. Daichi betragtede dem én ad gangen. Han holdt om uret i jakkelommen, og når toget rykkede, kunne jeg høre det klikke mod hans nøgler.

Lokaltoget er godt en halv time om at komme til Takatsuki. Ved hver station stod nogen af, og jeg så på deres hænder, når de rejste sig. Ingen lagde noget fra sig. En af de sovende mænd vågnede ved Suita, så forvirret ud ad vinduet og løb ud i sidste øjeblik med sin taske. Daichi var oppe at stå, før jeg forstod hvorfor, og kiggede under hans sæde. Der var intet. Ved Ibaraki var vi syv tilbage i vognen, ved Takatsuki fire. Højtaleren sagde, at toget ikke kørte videre. Vi lod de andre gå og gik sæderne igennem, under dem, i hylderne over vinduerne. Der lå en avis og en tom dåse, intet andet. En konduktør kom gennem vognen og bad os stige af. Vi stod på perronen og så dørene lukke. Toget kørte ud med lyset tændt i de tomme vogne, tilbage mod Suita.

Vi tog det næste tog tilbage mod Osaka. Det var næsten tomt. Vi satte os over for hinanden ved vinduet. Det var helt mørkt udenfor. I ruden var der kun lysene fra husene og vores egne ansigter.

Daichi talte først. Han fortalte om prøven i januar, den fælles optagelsesprøve den 17. januar og dagen efter, som han havde taget året før. Han var ikke kommet ind på det, han ville, så han læste op til den igen om aftenen, når han kom hjem fra tankstationen. Engelsk var det værste. Han havde seks timer på tankstationen fem dage om ugen. Hans mor arbejdede på en fabrik, der lavede madpakker til kiosker, i den sene vagt, så der var ro i lejligheden til at læse om aftenen, sagde han, og trak på skuldrene ved ordet ro.

”Hvad læste du,” spurgte han. ”I Tokyo.”

”Økonomi.”

”Hvorfor holdt du op?”

Jeg havde svaret, at det vidste jeg ikke, på det spørgsmål siden marts, til min mor, til en gammel klassekammerat, jeg mødte i Juso, og til mig selv. Jeg åbnede munden for at svare det igen.

”Min far mistede sit arbejde,” sagde jeg i stedet. ”Sidste efterår. Han tager stadig af sted hver morgen i skjorte med sin mappe og kommer hjem klokken halv syv. Han sidder i Umeda hele dagen. Han ved ikke, at jeg ved det.”

Jeg havde aldrig sagt det højt. Det lød mindre, end det havde været inde i mig.

”Og du holdt op for at spare ham for pengene,” sagde Daichi.

”Ja.”

”Og det har du heller ikke sagt til ham.”

”Nej.”

Han vendte sig mod ruden, hvor vores ansigter hang ud over de mørke marker.

”Så sidder du også og lader som om,” sagde han. ”Hver aften ved det bord. Ligesom ham.”

Han sagde det helt uden vrede, og det var værre. Toget standsede i Ibaraki, tre mennesker stod af, to kom ind. En kvinde med et indkøbsnet satte sig lidt fra os og slog op i et blad. Daichi fik uret op af lommen og prøvede at trække det op med den lille knap på siden. Det gik ikke. Han lagde det tilbage i lommen med remmen hængende udenfor.

”Han gav mig det,” sagde han. ”Da jeg begyndte i skolen. Det var hans eget først.”

Jeg kunne ikke finde et svar, der ikke lød som noget fra kontoret, og toget kørte videre. Kvinden med bladet vendte en side, Daichi lænede hovedet mod ruden, og vi kørte sådan de sidste stationer ind til Osaka med lysene fra fabrikkerne langs sporet.

Vi var der henad halv tolv. Ved trappen til Hankyu standsede han.

”I morgen,” sagde han og trak jakken sammen om halsen. ”Halv seks.”

Min mor havde stillet mad frem under et stykke film. Jeg spiste den stående ved køkkenbordet. Jeg havde siddet en time i et tog med et menneske, jeg havde mødt tre gange, og fortalt ham det, jeg ikke havde fortalt nogen. Jeg vidste nu, at uret havde været Kenjis først. Jeg lagde filmen i skraldespanden, skyllede skålen og gik op.

Torsdag den 20. november regnede det, og dagbogen i posen var våd i det ene hjørne. En sommerferiedagbog fra tredje klasse, det trykte hæfte, skolerne giver børnene med hjem i juli, med en side til hver dag og plads til en tegning øverst. Året var trykt på forsiden, 1992, med navnet skrevet under. Jeg bladrede i den for at kunne skrive sedlen. Der var tegninger på de fleste sider med farveblyant. En strand, en vandmelon, et dyr med fire ben, der kunne være en hund. Jeg skrev dagbog med navn, 1992, og lagde den på navnehylden ved siden af skoletasken, hvor den kunne tørre. Under fundsted stod det samme som de andre gange. Kyoto-linjen, vogn fire, onsdagens tog. Det tog, vi selv havde siddet i.

Daichi havde regn på jakken, da han skrev under halv seks. Han bladrede i dagbogen ved disken, langsomt, side for side. Han sagde, at datoerne øverst på siderne var skrevet af hans mor, hun havde skrevet dem alle sammen på én gang i begyndelsen af ferien, så han blot skulle fylde ud, men han havde ikke fyldt ud hver dag, det kunne man se på de tomme sider. Han havde fået vandmelon den sommer. Det huskede han, det var tegningen på den fjerde side. Så lukkede han den.

”Vi sad der,” sagde han. ”Til Takatsuki.”

”Ja.”

”Og vi gik den igennem bagefter.”

”Der var en avis og en dåse.”

Han lagde dagbogen på glaspladen mellem os med hånden fladt på omslaget.

”Så blev den lagt, efter vi steg af,” sagde han. ”Da toget kørte tomt tilbage. Eller i værkstedet.”

Jeg havde tænkt det samme hele formiddagen, men ikke villet tænke det færdigt. I et tog, der kører i værksted, er der ingen passagerer. Der er en fører og en konduktør, og i værkstedet er der dem, der gør rent.

”Næste onsdag sidder vi på perronen i Takatsuki,” sagde han, ”og ser, hvem der kører med ud.”

Han lagde dagbogen inden for jakken, hvor den ikke blev mere våd, og så gik han.

Onsdag den 26. november sad vi på bænken under halvtaget for enden af perronen i Takatsuki, hvor vogn fire ville holde. Vi havde taget et tidligere tog derud, købt dåsekaffe i automaten på perronen, varm, i de små tunge dåser, der brænder i hånden de første minutter. Folk steg af de tog, der kom, og gik ned ad trappen med deres tasker. Det var koldt under halvtaget. Blæsten kom ind fra den åbne ende af perronen, så jeg sad med dåsen inde i jakkeærmet. Min mor troede igen, at jeg var ude med en kammerat. Jeg tænkte på, at hun nok sagde det til min far, mens han læste sportssiderne, og at han nok nikkede.

