I det fjerne kongerige Dragonia, som lå klemt inde mellem De Hvislende Bjerge og Det Hvide Hav, svævede dragerne nu og da højt på himlen. De var både respekterede væsener og genstand for den største frygt blandt Dragonias indbyggere. Disse majestætiske uhyrer var ikke blot kongerigets beskyttere, men også den største attraktion i den kendte del af verden. Hvert år strømmede tusinder af besøgende til Dragonia for at opleve de betagende drageshows, der på kongens foranledning gennem århundreder var blevet afholdt i Den Kongelige Dragearena.

Det var en frisk morgen, hvor luften var fyldt med duft af både fyrretræer og havsalt. Uden for dragearenaens tunge porte stod en ung mand ved navn Alexandru. Med en blanding af spænding og nervøsitet stod han som nyansat dragepasser over for sin første arbejdsdag. Forældreløs fra de tidligste år og opvokset hos en af byens gamle dragepassere havde Alexandru altid drømt om en dag at stå lige her. Hans hjerte bankede af spænding ved ikke kun at skulle se disse legendariske væsener på tæt hold, men faktisk at passe dem som en af de få udvalgte. Som en af de modige.

Chefdragepasseren, en aldrende gammel mand og pensioneret general ved navn Hatmanu, mødte Alexandru ved indgangen. Hatmanus ansigt var så fyldt med linjer, at det lignede et af de uvurderlige, håndtegnede landkort fra slottets lærde. Hver eneste fure og rynke var oparbejdet gennem årtier med både hårrejsende slag og lige så hårrejsende drageshows.

Hatmanu var en mand af få ord, men når han talte, vidste man, at man gjorde klogt i at høre grundigt efter. Det vidste Alexandru allerede fra sin kære reservefar.

Hatmanu rakte ham en tyk, læderindbundet manual.

“Denne,” sagde Hatmanu, mens han bankede på manualen med en vejrbidt finger, “indeholder alt, hvad der er værd at vide om dragerne. Læs den godt, for disse væsener er ikke som noget andet dyr, du har passet.”

Alexandru nikkede ivrigt, mens han holdt nærmest krampagtigt fast om manualen, som var den en hellig tekst.

Morgenen fortsatte med rundvisning i drageanlægget. De store foderområder, der var den eneste grund til, at de udvalgte drager overhovedet ville bo i anlægget. De blå og funklende laguner, hvor dragerne badede og nærmest kunne føle sig om konger og dronninger. Og de kolossale huler, hvor de sov i omgivelser langt over dem, som andre drager måtte nøjes med i bjergene.

Med hvert eneste skridt i anlægget voksede Alexandrus ærefrygt. Dragerne var endnu mere storslåede på tæt hold, end han kendte dem fra de drageshows, han havde set. Deres skæl skinnede i enhver tænkelig nuance, og deres blik var intenst, så man ikke var i tvivl om, at man blev målt og vejet. Om man skulle få lov at opvarte eller skulle ende dagen som en udbrændt pind.

Efter den store rundvisning var tiden kommet for at komme helt tæt på. Hatmanu havde fundet Alexandru værdig til at komme inden for i dragegrotterne. Den første drage var et smukt azurblåt uhyre. Azuras var hans navn, der også stod indgraveret på en stor messingplade foran grotten.

Alexandru kunne intet sige, da de stod lige foran Azuras, der sænkede hovedet for at snuse til Alexandru. Han bemærkede end ikke, at han stod med åben mund i åndeløs spænding. Måske også en lille smule frygt, hvor de fleste ville have tisset en lille plet. Det lod han dog hverken Hatmanu eller Azuras mærke.

Han blev godkendt. Azuras rejste hovedet igen og lod som om, Alexandru slet ikke var der. Det var omtrent, hvad man kunne forvente af anerkendelse og respekt fra dragerne.

Hatmanu fortalte om de forskellige gøremål omkring dragerne. Det involverede forbløffende meget arbejde med en skovl, som altid tilfaldt de yngste lærlinge i kongens arena.

Han hørte efter, så grundigt han kunne, men blev tiltagende distraheret. Der var en voksende kilden i næsen. Han afskrev det først som støv eller den kolde luft i grotten, men til sidst blev det for intenst. Lige som Hatmanu fortalte om pleje af dragernes kløer, nyste Alexandru så kraftigt, at han næsten hoppede på stedet, og det gav rungende ekko i grotten.

Til både sin egen og Hatmanus store forbløffelse reagerede Azuras ved pludselig at skifte farve til funklende guld. Alexandru tabte næsten kæben og gloede med store øjne, da den enorme drage ændrede udseende for øjnene af ham. Hatmanus forbløffelse var lige så stor, og der gik nogle øjeblikke, inden han sagde noget.

“Min dreng,” sagde han, mens han gned sig på hagen. “Det er noget nyt. Det har jeg aldrig oplevet før.”

En både flov og forvirret Alexandru undskyldte, men Hatmanu slog det hen med en håndbevægelse, selvom det var tydeligt, at han også var både overrasket og rystet, selvom der skulle en del til at gøre sådan ved en gammel general og erfaren dragepasser.

De fortsatte rundvisningen i grotterne, da Azuras havde fået sin normale farve igen. Den næste drage var Ornyx. En gammel hundrage, der nærmest fik Azuras til at ligne en krammebamse.

Hatmanu fortalte om alt, hvad der var at vide om Ornyx’ særheder, da det skete igen. Først en kilden og så en uimodståelig trang. Alexandru prøvede at undertrykke det, men nøs nu så voldsomt, at han fik propper i ørerne.

Hatmanu rev beskyttende Alexandru om bag sig, da Ornyx åbnede munden. Han var bange for, at han havde forskrækket dragen, der nu ville gennemstege dem i grottens åbning. Det var muligvis en klog reaktion baseret på Hatmanus viden om drager, men den viden var i gang med at ændre sig denne tidlige morgen.

Ornyx bøvsede langtrukkent, og ud af munden kom store bobler, der svævede gennem luften. Som sæbebobler, der glinsede i alle regnbuens farver i skæret fra lyset udefra.

“Ej, undskyld,” stammede Alexandru og var næsten ved at begynde at græde. Han var bange for, at den dag, han havde set frem til i hele sit korte liv, skulle ende med, at han blev smidt ud ad porten på røv og albuer.

Hatmanu vidste ikke, hvad han skulle sige, men tog det med forbløffende, stoisk ro. Uden at fornemme Alexandrus bekymringer sagde han, at det skulle han ikke tænke på. Alexandru kunne dog godt mærke, at dette var alt andet end normalt.

De fortsatte ind til en yngre og mindre drage kaldet Knizek, hvor Hatmanu fortsatte sine instrukser – tilsyneladende uanfægtet af de usædvanlige oplevelser. Alexandru var dog nu temmelig distraheret af dem.

Der gik ikke længe, inden de igen skulle opleve noget bemærkelsesværdigt, som ingen havde oplevet tidligere i kongeriget. Alexandru nøs så kraftigt, at det kun var rent held, at han ikke også slog en prut samtidigt.

Knizeks reaktion var så usædvanlig, at end ikke Hatmanu instinktivt sansede at stille sig beskyttende foran sin unge lærling.

Knizek lettede fra gulvet, vendte maven i vejret og svævede op under grottens loft, mens den klukkede, som om den blev kildet på sin blottede, bløde mave.

For første gang denne morgen måtte også den gamle general blot stå med åben mund til det sælsomme syn, der udspandt sig lige foran dem. Eller rettere over dem.

Alexandru var mere bekymret end betaget. Han var allerede ved at tænke over, hvad han skulle fortælle sin sandsynligvis skuffede far, når han kom hjem fra første – og sidste – arbejdsdag allerede klokken ti.

Det skulle dog vise sig at være en grundløs bekymring, da Knizeks latterkramper aftog, og han langsomt dalede ned på grottens gulv igen.

Hatmanu gik længe frem og tilbage i grotten ved siden af Knizek, mens han skiftevis havde hænderne bag ryggen eller kløede sig på hagen. Alexandru var kun ved at forberede sin hjemtur imens, da Hatmanu endelig stoppede sin vandren.

“Alexandru, min dreng.” Hans ord var rolige og eftertænksomme og blev fulgt af endnu en tænkepause, der rev lunser ud af Alexandrus svigtende humør. “Jeg tror, der måske er nogle nye numre i vores drageshows.”

Dagene efter Alexandrus første nysfyldte møde med Hatmanu og dragerne var fyldt med den sælsomme, bekymrede nervøsitet, der kommer, når man gerne bare vil gøre det så godt, man kan. Han studerede flittigt Hatmanus håndbog. Både for at lære så meget som muligt om sit nye håndværk, men også i håb om at finde en forklaring på det, han havde oplevet. Eller måske bare tidligere observationer af denne særegne effekt på dragerne. Han kunne da umuligt være den eneste. Men de gamle sider, der måske nok var fyldte med både anekdoter om drager og detaljerede plejeinstruktioner, gav ingen spor om drager, der skiftede farver, blæste bobler eller svævede med hovedet nedad. Hverken med eller uden nys.

Hatmanu var måske nok en bidsk general, der gik lige så alvorligt til værks i sit job som chefdragepasser, som han havde gjort som hærfører. Han var dog også en kløgtig forretningsmand, som nok vidste, hvad der var til både dragearenaens og kongens bedste. Til trods for sin indledende forlegenhed blev Alexandrus usædvanlige indflydelse på dragerne hurtigt omdrejningspunktet for ny underholdning i Den Kongelige Dragearena.

Nyheden om den nysende, unge dragepasser og dragernes bizarre reaktioner spredtes som en løbeild gennem Dragonia. Nysgerrige indbyggere i kongens hovedstad begyndte hurtigt at gå til drageshows igen, selvom de alle havde oplevet dem mange gange før. De skulle lige se, om der var noget om rygterne.

