Jeg vågnede før de andre. Det gjorde jeg de fleste morgener den første uge af februar. Der var slud på ruden ud mod vejen. Det var stadig mørkt, for i februar bliver det ikke lyst i Kópavogur før hen ad klokken ti. Vi sov fire mennesker på madrasser i min moster Guðnýs stue, hvor der ellers kun var plads til sofaen, et sofabord og det fjernsyn min onkel Steini havde købt året før. Dísa sov med munden åben ved siden af mig. Hun var ni år og havde stadig sin dukke med i posen, selv om hun benægtede det om dagen. Det gør hun stadig, når jeg minder hende om det i telefonen om søndagen, og hun har selv børnebørn nu. Min mors madras var tom. Jeg kunne høre hende ude i entreen, hvor telefonen stod på et lille bord under spejlet, hvor hun hver morgen stod med røret i hånden og ventede på, at nogen på et kontor i Reykjavík skulle tage den, så hun kunne spørge, om der var nyt om husene i vores gade.
Det var der aldrig. Eller det var der, men det var det samme nyt som dagen før. Asken faldt. Tagene holdt, indtil de ikke holdt mere.
Jeg lå lidt og lyttede til hende. Jeg rejste mig, foldede tæppet sammen, som Guðný ville have det, og gik ud i køkkenet for at sætte kaffe over før køen til badeværelset. Der var ét badeværelse i huset til otte mennesker. Guðný og Steini med deres to små drenge ovenpå, os fire i stuen. Radioen stod på køkkenbordet, hvor jeg tændte den lavt. Radioavisen fortalte det samme som hver morgen, nemlig om askefald over Heimaey natten igennem, om vinden i øst og om flere tage, der var brudt sammen i den østlige del af byen, hvor frivillige hold fortsat skovlede og sømmede plader for vinduerne. Jeg holdt kaffedåsen i hånden og hørte det færdigt som de andre morgener, og jeg tror, at det var der ved køkkenbordet, jeg for alvor besluttede mig. Eller, besluttede er måske for stort et ord. Jeg holdt faktisk blot op med at lade som om, jeg ikke allerede havde besluttet mig. For længe siden.
Hvordan vi var havnet på det stuegulv, kender de fleste i grove træk. Natten til den 23. januar blev vi vækket af naboen, der bankede på døren og råbte, at jorden havde åbnet sig øst for byen. Jeg husker ikke, at jeg var bange. Jeg husker min mor i natkjole i køkkenet, hvor hun pakkede brød og en dåse leverpostej i en pose, mens min far allerede var i støvlerne. Vi skulle tage det tøj på, vi havde, sagde han, og ikke mere. Vi kørte ned til havnen i bilen med Dísa på skødet af min mor. Hele byen var på kajen. Fem tusind mennesker i mørke med poser og børn. Ud mod øst var himlen rød hele vejen op. Der lød et brøl, der ikke holdt op.
Kutterne var inde på grund af stormen dagen før. Det var vores held. Min far satte os om bord på en af dem, en anden end sin egen. Han løftede Dísa over rælingen, gav min mor hånden, så på mig og nikkede. Han gik op ad kajen igen. Han blev på øen. Det gjorde nogle hundrede andre mænd også. Vi sejlede i land til Þorlákshöfn i fire timer. Jeg sad på dækket med ryggen mod styrehuset og så det røde blive mindre og mindre, til det blot var en stribe.
Det, de fleste ikke kender, er, hvad der skete tre uger før ved vores eget køkkenbord. Det er der en grund til, for der var kun min far og mig til stede, og ingen af os har nogensinde fortalt det til nogen. Ikke i alle de år, der er gået siden, og det er over fyrre.
Vi sad og spiste fisk og kartofler, det var det som regel. Min mor var ovre hos en veninde med Dísa. Min far spurgte, om jeg ville med på båden efter nytår. Det havde han spurgt om før. Jeg havde altid sagt ja eller ingenting, og for ham kom det vel ud på ét. Denne gang lagde jeg gaflen fra mig og sagde, at jeg ikke ville på båden, at jeg ville søge gymnasiet i Reykjavík til efteråret, at jeg havde talt med min lærer om det, og at jeg ikke gad blive gammel på den ø. Min far tyggede færdig. Helt færdig. Han rejste sig, tog jakken på knagen og gik ned til kutteren. Jeg hørte døren gå. Han kom hjem hen ad midnat, og næste morgen talte vi om vejret. Tre uger senere åbnede jorden sig mindre end en kilometer fra det køkkenbord.
Jeg vidste udmærket, at det ene ikke havde noget med det andet at gøre. Jeg var seksten, gik i skole og vidste, hvad en vulkan var. Alligevel. Der var en tanke, der havde sat sig fast, og som jeg ikke kunne få ud igen, uanset hvor tåbelig jeg selv kunne se, den var. Den handlede om, at jeg havde sagt højt, at jeg ville væk fra øen, og at øen så var begyndt at forsvinde. Jeg ved godt, hvordan det lyder. Jeg tænkte det alligevel, hver morgen på det stuegulv. Jeg tænkte også, at min far gik derovre i asken med den samme tanke i hovedet, og at han gav mig skylden.
Dísa kom ud i køkkenet med dukken under armen og sin hue på, fordi hun frøs. Lidt efter kom min mor fra entreen og sagde, at der ikke var nyt. Vi spiste morgenmad ved et bord med plads til fire, hvor vi sad seks når Steini og Guðný kom ned. De to små drenge stod op ad væggen med hver sin skive og så på os. Jeg havde ikke været i den skole, kommunen havde fundet til de evakuerede børn, i over en uge. Min mor havde holdt op med at spørge til det. Hun så på mig hen over bordet et par gange, og jeg så ned i min kop. Da Steini var gået på arbejde, og Guðný var ovenpå med drengene, sagde jeg, at jeg tog bussen ind til byen. Hun spurgte ikke hvorfor. Det var jeg lidt lettet over.
Kontoret lå i en barak bag rutebilstationen i Reykjavík. Der hang en seddel på døren, som jeg havde læst om i avisen to dage før, om at frivillige til Vestmannaøerne kunne melde sig mellem ni og fire. Jeg havde stået udenfor i sludet i et kvarter, før jeg gik ind. Jeg var ikke i tvivl. Jeg ville blot have mit ansigt til at se ud, som om jeg var atten.
Derinde sad en mand ved et bord med en liste, en kaffekop og et askebæger, der var fuldt. Foran mig ventede to andre mænd, begge over tredive, den ene med en søpose over skulderen. Jeg hørte, hvad de blev spurgt om. Navn, fag, om de havde arbejdet på tag før, og om de kunne tage af sted i morgen. Da det blev min tur, sagde jeg mit navn. Manden så op på mig lidt for længe, før han spurgte, hvor gammel jeg var.
”Atten,” sagde jeg.
Han så på mig igen, og hvad han tænkte, er ikke godt at vide. Han vidste det sikkert godt, men de manglede folk. Jeg har siden hørt, at der var flere drenge på min alder derovre, end nogen skrev op. Han skrev straks atten på listen. Bagefter spurgte han, om jeg var fra øen. Det var jeg. Han nikkede og satte et kryds ud for navnet. Det var vist det, der afgjorde det, mere end min alder.
”Bussen til Þorlákshöfn går klokken seks i morgen tidlig fra pladsen bagved,” sagde han og kiggede allerede på den næste. ”Du skal selv have støvler, arbejdshandsker og sovepose med. Der er mad og logi derovre, men ingen løn de første uger.”
Jeg sagde tak. Han så op igen.
”Husk handskerne,” sagde han lidt venligere. ”Det er dem, folk glemmer.”