Kaffen blev kold i dåsen, og det var Daichi, der begyndte at tale. Jeg havde ikke spurgt om noget.

”Han lærte mig at gribe,” sagde han. ”I gården i Hattori. Med den handske.”

Han holdt dåsen med begge hænder.

”Da far døde, var han 22 og jeg tolv. Han flyttede hjem fra sit værelse og med os til Amagasaki, selv om han kunne være blevet i Osaka. Han fik arbejde på trykkeriet for at betale husleje. Mor havde ikke nok alene.”

Et tog kom ind på det modsatte spor, og han ventede, til dørene var lukket igen.

”Ulykken var i juli 1999. Kollegaen var ældre end ham. Det var ham, der havde lært Kenji maskinen. Han stak hånden ind for at løsne papiret, mens den kørte, og Kenji var ved knappen og skulle have standset den. Han nåede det ikke. Det gik stærkt, sagde de.”

Han drak lidt af dåsen, selv om der ikke var meget tilbage i den.

”Trykkeriet skrev i papirerne, at det var Kenjis skyld. Kollegaen sagde aldrig, at det var. Han kom hjem til os én gang med hånden i bandage og sagde det til mor, at det ikke var Kenjis skyld. Kenji var ikke hjemme den dag.”

Jeg satte min dåse på bænken mellem os. Jeg lagde hænderne under lårene mod det kolde træ.

”Han gik i september. Mor meldte ham ikke savnet. Hun sagde, at han var gået selv, og at en, der er gået selv, ikke er savnet på den måde. Bagefter manglede der en kasse med mine ting. Mor sagde, at han havde taget den forkerte.” Han drejede dåsen i hænderne. ”Jeg var femten. Jeg var vred på ham. Det er jeg stadig.”

”Bagefter fandt vi ud af, at trykkeriet havde fyret ham,” sagde han. ”To uger efter ulykken. Han sagde det ikke til nogen af os.”

”Det efterår ringede der nogle mænd om aftenen. De spurgte efter Kenji og ville ikke sige, hvem de var. Mor lagde på. En af dem stod et par gange nede ved opgangen, når jeg kom hjem fra skole. Om foråret holdt de op.”

Han drejede hovedet mod mig.

”Hvor sidder din far,” spurgte han.

”I parken på Nakanoshima. Ved floden.”

Han sagde intet i lang tid. Et tog kom ind på vores side, og han ventede, til det var kørt.

”Gå derhen,” sagde han så. ”Før han en dag ikke tager toget hjem.”

Jeg svarede ham ikke. Jeg rejste mig, gik hen til automaten og købte to dåser mere, varm kaffe. Den ene satte jeg ved siden af ham på bænken. Han greb den og holdt den uden at drikke.

Toget fra Osaka kom ind lidt i elleve, og vi rejste os. Folk steg af, og højtaleren sagde, at toget ikke kørte videre. Vi gik hen til vogn fire og så ind. Den var tom. En konduktør gik gennem toget og kiggede under sæderne, og da han var ude, lukkede dørene. Toget kørte ud mod Suita med lyset tændt og ingen i vognene, kun føreren forrest og konduktøren bagest. Vi stod og så efter de røde lygter, til de var væk i mørket.

”Der er ingen,” sagde Daichi.

”Der er dem i værkstedet,” sagde jeg.

Vi tog toget tilbage. I Osaka gik han til sit tog, og jeg gik til mit.

Torsdag den 27. november var det en tegnebog, det, der på listen hed pung. Af blåt stof med velcro, den slags børn får, inden de har penge at lægge i den. Navnet var syet ind på indersiden med hvid tråd i en voksens sting. Den var helt tom. Ikke så meget som en mønt eller en kvittering, og jeg vendte den ud og ind på disken for at være helt sikker, hvad reglen også krævede. Under fundsted stod vogn fire og onsdagens tog som alle de andre gange. Jeg havde set den vogn køre tom ud fra Takatsuki aftenen før. Ni ting var der kommet nu, og der var jo kun én tilbage på listen. Daichi skrev under på den halv seks og lagde den i jakkelommen uden at sige noget. Vi vidste begge, hvor den var blevet lagt. Ingen af os ville sige det højt over disken.

Da jeg kom hjem til Juso lidt over seks, var der lys i køkkenet. I postkassen ved døren lå et brev til min far fra et lånefirma, hvis reklamer kørte i fjernsynet hver aften med en lille hund, der logrede med halen. Gennem vinduet i kuverten kunne jeg læse ordet påmindelse og et beløb. Jeg stod med den i hånden i kulden. Jeg tænkte på, at det var mig, der havde fundet den, og ikke min mor. Så lagde jeg den tilbage i postkassen under reklamerne, så han fandt den selv, når han kom hjem. Derefter gik jeg ind.

Torsdag den 4. december vejede posen fra hold tre næsten ingenting, og manden i kasketten havde allerede vendt sig mod døren, da jeg rev hans kopi af, så jeg måtte række den til den anden. Jeg lagde mærke til det og glemte det igen over posen. Der var en lille æske i den. Sort lak, aflang, af den slags et segl opbevares i, med et låg, der sad stramt. Jeg åbnede den på disken. Indeni var der et navnesegl af hårdt mørkt træ, rundt og en finger langt. I enden var der skåret to tegn, spejlvendt, som segl er. Jeg måtte læse dem i den rigtige retning, inden jeg forstod dem. Okada Kenji.

Et registreret segl, af den slags der gælder som underskrift, når der skal skrives kontrakt. Ingen glemmer sådan et i et tog.

Jeg skrev sedlen. Navnesegl i lakæske, navn Okada Kenji. Værdigenstande skulle i skabet, så jeg bad fru Tanimura om nøglen. Hun kom selv hen med nøglen. Æsken kom på den øverste hylde ved siden af tegnebøgerne, med låget ved siden af, så seglet kunne ses, og hun låste igen. Hun læste sedlen, inden hun gik tilbage. Hun sagde, at det navn havde hun set før på en seddel. Siden oktober, sagde jeg, det var det samme efternavn. Hun gik bag skabet med det, og jeg hørte hende sætte sig.