Alexandru var blevet et lille indslag i slutningen af det sædvanlige program for det daglige show, der blev styret med hård hånd af de øvede dragetrænere. Begejstringen var dog så stor, at der ikke gik mange dage, før besøgende fra andre af kongerigets byer begyndte at strømme til i hobetal. Alle ivrige efter at være vidner til spektaklet med egne øjne.

Hatmanu så hurtigt mulighederne i sin unge lærling og organiserede et nyt, særligt show. “Alexandrus Farverige Menageri” stod der på skiltene, der knap var tørre fra skiltemaleren, da de blev banket fast ved siden af arenaens porte.

Selvom ingen sagde noget, kunne Alexandru godt fornemme, at der blev kigget skævt til ham fra dragetrænerne, der altid havde været de menneskelige stjerner i showene. Hvad bildte sådan en ubetydelig snothvalp sig ind? Sådan bare at spadsere direkte ind fra gaden og overtage al rampelyset. Han bemærkede også deres mange forsøg med både ægte og falske nys, der dog ingen effekt havde på dragerne.

Hatmanu var menneskekender nok til at have forudset dragetrænernes modvillighed, og han tog sig derfor selv af at oplære Alexandru i at stå på egne ben i arenaen.

Han trænede ham i at optræde selvsikkert og til at foregive, at hver reaktion fra dragerne var ventet, selvom det aldrig var tilfældet. Publikum skulle kun føle sig underholdt og helt trygge. Han lærte også Alexandru, hvordan han bedst undgik at blive brændt til aske eller trampet i stykker af dragerne, da det utvivlsomt ville sænke antallet af børnefamilier til drageshows, hvis det skete. Det blev til mange, lange dage, hvor Alexandru nærmest faldt omkuld, når han havde spist sen aftensmad.

Over de kommende uger blev Alexandru tiltagende selvsikker, når han stod alene i midten af den store arena. Omgivet af ikke blot skræmmende drager, men en for de fleste lige så skræmmende stor forsamling af mennesker, der kun var kommet af en enkelt grund: Ham.

Hver forestilling var uforudsigelig. Nogle gange kunne en drage begynde at synge, hvis Alexandru nyste to gange i træk. Andre gange kunne en anden drage blæse en røgsky formet som et dyr, eller hoste en sky i alle regnbuens farver. Dragernes evner syntes lige så forskellige fra gang til gang, som Alexandrus evne så ud til kun at være én eneste: At nyse.

Selv dragerne, der ikke ligefrem var de letteste skabninger at begejstre, så for hver dag ud til at glæde sig mere og mere til de nye shows, hvor de selv opdagede nye, overraskende evner, der fik publikum til at juble.

Publikum var tryllebundet og underholdt som aldrig før, da et mindeværdigt show bød på intet mindre end tredive nys, der igen – hver og én – udløste en ny og hidtil uset reaktion. Ornyx, der var alt andet end elegant, og som havde skæl i den smukkeste, dybrøde farve, blev lysende, solgul og begyndte at danse i sin fulde højde. En anden drage begyndte at svæve og rotere, mens en sky af forskelligt farvede gnister flød fra dens næsebor som fyrværkeri. Naturligvis til ubeskrivelig jubel fra hele arenaen.

På få uger blev Alexandru en berømthed i hver ende af kongeriget. Det var dog ikke en rolle, han følte sig helt tilpas med, og var da slet ikke det, han havde drømt om, da han stod ved dragearenaens port den første dag. Han nød latteren og glæden, hans nys frembragte, men han ville faktisk meget hellere bare være en ganske almindelig dragepasser.

Hver aften kom han hjem og havde ondt i hovedet af at nyse og af at undertrykke nys. Han havde fundet ud af, at han kunne undertrykke nys, men hans næse og hjerne var næsten ved at eksplodere, hver gang han gjorde det. Ved at nyse med næsen klemt godt ned i albuen, kunne han også undgå spektakulære dragehændelser, der jo ikke var hensigtsmæssige dagen lang. Uanset hvad han gjorde, så sled tredive-fyrre nys i timen på hovedet. Han gik som regel i seng kort efter at have lavet aftensmad til sin far og sig selv.

Alexandru havde selvfølgelig fortalt sin far om de sælsomme oplevelser med dragerne. Hans far havde dog endnu ikke været i dragearenaen for at se et show. Han var for syg lige nu, og kom kun ud af sengen, når Alexandru havde maden klar. Alexandru ville gerne have fortalt sin far en masse om sine oplevelser i den halve time, de hver dag tilbragte sammen ved middagsbordet. Han var dog alt for træt, og hans far var nok også for træt til at høre efter.

Selv med ondt i hovedet, var det dog ikke altid, at han faldt hurtigt i søvn. I stedet lå han og bekymrede sig om, hvordan det kunne fortsætte. Det var kun uger siden, han var startet som dragepasserlærling, men det kunne ikke blive ved på denne måde. Alt det, han havde glædet sig til, var slet ikke, som han håbede. Og det, han havde fået i stedet for, var slet ikke noget, han ønskede.

Nogle aftener faldt han i søvn til tanken om, at han måske skulle stoppe som dragepasser. Tanken gjorde så ondt i hjertet, at han næsten ikke turde tænke den, men måske var der ingen anden vej. Det kunne ikke fortsætte sådan. Måske skulle han gå til Hatmanu med den tunge besked.

Han vidste godt, at hans bekymringer og tanker næppe ville blive modtaget med glæde hos Hatmanu. I håb om at kunne undgå den hårdeste beslutning af dem alle, ledte han i stedet for i hemmelighed efter en løsning. Hver dag i de følgende par uger, inden det var tid for det daglige show, vandrede han en tur gennem markedsgaderne og ledte efter urter og eliksirer, der måske kunne dæmpe hans trang til at nyse. Han spurgte kloge koner og vise mænd, der alle havde mange råd og sikre løsninger, de gerne ville sælge.

Til alt held var han allerede nu blevet belønnet for sine usædvanlige evner med lidt flere penge, end andre dragepasserlærlinge fik. Hatmanu vidste nok, at det var en god ide at opmuntre ham for alt sit hårde arbejde og meget lange arbejdsdage. Derfor havde Alexandru også råd til at prøve sig frem i selv de mere lyssky boder, selvom det var vanskeligt at komme uopdaget hen til dem. Der var altid nogle, der genkendte ham og ville hilse på den berømte dragepasser, når han faktisk allermest blot ville være ganske ukendt og falde i ét med markedsgadens folk.

Han prøvede at tygge på alt fra alverdens blomsterblade og svampeekstrakter til en fælt lugtende blanding anbefalet af en tvivlsomt udseende alkymist i den skumleste ende af gaden. Intet syntes dog at virke, og hans tilfældige, kraftige nys fortsatte med at være lige så meget en del af hans daglige rutine som at fodre dragerne og muge ud.

I takt med sin voksende berømmelse voksede også både kendskabet og forventningerne til Alexandrus show. De blev ikke mindre, da det forlød, at kongen ville komme til det næste show. Efter sigende fordi rygtet om Alexandrus forunderlige drageshows var nået til de to nabokongeriger, hvor kongens døtre var giftet bort til, så der var fred og fordragelighed mellem landene. Så nu ville ikke blot kongefamilien fra Dragonia komme, men også kongesvigerfamilierne på hver side af landet. Det var ganske usædvanligt, og det bragte naturligvis både spænding og frygt, da Hatmanu overbragte Alexandru nyheden.

Alexandru fik ikke lukket et øje natten før. Både i ren nervøsitet over dragernes og sin egen krops uforudsigelighed, men også af ondt i maven over al den opmærksomhed, han slet ikke ønskede. Det var måske et stort øjeblik i dragearenaens historie, men utvivlsomt det allerstørste i hans eget liv. Det ville sandsynligvis aldrig kunne blive større end dette. Alligevel ville alle sikkert forvente endnu mere allerede fra dagen efter igen.

Bekymringerne og forventningerne hvilede tungt på hans skuldre, efterhånden som timerne sneglede sig gennem både natten og dagen op til det store show. Alexandrus nerver prikkede ved hvert snøft og kilden i næsen, mens han gik hvileløst rundt uden for dragegrotterne.

Arenaen var propfyldt som aldrig før. Selv ståpladserne og indgangene var så fyldte til randen, at det var vanskeligt for sælgerne af snacks og drikkevarer at komme rundt. Tilskuere fra alle hjørner af både Dragonia og nabokongerigerne havde indfundet sig i god tid. Alle med en forhåbning om at få de absolut bedste pladser til det kommende show. Altså bortset fra kongefamiliernes pladser naturligvis, der stod højt hævet i forreste række med perfekt udsyn til det hele.

Da Alexandru trådte ind i arenaen gennem porten til dragernes grotter, brølede folkemængdens jubel, og det blev kun lige akkurat overgået, da de tre kongefamilier kort rejste sig og vinkede til, hvad der lignede det halve kongerige.

Netop som kongen satte sig til rette på sin velpolstrede plads igen, følte Alexandru en velkendt kilden i næsen. Showet skulle til at begynde.

Alexandru vendte sig mod Hatmanus faste plads på sidelinjen. Det var ham, der som altid skulle give det endelige tegn til at starte. Alexandrus hjerte sprang et slag over, da han så sin far stå ved Hatmanus side. Den eneste gæst, der for Alexandru kunne være vigtigere end kongen. Hans far var tydeligvis slet ikke frisk, og stod kun oprejst lige nu med Hatmanus hjælp. Da Alexandru var kommet sig over den glædelige overraskelse, smilede han over hele ansigtet og vinkede ivrigt til dem begge. Nu kunne showet ikke blive større.