Han kaldte på den næste, og jeg gik. Jeg gik rundt i Reykjavík i to timer, før jeg tog bussen hjem. Jeg købte et par arbejdshandsker hos en isenkræmmer for de penge, jeg havde. Bagefter blev jeg længe hængende ved et par gummistøvler, som jeg ikke havde råd til, og som jeg heller ikke behøvede, for mine egne stod i Guðnýs entré. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg gik så længe. Muligvis for at trække det ud, som skulle ske i køkkenet om aftenen.
Om aftenen sad Steini og Guðný med fjernsynet i stuen, hvor vores madrasser lå rullet sammen op ad væggen. Dísa lå i den ene ende af sofaen med hovedet i min mors skød, halvt faldet i søvn. Min mor gik ud i køkkenet for at vaske op. Jeg tog et viskestykke og stillede mig ved siden af hende. Jeg tørrede tre tallerkener, før jeg fik sagt det.
”Jeg tager derover i morgen,” sagde jeg.
Hun holdt op med at vaske op. Hun blev ved med at have hænderne nede i vandet og så ud ad vinduet, hvor der ikke var andet at se end vores egne spejlbilleder og sluddet på ruden bag dem.
”Hvor,” spurgte hun, selv om hun godt vidste det.
”Til Heimaey. Der er et hold, der tager af sted klokken seks. Jeg har skrevet mig op.”
Hun tog hænderne op af vandet og tørrede dem langsomt i sit forklæde, den ene hånd efter den anden. Hun vendte sig om. Min mor var den af os, der kunne sige tingene, og hun så på mig længe, som hun altid gjorde, før hun sagde noget, der betød noget.
”Hvor gammel sagde du, at du var,” spurgte hun.
”Atten.”
Hun nikkede. Hun blev ikke vred. Det havde jeg ellers regnet med. Jeg havde ligget vågen natten før med svar lagt til rette, som jeg nu ikke fik brug for. Hun lagde forklædet fra sig på bordet og satte sig på den ene af de to køkkenstole, mens jeg blev stående med viskestykket i hånden uden at vide, hvor jeg ellers skulle gøre af mig selv.
”Jeg kan godt se, at du bliver syg af at sidde her,” sagde hun stille. ”Det har jeg kunnet se i en uge. Jeg havde blot håbet, at det gik over.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg lagde viskestykket fra mig. Hun så på det, som var det viskestykket, der var vigtigt.
”Du ringer fra centralen hver anden dag,” sagde hun så med en anden stemme. ”Hver anden dag, Einar. Ikke når du kommer i tanke om det. Du gør, hvad de siger derovre, og du går ikke ind i de østlige gader.”
”Nej.”
”Og du siger det til din far, så snart du er kommet i land.”
”Ja, mor.”
Hun spurgte ikke, om han allerede vidste det. Det har jeg tænkt over mange gange siden. Hun vidste udmærket, at han ikke gjorde, og hun vidste vel også, hvorfor jeg ikke havde ringet til ham først, da hun kendte os begge to bedre, end vi kendte hinanden. Hun sagde ikke mere om det, men rejste sig og gjorde opvasken færdig, mens jeg tørrede af. Da vi var færdige, lagde hun hånden på min kind et øjeblik, som hun ikke havde gjort, siden jeg var lille. Derefter gik hun ind i stuen. Dísa var vågnet og stod i døren i sin nattrøje.
”Skal du hjem?”
Hun sagde det søvnigt, med dukken under armen.
”Jeg skal over og hjælpe far.”
Hun tænkte over det med hovedet lidt på skrå. Hun sagde, at jeg skulle tælle husene i vores gade, når jeg kom derover, for at se efter, om de var der alle sammen. Jeg sagde, at det skulle jeg nok. ”Og du skal hilse far,” sagde hun. ”Og sige, at han skal komme hjem.”
”Det skal jeg nok.”
Hun gik i seng igen. Jeg pakkede min sovepose i entreen, hvor der ikke var nogen, satte støvlerne ved siden af og stillede det hele ved døren til næste morgen.
Bussen kørte fra pladsen bag barakken klokken seks i mørke. Jeg havde fået sæde bagerst ved siden af en mand, der lagde sig til at sove, før vi var ude af byen. Der var en snes mænd i bussen, og de fleste røg. Foran blev der talt lavt om, hvem der var med fra sidste gang, og om et tag i Heimagata, der var faldet sammen om natten, mens der var mænd på det. Ingen var kommet til skade. Jeg sad med min madpakke på knæene og så ud i mørket, hvor der kun var mørke. Jeg husker, at jeg tænkte over, hvordan jeg ville sige det til min far. Jeg nåede ikke frem til en eneste brugbar sætning. Vejen gik over heden. Der kom et gråt og lavt lys på himlen hen ad ni, så vi kunne se sneen på lavamarkerne og længere fremme havet, som var gråt på samme måde.
I Þorlákshöfn lå der en kutter ved kajen, lastet med bølgeblik i stakke, sække med søm og en bunke skovle bundet sammen med reb. Vi kom ikke om bord for at sætte os. Bølgeblikket skulle surres fast, fordi det ellers ville sejle rundt på dækket i søgang. En mand med skipperkasket satte fire af os til det, mig iblandt. Jeg havde surret ting fast på dæk, siden jeg var ti, så det var vel det første, jeg gjorde den dag, som jeg gjorde ordentligt. Manden så på mine knob og sagde ikke noget. Det tog jeg som lidt af en ros.
Vi sejlede lidt over middag. Overfarten tager tre til fire timer alt efter vinden. Vinden var frisk fra øst, så jeg blev søsyg efter et kvarter. Det havde jeg ellers ikke været i årevis. Jeg stillede mig i læ af styrehuset med ryggen mod stålet og holdt om en wire og så på horisonten, som min far havde lært mig. Det hjalp ikke meget. Jeg kastede dog ikke op. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville kaste op foran de mænd, og det holdt jeg. Med nød og næppe.
Mændene talte, og jeg hørte efter. Jeg husker ikke alt, hvad der blev sagt, men jeg husker to ting. Den ene var, at et hold havde skovlet et tag fri om morgenen og hørt spærene knage under sig, mens de stod på det, så de var sprunget ned i asken alle fem. Taget var fulgt efter et minut senere. Den anden var, at en mand skulle være død i en kælder i den østlige del. Gassen, sagde de. Ingen kunne hverken se den eller lugte den. Den lagde sig i kældre og lavninger, hvor den blev liggende, og manden var gået ned efter en dunk og var ikke kommet op igen. Jeg ved stadig ikke, om det var sandt på det tidspunkt, eller om det var noget, der blev fortalt. Der døde én mand af gas under udbruddet, det står i bøgerne, men hvornår det var, husker jeg ikke. Mændene talte om det, som de talte om vejret, og så talte de om noget andet. En af dem gav mig en cigaret, som jeg tog imod, men ikke røg.
Jeg så røgen, før jeg så øen. Den stod som en søjle, der hældede i vinden og bredte sig ud foroven som en hat. Under den, meget senere, den mørke kant af Heimaey, som jeg havde set fra søen hundrede gange og kendte bedre end mit eget ansigt. Den så ikke rigtig ud. Klipperne var der, og Stórhöfði med fyret var der, det kunne jeg da se på lang afstand. Men hele den nordøstlige del af øen var forkert i formen, fordi der var kommet et bjerg, hvor der ikke havde været noget. Det blev mørkt, mens vi nærmede os. Klokken fire var lyset væk. Så kunne jeg se det, som jeg havde hørt om i radioen hver morgen og set på billeder i avisen uden alligevel at have forestillet mig det rigtigt. Det røde skær. Hele himlen over den østlige del af byen. En lyd som en motor i tomgang langt væk, der aldrig blev slukket.