Værdigenstande med navn fik de samme fire uger som alt andet med navn. Jeg regnede det ud på kalenderen, nærmest af sig selv. Fire uger fra den 4. december var den 1. januar, nytårsdag, og politiet kørte ikke i nytårsugen, så kassen ville tidligst blive sendt af sted fredag den 9. januar. Så lang tid var der. Jeg slog tilbage i protokollen til den 2. oktober og fandt linjen med kasketten, og under den, side efter side, de andre ni med samme efternavn, syv af dem med udleveret til ejeren skrevet ud for sig med fuld dato. Jeg lukkede bogen igen, inden fru Tanimura kom frem og så, hvad jeg læste i.

Dagen var lang. Det regnede igen, så der kom paraplyer. Der kom en mand, der havde glemt sin tegnebog i et tog, han ikke kunne huske hvilket. Vi fandt den ikke, og han gik vred. Der kom en skoleklasse forbi ruden, der skulle se stationen. Læreren pegede på kontoret og sagde et eller andet, jeg ikke kunne høre, og børnene kiggede ind, til de blev kaldt videre. Jeg kunne se æsken gennem glasset fra disken, hvis jeg stillede mig på det rigtige sted, og jeg stillede mig der mange gange den dag. Fru Tanimura gjorde faktisk ikke noget ved det. Hun gik forbi mig med sine kopper og sagde ikke, at jeg skulle bruge tiden på paraplyerne.

Klokken fire gik jeg ikke hjem. Jeg skrev de sedler fra eftermiddagen om, hvor der var en streg, jeg ikke var tilfreds med. Det varede et stykke tid. Jeg fejede gulvet. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige, hvis han kom. Hvad der skulle siges, var let nok at finde ud af, det var reglen, og jeg vidste, hvordan den lød. Det svære var at få den sagt, når han stod der.

Halv seks spurgte Daichi fra døren, hvor det var. Jeg havde ikke sagt, at der var kommet noget. Jeg førte ham om til skabet. Æsken var på den øverste hylde med låget ved siden af, som fru Tanimura havde lagt det. Han bøjede sig lidt ind mod glasset. Han læste tegnene, som jeg havde læst dem, spejlvendt først og så rigtigt, og han blev bøjet sådan, til jeg havde noget at sige.

Jeg havde en mund som pap. Jeg gik tilbage til disken, hvor koppen var, og drak det, der var i den. Det var koldt. Først derefter kunne jeg sige det.

”Jeg kan ikke udlevere det,” sagde jeg. ”Navnet er et andet. Det er ikke dit.”

”Han er min bror.”

”Det kan du ikke vise. Ikke uden familieregistret.” Det var udskriften fra kommunen, hvor hele familien står på ét ark, og den har ingen med i lommen. ”Og selv med det er det hans. Kun han kan hente det. Det er hans navn.”

Daichi rettede sig op fra skabet. Han kom hen til disken og lagde begge hænder på glaspladen, fladt, med fingrene spredt.

”Han fik det skåret i 1994,” sagde han. ”Da han blev tyve. Han skulle skrive lejekontrakt på et værelse i Osaka, nær universitetet. Han boede der i to år. Så døde far, og der var ikke råd mere.”

Jeg havde ikke noget at sige til det. Jeg havde den tomme kop i hånden og satte den fra mig.

”Jeg er bange,” sagde han.

Han havde stadig hænderne på glaspladen.

”En mand, der afleverer sit eget navn, har ikke mere, han vil beholde. Jeg tænker ikke andet, når jeg står ved pumperne.”

”Det er jeg også,” sagde jeg.

Han løftede hovedet fra glaspladen. Han vidste, hvem jeg tænkte på. Jeg havde selv fortalt ham det i toget fra Takatsuki.

”Hvis der sker noget,” sagde jeg, ”så kommer jeg til Amagasaki. Du har mit navn.”

”Der sker sgu aldrig noget om torsdagen i Amagasaki,” sagde han.

Han løftede hænderne fra glaspladen, og der var to tågede aftryk, hvor de havde været. Han trak jakken til og gik ud i hallen. Jeg vidste ikke, om han kom igen. Jeg tørrede glaspladen med kluden fra vasken, da fru Tanimura ville have sagt noget til aftrykkene. Så satte jeg mig på taburetten og ventede på, at klokken blev seks, som om jeg havde en aftale med den.

Fru Tanimura gik klokken seks samme aften. Hun hentede sin frakke bag skabet og spurgte, om jeg blev. Jeg sagde, at jeg ville binde novembers sedler ind, hvad der skulle gøres hver måned, og jeg gjorde det også den aften. Hun sagde godnat og gik ud i hallen, hvor alle lysene var tændt. Jeg låste døren efter hende indefra.

Novembers sedler var de nederste kopier fra mappen under disken, en for hver ting, der var kommet ind i måneden. De skulle sorteres efter dato, tælles og bindes sammen med en snor gennem hullet i hjørnet. Bundtet skulle i arkivskabet bagest med måneden skrevet på en strimmel. Det varede en time. Jeg sad på taburetten og sorterede. Der var ro i kontoret. Højtaleren ude i hallen hvert tredje minut, en gang imellem skridt forbi ruden, ellers kun papiret. Jeg kunne godt lide den opgave. Sedlerne var skrevet af mig eller af hende, og jeg kunne se hvilke. Syvtallerne var det ikke, mine havde tværstreg nu, og hendes havde altid haft det. Hendes tegn var mindre. Der var 312 sedler i november. Jeg måtte tælle dem igen, da jeg fik 311 første gang, og skrev tallet på strimlen.

Siden aftenen i Takatsuki havde jeg vidst, at tingene blev lagt i vognen, efter den var kørt tom ud mod Suita. Jeg havde ikke villet tænke videre. Da bundtet var bundet, fandt jeg den anden mappe frem. Den med rengøringsfirmaets afleveringssedler. Vi gemte dem i et år, og de lå i orden efter dato, da det var mig, der lagde dem i. Jeg fandt torsdagene og lagde dem ved siden af hinanden på disken, ti sedler i to rækker, fra den 2. oktober til den 4. december. Fem torsdage i oktober, fire i november, en i december. Jeg havde faktisk ikke tænkt på at gøre det før den aften. Jeg havde set sedlerne hver torsdag, skrevet på dem, lagt dem i mappen, men jeg havde aldrig lagt dem ved siden af hinanden.

Samme hold på alle ti. Hold tre, nattevagten ved vognværkstedet i Suita, onsdag aften til torsdag morgen. Samme underskrift på holdlederens linje, ti gange, med den korte, stejle skrift, som jeg havde set hver torsdag og skrevet mit eget navn ved siden af. Hayashi.

Hold tre. Nattevagten. Hayashi, ti gange.

Hold tre havde jeg vidst hele tiden. Jeg havde blot aldrig læst navnet på linjen ved siden af mit eget.