Hatmanu gjorde tegn til start.

Alle drageshows startede med en fremvisning af drager. Normalt kun halvdelen af Den Kongelige Dragearenas samling af drager, men i dagens særlige anledning skulle alle frem i rampelyset i samme show. Ikke mindst for at imponere de kongelige svigerfamilier fra øst og vest. Enogtyve drager af forskellig art. Fra den mindste på knap fem meters højde til Ornyx, der med sine imponerende mere end 20 meters højde kunne tage pusten fra enhver.

Den første drage var kun lige kommet ind i arenaen, da det begyndte at regne. Det gjorde intet for publikum, da tilskuerpladserne var dækket af arenaens store tag. Den store, runde midte derimod var under åben himmel. Dragerne havde intet imod regn. Det havde Alexandru heller ikke. Det havde været en varm og tør dag. Faktisk havde det været en varm og tør sommer. Det var første regnvejr i næsten to måneder denne sommer, og han lod med glæde regnen løbe ned over ansigtet, mens han ledte den næste drage ind i arenaen.

Det var en lang præsentation af drager denne aften. Enogtyve drager, der alle skulle en tur rundt i den store arena, og som alle lige skulle give et ganske ventet og instrueret gib i de forreste rækker. De skulle naturligvis også alle lige hilse på kongefamilierne, så ingen var i tvivl om, hvem der så ud til at bestemme over det ganske kongerige.

Regnen var begyndt at øse ned, mens Alexandru og dragetrænerne pligtopfyldende viste drager frem. Den ekstra lange præsentation sled dog lidt på publikums tålmodighed, og der bredte sig en smule uro på tilskuerpladserne. De var kommet for mere end blot en kedelig fremvisning af den kongelige dragesamling.

Langt om længe var dragernes indmarch og fremvisning dog bragt til ende. Alle enogtyve drager var samlet i arenaen. Mægtige, enorme og frygtindgydende skabninger, der sad på rækker i den kæmpestore arena. End ikke Hatmanu havde set dette syn før, som i sandhed var noget for sig selv. Og midt i det hele stod Alexandru. Ganske alene, da resten af aftenen var i hans hænder. Eller rettere næse.

Regnen væltede ned, og han var forlængst gennemblødt fra inderst til yderst, men det gjorde ingen ting. Dette var den største aften. Måske nogensinde i hele hans liv. Alle var her. Kongen var her. Hans far var her. Og han frøs ikke. Han bemærkede nærmest slet ikke regnen. Nu skulle han blot slå hænderne ud. Som en tryllekunstner, der kunne ryste de mest mærkværdige og bizarre trick ud af ærmerne ved et fingerknips.

Han stod et øjeblik med armene strakt ud til siderne, som i et lydløst ”tadah!” Hele arenaen holdt vejret. Ingen ville gå glip af indledningen.

Der var kun lyden af regnen, der landede.

Så var der lyden af en kop, der blev tabt et eller anden sted oppe blandt sæderækkerne.

Derefter var der en baby, der græd gennem den hvislende lyd af regnen.

Men der var ingen nys. Der var end ikke en kilden i næsen.

Alexandrus mave snørede sig sammen. Der var ikke antydningen af et nys på vej, mens nærmest hele verden kiggede på ham. Utålmodigt. Regnen havde gjort arenaen til en mudret plads. Alle dragerne glinsede under deres drivvåde, skællede overflade. Der var ikke det mindste flyvende støv af drageskæl, der kunne pirre hans næse til ét eneste ukontrolleret nys.

Han sænkede langsomt armene og anede ikke, hvad han skulle gøre. Han så op på kongen, der sad med et alvorligt ansigt, som var det hugget i sten. Han så over mod Hatmanu, der så lige så alvorlig og uforstående ud. Og han så på sin far, der så både bedrøvet og træt ud, mens Hatmanu stadig holdt ham på benene. Ingen af dem var ham til nogen hjælp.

Så kom det første buh fra publikum. Derefter endnu et. I løbet af et øjeblik buh’ede hele arenaen i kor i skuffelse over at have tilbragt alt for lang tid på ikke at se, hvad de var kommet for. De var ikke kommet for at se en gennemblødt ung mand stå tavst og rådvild mellem enorme, stillesiddende drager. De var kommet for at se et show for livet.

Alexandru så tiltagende fortvivlet ud, mens de hånlige tilråb ingen ende ville tage. Han var på nippet til at græde og så skiftevis på Hatmanu, på dragerne og ned i jorden. Men intet skete. Der var ingen nys på vej. For første gang i lang tid følte han sig helt klar i hovedet og næsen her i den friske luft, der var ren og gennemskyllet af regnen.

Tilråbene tog til, og enkelte stærke stemmer gjorde, at der nu blev trampet, råbt og buh’et i takt. Ydmygelsen var total, og Alexandru kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Han stod ret op og ned og græd i midten af dragearenaen, og det var umuligt at skelne, hvad der var tårer og hvad, der var regn.

Nye hånlige sætninger var ved at forme sig i korets tilråb, da der pludselig skete noget.

Ikke kilden i næsen. Ikke nys.

Derimod var det Ornyx, der rørte på sig. Fra sin sædvanlige lidt trætte, sammensunkne stilling rettede hun sig op i sin fulde højde, og det kan få selv den mest misfornøjede forsamling til at tie med det samme. Hun kastede et kort blik rundt på tilskuerne, der sad som lammede på tilskuerpladserne. Og så brølede hun, som det ellers er uhørt i arenaen.

Et ægte dragebrøl er ubeskriveligt. Det er alle toner, mennesket kan høre og en del flere end dét. Som et gungrende tordenvejr lige uden for. Som selveste Jorden, der bølger under én, når jordskælv rumler. Som lyden af mennesker der skriger, og huse, der blæses omkuld.

Ornyx brølede, så arenaens tag gav sig, og hvert et stolesæde rystede. Alexandru, der stod i første række til det øresønderrivende brøl, holdt sig for ørerne og kneb øjnene sammen, mens brølet fik verden til at snurre.

Brølet holdt op. Alting blev pludselig stille som graven. Ikke en eneste lyd hørtes i hele arenaen. Selv regnen kunne ikke høres, men det var alene fordi, alles ører var udmattede af den kraftigste lyd, de havde hørt i deres liv.

Alexandru tog hænderne fra ørerne. Lige tids nok til at høre Ornyx trække vejret dybt igen. Han gjorde klar til at dække ørerne igen, men denne gang var det ikke kun et brøl, der kom. Ornyx løftede hovedet, åbnede munden og blæste flammer op i luften, som havde en vulkan åbnet sig midt i arenaen. Det blev som højlys dag og lidt til, varmen slog mod alle, og det ildsprudlende brøl kunne høres i miles omkreds. Det var på samme tid så skræmmende og imponerende, at ingen sansede at begynde at flygte i panik.

Ornyx sænkede hovedet og halsen ved siden af Alexandru. Det var tydeligt, at hun gjorde tegn til, at han skulle sætte sig op. Alexandru havde aldrig siddet på Ornyx før. Eller nogen anden drage for den sags skyld. Han havde knap nok rørt ved dem. Den komplette ydmygelse for øjnene af titusindvis havde dog sat sine spor. Hvad var der at miste ved at følge Ornyx’ opfordring? Han drejede sig mod Ornyx, der sendte ham, hvad der lignende et opmuntrende glimt med øjnene. Måske så han bare, hvad han ønskede at se, men det var vitterligt også, hvad han ønskede lige nu. Resolut greb han fat om det højeste drageskæl, han kunne nå, og svang sig adræt op på Ornyx’ hals, mens hans krop rystede af skræk.

Alle i arenaen var tavse. Alle holdt vejret. End ikke hans far eller Hatmanu protesterede. De var som forstenede ved det højest usædvanlige syn af et menneske, der kravlede op på en drage. Det var forbeholdt børneeventyr at gøre sådan.

Da Ornyx følte sig sikker på, at Alexandru havde sat sig godt til rette, rettede hun sig igen op i sin fulde højde. Så bredte hun sine vinger ud. Hvis hun var imponerende med sine mere end tyve meters højde, så var det ingenting mod hendes vingefang på mere end den halve arena.

Vingeslagene startede langsomt. Suset gav genlyd i hele arenaen. Ved tredje slag var ikke et eneste hårstrå uberørt af den susende vind. Det var som om jorden gav efter, da Ornyx med tunge vingeslag lettede og alt, der ikke sad fast, blæste omkuld. Lige så kolossal, som hun så ud, lige så yndefuld virkede hendes svæven, da hun først var lettet. Hun skød til vejrs med Alexandru på halsen, og mens hun fløj gennem luften opad og opad, brølede hun af sine lungers fulde kraft. Det gav genlyd fra alle sider mellem bjergene, og arenaen knagede og bragede, som den bedst kunne.

Mens alle – fra den tarveligste gadedreng til kongerne på forreste række – så åndeløst til med åbne munde og store øjne, cirklede Ornyx rundt højt over arenaen og spyede ild, så der var lyst, så langt øjet rakte. Og Alexandru holdt fast om de nærmeste drageskæl på nakken, mens han hvinede. Hverken af skræk eller begejstring. Alene fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre.

Lige så elegant Ornyx var lettet, lige så tungt landede hun igen kort efter. Der var fuldstændigt stille i arenaen, som var alle slået omkuld af det særegne syn. Selv regnen var stoppet. Alexandru holdt godt fast i Ornyx, indtil hun sænkede hovedet og nakken. Så lod han sig glide ned og landede på benene. De så måske sikre ud på afstand, men i virkeligheden rystede de under ham.