Jeg holdt fast i wiren, og søsygen var væk, den var med ét blot forsvundet. Der begyndte at falde et eller andet på dækket, som jeg først troede var regn. Det var aske, sort og grov som sand. Den lagde sig på bølgeblikket, på mine ærmer og i mit hår, og da jeg tog et skridt, knasede det under støvlerne. Manden med skipperkasketten kom ud af styrehuset og så på himlen.
”Vinden er drejet,” sagde han, vel mest til mig, fordi jeg var den nærmeste. ”Så får vi det i havnen også.”
”Er det altid sådan,” spurgte jeg.
”Det er det nu.”
Jeg nikkede. Jeg vidste ikke dengang, hvad de næste otte uger skulle koste mig. Jeg havde aske i håret og var mere spændt, end jeg nogensinde havde været. Også bange, men mest spændt.
Vi lagde til i Heimaey hen ad klokken fem om eftermiddagen i mørke. Kajen var sort. Det mener jeg helt bogstaveligt, for asken lå over alt, hvad der var af beton, kasser og pullerter. Lastbilerne holdt med tændte lygter, så mændene kunne se at losse. I lyskeglerne kunne jeg se asken falde, tyndt og hele tiden. Der lugtede af svovl. Det var svagt, men man mærkede det i næsen, når man trak vejret dybt, og det gjorde jeg et par gange, fordi jeg var ny. Bagefter bar jeg bølgeblik fra kutteren op til lastbilerne.
Der var en mand med en liste også her, en anden mand. Han råbte navne op og fordelte os på hold. Jeg kom på et hold under en, der hed Óskar. Han var omkring de 35, bred og med et skæg, der var mere aske end skæg. Han talte til de fire af os, der var nye, i hele sætninger ved lastbilen.
”I sover i skolen,” sagde han og pegede med tommelfingeren over skulderen. ”Vi arbejder, fra det bliver lyst, til det bliver mørkt, og det er ikke lang tid, så I skal ikke sove over jer. Vi skovler tage i den vestlige del, hvor der endnu er noget at redde, og vi sømmer blik for vinduerne mod øst, hvor stenene kommer fra.”
Han så på os den ene efter den anden.
”Huldufolket forlod byen som de første,” sagde han. ”De har bedre forstand end os.”
Et par af de gamle på holdet grinede. De havde nok hørt den før. Han blev alvorlig og sagde det, som jeg siden hørte ham sige til alle nye. Vi gik ikke ned i kældre, og vi gik ikke ned i lavninger. Hvis vi skulle, tog vi et stearinlys med, som vi holdt foran os nede ved knæene, og hvis flammen blev lille eller gik ud, gik vi op med det samme uden at diskutere det.
”Man kan ikke se gassen,” sagde han. ”Man kan ikke lugte den. Man kan kun se, hvad den gør ved en flamme, og så er det for sent at se, hvad den gør ved en selv. Er det forstået.”
Vi sagde alle fire ja. Vi gik bag lastbilen gennem mørket til skolen, der lå i den vestlige del. Jeg sov den første nat på en madras i gymnastiksalen mellem tredive fremmede mænd. Jeg hørte dem snorke og hoste, jeg hørte bjerget gennem væggen, men jeg sov alligevel, fordi jeg ikke havde sovet natten før. Jeg havde ikke set min far, heller ikke spurgt efter ham. Det var muligvis, fordi jeg var træt, eller også ville jeg gerne have én dag først som en af mændene.
Næste morgen fik vi kaffe og brød i skolekøkkenet klokken ni i mørke. Klokken ti, da det blev gråt, stod jeg på et tag og skovlede. Det var et almindeligt hus med et tag af tagpap på brædder. Asken dækkede det hele i et lag på en halv meter, sort og våd, og den vejede som vådt sand, så hver skovlfuld var tung nok til, at man mærkede den i ryggen. Vi var fem på taget, og ingen af os sagde ret meget. Vi skovlede fra rygningen og ned, så vægten kom af midten først. Vi kastede over kanten ud på vejen, hvor der i forvejen var aske til knæene, som en anden mand senere skulle komme og skovle væk fra døren. Tagpappet gav sig under støvlerne. Jeg kunne mærke brædderne under det og mellemrummene mellem dem, og jeg lærte hurtigt at stå, hvor der var en spær.
Efter en time havde jeg vabler i begge håndflader trods handskerne. Efter to timer var de sprunget. Jeg sagde det ikke til nogen. Óskar kom forbi ved middagstid. Han så på mine hænder.
”Lad mig se,” sagde han og tog den ene af dem, som om det var en vare, han overvejede at købe. ”Ja. Det tænkte jeg nok.”
Han gav mig et par gamle vanter fra sin lomme til at have under handskerne.
”Sådan ser alles hænder ud den første uge,” sagde han, og det lød mere som en oplysning end som trøst.
Middagen var kødsuppe i skolekøkkenet med lidt aske i, så det knasede lidt mellem tænderne. Der var et tag mere om eftermiddagen, indtil det blev mørkt klokken fire, og så aftensmad. Jeg lagde mig på madrassen klokken otte med jakken over mig, fordi soveposen ikke var varm nok, på siden med ansigtet mod døren, så træt, at jeg ikke kunne sove, mens mændene kom og gik. Nogen spillede kort i den ene ende af salen under den eneste lampe, der var tændt.
Hvor længe jeg havde ligget der, da jeg så ham, kan jeg ikke sige. Han var kommet ind i døråbningen med en lygte i hånden, som han holdt nedad. Han var i sin arbejdsjakke med aske i håret og en stribe sod ned ad den ene kind, som han sikkert ikke selv vidste af. Han var ikke kommet for at spille kort. Han så langsomt ud over madrasserne fra den ene ende af salen til den anden. Hans blik fandt mig og blev der. Jeg rørte mig ikke. Det gjorde han heller ikke. Mændene ved kortbordet begyndte at kigge.
Det varede formentlig ikke ret længe, for min far var ikke en mand, der brød sig om at blive kigget på. Han løftede lygten en smule og lod den falde igen. Han sagde to ord lavt hen over de sovende, men sådan at de kunne høres over hele salen.
”Kom med.”
Jeg tog støvlerne på uden at snøre dem og fulgte efter ham ud gennem gangen, ud ad skolens hoveddør, hvor asken havde samlet sig i en drive op ad trinnene. Han gik hurtigt foran. Jeg måtte tage lange skridt i asken for at følge med. Det er ikke let, når støvlerne synker i til midt på skinnebenet. Vi gik gennem fire gader, som jeg ikke kunne kende i mørket. Han sagde ikke et ord. Bjerget lyste rødt over tagene til højre for os. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, men jeg tænkte, at han ville følge mig ned til kajen og sætte mig på den første båd, der sejlede. Så måtte jeg finde ud af, hvad jeg skulle sige til min mor, og det nåede jeg ikke.
Telefoncentralen var en lav bygning nær havnen med lys i to vinduer. Der sad en mand med hovedtelefoner ved et bord med stik. Han nikkede til min far, der tydeligvis havde været der mange gange før. Min far gav ham et nummer og satte sig på en stol ved væggen med røret i hånden. Jeg blev stående ved døren med huen i hænderne, fordi der ikke var flere stole, og fordi jeg ikke vidste, om jeg måtte sætte mig. Han så ikke på mig. Han så på gulvet mellem sine støvler, indtil der kom lyd i røret.
”Det er Hallur,” sagde han.
Der var en pause. Jeg kunne ikke høre min mor, kun en svag knitren. Jeg kunne se på hans ansigt, at hun talte, og at hun talte længe.