Jeg så kasketten for mig. Den mørkeblå med skyggen trukket ned, og manden under den, der i september havde spurgt, om tingene egentlig blev hentet. Mit svar, at de fleste gjorde det, at resten blev sendt til politiet, at der ikke blev smidt noget ud. Han havde stået foran mig ved disken hver torsdag siden. Han havde lagt posen og set mig tage tingen op, skrive sedlen, sætte den på hylden. Så havde han foldet sin kopi, sagt tak og gået med den anden ud i hallen.

Jeg skammede mig. Over svaret fra september, det høflige, som jeg havde sagt, da det var det, der blev sagt ved disken. Han havde taget det med sig ud i hallen og troet på det, måske, eller også havde han ikke, det kunne jeg ikke vide. Fru Tanimuras stol var nærmest, bag skabet, og jeg satte mig i den. Den var lidt lavere, end jeg havde troet, og den drejede. Der sad jeg med lyset tændt og sedlerne på disken, hvor jeg ikke kunne se dem, og hvor længe ved jeg ikke. Der blev banket på ruden. Stationsbetjenten var på sin runde og ville se, om der var lys i kontoret ved en fejl. Jeg gik hen til ruden, så han kunne se mig. Han nikkede og gik videre.

Jeg lagde sedlerne tilbage i mappen i den rigtige rækkefølge. Det varede lidt, da jeg havde taget dem ud af ti forskellige steder i bunken, og jeg ville ikke have, at fru Tanimura næste morgen kunne se, at der var rodet i den. Det kunne hun formentlig alligevel. Hun kunne se den slags. Jeg satte mappen på plads, slukkede lyset, låste døren. Jeg gik gennem hallen, hvor de sidste afgange blev kaldt op. Han var et sted, hvor jeg kunne finde ham, og han kom igen om en uge, torsdag lidt før otte med en pose.

Klokken var over ni, da jeg kom hjem til Juso. Min mor sad ved køkkenbordet med to skåle under film og strygebrættet slået op bag sig med en hvid skjorte på. Min far var ikke kommet.

”Overarbejde,” sagde hun, før jeg havde spurgt.

Jeg satte mig over for hende. Jeg spiste ikke. Vi så begge på uret over køleskabet, og ingen af os sagde, at han aldrig havde haft overarbejde, så længe jeg havde været hjemme. Jeg tænkte på Daichi ved disken med hænderne fladt på glaspladen. En mand, der afleverer sit eget navn. Lidt over ti tog jeg jakken ned fra knagen. Min mor spurgte, hvor jeg skulle hen, og jeg sagde Umeda, Nakanoshima, jeg vidste ikke hvor.

Jeg havde skoene på, da døren gik op lidt over halv elleve. Han lugtede af øl og af kulden udenfor. Han så på min jakke, så på mig.

”Skal du ud,” spurgte han.

”Nej,” sagde jeg og tog jakken af igen.

Han gik ud i køkkenet, hvor min mor tog filmen af hans skål. Jeg blev i entreen med jakken i hånden. Mine ben rystede, så jeg måtte sætte mig på trappetrinnet, og der sad jeg, til jeg hørte ham begynde at spise.

Torsdag den 11. december kom der en anden mand med posen. Han var yngre, med et rundt ansigt, og han talte allerede på vej ind ad døren. Hayashi var der ikke, sagde han. Hayashi havde bedt om kun at have værkstedet om natten, ikke turen ind til stationen mere, så nu var det ham, der kørte ind med posen. Det passede ham fint, så fik han set lidt af byen. Han skrev sit navn på linjen under holdlederens med store runde tegn, skubbede sedlen over til mig. Den anden mand ventede i døren, det gjorde han jo stadig. Han så på mig, det tror jeg nok. Jeg så ikke på ham.

Jeg tømte posen. En paraply, et halstørklæde, en bog med en busbillet som bogmærke. Der var intet med navnet Okada i. Jeg vendte posen på hovedet over disken for at være sikker, hvad den unge mand lo lidt af. Jeg skrev sedlen med tre ting og rev kopien af. Han takkede, gik ud i hallen med den anden i hælene, og der blev stille i kontoret.

Jeg skrev det hele ind og satte paraplyen i stativet. Derpå gik jeg om bag skabet, hvor fru Tanimura sad med sin te, og jeg stillede mig ved hjørnet af hendes bord, til hun så op.

Jeg fortalte hende alt. Jeg begyndte med sedlen i penalhuset den 30. oktober og de ti ord på den. Jeg fortalte, at jeg havde skrevet dem af i min notesbog, men ikke vist hende sedlen, hvad jeg ikke havde skrevet i redegørelsen. Jeg fortalte, at kasketten var blevet stående den 31. oktober med en linje om et kort, der ikke var sendt til den. Jeg fortalte om Daichi, om togturene, om seglet. Jeg fortalte om torsdag aften, da hun var gået, om de ti afleveringssedler på disken med samme underskrift. Til sidst fortalte jeg, at manden ikke var kommet den morgen, og at den unge havde sagt, at han havde bedt om at blive fri for turen til stationen.

Det varede nogle minutter. Da jeg var færdig, tav hun længe, længe nok til at jeg kunne høre højtaleren i hallen kalde to afgange op. Hun sad med koppen og så ned i den.

”Holdnummer,” sagde hun så, lavmælt.

”Hold tre.”

”Datoerne.”

Jeg sagde dem. Hun skrev dem ned på en blok, der lå ved telefonen, i en lodret række med måneden kun én gang.

”Navnet på underskriften.”

”Hayashi.”

Hun skrev det. Hun lagde kuglepennen fra sig og så op på mig.

”Det er ikke din sag,” sagde hun og lagde hånden på blokken.

Jeg gav hende ret i det. Hun sad et øjeblik med blokken foran sig og den ene hånd på den, som om den kunne blæse væk. Så trak hun telefonen til sig, slog nummeret op i den mappe, hvor rengøringsfirmaets numre stod, og ringede til deres kontor i Suita. Jeg hørte hende sige sit navn og sin stilling, hittegodskontoret ved Osaka Station. Hun havde brug for vagtlisten for hold tre for oktober og november til afklaring af en aflevering, sagde hun. Hvilken aflevering sagde hun ikke. Hun gentog faxnummeret, takkede og lagde på, inden hun drak af sin te, der måtte være kold.

”Gå ud til disken,” sagde hun. ”Der er en dame.”

Damen havde en fremmeds taske med fra perron to. Jeg skrev den ind og bandt nummeret på.

Halv seks fortalte jeg Daichi det ved disken. Manden var ikke kommet, det var en anden, der havde posen nu, og fru Tanimura havde ringet efter vagtlisten. Jeg sagde navnet, Hayashi. Han sagde det efter mig én gang, som for at prøve det, inden han spurgte, hvornår listen kom. Jeg sagde, at det kunne være næste dag. Han ville ringe til kontoret fredag ved fire. Han skrev ikke nummeret ned, han havde det, og han gik igen med nummeret i hovedet.