Der var ikke en eneste lyd bortset fra Ornyx’ prusten. Men så kom der et klap. Og så ét til. Alexandru vendte sig efter lyden. Det var kongen. Han havde rejst sig op og klappede langsomt, og et øjeblik efter fulgte hele arenaen i et stort bifald.

Det fik dog en brat ende, da alle kunne høre, at Ornyx igen trak vejret dybt. Alle holdt instinktivt vejret og gjorde klar til enten at holde sig for ørerne eller flygte fra et inferno af ild. Alexandru stod selv som lammet foran Ornyx.

Så pustede hun. Hverken ild eller brølende larm. Varm luft. Dybt nede fra lungerne, hvor ild kunne næres til at brænde hvad som helst, men hvor det lige nu kun var som en storm fra ørkenen. Varm, tør luft, der hvirvlede alt op. Den regnvåde arena tørrede ud på et øjeblik, og sand og støv og drageskæl løftede sig i en sky så tæt omkring Alexandru, at han blev fuldstændigt indhyllet i den. I nogle øjeblikke var der kun en tæt, brun tåge at se i midten af arenaen, mens alle tav og ventede på hvilket helvede, der måske brød løs.

De ventede et øjeblik. Så et øjeblik mere. Og endnu et.

Så kom det. Efter en langstrakt kilden, missen med øjnene, og en næse, der føltes som om, den var ved at kortslutte.  Ingen kunne set det gennem støvskyen, der omsluttede Alexandru, men alle kunne høre det. Et stort nys gav genlyd i arenaen. Så et mere. Og et til. Det var som om, han havde sparet op hele aftenen, og kunne slet ikke stoppe igen. Den kildende, prikkende, varme luft fuld af irriterende støv af drageskæl sendte ham ud i en næsten ustoppelig række af nys.

Men da var alle forlængst holdt op med at bemærke nysene. Nu var det kun dragernes reaktion, der tiltrak sig al opmærksomheden. Og det var et ubeskriveligt syn. Som alle festfyrværkerier i mands minde på én gang. Som cirkus på pladsen, teater på torvet og det største optog af de mest utrolige fund fra fjerne lande samlet på ét sted. Farver, bobler, regnbuer, røgskyer, kvækken, pippen, syngen, dansen og trommen. Piruetter, kolbøtter og saltomortaler. Drager på hovedet, drager i luften, drager på ét ben og drager med alle fire i vejret. Selv Ornyx, der ellers havde brugt nok af sine kræfter denne aften, blev blå og kunne slet ikke stoppe med at hoste kulørte blomster op fra sit varme indre.

Støvskyen var lettet omkring Alexandru, så han selv kunne se resultatet af sine nys. Fra at have været den værste aften nogensinde, var det på et øjeblik blevet den mest utrolige. Fra at have været den mest upopulære person i Dragonia for øjeblikke siden, var han nu, hvad alle forventede. Selvom dragerne var lige så lidt færdige med deres ukontrollerede numre, som Alexandru var med sine ukontrollerede nys, lige så ukontrolleret var også publikums jubel og begejstring imens.

Endnu et kvarter gik med det mest mageløse drageshow i Den Kongelige Dragearenas historie. Alexandru smilede og vinkede, som han bedst havde lært, da han blev hyldet med stående bifald fra ikke kun de titusindvis af fremmødte Dragonianere, men også selveste kongefamilierne. Det var dog intet af dette, der betød allermest. Det gjorde derimod hans fars store smil og bifald, der tydeligvis blev ledsaget af nogle tårer, der også måtte tørres væk.

Dragetrænerne tog sig af at lede alle dragerne ud af arenaen, da Alexandru smilende og vinkende havde forladt rampelyset som aftenens stjerne. Han gik direkte ud til omklædningsrummet, men i stedet for at klæde om satte han sig bare udmattet på sin bænk. Han begyndte at græde.

”Hvad er der dog med dig, min dreng,” udbrød hans far forskrækket, da han og Hatmanu kom ind i omklædningsrummet for at lykønske ham med det fantastiske show.

Alexandru løftede sit ansigt og snøftede. Nu måtte han fortælle det, som det var.

”Jeg vil ikke mere.” Han hulkede igen. ”Det var den værste aften nogensinde. Jeg har ikke lyst til at være den, som alle kommer for at se. Jeg har ikke lyst til at blive klappet af eller buh’et af. Jeg har ikke lyst til at have ondt i hele hovedet hver eneste aften af at nyse hele dagen. Jeg ville bare være en dragepasser.”

Alexandru rejste sig op og slog armene om sin gamle far. Så fulgtes de ad ud af omklædningsrummet og gik langsomt hjem gennem byen uden et eneste ord. For første gang i lang tid lavede de mad i fællesskab, mens humøret og snakken vendte lidt tilbage. De snakkede og grinede hen over spisebordet, som de ikke havde gjort i lang tid. Aftenen var pludselig, som de engang havde været. Til sidst måtte Alexandru dog overgive sig til en ubeskrivelig træthed og gik i seng. Han sov som en sten efter den mest begivenhedsrige dag i sit liv.

Han sov ikke kun som en sten. Han sov også længe. Han ville ikke tilbage til dragegrotterne mere. End ikke den efterfølgende morgen. Han måtte finde på noget andet at lave, men vidste ikke hvad. Lige nu var han dog lykkelig og uvidende i drømmeland.

Det endte først, da det bankede hårdt på døren op ad formiddagen. Ikke bare én gang. Heller ikke kun to gange. Han vågnede faktisk først ved den tredje serie af hårde bank, hvor også hans far kaldte på ham inde fra sit sovekammer. Han tumlede forvirret ud af sengen, og skyndte sig hen til døren for at åbne. Han så forsovet ud i ansigtet og havde morgenhår, der strittede i alle retninger.

Han åbnede. Hatmanu stod uden for.

”Alexandru, min dreng.” Hatmanu fortrak ikke en mine.

”Ja?” Alexandru var lige så forbløffet, som han var omtumlet.

”Kom med ned til dragearenaen,” kommanderede Hatmanu uden dog at lyde så kommanderende, som han ellers kunne.

Alexandru behøvede ikke tænke sig om. Han var fast besluttet.

”Jeg vil ikke mere,” sagde han, men kunne ikke undgå at se en smule bedrøvet ud over den nedslående beslutning, der stadig gjorde ondt helt ind i hjertet. Der skulle trods alt mere end en løs overvejelse til at sætte sig op mod Hatmanu og sige nej til sit drømmejob.

”Kom nu bare med,” indvendte Hatmanu. ”Bare en sidste gang, inden du tager en beslutning, du vil fortryde resten af dit liv.”

Han lød overbevisende, som pensionerede generaler nu engang kan. Selvom Alexandru havde besluttet sig, så fulgte han Hatmanus opfordring om at følge med. Kort efter havde han fået tøj og sko på, og de gik med hastige skridt gennem byen mod dragearenaen. Selvom Hatmanu var oppe i årene, så gik han med lange, raske skridt, og tempoet var for højt til at snakke undervejs.

Inden længe stoppede de foran dragearenaens porte.

”Alexandru,” begyndte Hatmanu.

Han holdt en pause.

”Alexandru, min dreng.”

Han holdt en pause mere.

”Hvad der skete i går, var den største begivenhed i dragearenaens historie.”

Hatmanu trak vejret dybt.

”Det var ikke kun det største show nogensinde. Det var også det største, jeg nogensinde har set ske med dragerne.”

Han lød pludselig en smule berørt.

Alexandru havde lyst til at indvende, at han stadig ikke ville mere, men det lød ikke som det rette tidspunkt lige nu.

”Jeg vil rigtigt gerne, at du fortsætter i arenaen.”

Nu gjorde det derimod.

”Men…” begyndte Alexandru.

”Shhhh,” standsede Hatmanu ham. ”Vent lige lidt.”

Alexandru tav med det samme.

”Kongen vil rigtigt gerne, at du fortsætter i arenaen.”

”Men…,” protesterede Alexandru igen, selvom det ellers ikke normalt var noget, man gjorde efter sætninger, hvor kongen blev nævnt.

”Shyh, shyh, lad mig nu tale ud, min dreng.” Hatmanu løftede hånden i et tegn til, at nu skulle Alexandru bare lige holde sin mund et øjeblik mere.

Det kunne han naturligvis også godt, når Hatmanu bad ham om det.

”Jeg nævnte dine bekymringer for kongen,” fortsætte Hatmanu og vidste naturligvis godt, at Alexandrus beslutning var lidt mere end blot simple bekymringer.

”Ja?” Alexandru fornemmede, at der måske var mere end blot overtalelse forude.

”Kongen er meget begejstret for, hvad du har gjort ikke bare for dragerne og dragearenaen men også for hele Dragonia. Han er villig til at betale ekstra for, at du fortsat kan være en del af dragearenaen.”

”Men…,” protesterede Alexandru allerede igen, for det handlede ikke om at få penge nok for sine lidelser.

”Vent nu lige lidt, min dreng.”

Hatmanu gjorde tegn til vagterne om at åbne portene, og et øjeblik efter gled de store porte til arenaens dragegrotter op. Hatmanu gik inden for, og Alexandru fulgte efter. Stadig lidt modvilligt, for han havde faktisk ikke lyst til endnu et nyseanfald og ondt i hovedet.

Noget var dog anderledes end normalt. Alexandru bemærkede, at gulvene var fugtige i grotternes forhal. Der lugtede også anderledes frisk end normalt. Og så stod der tolv unge mænd som ham selv på række inden for. Hver med en spand foran sig og en moppe i hånden.

Hatmanu standsede foran rækken af nye folk, der var startet på arbejde i dragegrotterne denne morgen. Han slog ud med den ene hånd i retning af dem.

”Kongen vil betale for, at du resten af dit liv kan holde ud at være i dragegrotterne som dragepasser.” Hatmanu smilede til ham. ”Disse mange nye lærlinge vil sørge for, at her altid er rent og nyvasket og fri for dragestøv, så du ikke skal nyse hver eneste dag.”