”Ja.”
Han flyttede røret til den anden hånd.
”Det ved jeg godt.”
Der var igen en pause, som var lidt længere denne gang. Han lukkede øjnene et øjeblik, og jeg kunne se hans kæbe arbejde, som den gjorde, når han skulle have en møtrik løs, der sad fast.
”Nej.”
Så sagde min mor noget, der var langt, og han hørte på det uden at afbryde. Jeg lyttede fra døren og prøvede at gætte, hvad det var. Jeg har siden fået det meste af det at vide, for hun fortalte mig det, da jeg var blevet voksen. Jeg vil blot sige, at hun ikke undskyldte. Det gjorde hun aldrig, når hun havde gjort noget med vilje.
”Ja,” sagde han til sidst. ”Ja. Godnat.”
Han lagde på og blev siddende med hånden på røret et stykke tid. Som ville han sikre sig, at det ikke faldt af. Manden med hovedtelefonerne så over på os og så væk igen. Min far rejste sig og så nu direkte på mig.
”Du er på mit hold fra i morgen,” sagde han.
Jeg nikkede.
”Du gør, hvad der bliver sagt. Af mig, af Óskar, af hvem der ellers siger det. Første gang.”
Jeg nikkede igen. Jeg ville have sagt ja, men det var, som om der sad noget i halsen på mig, en klump, der hverken ville op eller ned. Der kom ikke en lyd. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så lettet og så bange på én gang, og jeg kunne ikke gøre andet ved det end at stå der med huen.
”Sætter du én fod øst for Skólavegur uden at have sagt det til mig, går du ned i den første båd, der sejler. Har du forstået det.”
Jeg nikkede for tredje gang. Han så på mig lidt endnu, og han ventede vel på, at jeg skulle sige noget, eller også ventede han på noget helt andet, det er ikke til at vide. Han nævnte ikke januar. Han nævnte ikke, at jeg havde løjet om min alder, selv om han måtte have regnet det ud. Han sagde heller ikke, hvorfor han havde ringet til min mor i stedet for at sende mig hjem. Han sagde tak til manden ved bordet og gik ud ad døren. Jeg fulgte efter ham ud i asken.
Vi gik tilbage samme vej. Han gik stadig hurtigt, men det forekom mig, at han gik en smule langsommere end på vejen derned, eller også var jeg blevet bedre til asken. Ved skolen bankede han asken af støvlerne mod trinnet. Jeg gjorde det samme. Inde i salen var lampen ved kortbordet slukket. Han gik hen til den madras, jeg havde ligget på. Jeg så ham gå videre til en madras i den anden ende af salen, hvor der lå en sovepose, der måtte være hans, sammen med en jakke, jeg genkendte. Han tog madrassen op under den ene arm med soveposen liggende på. Han bar det hele tilbage gennem salen mellem de sovende mænd og lagde det ned på gulvet tæt op ad min madras, så der ikke var luft imellem. Han lagde sig med ryggen til mig. Han sagde ikke godnat, og jeg lagde mig også, med jakken på. Klumpen i halsen var der stadig. Jeg lå længe med den, mens jeg hørte ham trække vejret langsomt og tungt ved siden af mig, som jeg havde hørt det gennem væggen derhjemme, så længe jeg kunne huske.
Resten af februar er én lang dag i min erindring, selv om det naturligvis var tyve eller flere. De lignede hinanden så meget, at jeg ikke kan skille dem ad, og jeg fortæller dem derfor som én.
Vi stod op klokken otte i mørke. Der var kaffe og brød og nogle gange grød i skolekøkkenet, hvor to ældre mænd fra byen sørgede for maden uden nogensinde at sove, så vidt jeg kunne se. Klokken halv ti gik holdet ud i gaderne med skovle over skulderen. Ved titiden var der lys nok til at se, hvad vi stod på. Min far gik forrest. Han sagde, hvilket tag vi tog først, hvem der skulle op, og hvem der skulle stå nede ved døren med en skovl. Han gik selv op først. Jeg gik op efter ham hver gang. Jeg skovlede fra rygningen og ned, som jeg havde lært det den første dag. Når jeg gjorde det forkert, kom han hen, tog skovlen ganske roligt ud af hænderne på mig og viste det. Han flyttede min ene hånd længere ned på skaftet, før han gav mig skovlen igen.
”Benene,” sagde han. ”Ikke ryggen. Du har kun den ene.”
Han havde lært mig at splejse et tov, da jeg var otte, og at skifte et tændrør, med få ord, ved at tage tingen ud af hånden på mig og gøre det rigtigt én gang.
Ved middagstid var det kødsuppe eller fisk. Vi spiste med handskerne i lommen og aske på brødet uden at tale meget, for vi var trætte allerede der. Bagefter gik vi ud igen. Hvis der ikke var flere tage i den gade, sømmede vi bølgeblik for de vinduer, der vendte mod øst. Det var et arbejde for to mand, én der holdt pladen, og én der slog sømmene i. Det var som regel mig, der holdt, indtil min far en dag gav mig hammeren og selv holdt pladen. Jeg slog skævt de første gange.
”Længere oppe,” sagde han og flyttede mit greb en tomme op ad skaftet. ”Du skal ikke holde den som en ske.”
Det næste søm gik lige i. Han nikkede og holdt den næste plade.
”Sømmene er for korte,” sagde han efter et stykke tid, mest til pladen.
”Skal vi have nogle andre.”
”Der er ikke andre. Slå to i, hvor du ellers ville slå ét.”
Det gjorde jeg så, og vi sømmede resten af gaden i tavshed.
Klokken fire var det mørkt, så vi gik hjem gennem gaderne med skovlene til aftensmad. Bagefter spillede nogle kort, nogle læste de aviser, der kom med bådene. De fleste lagde sig med det samme. Jeg lagde mig ved siden af min far, der som regel allerede sov. Jeg sov, før jeg nåede at tænke over noget som helst.
Asken var i alt. Den var i suppen, i brødet, i soveposen, i næsen, når jeg pudsede den, og i ørerne, når jeg vaskede mig om aftenen i det kolde vand i vaskerummet. Jeg holdt op med at lægge mærke til det efter en uge. Bjerget øst for byen var vokset, så det kunne ses over alle tage. En dag sagde en af mændene, at det havde fået et navn i avisen, at det hed Eldfell, og derefter sagde alle Eldfell, hvad der forekom mig lidt besynderligt. Det havde jo ikke heddet noget ugen før.
Hver anden aften gik jeg som lovet ned til centralen og ringede til Kópavogur. Min mor spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg sagde, at jeg havde det godt, at vi havde skovlet tage. Hun spurgte, hvordan min far havde det. Jeg sagde, at han havde det godt, at vi havde skovlet tage. Nogle gange fik jeg Dísa i røret.
”Har du talt husene,” spurgte hun, og det var det første, hun spurgte om, hver gang.
”Jeg har ikke været i vores gade endnu. Den ligger i den østlige del. Men jeg skal nok.”
”Er der meget aske?”
”Der er noget.”
Hun sagde, at Guðnýs drenge havde taget hendes dukke, at Steini havde givet dem skældud, og at mor græd, når hun troede, at ingen så det. Min mor sagde et eller andet bag hende. Dísa sagde farvel og gav røret videre. Jeg tænkte ikke så meget over det med gråden dengang.
Én dag i den periode faldt et hus sammen ovre i den nordlige del, mens en mand stod inde i det for at hente et dyr, en kat eller måske en hund. Han slap ud gennem et vindue med dyret under armen. Der blev talt om det i skolekøkkenet i to dage. Siden var det glemt. Jeg husker det, fordi jeg tænkte, at det kunne være sket for os, og jeg tænkte det helt roligt. Jeg af alle, med vabler i begge hænder og et greb om skovlen som min far måtte rette hver anden dag, var altså ganske overbevist om, at byen ikke kunne reddes uden mig, og at der derfor ikke kunne ske mig noget.