Faxen kom fredag eftermiddag lidt over tre, mens jeg var ved at skrive en kuffert ind. Fru Tanimura hentede den ud af maskinen, læste den og lagde den på disken foran mig. Det var en side med firmaets navn øverst og en tabel under. Hold tre, vognværkstedet Suita, nathold. Fire navne. Det tredje var Hayashi Takeshi, tirsdag til lørdag nat, klokken ti til seks, og ud for det var der skrevet med hånden, holdleder fra 1. april. Jeg læste det igen. Takeshi var ikke et navn, nogen havde nævnt for mig. Fru Tanimura ventede ved disken, til jeg havde læst det, inden hun gik tilbage. Arket blev liggende foran mig.

Daichi ringede fem minutter i fire. Jeg læste linjen op for ham. Han var stille i den anden ende, så jeg sagde hans navn for at høre, om han var der.

”Lørdag kan jeg ikke,” sagde han så. ”Jeg har byttet vagt og åbner tankstationen klokken seks. Søndag er der prøveeksamen hele dagen.”

”Mandag nat arbejder han ikke.”

”Så onsdag morgen,” sagde han. ”Når han har fri efter tirsdagens vagt. Jeg skal først på arbejde klokken ni.”

Jeg skulle møde halv otte onsdag, og det kunne nås. Vi aftalte at mødes under afgangstavlen i hallen kvart over fem onsdag morgen. Han lagde på uden farvel. Faxen kom i mappen med afleveringssedlerne, bagest, hvor den ikke hørte til, og fru Tanimura sagde ikke noget til det.

Mandag aften lagde min far en hvid kuvert på bordet ved siden af min mors skål. Vinterbonussen, sagde han. Den var mindre end sidste år, for det var dårlige tider for kontormaskiner, men den var der. Min mor takkede, som hun takkede hvert år, og lagde den i skuffen ved komfuret uden at åbne den. Jeg sad med pindene i hånden og kunne ikke spise. Brevet fra lånefirmaet havde haft et beløb nederst, og jeg vidste, hvor de penge kom fra. Min far læste sportssiderne. Min mor øste op til mig anden gang, og jeg lod skålen stå.

Tirsdag den 16. december kom jeg til kontoret ved fire, selv om det var min fridag. Jeg havde ikke sagt til fru Tanimura, at jeg kom. Hun hilste, gik omgående om til skabet og låste op. Hun kom tilbage med lakæsken i den ene hånd og en udleveringsseddel i den anden, en af de fortrykte med rubrikker til genstand, ejer, dato og underskrift. Begge dele lagde hun på disken foran mig.

”En ting er udleveret, når ejeren har den i hånden,” sagde hun. ”Man skriver det i protokollen, når det er sket. Ikke før.”

Jeg løftede æsken op. Den vejede næsten intet, mindre end notesbogen.

”Jeg har ikke set, at du gik med den,” sagde hun og stak nøglen til skabet i lommen.

”Tak,” sagde jeg.

Hun gik tilbage bag skabet. Jeg fik æsken ned i inderlommen på jakken, hvor notesbogen plejede at være, og udleveringssedlen foldet i lommen ved siden af. Jeg blev dog ikke på kontoret. Jeg gik gennem hallen og hjem til Juso. Min mor spurgte ved aftensmaden, om jeg var syg. Jeg sagde, at jeg skulle tidligt af sted næste morgen, at der var noget på kontoret. Hun spurgte heldigvis ikke hvad. Jeg sov kun lidt den nat, med jakken hængende på stolen ved sengen, så jeg kunne se den, når jeg vågnede.

Onsdag den 17. december mødtes vi under afgangstavlen i hallen kvart over fem om morgenen. Hallen var næsten tom, og rullegitrene for kioskerne var trukket ned. Daichi havde en tykkere jakke på end den grønne, en mørk dynejakke med hætte, og et halstørklæde. Han havde ikke sovet, det kunne man se på ham, og det havde jeg heller ikke. Jeg gav ham æsken under tavlen. Han lagde den i inderlommen på dynejakken og lukkede lynlåsen over den. Han holdt hånden på lommen udenpå, da vi gik op på perronen. Vi kørte med det første lokaltog ud ad Kyoto-linjen. Suita er tredje station, under et kvarter.

Fra stationen var der et kvarters gang langs hegnet til personaleporten. Det var stadig helt mørkt. Vognværkstedet ligger ved sporene, et stort, fladt område med lamper over opstillingssporene, og vognene holdt i rækker med slukkede vinduer. Hegnet var af metalnet, højere end en mand, med pigtråd øverst. Ved porten var der en vagtstue med lys i og en mand bag glasset. Vi stillede os ved et busstoppested på den anden side af vejen under en lygtepæl. Klokken var tyve minutter i seks. Det var koldt. Jeg havde den jakke på, jeg havde haft med fra Tokyo, og den var ikke varm nok. Daichi stod med hænderne i lommerne og så på porten. Af vane fik han en bunke glosekort frem og lagde dem tilbage i lommen uden at have set på dem.

”Hvad nu, hvis han ikke kommer ud,” spurgte han. ”Hvis han har byttet vagt.”

”Så kommer vi igen i morgen.”

Han nikkede. Han trådte fra den ene fod over på den anden.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham,” sagde han. ”Jeg har vidst det i fire år. Nu ved jeg det ikke.”

Lidt over seks gik porten op, og natholdet kom ud. De kom i små grupper, tre og tre, to og to, i arbejdstøj under jakkerne med tasker over skulderen. De gik mod stationen med blikket på vejen. En gruppe til. Så en mand alene.

Han var i arbejdstøj med en taske over skulderen og kraven slået op. Jeg kendte ham på gangen, inden jeg kendte ham på noget andet. Han så os. Han gik videre, tre skridt, og standsede.

Daichi rørte sig ikke. Han stod på kantstenen med hånden på lommen, hvor æsken var, og han greb mig i ærmet med den anden hånd, hårdt, som et barn griber fat.

”Gå med,” sagde han. Hans stemme var helt tynd. ”Jeg kan ikke gå derover alene.”

Vi gik over vejen sammen. Midt på vejen slap han mit ærme, og de sidste skridt løb han.

”Storebror.”

Kenji tabte tasken. Den faldt ned på asfalten, han lod den ligge, og så havde han Daichi i armene. Daichi var lige så høj som ham nu. Kenji holdt hans ansigt mellem hænderne og så på det, som om han ikke kunne tro det. Så trak han ham ind til sig igen. De græd begge to. Jeg stod en meter væk. Jeg hørte Kenji sige hans navn igen og igen, sige, at han var blevet så stor, at han var blevet så stor.