Alexandru kunne ikke skjule, hvor begejstret han var, og han smilede over hele ansigtet.

”Men…” fortsatte Hatmanu. ”Der er dog én betingelse.”

”Ja?” Alexandru så igen alvorlig ud, men det kildede alligevel lige så meget i hans mave nu, som det normalt havde gjort i hans næse.

”Én gang om året skal du holde et drageshow som i går, hvor du kan vise, hvad dine nys kan gøre ved dragerne. Det er alt, hvad kongen forlanger i bytte.”

Hatmanu tav. Alexandru tav. De tolv nye lærlinge sagde intet. Faktisk var der komplet stilhed i grotternes forhal, hvis det ikke var for den knirkende lyd af portene, der blev lukket bag dem igen.

Alexandru tænkte. Han tænkte længe. Det var et godt tilbud. Måske tænkte hver eneste af de andre lærlinge i rækken, at det ville være tåbeligt ikke at tage imod dette enestående tilbud fra kongen, men de sagde naturligvis intet. De stod overfor Hatmanu og den mest berømte dragepasserlærling nogensinde i Dragonia. Så havde man bare at holde sin mund med sine egne tanker.

”Ja,” sagde Alexandru endelig, som mere end nogen anden blot ønskede at kunne være dragepasser. ”Det er en aftale.”

Og sådan blev det.

Alexandru levede til at blive mere end 90 år, hvor han hver eneste dag var at finde i Den Kongelige Dragearena. Han blev også chefdragepasser, da Hatmanu nogle år senere blev for gammel til at være det. Og det var den reneste og mest støvfrie dragearena med de mest nyvaskede drager, Dragonia nogensinde havde set.

Og én gang om året – i forlængelse af den store høstfest – valfartede ikke blot hele Dragonia, men også nabokongerigerne, hvor kongedøtrene nu var blevet dronninger, til dragearenaen for at se, hvad dragerne kunne, når Alexandru nøs.

Den 23. april fejrer spejderne Sct. Georgsdag, hvor spejderløftet fornyes. Ved samme lejlighed fortælles ofte også sagnet om netop Sct. Georg. Fortællingen om, hvordan han som ganske ung mand – uden at ville have belønning – nedkæmpede dragen, så der ikke skulle ofres en ung kvinde fra landsbyen.

Nu var det jo ikke kun i Salem i Lykien, at de døjede med grådige drager, der ville have deres årlige andel af unge jomfruer, når de var blevet trætte af at tygge på får. Det gjorde man mange steder i verden, men særligt i bjergområderne i Kappadokien og Kaukasien var det ganske slemt. Her var der ikke megen hjælp at hente for de små, isolerede landsbyer, der lå spredt mellem bjergene fjernt fra de store byer.

Langt fra Salem fandtes byen Kari. Den findes stadig den dag i dag i det, der nu hedder Georgien. Kari var også en ganske lille landsby. Indbyggerne var næsten som én stor familie, og det var de jo nok i virkeligheden også. Der var kun tilflyttere og fraflyttere i byen, når der blev byttet gifteklare unge kvinder med nabolandsbyerne. Og så var der fest. Ikke fordi man havde byttet unge kvinder, men fordi det var tegn på, at der skulle være bryllup. Så var ikke blot hele landsbyen til fest, men også nabolandsbyerne. Det var de begivenheder, man så frem til hele året.

Kari var som alle andre landsbyer i bjergene. Her var varmt om sommeren og rigtigt koldt om vinteren. Så koldt, at alt frøs til is, og selv havenisserne måtte tages inden for, så de ikke sprækkede i kulden. Havde man ikke sørget for nok forråd til vinteren, så ville man ikke kunne overleve. Det skulle man nu nok alligevel med hjælp fra de andre i byen. Det var nemlig meget venlige folk, der boede i Kari, og alle tog sig af alle. Så skulle man dog nok også regne med at komme til at give en ekstra hånd med på nabogårdene næste sommer. Det var også rimeligt.

I bjergene oven for Kari boede en drage. Den blev kaldt Ari. Byens navn var faktisk oprindeligt K’Ari, der betyder Aris by. I modsætning til dragen i Salem var Ari lidt af en sovetryne. Den vågnede kun i sin grotte hvert syvende år. Til gengæld havde den aldrig stillet sig tilfreds med at få får som sin årlige offergave. Lige så længe nogen kunne huske, ville Ari have unge kvinder fra landsbyen, når den vågnede fra sin lange lur.

Dette år var et syvende år. Fra midten af april kunne man høre Ari rumstere i sin grotte i det fjerne, mens den strakte sig og vågnede helt fra drømmeland. Vi ved jo ikke, om drager faktisk drømmer, men det må vi antage. I de mørke aprilnætter kunne man nu og da se lys på himlen over grotten, når Ari lige skulle rense bihulerne og pustede gigantiske flammer ud af næsen.

Alle i byen vidste godt, hvor det bar hen. Senest i slutningen af april ville Ari komme. Enten havde de en ung kvinde klar til den, eller også ville Ari brænde byen og alt i den ned til grunden.

Det går selvfølgelig lidt ud over den gode stemning. Det er klart. I syv år har man forsøgt at glemme, at dagen vil komme igen. Nu skulle alle familier med unge kvinder i huset igen frygte, at det skulle blive lige netop deres datter, der skulle ofres. Men dagen ville komme, hvor der skulle trækkes lod.

Kari var ikke lige så heldig som Salem. Der kom ikke tilfældigvis en ung, modig ridder forbi i løbet af april. Hormonfyldte unge mænd var der måske nok af i byen, men ingen var så dristige og overmodige, at de turde udfordre Ari iført rustning og sværd. Det ville også være en ganske tåbelig mission. Altså medmindre man havde et indædt ønske om at ende sine dage som en fuldt gennemstegt kebabrulle på dåse.

Slutningen af april nærmere sig hurtigere, end nogen havde lyst til. I særdeleshed ikke familierne med unge døtre. Pludselig skete der dog noget ganske uventet.

En tidlig morgen sidst i april gik byens skrædder med raske skridt hen ad den store grusvej, der bedst kan betegnes som landsbyens hovedgade. Det var så tidligt, at der endnu ikke var liv i haverne foran husene, men hans vandring bragte alligevel så meget postyr med sig af gøende hunde, at folk begyndte at dukke op i døråbningerne.

”Hvor skal du hen, skrædder,” råbte én af landsbyens mænd fra trappestenen, mens han stadig blot var iført nattøj.

”Jeg vil gå op til dragen og lave en aftale,” råbte skrædderen tilbage, og så fortsatte han ud af byen med retning mod Aris grotte.

Selv i så triste dage som i slutningen af denne april bragte skrædderens handling smil på læben i hele landsbyen. Det kunne måske have været latter, men selvom ingen rigtigt troede på, at skrædderen ville få held med, hvad han nu end havde for, så gav det dog et lille håb for alle en tidlig morgen. Og ingen mennesker i Kari kunne sige sig fri for at forestille sig, at det var dem selv, der havde modet til at gå op og udfordre Ari.

Skrædderen var fast besluttet og han gik, så hurtigt han kunne, op ad bjergets smalle stier, indtil han nåede Aris grotte nogle timer senere. Modet var lige ved at svigte, da han stod ved foden af den enorme grotte, hvor Ari holdt til. Efter at have sundet sig lidt oven på sin opslidende vandring, fandt han dog modet igen. Han tog de sidste skridt op over grottens kant og trådte indenfor i halvmørket.

Grottens gulv var belagt med store ujævne sten. Den var ikke lavet til menneskefødder, men derimod til store dragefødder for hvilke store skarpe sten intet betød. Han bevægede sig langsomt frem dybere ind i den store grotte, og han gjorde sig umage med ikke at snuble eller larme.

Efter lang tids forsigtig klatren og vandren gennem grotten nåede han frem til Ari, der lå med ryggen til. Endnu en gang skulle han lige tage mod til sig, men han var nu alligevel kommet så langt, at der næppe var nogen vej tilbage.

”Goddag Ari,” sagde skrædderen og håbede, at dragen ikke blev så vred, at den med det samme blæste ham til en udbrændt pind.

Ari vendte sig om. Ikke forskrækket – det havde han ingen grund til at være for noget – men nærmere lidt forbløffet over at blive forstyrret i sin middagslur. Ja, gamle drager kan også have brug for en middagslur, selvom de lige har sovet i syv år. Man kan jo godt være en lidt magelig drage.

”Hvad vil du, menneske,” udbrød Ari og rejste sig op og vendte sig mod skrædderen.

”Jeg vil lave en aftale med dig,” sagde skrædderen og passede på ikke at lade sin stemme skælve, da dragen nu stod i sin fulde højde foran ham. Den var mere end 5 gange så høj som ham.

”Hvad skulle jeg dog være interesseret i, som du kan tilbyde,” spurgte Ari, og det lød næsten som om, der var et grin gemt i spørgsmålet.

”Jeg kan tilbyde at lave dig det flotteste sæt tøj, som nogen drage endnu har haft,” svarede skrædderen.

”Tøj?” Ari grinede, og lidt røg steg ud af næseborene. ”Hvad skal jeg dog med tøj?”

”Det har alle de andre drager fået de seneste år,” løj skrædderen. ”Grøn er ikke så moderne mere.”

Dragen sænkede hovedet, så den kunne kigge skrædderen direkte ind i øjnene.

”Du laver grin med mig,” sagde han, og den arrige tone var svær at overhøre.

”Nej nej, jeg lover det,” skyndte skrædderen sig at svare. ”Det er det sidste nye, og især alle dragerne mod vest har skiftet jomfruspisningen ud med at få nyt tøj i stedet for.”