Min far og jeg talte om tage. Vi talte om, hvor der skulle skovles først, om søm, der var for korte, og om hvorvidt suppen var bedre i dag end i går. Vi talte om motoren i den lastbil, der kørte bølgeblik ud til holdene, og som satte ud i kulden hver morgen.
”Det er benzinen,” sagde han en morgen, mens vi ventede på den. ”Der er vand i den. De skulle tappe tanken.”
”Kan du ikke sige det til dem.”
”Det har jeg gjort.”
Han sparkede lidt aske af trinnet.
”To gange,” sagde han.
Så kom lastbilen. Vi læssede blik. Det var det samme, vi havde talt om derhjemme, motorer og vejr og mad, og hvad jeg egentlig havde ventet mig, kan jeg ikke sige. At han ville nævne det, jeg havde sagt ved bordet, eller om det, jeg havde gjort ved at komme, eller blot spørge, hvorfor jeg var kommet. Ingen af os spurgte om noget. Vi var ens på den måde, og ingen af os vidste, hvordan man holdt op med det. Om aftenen lå han en halv meter fra mig, og det var længere væk, end han havde været i Kópavogur.
En eftermiddag midt i februar stod han ved foden af en stige op til et tag, og jeg stod ved siden af ham med en spand søm. Jeg havde haft Dísas besked med mig i ti dage.
”Dísa siger, at du skal komme hjem,” sagde jeg.
Han havde den ene hånd på stigen og den anden i lommen.
”Hun sagde det, før jeg rejste,” sagde jeg. ”Hun bad mig sige det til dig, så snart jeg kom. At du skal komme hjem.”
Han så op ad stigen. Jeg ventede på, at han ville spørge til min mor eller til Dísa, eller sige hvornår.
”Der ligger en halv meter aske på det tag,” sagde han og gik op.
Jeg stod tilbage med spanden, til en af de andre råbte efter sømmene. Så gik jeg op efter ham, og vi skovlede, til det blev mørkt.
Sidst i februar blev vores hold en enkelt dag sendt til et tag i den østlige udkant, hvor der stadig var huse at redde, og hvor de ellers ikke arbejdede, fordi asken var for høj. Det var en lang dag. Vi var færdige, da det blev mørkt, og det var begyndt at slude. Jeg gik bagest med to skovle på skulderen, min egen og en, som en af de andre havde stillet fra sig for at binde sin støvle.
Vejen tilbage gik langs kanten af et kvarter, som ingen havde rørt, med glat aske i gaderne uden fodspor eller skovlmærker, og hvor husene havde bølgeblik for vinduerne mod øst og sorte ruder mod vest. Jeg så ind ad en af sidegaderne, mens jeg gik, uden nogen særlig grund, og der var lys i et vindue. Jeg standsede. Det var ikke elektrisk lys, det kunne jeg se med det samme, for elektrisk lys er hvidt eller blåligt. Det her var gult og varmt og flakkede en smule, som lyset fra en petroleumslampe gør. Det var i et vindue i stueetagen i det tredje eller fjerde hus, og der var ikke lys i andre vinduer eller i nogen af de andre gader. Der havde ikke været strøm i den østlige del af byen i tre uger, der boede ingen, og der var ingen hold derinde, det vidste jeg, for jeg havde selv hørt Óskar sige, hvor holdene var den dag.
Holdet var gået videre, og jeg kunne høre deres støvler i asken længere fremme. Jeg gik en halv snes skridt ind i gaden. Asken var dybere her og nåede mig til knæene. Jeg så på lyset, der ikke rørte sig i vinduet, og ventede på, at der skulle ske et eller andet. Der skete ingenting. Der gik ingen forbi vinduet, og lyset flakkede ikke mere, end en lampe gør i et rum uden træk. Jeg tænkte over, om jeg skulle råbe. Jeg gjorde det ikke. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om det var, fordi jeg var bange, eller fordi jeg havde min fars besked i baghovedet om Skólavegur, som jeg allerede var godt og vel øst for, eller fordi der var noget ved det lys, som gjorde, at jeg ikke ville høre min egen stemme i den gade. Sikkert alle tre dele.
Jeg gik tilbage til vejen med de to skovle og indhentede holdet. Óskar gik forrest. Jeg gik op på siden af ham og sagde, at der var lys i et hus inde i sidegaden, en petroleumslampe i et vindue. Han så på mig. Han grinede, træt, som han nok grinede af det meste den vinter.
”Huldufolket skal jo også have lys,” sagde han og lagde skovlen over på den anden skulder. ”Det er mørkt i vinter, selv for dem.”
Et par af de andre grinede med, og en af dem sagde, at det nok var en, der var gået ind for at hente noget.
”Der er ingen derinde,” sagde Óskar, nu alvorlig. ”Der skal ikke være nogen derinde. Jeg nævner det for civilforsvaret.”
Han sagde det på en måde, så jeg vidste, at han ikke ville. Vi gik videre. Min far var ikke med. Han havde været på et tag i den anden ende af byen med et andet hold. Da vi kom til skolen, var han allerede ved at spise. Jeg satte mig ved siden af ham og fortalte ham det ikke, selv om jeg gerne ville have fortalt ham det, men Óskar havde grinet, og jeg havde fået det med Skólavegur i hovedet igen. Vi spiste suppe. Da jeg gik ned til centralen den aften for at ringe, gik jeg en omvej forbi det sted på vejen, hvor jeg kunne se ind i sidegaden. Der var intet lys. Gaden var mørk og glat som alle de andre.
Næste aften var der lys igen i et andet hus. Vi kom hjem fra et tag ad den samme vej, fordi Óskar havde valgt at tage endnu en dag i den østlige udkant. Jeg gik bagest igen med vilje og så ind ad den gade. Den var mørk. Men i den næste gade, en gade længere mod øst og nærmere bjerget, var der lys i et vindue på første sal med samme gule farve og samme stilhed. Jeg blev stående, til holdet var tredive skridt foran mig, før jeg gik efter dem. Jeg nævnte det ikke for nogen.
Den tredje aften var der ikke lys, selv om jeg ledte efter det. Holdet arbejdede i den vestlige del igen, så jeg gik alene ud til kanten af det østlige kvarter efter aftensmaden. Det var forkert, og det vidste jeg godt. Jeg gik ikke ind i gaderne. Jeg holdt mig ved kanten af dem og så. Der var intet lys nogen steder. Men i den gade, hvor lyset havde stået den anden aften, kunne jeg i skæret fra bjerget se, at asken foran ét af husene var anderledes. Jeg gik tyve skridt ind i gaden og så det. Foran døren var asken fejet væk i en halvcirkel, ordentligt og med en kost. Kosten lå op ad dørkarmen.
Den fjerde aften gik jeg ind i et hus. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde ikke besluttet det på forhånd. Jeg var ved kanten af kvarteret igen, og der var lys i endnu et hus, en gade længere øst. Da jeg kom derhen, var lyset slukket, men døren stod på klem, og jeg gik ind. Der var mørkt i entreen, og det lugtede af kold aske. Jeg havde en lille lygte med, som jeg havde lånt af en af mændene. Jeg tændte den og så, at asken på gulvet var trådt ned i en sti, der gik fra døren og ind i huset. Jeg fulgte stien. Den førte ind i et køkken.