Det varede længe. Natholdet gik forbi os mod stationen, og ingen af dem så til siden. Da Daichi trak sig tilbage, var hans ansigt vådt, og det var Kenjis også. Daichi tørrede sig med ærmet. Så blev han vred. Jeg så det ske i hans ansigt.

”Fire år,” sagde han. ”Fire år og tre måneder. Mor stillede din skål frem hver aften indtil sidste vinter. Hun vaskede den op, selv om ingen havde spist af den. Og så lægger du min kasket i et tog. En ting hver torsdag, så en, jeg aldrig havde set, skulle skrive dem ind i en bog. Hvorfor ringede du ikke bare på.”

Kenji samlede tasken op og holdt den foran sig med begge hænder.

”Jeg stod ikke ved knappen,” sagde han.

Daichi forstod det ikke. Det gjorde jeg heller ikke først.

”Den aften. I juli. Der står i papirerne, at jeg stod ved knappen og var for langsom. Jeg stod der ikke. Jeg var ude i gangen ved telefonen. Jeg havde ringet til universitetet om aftenholdet. Om jeg kunne begynde igen til foråret, nu hvor du var blevet femten, og mor havde fået fast arbejde. Det var første gang siden far døde, at jeg gjorde noget for mig selv. Jeg havde fået en kvinde i den anden ende. Hun ledte efter mit navn i et kartotek, og så hørte jeg ham skrige.”

Han så ned på tasken.

”Nakamura-san lærte mig maskinen. Han stak hånden ind, fordi papiret sad fast, og han regnede med, at jeg stod ved knappen. Bagefter sagde han til formanden, at jeg havde stået der, men ikke nået det. Han løj for mig. Ellers var jeg blevet fyret med det samme for at gå fra en maskine, der kørte. Så kom han hjem til jer med bandagen og sagde til mor, at det ikke var min skyld. Og mor takkede ham, og hun lavede te til ham.”

”Det var ikke din skyld,” sagde Daichi. ”Han stak selv hånden ind.”

”Han stak den ind, fordi han troede, jeg var der. Jeg kunne ikke sidde ved mors bord og høre hende tale om, hvor god en mand han var. De fandt ud af det med telefonen to uger efter, en af de andre havde set mig i gangen, og så blev jeg fyret alligevel. Jeg sagde det ikke til mor. Jeg havde lånt til huslejen, siden vi flyttede. Mor troede, at trykkeriet betalte mere, end det gjorde. Til sidst lånte jeg hos en mand i Nishinari, der ikke spurgte om noget. Da jeg blev fyret, kunne jeg ikke betale renterne. De ringede om aftenen. En af dem ventede på dig ved opgangen.”

”Jeg troede, han var fra trykkeriet,” sagde Daichi.

”Han spurgte, om du var min lillebror. Du sagde ja. En morgen i september gik jeg. Hvis jeg ikke boede der, havde de ikke noget at komme efter.”

”De holdt op om foråret.”

”Fordi jeg betalte. Hver måned.” Han flyttede tasken over i den anden hånd. ”Jeg har ikke meldt flytning. Manden i Nishinari skaffede mig arbejdet i Suita og et navn at stå på listen med. Det var en, der ikke brugte sit mere. Ham betaler jeg også.”

”Hayashi,” sagde Daichi.

Kenji nikkede.

”Og kassen,” spurgte Daichi. ”Med mine ting.”

”Den tog jeg ikke ved en fejl,” sagde Kenji. ”Jeg ville have dig med.”

Daichi åbnede munden og lukkede den igen. Kenji så kort hen på mig og så ned igen.

”I august kørte jeg til Amagasaki,” sagde han. ”Jeg ville bare se blokken. Jeg kom forbi tankstationen ved hovedvejen. Der stod du ved kassen i en grøn jakke med en lærebog og læste, mellem bilerne. Nu var det dig, der arbejdede, så mor kunne betale huslejen. Så tænkte jeg, at jeg ville give det hele tilbage. Alt det, jeg havde taget. Én ting ad gangen, og til sidst mit eget navn, det segl, jeg fik skåret, da jeg skulle læse. Jeg kunne ikke skrive mors navn på en pakke. En pakke har et poststempel. Jeg spurgte ham ved disken i september, om tingene blev hentet. Han sagde, at der ikke blev smidt noget ud. Det var derfor, jeg lagde dem i toget. Så stod dine ting et sted med dit navn på en hylde. Det var det nærmeste, jeg kunne komme dig. Listen var min egen. Jeg havde den i penalhuset, så jeg kunne strege ud. Jeg glemte at tage den op.”

Daichi stod helt stille.

”Og efter seglet,” spurgte han.

Kenji svarede ikke.

”Efter seglet, Kenji.”

”Så var jeg færdig,” sagde Kenji.

Han sagde det stille. Jeg så det ramme Daichi i skuldrene, før det nåede hans ansigt. Jeg måtte gribe fat i hegnet. Nettet var iskoldt, og jeg holdt fast i det med begge hænder. Jeg så ikke Kenji. Jeg så min far på en bænk i Nakanoshima med lukkede øjne og hænderne foldet om en mappe.

”Jeg troede, du var død,” sagde Daichi. Han slog Kenji for brystet med den knyttede hånd, ikke hårdt, og så en gang til. ”I fire år har jeg læst i avisen om hver eneste mand, de fandt i havnen. Og så vil du give mig mine ting tilbage og være færdig. Jeg vil ikke have dem. Jeg vil have dig.”

Kenji greb hans hænder. Han holdt dem fast mod sit bryst. Daichi lod ham gøre det. Så fik Daichi æsken op af lommen. Han åbnede den ikke. Han lagde den i Kenjis hånd og lukkede hans fingre om den.

”Den er din,” sagde han. ”Du giver den selv til mor. Du tager toget med mig til Amagasaki. Du lægger den på bordet foran hende, og så kan hun selv sige, hvad den er værd.”

”Jeg skylder dem stadig.”

”Du kan skylde dem fra Amagasaki.”

”Hun vil ikke se mig.”

”Hun vaskede din skål op hver aften i tre år,” sagde Daichi.

Kenji stod med æsken i hånden og så på den. Så lagde han den i brystlommen på arbejdsjakken og lukkede knappen over den.

”Jeg får fri lørdag morgen,” sagde han.

”Lørdag,” sagde Daichi.

”Med det første tog. Hvis du venter på perronen.”

”Jeg venter.”

Kenji så på mig over Daichis skulder. Han havde set mig hver torsdag i ti uger på den anden side af en disk.