”Hvorfor skulle jeg dog have tøj på,” spurgte Ari, og man kunne se på hans stive, ildfaste øjenbryn, at han tænkte, så det knagede. ”Det giver jo ingen mening.”

”Jo jo, det gør det,” forsikrede skrædderen dragen. ”Vil du ikke gerne være rigtigt smart og med på moden, når kæresten kommer forbi?”

Ari svarede ikke. Man kunne se på hele ansigtet, at han tænkte. Ari var ikke dum, men han ville jo heller ikke lade en mulighed gå forbi sig, hvis det nu var sandt. Der kunne alligevel være sket en del, mens han havde slumret de seneste syv år.

”Hvad skulle denne aftale så indebære for dig,” spurgte Ari, da han havde tænkt sig lidt om.

”At du ikke får nogle mennesker fra landsbyen i denne omgang.”

De tav begge et stykke tid.

Ari rejste sig helt op igen. Skrædderen holdt vejret i spænding.

”Så du vil lave mig et sæt tøj mod, at jeg ikke får mennesker fra landsbyen i år?”

”Ja.”

”M-hmm. Og hvad hvis jeg ikke kan lide tøjet?”

”Det kan du. Det lover jeg. Jeg er den dygtigste skrædder helt ud til horisonten, og jeg ved alt om, hvad der er højeste mode fra de fine modehuse langt mod vest.”

Ari holdt endnu en lang tænkepause. Han kunne godt bruge noget at spise, og der var da intet lækrere at spise end mennesker fra landsbyen og allerhelst de unge kvinder. Han kunne da nok også nøjes med får og geder på bjergsiderne, hvis det betød, at han kunne se ekstra godt ud, når der kom en hundrage forbi.

”Okay,” sagde Ari efter en tænkepause så lang, at skrædderen i mellemtiden havde sat sig ned på en af de store sten på grottens gulv. ”Det er en aftale.”

”Så skal jeg lige starte med at måle dig,” svarede skrædderen lettet, da han rejste sig op. Og så tog han sit målebånd op af lommen og begyndte at måle dragen op.

Et metermål til menneskestørrelser er ikke særligt praktisk, når der skal måles drager, men med lidt fælles hjælp gik det. Inden længe havde skrædderen alle de nødvendige mål i hovedet.

”Jeg kommer tilbage med tøjet om fjorten dage,” sagde skrædderen. Så vendte han sig om, gik ud af grotten og begyndte at gå ned ad bjerget igen. Det var på alle måder lettere end turen op nogle timer forinden.

Hele landsbyen kom ham løbende i møde, da de fik øje på ham uden for byen. De var ikke begyndt at dele hans sparsomme ejendele imellem sig endnu, men det var da få af dem, der havde regnet med at se ham igen.

Han fortalte om sin aftale med dragen, og der udbrød først jubel blandt landsbyboerne. Ikke mindst blandt familierne med unge, ugifte døtre. Men så trængte spørgsmålene sig også på.

”Hvor skal vi dog finde alt det stof?”

”Hvordan skal vi dog nå det?”

Skrædderen havde ikke en detaljeret plan, selvom det ellers er, hvad skræddere normalt har. Men han var ganske sikker på, at de kunne gøre det, hvis alle hjalp til. Han havde en ide til tøjet, og han skulle nok dirigere arbejdet.

Sådan blev det. Allerede samme eftermiddag blev der sendt bud til alle nabolandsbyerne. Selv dem, der lå mere end to dagsrejser væk. De kommende dage blev der leveret alt det stof, alt det garn og al den uld, som der overhovedet kunne opdrives i nærheden. Selv aflagt tøj blev leveret, selvom det var så slidt, at det var tvivlsomt, om det endda kunne blive til karklude.

I de følgende mange dage arbejdede alle så ihærdigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Alle ønskede sig inderligt, at skrædderens aftale med dragen kunne opfyldes. Så var der i det mindste syv år til, de skulle bekymre sig igen.

Der blev syet, der blev farvet, der blev vasket. Der blev også kartet, filtet og strikket. Alle med blot det mindste håndelag var i sving, og alle andre hjalp til med mad og drikke til de arbejdende. Skrædderen sørgede for, at det hele kom til at se ud, som han havde forestillet sig i hovedet. Og han hjalp selv til med de fineste sting, så de mange stykker stof langsomt blev til det flotteste dragetøj, der nogensinde var set.

Tøjet var færdigt aftenen før den fjortende dag, og alle fik en tiltrængt nattesøvn, selvom der nok alligevel ikke blev sovet helt roligt i landsbyens huse.

Næste morgen samledes alle landsbyboerne på torvet. Ikke kun fra denne landsby. Fra alle landsbyer så langt man kunne se ud i horisonten, der alle villigt havde bidraget med materialer til skrædderens plan.

Nu gik de i samlet flok mod Aris grotte. Skrædderen gik forrest og viste modigt vej. Bag ham fulgte tyve mænd, der i fællesskab bar på tøjet til Ari over hovederne, så det kunne komme frem uden støv og skidt på. Efter dem fulgte alle landsbyboerne. Det var aftalt, at børnene for en sikkerheds skyld skulle være bagerst, men det holdt ikke længe. Så løb de rask væk rundt helt oppe foran og var lidt benovede over for en stund at kunne følges med skrædderen, som alle talte om.

Der var meget at bære, så det tog timer, inden de nåede frem til grotten. Her sad Ari og ventede. Både lidt utålmodigt, men også lidt spændt.

Landsbyboerne blev stående et stykke fra grotten, mens skrædderen og de mange bærere gik helt hen til Ari.

”Så er jeg her som lovet med dit tøj,” sagde skrædderen og pegede på alle mændene bag sig.

Alle holdt vejret, så der var så stille uden for grotten, at man kunne høre en knappenål falde. Dem havde skrædderen dog forhåbentlig fået ud af tøjet, for det er så nederdrægtigt irriterende, hvis der er glemt én.

”Lad mig få det på, så jeg kan se,” kommanderede dragen, der naturligvis ikke kunne bedømme udseendet af de store, sammenlagte stykker tøj.

Drager er ikke særligt gode til at tage tøj på. For det første har de aldrig gjort det før og for det andet, så er deres arme lidt for korte til den slags forfængelige ting. Så skrædderen instruerede kyndigt både dragen og de stærke mænd i at hjælpe dragen i sit nye tøj. Først bukserne, så en skjorte og endeligt en hat. Den kan man vel godt kalde kronen på værket.

”Så,” udbrød skrædderen. ”Så er det hele på.”

Ari kiggede ned ad sig selv, men han havde lidt svært ved at bedømme det. Han vidste jo i virkeligheden ikke så forfærdeligt meget om tøj. Ikke mere, end at det kunne sætte sig genstridigt i tænderne, når man spiste mennesker. Endnu mindre vidste han jo om, hvad der var på mode langt mod vest.

”Ja, jo,” sagde han til sidst og kiggede igen ned ad sig selv. ”Det er vel meget fint.” Så kiggede han over mod landsbyboerne, der stod tavse og kiggede på. Han slog ud med sine korte dragearme, så alle kunne se, hvor fin han var i sit nye tøj.

Der var stadig fuldstændig tavshed. Selv fuglene trak lige vejret en ekstra gang.

Så brød en piges høje latter gennem luften.

”Hvor ser den fjollet ud.” Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hendes grineanfald var så voldsomt, at hun måtte sætte sig på knæ for ikke at miste balancen.

Og det gjorde Ari virkelig. Der er næppe noget, der ser så fjollet ud, som en grøn drage i storblomstrede, lyserøde puffbukser og skjorte, og med en høj, lyserød- og hvidstribet filthat spændt om hagen. Men det matchede rigtigt flot. Det må man give skrædderen.

Én efter én stemte alle landsbyboerne i. De begyndte at skraldgrine, som der aldrig nogensinde er blevet grinet i disse egne af Kaukasus før. Lattertårerne flød, så der blev helt vådt i det ellers tørre bjerglandskab. Selv mændene, der stod tæt på Ari og var i overhængende fare, hvis Ari skulle blive vred, begyndte at fnise.

Men Ari blev ikke vred. Han blev ked af det og var skuffet. Han havde glædet sig til sit fine tøj og til en ny mulighed for, at en gammel drage igen kunne indynde sig hos de smarte damedrager længere mod vest.

Ari begyndte at græde. Han var aldrig blevet grinet af før. Hvordan skulle han nogensinde igen kunne sprede skræk og rædsel blandt landsbyerne, når de kun kunne huske ham iført fjollet tøj. Aris hulken kunne dog ikke overdøve landsbyboernes grin.

Skrædderen stod upåvirket foran Ari, mens tunge dragetårer regnede ned omkring ham.

”Hvis du flyver væk og lover aldrig at komme tilbage, så fortæller vi ingen om, hvad der skete i dag.”

Ari så ned på ham og snøftede. Så så han over på de grinende landsbyboere, men sagde ingenting. Derefter spredte han sine vinger ud, og med tunge bask, der spredte støv over hele forsamlingen, lettede Ari. Kort efter fløj den eneste påklædte drage, verden endnu har set, hen over bjergets top og forsvandt.

Landsbyboerne jublede og løb alle mod skrædderen. Aldrig nogensinde er en enkelt skrædder blevet krammet så meget på så kort tid. Og så blev der ellers holdt fest i Kaukasus, som der sjældent har været fest før. I fjorten dage og fjorten nætter, og så lige en halv dag mere, fordi der stadig var slatter tilovers.

Indbyggerne i både Kari og nabolandsbyerne holdt dog deres ord. Intet blev fortalt til andre. De ville ikke risikere, at Ari vendte tilbage, fordi de ikke holdt deres del af løftet. Historien har kun overlevet til i dag, da man mange, mange år senere fandt den lille grinende piges dagbog efter hendes død. Og da var ingen længere bange for Ari.