Der var aske på alt. På bordet, på komfuret, på gulvet i et jævnt lag, som var det sne, der var faldet indendørs, og på vindueskarmen, hvor bølgeblikket for ruden havde sluppet en revne, som asken var kommet ind ad. Men på væggen over bordet hang et ur, og det gik. Jeg kunne høre det, før jeg så det, et almindeligt køkkenur med pendul, der skal trækkes op hver uge. Det gik med den lyd, sådan et ur har, og viserne stod på fem minutter over ni. Det passede. Jeg lyste på det længe. Bagefter lyste jeg ned i vasken, hvor der stod en almindelig hvid tallerken, og den var skyllet. Der var ikke aske på den. Der var aske på alt andet i det køkken, men ikke på den tallerken og ikke på hanen over den. Jeg brugte nok et minut derinde, men rørte hverken uret eller tallerkenen. Jeg gik ud ad stien i asken, ud ad døren og hjem til skolen, hurtigt.
Ved aftensmaden næste dag fortalte jeg det til Óskar og de andre ved bordet, alt sammen med lyset, det fejede dørtrin, uret og tallerkenen. De grinede, og en af dem sagde, at huldufolket havde fået sig en kone, siden der blev vasket op. Jeg grinede selv. Det var lettere. Min far sad ved den anden ende af bordet og spiste og så ikke op. Jeg tænkte, at han ikke havde hørt det, hvad han selvfølgelig havde.
Den aften var lampen ved kortbordet slukket, og jeg lå på ryggen på madrassen og så op i mørket. Jeg sagde det lavt. Jeg sagde, at der var en eller anden derovre, og jeg nævnte ikke huldufolk. Ét lys og så et andet lys, et dørtrin, et ur der gik, en tallerken der var skyllet. Jeg sagde, at jeg havde været inde i huset, og at jeg godt vidste, at jeg ikke måtte.
Han lod det ligge lidt. Jeg lå og hørte ham trække vejret og tænkte, at han sov, eller at han lod som om. Jeg var ved at vende mig om på siden, da madrassen ved siden af mig bevægede sig. Han satte sig op i mørket, tog jakken fra hovedgærdet, trak den på og fandt støvlerne.
”Vis mig det,” sagde han, allerede på vej op.
Vi gik derud med hans lygte. Det var over elleve, der var ingen i gaderne, og bjerget lyste rødt til højre for os hele vejen. Han gik foran, men standsede ved hvert hjørne og lod mig gå op på siden af ham og pege. Han gik videre. Ved huset stod døren stadig på klem. Han lyste ned på stien i asken og ventede lidt, før han gik ind, og jeg fulgte efter.
Uret gik stadig, da vi kom ind. Han blev i køkkendøren og lyste på det. Han lyste på tallerkenen i vasken, på hanen, på asken på bordet, hvor der ikke var mærker af hænder. Han blev der længe og tav. Jeg kunne ikke se hans ansigt, kun ryggen og lygten, mens jeg ventede på, at han skulle sige noget om huldufolk eller om, at jeg havde fantasi.
”Nogen har været her,” sagde han til sidst, og det lød, som om han havde sagt det til sig selv nogle gange, inden det kom ud.
Han sagde det til uret eller til køkkenet og ikke til mig. Han slukkede lygten. Vi blev et øjeblik i mørket og hørte uret, før han tændte den igen og gik ud. På vejen tilbage sagde han, at jeg ikke skulle gå derud alene igen.
”Ser du mere, lys eller andet, så siger du det til mig,” sagde han uden vrede, som en besked. ”Samme dag. Ikke to dage efter.”
”Ja,” sagde jeg. Han vidste sikkert, at jeg mente det. Han vidste formentlig også, at det ikke ville holde, for han kendte mig jo.
Hvor mange aftener det havde været med lysene, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Mindst fire, muligvis fem, for der kan have været en aften, hvor jeg ledte forgæves, som jeg har glemt. Det er det ene sted i historien, hvor jeg ville ønske, jeg havde skrevet det ned dengang. Det gjorde jeg ikke. Jeg troede jo, at jeg kom til at huske alting.
I begyndelsen af marts kunne vi se skæret fra lavaen over tagene fra skolen. Bjerget havde vi kunnet se hele tiden, men nu så vi selve fronten, en lav rød stribe under røgen, som var kommet længere mod nord end ugen før. Mændene talte om den ved bordet. De sagde, at der blev stillet pumper op nede ved havnen, og at der skulle komme større pumper fra fastlandet. Det var den slags, min far interesserede sig for, så han gik ned og så på dem en aften, og jeg var for træt til at gå med.
Lyset var flyttet igen. Jeg havde sagt det til min far, som jeg havde lovet. Han havde nikket og sagt, at han skulle nok se på det. Så var der gået to dage med tage, hvor han ikke havde set på det. Jeg tænkte på det om natten. Det var to gader længere øst nu, det nærmede sig skæret, og hvis det, eller den der bar det, blev ved med at flytte sig i den retning, så var der ikke mange gader tilbage. Jeg tænkte også, at min far havde bestemt, hvad jeg måtte, siden jeg kunne gå. Nu sov han ved siden af mig, og det var der vel heller ikke så meget at sige til.
Jeg besluttede at gå derud alene i al hemmelighed, selv om jeg udmærket vidste, at det var i strid med det eneste, han havde bedt mig om. Jeg ville finde ud af, hvad lyset var. Jeg tror også, at jeg ville gøre noget, han ikke havde bestemt, men det tænkte jeg ikke så tydeligt dengang.
Det tog mig faktisk to nætter at komme af sted. Den første nat havde jeg støvlerne under madrassen og faldt i søvn, mens jeg ventede på, at mændene ved kortbordet skulle gå i seng. Den anden nat holdt jeg mig vågen ved at ligge og tælle bjælkerne i loftet. Jeg havde lagt jakken sammenrullet ved hovedgærdet med lygten i den ene lomme, et stearinlys med tændstikker i den anden, fordi jeg trods alt havde hørt efter, når Óskar talte. Klokken var over et, da lampen ved kortbordet gik ud. Jeg ventede et kvarter til. Jeg trak støvlerne frem og tog dem på liggende og rejste mig op fra madrassen så langsomt, som jeg kunne.
Min far sov med ryggen til. Jeg bøjede mig over ham og ventede på, at han skulle vende sig. Det gjorde han ikke. Jeg gik over gulvet med tredive sovende mænd mellem mig og døren. De havde smidt madrasserne, hvor de kunne, med støvler og tasker imellem. Jeg gik med vægten på den fod, der stod fast, før jeg flyttede den anden, som jeg havde lært det på tagene. En mand rørte på sig, og jeg ventede, til han lå roligt igen. Ved døren tog jeg jakken på. På trappen udenfor snørede jeg støvlerne.
Der var stille i byen. Det var der aldrig helt, for bjerget kunne høres hele tiden som en lyd, jeg ikke lagde mærke til, før jeg lyttede efter den. Men der var ingen mennesker i gaderne, ingen lastbiler, ingen vind. Jeg gik mod øst med lygten slukket, for skæret over tagene var nok til at se ved. Efter et kvarter var jeg ved kanten af de gader, hvor lyset havde været, og jeg gik forbi dem i samme tempo. To gader længere inde, ganske som jeg havde regnet med, stod der lys i et vindue i stueetagen, gult og roligt. Jeg gik ind i gaden hen mod det.
Huset var et almindeligt hus i to etager med bølgeblik for vinduerne mod øst. Jeg så i nogen tid på lyset, der kom fra et vindue til venstre for døren. Det var bag et gardin, så jeg ikke kunne se ind, kun at det var der. Døren stod på klem. Da jeg lagde hånden på den og skubbede, gik den op uden lyd. Jeg var i en entré med aske på gulvet i et jævnt lag, hvor der gennem asken var fejet en sti, ikke trådt, fejet, med en kost, så gulvbrædderne kunne ses i bunden af den. Stien gik til venstre ind i huset, hvor jeg fulgte den til en dør for enden, som stod åben. Bag den var lyset. Hvad jeg havde ventet at se, er ikke godt at sige.