”Tak,” sagde han. ”Fordi du skrev dem op.”

Jeg kunne ikke svare ham. Jeg nikkede, og han gik med os mod stationen, et skridt foran, med hånden på brystlommen.

Kenji tog toget den anden vej, mod Kyoto. Vi tog toget ind mod Osaka. Der var lys i vognen og tomme sæder på begge sider. Vi satte os ved siden af hinanden. Daichi sad med hænderne mellem knæene og så på dem. Efter to stationer spurgte han, hvornår min far kom til Umeda.

”Med toget fra Juso. Lidt over halv otte.”

”Så går du derhen,” sagde han.

Det var ikke et spørgsmål. Jeg skulle møde på kontoret klokken halv otte, og jeg havde ikke sovet. Jeg tænkte på fru Tanimura, der ville stå ved disken med posen fra Kobe-linjen og se på uret. Jeg tænkte på min far på bænken ved floden med lukkede øjne.

”Ja,” sagde jeg.

I Osaka gik Daichi ned ad trappen til sit tog med glosekortene i lommen. Så gik jeg ud af JR-stationen og over vejen til Hankyu.

Hankyus hal ligger på tredje sal over gaden med perronerne i en lang række under det buede tag. Klokken var syv. Jeg stillede mig ved spærringen for enden af perronerne og så togene komme ind. Det første. Det næste. Folk strømmede ud og forbi mig mod udgangene, mænd i mørke jakker med tasker, skolepiger, en kvinde med et barn på ryggen. Jeg frøs stadig fra ventetiden ved porten, og mine hænder rystede i lommerne. Jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg ville sige. Jeg havde kun tænkt, at jeg ikke måtte gå hjem igen og sætte mig ved det bord og spise ris over for ham.

Han kom med toget kvart i otte. Han gik i strømmen med de andre, med mappen i højre hånd og jakken knappet, men han gik ikke mod udgangene. Han gik over til de bænke, der står langs ruden ned mod gaden, satte sig på den yderste og lagde mappen på skødet. Han tog avisen ud af jakkelommen og foldede den på langs.

Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham.

Han så ikke op med det samme. Da han gjorde det, blev han helt hvid i ansigtet. Han sad med avisen halvt foldet og så på mig. Jeg så, at han ville sige noget om en kunde eller et møde, men at han ikke kunne finde ordene.

”Far,” sagde jeg.

”Shun. Du skulle være på kontoret.”

”Jeg har set dig sidde her siden februar,” sagde jeg. ”Ikke her. I JR-hallen ved søjlen over for automaterne. Og i parken på Nakanoshima. Jeg ved det, far.”

Han foldede avisen helt sammen og lagde den på mappen. Hans hænder var ikke rolige.

”Februar,” sagde han. ”I februar var du i Tokyo.”

”Jeg kom hjem en tirsdag uden at sige det. Jeg havde kager med til mor. Du sad på bænken med din madkasse, og jeg stod bag en kiosk og så på dig hele dagen. Om aftenen tog jeg nattoget tilbage.”

Han sagde intet. Han så ud over hallen, hvor et nyt tog kom ind, og folk strømmede ud.

”Så det var derfor,” sagde han til sidst. ”At du kom hjem.”

”Du betalte huslejen og afgiften med penge, du ikke havde mere.”

Han lukkede øjnene. Da han åbnede dem igen, var de våde.

”Jeg troede, du ikke kunne klare det,” sagde han. ”Da du kom hjem i marts, troede jeg, at du var dumpet, eller at du ikke ville. Og jeg var lettet, Shun. Jeg sad ved bordet hver aften og var lettet over, at min søn var kommet hjem uden at have klaret det, for så kostede du ikke mere. Jeg skammede mig så meget over at være lettet, at jeg ikke kunne se på dig.”

”Jeg kunne ikke spørge dig,” sagde jeg. ”Så ville du ikke have mere at gå med om morgenen.”

Han lo, en kort lyd, der gik over i noget andet halvvejs, og han tog sig til munden.

”De lukkede afdelingen i Yodoyabashi sidste oktober,” sagde han, da han kunne. ”De kaldte det frivillig fratræden. Der var en pakke, et halvt års løn. Jeg var 51. Jeg tænkte, at jeg havde et nyt arbejde inden jul, så behøvede din mor aldrig at vide det. Jeg har skrevet til 34 firmaer. Jeg har dem i mappen, alle svarene.”

Han lagde hånden på mappen.

”Pakken er brugt,” sagde han. ”Jeg har lånt siden september. Den bonus, jeg gav din mor i mandags, er lånt.”

”Jeg ved det,” sagde jeg. ”Der lå et brev i postkassen. Jeg lagde det tilbage.”

Han bøjede sig forover med albuerne på knæene og ansigtet i hænderne, ligesom en mand bøjer sig, når han har ondt i maven. Hans skuldre rystede. Folk gik forbi os hele tiden, og ingen så på en mand i jakke, der græd på en bænk i Hankyu klokken otte om morgenen, eller hvis de så det, så de væk. Jeg lagde hånden på hans ryg. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning gennem jakken, og jeg holdt hånden der.

”Der var en mand ved porten i Suita i morges,” sagde jeg. ”Han blev væk i fire år. Han ville give det hele tilbage, en ting ad gangen, så han kunne være færdig. Han sagde det selv.”

Min far løftede hovedet.

”Den aften, du kom hjem klokken halv elleve,” sagde jeg, og nu var det min stemme, der ikke ville. ”Jeg sad i entreen med skoene på. Jeg skulle ud og lede efter dig. Jeg vidste ikke hvor. Jeg troede, at det var nu, du ikke kom hjem.”

Han så på mig længe. Så tog han min hånd, der lå på hans ryg, trak den hen og holdt den mellem begge sine på mappen. Hans hænder var varme og våde.

”Jeg sad i parken den aften,” sagde han. ”Det var blevet mørkt, og jeg kunne ikke rejse mig fra bænken. Jeg sad og så på floden, mens jeg tænkte på jer to ved bordet med min skål. Og så rejste jeg mig. Jeg drak to øl i en kiosk ved Juso, før jeg turde gå ind ad døren.”

Han klemte min hånd.

”Jeg ville ikke have forladt jer,” sagde han. ”Men jeg forstår godt, at du troede det. Jeg ville også have troet det.”

”Kom med hjem, far,” sagde jeg. ”Nu. Det er onsdag, og du har ikke noget arbejde, og jeg har ikke noget universitet. Mor skal have det at vide af dig, ikke af et brev.”

”Hun går hjemmefra klokken ni.”

”Så skynder vi os.”