Præcis som Sct. Georg afslog skrædderen enhver form for belønning. Han havde blot gjort, hvad han kunne bidrage med. Han blev aldrig helgenkåret, som den unge Georg, for ingen andre kendte jo til, hvad der var sket i Kari. Han blev dog en afholdt mand i alle landsbyerne og blev anset for både den dygtigste og klogeste skrædder helt frem til sin død. Det eneste vidnesbyrd om ham er en slidt sten foran et stenhus i Kari, hvor inskriptionen næsten er slidt væk af århundreders vintre og storme. ”Skrædderen fra Kari” står der blot. En dag er det visket helt ud.

Ari blev aldrig set igen. Måske fandt den faktisk en modeglad kæreste vestpå, som den levede lykkeligt med til livets ende. Måske døde den i skam i en mørk grotte i de golde Uralbjerge. Vi ved det ikke. Men nu ved du, at hvis vi en dag finder et drageskelet iført storblomstrede, lyserøde puffbukser, skjorte og en stribet filthat, så var det Ari fra Kari.

Har du nogensinde hørt om Lysmageren fra Skopje? Nej? Så skal jeg fortælle dig om ham, for det er faktisk en god historie.

Det er længe siden. Jeg ved ikke præcis hvor længe, men det er i hvert fald på et tidspunkt, hvor der stadig var vikinger i Danmark. Så altså ret længe siden.

Dengang fandtes der en by, der hed Skopje. Det hedder den stadig, og den ligger nord for det, der i dag hedder Makedonien. Det gjorde det også dengang, men præcis som i dag, så er alle ikke helt enige om præcis, hvor meget der skal hedde Makedonien. Det er en detalje, som vi ikke skal spilde mere tid på nu.

Skopje var en driftig by med handlende og håndværkere, og hver dag kom de omkringboende bønder til byen for at sælge deres varer på torvet. Der var både rige og fattige i Skopje, præcis som alle andre steder. Nogle var så rige, at man ikke havde andet end hørt om dem, men aldrig set dem i byen. Andre var så fattige, at de måtte bo i hytter lavet af grøntsagsrester fra markedspladsen. De aller-aller-fattigste måtte endda nøjes med at bo under bladene fra kålhovederne og det forklarede, hvorfor de kunne lugte så fælt, når Solen havde skinnet. Og det gjorde den ret ofte i Skopje.

I byen fandtes en lysmager. Hans navn var Konstantino Ioannou Papastathopoulos, men lad os bare kalde ham Konstantin, så historien ikke bliver alt for lang.

Nu sidder du måske og tænker over, hvad en lysmager mon er for en størrelse. Det kan jeg godt forstå, for der var faktisk ingen andre i hele verden end Konstantin, der kunne det yderst sjældne håndværk. I hvert fald i den del af verden, som vi kendte på det tidspunkt.

Konstantin kunne lave flasker, der lyste. Dem kunne man stille på bordet eller hænge i loftet, så man havde lys, når Solen var gået ned.

”Men er det ikke lyspærer,” spørger du sikkert lidt skeptisk. Jo, det kan man godt sige, men her skal du huske på, at strømmen og lyspærerne faktisk først blev opfundet mange år senere. Måske endda med lidt inspiration fra fortidens lysmager. Ja, strøm blev selvfølgelig ikke opfundet, men lad os nu heller ikke begive os ud i dén detalje.

Hvad Konstantin kunne, var nemlig ganske specielt. Han havde fundet ud af, hvordan han kunne plukke stjernerne fra himlen og holde dem fanget i en flaske.

Konstantin var ikke kun en opfindsom mand og en dygtig håndværker. Han var også en dygtig handelsmand. Det havde han fra sin far Ianus Ioannou Voulgaropoulos. Du undrer dig måske over, at de ikke havde samme efternavn, men Konstantins far var indvandret fra Bulgarien, og så blev man givet efternavnet Voulgaropoulos. Det betød ”fra Bulgarien”. Det svarer lidt til, at vi gav efternavnet Svensker til alle indvandrere fra Sverige, og det er da faktisk ikke særligt sødt. Men det var en anden tid.

Nå men… Konstantins far var ikke alene en dygtig fisker, men også en kløgtig handelsmand. Han vidste godt, at ikke alle fisk var lige meget værd. Store fisk var som regel dyrere end små fisk. Det giver sig selv. Nu og da var fangsten bare lille. Ikke meget andet end små skidtfisk. Så kunne Ianus tale dem op i pris ved at fortælle, hvor sjældne de var. At de var en ganske særlig spise i fjerne lande, og at det var en sjælden mulighed for at prøve noget meget eksotisk, selvom de måske i virkeligheden smagte rædsomt.

Det var han mægtigt god til, og hele Konstantins familie hørte nu til de ganske velstillede i Skopje. Ikke så rige, at de ikke lod sig vise i byen. Det gjorde de, og det gjorde Konstantin i særdeleshed, for det var nemlig i byen, at Konstantins lysmagerværksted lå.

Det var ikke en prangende butik. Det var faktisk et lille værksted i en baggård bag en bager og en smed. Her stod Konstantin hele dagen og lavede sine særlige glasflasker til lugten af friskbagt brød og til lyden af smeden, der hamrede på jern.

Konstantin gik dog ikke hjem som de andre, når det blev mørkt. Det var nemlig i mørket, at hans virkelige håndværk kom til sin ret. Når stjernerne kom frem, skulle de fanges i dagens produktion af flasker, så der var friske, lysende flasker at sælge næste dag.

Sådan gik Konstantins dage – og nætter. Han var så meget i sit flaskeværksted, at han faktisk slet ikke havde brug for et andet sted at bo. Det havde han heller ikke. Når nattens fangst var klaret, sov han blot på gulvet i hjørnet af sit værksted, hvor han faldt i søvn til lyset fra de nyeste flasker.

Konstantin havde lært meget af sin far. Han solgte naturligvis de største stjerner til en meget højere pris end de små. Efterhånden som han løb tør for store stjerner, måtte han tale de små op i værdi. Det var han lige så dygtig til som sin far. Hvem ville dog ikke gerne have en del af stjernebilledet Cassiopeia hængende i sin stue? Det var der heldigvis mange, der gerne ville, og rige folk fra nær og fjern valfartede til Skopje for at købe lysmagerens sælsomme og vidunderlige flasker.

Nogle var så rige, at de købte flasker nok til også at oplyse hele haven omkring deres store huse. Der var sågar en rigmand fra det nordlige Makedonien, der havde de lysende flasker hængende i sirligt smedede master langs hele vejen til sit slot. Se så var man en særdeles rig mand, når man kunne gøre noget så fjollet.

Der var dog én, der endnu aldrig havde besøgt Konstantins værksted. Det var Kongen af Makedonien. Han havde godt hørt om lysmageren. Naturligvis, for Kongen ved alt, hvad der foregår i hans rige, som er værd at vide. Han syntes dog, at det lød som noget pjat og pjank, som han overlod til sine undersåtter at bruge tid på.

Det gik dog ikke anderledes, end at det med tiden blev et samtaleemne til festerne på kongeslottet. ”Hvorfor er her ingen af lysmagerens lamper,” kunne man høre, når der blev mumlet i krogene mellem de gammeldags fakler og olielamper. Det blev så slemt, at der opstod rygter om Kongens formue. Havde han måske brugt alle pengene på kongelige fester og portrætter af sig selv?

Det kunne Kongen naturligvis ikke have siddende på sig, da rygterne kom ham for øre, for var der noget, han ikke manglede, så var det penge. Det skulle hele verden vide.

Rygtet om Kongens ankomst i byen overhalede hans enorme optog. Alle stod uden for husene og butikkerne, da Kongens vogne larmende kom rullende over de skæve brostensgader. Alle ville have et glimt af Kongen, og optoget blev kun større og større, efterhånden som byens borgere fulgte i halen af Kongens karavane.

Forsamlingen udbrød et gisp, da Kongens karavane ikke blot gjorde holdt ved indgangen til lysmagerens baggård, men Kongen også selv trådte ud af sin glinsende karet. I alle andre ærinder ville Kongen blot have sendt sine betroede og sine tjenere, men lige nu skulle ingen være i tvivl om Kongens handlekraft. Byen holdt vejret i åndeløs spænding, da Kongen trådte ned på Skopjes støvede gader, hvor hans dyre klæder slet ikke hørte til.

Konstantin var ikke uvant med fornemme besøg i sit værksted, men lige denne dag følte han sig ekstra meget beæret. Han fortalte, som han kunne allerbedst, om alle de fortræffelige stjerner, han havde plukket selvsamme nat.

”Jeg tager dem alle,” sagde Kongen og slog ud med hånden, så ingen var i tvivl om, at han mente alle de lysende flasker, der stod klar på lysmagerens hylder.

Inden Konstantin begyndte at pakke flaskerne ind, fortsatte Kongen dog.

”Jeg vil også have noget ganske særligt, som ingen andre har.”

Konstantin så forbløffet på ham.

”Alle flaskerne er helt unikke,” forsikrede han og tog en flaske ned fra hylden. ”Ingen andre har…”

Men Kongen afbrød ham.

”Jeg ved, hvad jeg vil have,” brølede han. Han tog lysmageren med ud i gården og pegede op. ”Jeg vil have den stjerne dér.”

Lysmageren kiggede op. Kongen pegede på Solen.

Nu var han måske nok Konge, men han var ikke Konge, som konger måske var flest dengang. Kongen af Makedonien var en både belæst og berejst mand. Han vidste godt fra de lærde i fjernere egne, at Solen også var en stjerne, der blot var meget større end alle de andre. Der skulle desværre brændes en del mennesker på kirkens bål, inden vi også blev helt klar over, at selv den forklaring heller ikke var helt korrekt.