Der sad en gammel mand ved køkkenbordet. Han sad med frakke på og hue med ryggen halvt til mig i lyset fra en petroleumslampe midt på bordet. Foran ham var der en pakke kiks, der var åbnet i den ene ende, en kop og en termokande af den slags med en kop som låg. Han tyggede. Han sad helt stille bortset fra kæben og så ned i bordet, som om han havde siddet sådan hver aften i lang tid. Han tog en kiks til fra pakken.
Jeg ved ikke, om jeg havde sagt et ord, eller om gulvet havde givet en lyd. Han drejede roligt hovedet mod mig.
”Godaften,” sagde han, som om jeg var ventet. ”Der er kaffe på kanden, hvis du vil have. Der er ikke flere kopper, men du kan tage låget.”
Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke, for mine ben var begyndt at skælve, så meget at jeg måtte have fat i dørkarmen, og der stod en stol ved siden af døren, en almindelig køkkenstol med aske på sædet, som jeg satte mig på med asken og det hele. Den gamle mand så det. Han hældte kaffe i låget på termokanden, skubbede det over bordet mod mig, som han ville have gjort, hvis jeg havde været en nabo, der kom forbi til søndagskaffe.
”Du er Hallurs dreng,” sagde han og så på mig med hovedet på skrå. ”Det kan jeg se på dig. Du står som ham.”
Jeg sad, men jeg forstod, hvad han mente.
”Er du Hjálmar fra fyret,” spurgte jeg, og min stemme holdt ikke helt.
”Det var jeg. Nu er jeg blot Hjálmar. Fyret har haft en anden i tolv år, og han passer det, som han vil, det blander jeg mig ikke i.”
Han tog en kiks til og brækkede den over, spiste den ene halvdel og lagde den anden på bordet ved siden af pakken, ordentligt, så han kunne vende tilbage til den. Han var 79 år, fik jeg senere at vide, og han så ud til det med et ansigt furet af vind og hænder, der lå store og rolige på bordet. Men han var ikke svag. Han sad rankt med klare øjne, der i lampelyset så på mig med noget, der lignede morskab.
”Du skulle være hos din datter,” sagde jeg. ”I Akureyri. Alle sagde det.”
”Det skulle jeg. Det er der ingen tvivl om.”
Han drak af koppen, stillede den fra sig.
”Jeg stod på kajen den nat med de andre. Jeg havde min taske. Så tænkte jeg, at der stod fem tusind mennesker foran mig, og at jeg lige så godt kunne gå en tur op ad bakken imens og se på det. Det gjorde jeg så. Da jeg kom ned igen, var der ingen både. Der var ingen mennesker. Der var kun mig og hundene, og dem samlede de sammen dagen efter, så nu er der kun mig.”
Jeg tænkte over, om det var sandt. Han troede sikkert selv på det, men han havde nok også vidst udmærket, hvad der ville ske, når han gik op ad den bakke. Jeg sagde det ikke højt. Jeg var seksten, og han var 79, og den slags sagde jeg ikke til en gammel mand.
”Hvorfor lysene,” spurgte jeg i stedet. ”Hvorfor går du rundt i de andres huse.”
Han så på mig, som om spørgsmålet var dumt.
”Man lader ikke et hus stå koldt,” sagde han. ”Man lader ikke et ur gå i stå, når man kan trække det op. Det har jeg gjort på fyret i fyrre år, hver aften, tændt lampen og trukket uret op. Nu gør jeg det her. Der er mange huse, og jeg kan ikke nå dem alle, men jeg kan nå nogle. Dem, der ligger nærmest bjerget, tager jeg først, for det er dem, der er mindst tid til.”
Jeg tav. Jeg sad med låget fra termokanden i hånden. Jeg havde ikke drukket af det.
”Folk kommer tilbage,” sagde han lidt lavere. ”Ikke alle. Men nogle. Og så er det rart, at der har været nogen.”
Han tog den halve kiks og spiste den. Jeg sad der faktisk længe. Han talte om mange ting, mens jeg hørte efter. Om vejret. Om at kiksene var fra en købmand i Heimagata, som havde ladet døren stå ulåst. Om at han ikke gik ned i kældre, for han var gammel, men ikke tosset. Om at han havde set mig stå for enden af gaden den første aften og havde tænkt, at det nok var en af de unge, der ville ind og hente sin fodbold, og det grinede han lidt af. Han var sjov på en tør måde, og jeg tænkte, at det nok kom af, at han havde talt med sig selv siden januar. Jeg sad på stolen med asken under mig og glemte i lange stykker, hvor jeg var. Jeg rejste mig, og benene bar mig nu.
”Jeg bliver nødt til at hente min far,” sagde jeg.
”Det må du gøre.”
”Du går ikke.”
”Jeg går ingen steder,” svarede han uanfægtet. ”Jeg er ikke færdig med kiksene.”
Han pegede på pakken, og det afgjorde vel sagen. Jeg satte låget på bordet. Jeg gik ud ad stien i asken, ud ad døren og ud i gaden, hvor jeg begyndte at løbe. Jeg løb hele vejen tilbage gennem askegaderne. Det kan egentlig ikke lade sig gøre, jeg kunne kun løbe ti skridt, gå ti skridt og løbe igen, og det gjorde jeg, med skæret bag mig og lygten slukket i lommen.
Min far vågnede, før jeg havde rørt ved ham. Jeg bøjede mig ned over madrassen, da han vendte sig om og så på mig med åbne øjne. Han havde muligvis slet ikke sovet. Jeg sagde det lavt, tæt ved hans ansigt. Der sidder en mand i et hus derude, sagde jeg, det er Hjálmar fra fyret. Han sidder og spiser kiks.
Han svarede ikke, men satte sig op, fandt støvlerne og tog jakken på. Han gik hen over gulvet til den anden ende af salen og ruskede i Óskar, der sov med munden åben. Óskar bandede. Så var han oppe og i støvlerne. Vi gik omgående derud alle tre, min far foran og Óskar bagest med en lygte. Det var over tre om natten med bjerget rødt over os.
Hjálmar sad der stadig, da vi kom ind. Han havde pakket kiksene ned i en taske, og lampen var slukket og pakket i en klud. Han sad ved bordet i mørket og ventede, som havde han vidst, hvor lang tid det ville tage mig at hente dem. Min far lyste på ham, så den gamle kneb øjnene sammen.
”Hjálmar,” sagde han.
”Hallur.”
Den gamle rejste sig og tog tasken, og vi gik tilbage alle fire gennem asken, hvor han gik langsomt uden hjælp som en, der har gået i aske i mange uger. I skolekøkkenet var der en af de gamle mænd oppe, der satte kaffe over, så snart han så os. Vi satte os ved det lange bord med Hjálmar for enden, min far og Óskar på hver sin side og mig ved siden af min far. Der kom kaffe. Så talte de om, hvad der skulle ske med ham.
Óskar sagde det først, venligt men som holdleder. Der gik en båd om to dage, som Hjálmar skulle med. Der var ikke tale om at diskutere det, for han var 79 år uden tilladelse til at være på øen, og hvis der skete ham noget, var det Óskar, der skulle forklare det til civilforsvaret, og det kunne han ikke. Hjálmar hørte på det, mens han drak af sin kaffe.