Han sad lidt endnu med min hånd. Så rejste han sig. Avisen blev liggende på bænken. Han bar mappen selv. Vi gik ud i strømmen, ned til perronen, og tog toget, der kørte den modsatte vej af alle de andre, ud over floden mod Juso. Vognen var næsten tom. Vi sad ved siden af hinanden og så ud på vandet, der var gråt om vinteren. Han havde ikke sluppet min hånd.

Min mor stod i entreen med frakken på, da vi kom ind ad døren lidt i ni. Hun havde tasken over skulderen og nøglerne i hånden. Hun så på min far og på mig, der skulle have været på kontoret og var gået hjemmefra før fem. Hun spurgte ikke om noget. Hun hængte tasken på knagen og tog frakken af.

”Sæt jer,” sagde hun.

Vi satte os ved køkkenbordet. Det var bordet til fire, hvor vi var tre, og hun satte vand over, før hun satte sig. Min far lagde mappen på bordet foran sig. Han åbnede den, og jeg så ind i den. Der var den tomme madkasse i tørklædet og en tyk bunke kuverter med firmanavne på, bundet sammen med et gummibånd. Han lagde bunken på bordet og skubbede den over til hende.

”Jeg mistede mit arbejde i oktober sidste år,” sagde han. ”Jeg har siddet i Umeda hver dag siden. Jeg har søgt 34 steder. Pengene er brugt, og jeg har lånt. Shun har vidst det siden februar. Det var derfor, han kom hjem fra Tokyo. Han gjorde det for at spare mig for pengene, og jeg lod ham gøre det uden at spørge.”

Han sagde det hele i ét åndedrag, som om han havde øvet det, og måske havde han det, på en bænk i et år.

Min mor sad stille med hænderne i skødet. Så rejste hun sig og gik hen til køkkenskuffen ved komfuret, den der klemte, og trak den ud. Under bakken med spisepindene lå en kuvert. Hun lagde den på bordet ved siden af bunken.

”Der kom et brev fra pensionskassen i november sidste år,” sagde hun. ”Om din fratrædelse. Jeg læste det. Så limede jeg kuverten igen og lagde den i postkassen, så du fandt den selv. Det her er de penge, Shun har lagt i skuffen hver fredag siden september. Jeg har ikke brugt dem.”

Hverken min far eller jeg kunne sige noget.

”Jeg har vidst det i et år,” sagde hun. ”Jeg har strøget din skjorte hver aften og lavet din madkasse hver morgen og ventet på, at en af jer ville sige det. Jeg kunne ikke være den, der gjorde det. Jeg kunne ikke tage det fra dig.”

Hendes stemme holdt, til hun sagde det sidste. Så holdt den ikke. Hun satte sig. Min far rejste sig og gik rundt om bordet. Han stod bag hendes stol med hænderne på hendes skuldre, og hun lagde sin hånd oven på hans. Jeg havde aldrig set dem røre ved hinanden ved det bord. Vandet kogte på komfuret, og ingen af os rejste sig for at tage det af.

”Undskyld,” sagde min far.

”Det er ikke din skyld, at de lukkede afdelingen,” sagde hun. ”Det andet kan vi tale om. Sæt dig ned og spis noget. Du har ikke spist morgenmad ordentligt i et år.”

Hun stod op, tog vandet af og øste ris op til os alle tre, klokken lidt over ni en onsdag morgen. Min far spiste. Jeg spiste. Bagefter gik jeg ud i entreen og ringede til kontoret. Fru Tanimura tog den efter første ring. Jeg sagde, at jeg ikke kunne komme den dag, at der var noget derhjemme, og at jeg ville forklare det. Hun spurgte ikke hvad. Hun sagde, at posen fra Kobe-linjen var tyk, og at den nok skulle blive skrevet ind.

Torsdag den 18. december kom den unge mand med det runde ansigt lidt før otte med posen. Han talte om kulden og om en kamp, han havde set i fjernsynet. Jeg gav ham ret i begge dele og tømte posen. En paraply og en lommeregner. Ikke noget med navn i. Jeg skrev sedlen og rev kopien af. Han gik med den anden, der stadig ventede i døren.

Fru Tanimura havde sat elkedlen over, da jeg kom. Hun spurgte ikke til onsdagen. Hun stillede den kop, der ikke var til mig, ved siden af min hånd på disken, og så gik hun om bag skabet med sin egen.

Jeg fandt protokollen frem. Jeg slog op på linjen med seglet fra den 4. december, navnesegl i lakæske, navn Okada Kenji, og jeg skrev i rubrikken ud for den, at genstanden var udleveret til ejeren den 17. december 2003, og hele navnet, som protokollen vil have det. Udleveringssedlen havde ingen skrevet under på. Den lå stadig foldet i min jakkelomme, og jeg lagde den i mappen under disken, som den var.

Jeg bar bogen om til fru Tanimura bag skabet. Hun læste linjen og så op på mig.

”Han havde den i hånden,” sagde jeg. ”Jeg så det. Han lagde den i brystlommen og knappede den til. På lørdag tager han toget hjem til sin mor med den.”

Hun fandt sit stempel i skuffen og satte det ved siden af navnet, hvor ejerens underskrift skulle have været. Hun lukkede bogen og gav mig den tilbage.

”Så er den udleveret,” sagde hun.

Jeg bar protokollen ud til disken og lagde den på sin plads, opslået. Posen fra Kobe-linjen var kommet i mellemtiden, og jeg løsnede knuden på den. Der var to paraplyer, et halstørklæde og en bog. Jeg skrev dem ind én ad gangen og bandt numrene på. Det var stille i kontoret bortset fra elkedlen og højtaleren ude i hallen.

Lidt over ti så jeg op. Der stod en mand i en mørk jakke uden for ruden ud mod hallen, med en brun mappe i hånden. Han stod, som folk står foran et udstillingsvindue, og så ind på paraplyerne i stativet og hylderne med numre. Han skulle til arbejdsformidlingen i Umeda klokken halv elleve. Det havde han sagt ved morgenmaden, til min mor og mig. Hun havde ikke lavet nogen madkasse til ham, for han skulle spise hjemme.

Han fik øje på mig bag disken. Han løftede hånden og holdt den oppe.

Jeg løftede min. Fru Tanimura var kommet frem bag skabet med sin kop, og hun så fra mig til ruden.

”Hvem er det,” spurgte hun.

”Min far,” sagde jeg.

Han tog hånden ned og gik videre gennem hallen mod udgangen med mappen i hånden. Jeg så efter ham, til jeg ikke kunne se ham mere mellem de andre. Der var en kvinde ved disken med en paraply, hun havde fundet på perron fire. Jeg fandt en seddel frem.

Jan H. Andersen

Forfatter: Jan

Hittegodset