”Men…” Konstantin vidste ikke, hvad han skulle sige.

Et vink med den ene hånd var nok til, at Kongens ledsagere åbnede de kister, de havde bragt med ind i gården. Der var guld i mængder, som Konstantin aldrig havde set før, og han havde alligevel set en del i sit liv.

”Jeg vil have Solen,” brølede Kongen. ”I næste uge!”

Herefter tog Kongen afsted og folket fulgte hans karavane hele vejen ud af byen.

Konstantin blev dog tilbage i sin gård. Mens han pakkede Kongens flasker ind, var han allerede ved at udtænke, hvordan han kunne lave en flaske, der var stor nok til Solen.

Den kommende uge blev der næsten ikke sovet i lysmagerens værksted. Der blev heller ikke lavet flasker til stjerner, så mange håbefulde kunder måtte gå forgæves til Konstantin, hvor hylderne nu var tomme.

Der bredte sig også en uro i byen, hvor folk var begyndt at spekulere på, hvad der ville ske, når Kongen fik sin vilje. Det hørte Konstantin dog intet til. Han var optaget af at lave den største flaske, han nogensinde havde fremstillet i sit værksted.

Efter seks dage og seks nætter var den klar. Den var ikke blot meget større end alle andre flasker. Den var også smukkere og klarere end dem alle. Det var hans mesterværk, som han stolt beundrede, da den stod færdig midt på gulvet.

Han sendte bagerens dreng afsted med besked til kongeslottet om, at de godt kunne sende den største vogn, de havde. Og den skulle være pakket med de blødeste puder, så de kunne køre den prægtige flaske gennem byens ujævne gader, uden den gik itu.

Vognen kom den næste dag ved middagstid, som Solen stod højest på himlen. Konstantin kom ud i gården, da han hørte vognen komme skramlende over brostenene. Flasken stod allerede klar uden for hans værksted, da vognen kørte op på siden af den.

Der var en håndfuld af Kongens folk med, så de kunne hjælpe med at løfte flasken op på vognen. Men først manglende det allervigtigste.

Konstantin sendte alle ud af gården. Han var kløgtig nok til ikke at vise nogen i hele verden, hvordan han gjorde. De måtte pænt vente ude på gaden, hvor bageren bød på friskbagt kage til Kongens folk, mens lysmageren udførte sin magi.

Ingen var i tvivl, da lysmageren var færdig. Der blev mørkt i Skopje, og man kunne høre et dæmpet suk give genlyd over hele byen. Det eneste lys, der var at se i miles omkreds, kom fra lysmagerens baggård, der strålede, som var Solen fanget dér. Og det var den jo netop.

Konstantin var streng, og fik Kongens folk til at tørre fingrene grundigt, så de ikke satte fedtede kagefingre på hans fine flaske. De måtte dog knibe øjnene helt sammen i det stærke lys, mens de baksede med at få flasken løftet forsigtigt op på vognen. Derefter kørte de langsomt afsted, mens flasken med Solen hoppede og dansede oven på sit leje af de blødeste puder.

Ingen i Skopje var i tvivl om, hvad der var sket. Vognen kunne tydeligt ses i mørket, som den bevægede sig gennem gaderne og hele vejen op mod slottet, inden den til sidst forsvandt ind i slottets indre.

Der var mørkt i Skopje nu. End ikke stjernerne gav lys, for der var ikke mange tilbage på himlen. Og Månen? Ja, som du nok ved, så lyser Månen jo ikke selv. Den giver bare genskin fra Solen. Og Solen, den stod jo nu inde bag kongeslottets mure.

Du kan nok sikkert godt forstå, at indbyggerne i Skopje blev lidt triste i det konstante mørke de følgende dage. Enkelte var rige nok til allerede at have købt nogle af Konstantins flasker med stjerner, men det var ikke mange. Og selv for dem, der havde, kunne det ikke rigtigt opveje at have mistet Solen.

Efter nogle dage var folk ikke blot triste. De var også blevet vrede. Ikke på Kongen, for ham måtte man selvfølgelig ikke blive vred på, hvis man var et menneske ved sine fulde fem og gerne ville bevare dem. De var vrede på lysmageren. Han havde taget noget af det vigtigste fra dem, som de nu savnede for alvor.

Jeg ved ikke, hvor meget du ved om folk fra Makedonien, men det er faktisk ikke nogen, man skal spøge med. De er slet ikke nogen, man har lyst til at blive uvenner ved. Det havde Konstantin heller ikke. Han var jo ikke nogen dum mand, og han havde en fornemmelse af, hvor stemningen bar hen ad.

Da Skopjes borgere troppede op i hans baggård udstyret med fakler og mange alt for spidse og skarpe ting, var Konstantin over alle bjerge. Helt bogstaveligt. Endda i så meget hast, at han kun havde taget så meget af Kongens guld med, som han kunne bære. Resten stod stadig i kisterne i hans værksted.

Det efterladte guld gjorde kun ondt værre, når de fremmødte borgere nu ikke havde mulighed for at snitte i Konstantin, hvor det gjorde mest ondt. Der var mange mænd, der nok kunne forstå at uddele en makedonsk knytnæve, og de kom op at slås om guldet. Det blev så slemt, at halvdelen af Skopje brændte ned til grunden den dag. For ja, det var faktisk dag, selvom der var kulsort som i den mørkeste nat.

Intet af dette bekymrede Kongen. I kongeslottet strålede Solen fra sin flaske i tronsalen. Lyset flød i overflod ud ad alle vinduer, så slottet var at se langvejs fra i mørket.

Ingen savner et par stjerner her og der, men du har nok allerede nu regnet ud, at det vil blive bemærket over hele verden, hvis Solen pludselig mangler. Det gjorde det selvfølgelig også. Ikke kun fordi det blev usædvanligt tidligt mørkt en dag og solurene holdt op med at virke, men fordi Solen slet ikke kom frem på himlen igen.

Det tog selvfølgelig lidt tid, inden resten af verden fandt ud af, hvor Solen var blevet af. Selvom rygter kan løbe stærkt, så tog det nogle uger, inden forklaringen også var nået til vikingekonger i nord, mystikere i øst, og til de slagkraftige germanere, som man skal spøge lige så lidt med, som man skal med makedonere.

Dengang var det ikke så almindeligt, at konger og hærførere arbejdede sammen om fælles mål. Nærmest tværtimod. Der havde aldrig før i historien været en fælles skurk, der kunne samle så uforenelige kræfter som nu.

Det tog lidt tid. Hverken telefonen eller internettet var jo udbredt endnu. Det var alligevel også konger og hærførere, der ikke normalt ville forfalde til at spilde tiden med så trivielle ting som telefonopkald og chatbeskeder.

Tiden kom. Efter 300 dage og 300 nætter i mørke var alt, hvad der kunne sejle i hele verden at finde ud for Makedonien. Det siges, at der var så mange skibe, at man kunne gå tørskoet hen over Adriaterhavet. Vi ved det ikke præcis, men efter fortællingerne at dømme gik mere end en million mand i land med retning mod Makedonien og Skopje. Det var en hær, som ingen har set magen til hverken før eller siden.

Slaget om Skopje var lige så kort, som det var mørkt den dag. Der var ingen borgere tilbage i Skopje, der ville kæmpe for Kongen. De var vrede og slog sig villigt til den fremstormende hær. Det var der måske nok på kongeslottet, men tjenestefolk og livvagter var intet værn mod den samlede verdens mest brutale mennesker, som ikke blot var vrede, men faktisk rasende og hævntørstige. Og det var jo ikke svært at finde at finde slottet, der strålede fra alle vinduerne på sin plads på toppen af bjerget uden for Skopje.

Slottet blev jævnet med jorden. Det gjorde Skopje også på vejen mod slottet, selvom det var lidt uretfærdigt for Skopjes sagesløse borgere. Men sådan kan det gå, når man lader forkerte ting ske. Faktisk blev Skopje knust så eftertrykkeligt, at man først for nylig har fået den genopbygget. Det er derfor, alting ser så funklende nyt ud i midten af Skopje.

Flasken med Solen i Kongens tronsal blev knust, så Solen kunne slippe fri igen. Det siges, at glædesbrølet fra mennesker i det øjeblik rungede så kraftigt rundt om hele Jorden, at figurerne på Påskeøen rettede sig op, og sfinksens næse faldt af i Giza. Men om det er sandt, ved jeg naturligvis ikke.

Hvad der skete med Kongen, er der ingen beretninger om. Man kan forestille sig, at det foregik lidt grumt og at det er bedst, at det er glemt.

Hvad med alle stjernerne, tænker du måske. Hvordan kom de tilbage?

Det var jo så heldigt, at lysmageren lavede flaskerne af glas. Selv rigmænd har børn og katte, og med tiden ryger ting på gulvet og går i stykker, så stjernerne kunne slippe fri én for én. Og der var ingen lysmager mere til at plukke dem på ny. De flasker, der mirakuløst overlevede i århundreder, røg på møddingen, da lyspæren blev opfundet. For det var også lidt praktisk, at man faktisk nemt kunne slukke for lyset igen, når man gerne ville sove. Eller når man var genert, og gerne ville kysse med kæresten i mørket.

Enkelte stjerner er dog aldrig sluppet ud igen. Hvor er de henne? Vi ved det ikke. Måske er de glemt i en dyb kælder. Måske står flaskerne gemt i en rig gammel slægts bankboks i Schweiz. Måske kommer de frem af gemmerne en dag. Det kan vi håbe på. Indtil da, så ved du nu, hvorfor der ikke er hjul på Karlsvognen.