”Jeg er født i den by,” sagde han, da Óskar var færdig. ”I et hus i Heimagata, som ikke står der mere, det brændte i 1931. Jeg har boet i den by i 79 år, undtagen de fyrre på fyret, og det tæller vel også. Jeg har tænkt mig at dø i den. Jeg havde ikke tænkt mig at gøre det i denne uge, men jeg har tænkt mig at gøre det her.”
Óskar sagde, at det ikke var op til ham.
”Det er det ikke,” sagde Hjálmar og satte koppen fra sig. ”Men der skal ingen ung mand fra Reykjavík bære mig ned på en kaj. Det siger jeg blot, så I ved det, hvis I overvejer det.”
Der var stille lidt. Min far havde ikke sagt et ord endnu. Han sad med koppen mellem hænderne og så på den gamle. Endelig sagde han, at han kendte Hjálmar fra fyret, dengang han var dreng, og at Hjálmar dengang også havde gjort, som han selv ville. Mere sagde han ikke om det. Han havde aldrig nævnt, at han kendte ham.
Óskar så længe på den gamle, før han sagde noget.
”Sætter jeg dig på båden, går du i land i Þorlákshöfn og kommer tilbage med det næste hold, der ikke kender dig,” sagde han.
De blev enige om det ved bordet, mens jeg sad der. Hjálmar kunne blive indtil videre, hvis han sov i salen på en madras som alle andre og spiste med holdet. Han skulle holde sig vest for Kirkjuvegur, som Óskar tegnede på bordet med fingeren, så alle kunne se, hvor den gik. Det var en gade længere øst end den grænse, min far havde givet mig. Han skulle sige det til Óskar eller min far, hvis han gik nogen steder om natten. Hjálmar hørte på det og nikkede til det meste. Han nikkede ikke til det med Kirkjuvegur, det lagde jeg mærke til, men han sagde heller ikke imod. Min far vendte sig mod mig.
”Du holder øje med ham,” sagde han. ”Han sover ved siden af dig. Du siger det, hvis han går.”
”Jeg holder øje med ham,” sagde jeg, og jeg mente det. Óskar rejste sig, strakte sig og grinede så højt, at et par af de sovende i salen ved siden af vendte sig.
”Så er der én huldumand mindre i byen,” sagde han og klappede den gamle på skulderen. ”Det er da noget.”
Hjálmar grinede ikke, men han syntes vist om det og tog imod kaffen, da der blev skænket op igen.
Han holdt sig ikke til det. Den første nat sov han på madrassen ved siden af mig som en sten. Den anden nat vågnede jeg klokken to. Madrassen ved siden af mig var tom. Støvlerne var væk, og tasken. Jeg fandt ham i et hus lige vest for Kirkjuvegur, så tæt på grænsen, at det kunne diskuteres, hvilken side af den huset var på. Han var i en stue og trak et ur op.
”Jeg er på den rigtige side,” sagde han, da jeg kom ind, uden at vende sig om. ”Du kan måle det, hvis du vil.”
Jeg svarede ham ikke, men ventede, til han var færdig. Vi gik tilbage sammen. Om morgenen sagde jeg det til min far ved kaffen. Han hørte på det med koppen i hånden og så over på Hjálmar, der sad længere nede ved bordet og spiste grød, som om intet var hændt.
”Så går du med ham,” sagde min far.
Det blev aftalen fra den dag. Han havde nok tænkt over det på forhånd. Han sagde det straks og højt nok til, at Óskar hørte det og nikkede. Om dagen skovlede jeg tage sammen med min far. Om natten gik jeg med Hjálmar.
Vi gik ikke hver nat, for han var 79 og sov nogle nætter igennem. Andre nætter vækkede han mig ved at tage fat i min skulder uden et ord, og så tog vi støvlerne på og gik. Han kendte byen. Han vidste, hvem der boede hvor, hvem der havde et ur, der var værd at trække op, og hvem der ville have sat pris på, at der havde været fejet. Han fejede dørtrin med en kost, som han bar med sig. Han gik ind i en håndfuld huse hver nat, hvor døren var åben, eller hvor han vidste, at nøglen lå under en sten. Der trak han urene op, som han stillede efter sit eget lommeur. Han tændte lampen i køkkenet og lod den stå, mens vi var der. Han slukkede den, når vi gik.
”Hvorfor tænder du den,” spurgte jeg en nat, ”når du alligevel slukker den igen.”
”For at der har været lys,” sagde han og pustede den ud.
Han talte, mens vi gik gennem gaderne, om fyret mere end om noget andet. Han holdt hånden på lågen og ventede på, at et ur skulle komme i gang, og så sagde han det, der faldt ham ind.
”Der er vind på Stórhöfði,” sagde han, ”som kan tage en voksen mand og lægge ham ned. Jeg har kravlet det sidste stykke til døren flere gange, end jeg kan tælle. Og tågen kan ligge i en uge, så man ikke kan se lyset fra sin egen trappe. Så står man deroppe og passer et lys, ingen kan se, og det gør man alligevel.”
Jeg spurgte, om han havde været bange deroppe.
”Ikke for vinden,” svarede han og lukkede lågen. ”Man er ikke bange for det, man kender. Men vinteren 1936 gik der en kutter ned to sømil sydøst for fyret med syv mand. Jeg stod oppe i lanternen og så lygterne på den gå ud, én ad gangen, og der var ikke andet at gøre end at holde mit eget lys tændt. Det gjorde jeg så.”
Han fortalte det roligt og med mange enkeltheder. Han ventede ikke på, at jeg skulle sige noget. Det gjorde jeg heller ikke, for hvad skulle jeg sige til det. Han tog kosten og gik videre til det næste hus, hvor jeg fulgte efter ham med lygten.
Det var en nat hen imod midten af marts i et køkken et sted i midtbyen, at han sagde det om min far. Vi ventede på, at uret skulle komme i gang, mens han talte om kutterne og om, at han havde kendt de fleste af skipperne.
”Din farfar var en hård mand at sejle med,” sagde han. ”Men dygtig. Din far skulle ikke have sejlet med ham. Det ved du vel.”
Jeg sagde, at det vidste jeg ikke.
”Han havde en plads på navigationsskolen i Reykjavík, da han var sytten. Han havde søgt den selv uden at sige det til nogen, og han fik den. Så blev din farfar syg om efteråret. Kutteren skulle sejle, og der var ikke andre. Så sejlede han.”
Han lukkede lågen på uret og lod hånden ligge lidt på den.
”Han talte ikke om det bagefter. Jeg ved det, fordi jeg så papiret. Han viste mig det på fyret, en dag han var deroppe, fordi han ville have nogen at vise det til. Det var før hans far blev syg.”
Jeg holdt lygten og lyste ned i gulvet, mens uret gik. Mine hænder var ikke helt rolige, så lyset dirrede på gulvbrædderne, og jeg måtte tage lygten i begge hænder.
”Hvorfor fortæller du mig det,” spurgte jeg.
Hjálmar tog hånden fra uret og så på mig, som han havde set på mig den første aften, med hovedet på skrå.
”Fordi jeg tav dengang,” sagde han. ”Jeg var den eneste, han havde vist brevet. Da din farfar blev syg, kunne jeg have gået ned på kajen og sagt til ham, at drengen havde en plads i Reykjavík, og at en kutter kan sælges. Jeg gik ikke. Jeg tænkte, at det ikke var min sag. Det har jeg tænkt på i 35 år. Og nu står du her og skal til Reykjavík. Det kan man se på dig, ligesom man kunne se det på ham.”
Han rettede sig op fra uret.
”Spørg ham, Einar. Han er ikke så hård, som han går og tror.”
Han tog kosten, og vi gik videre til det næste hus, hvor der var et dørtrin at feje. Jeg fejede det selv, mens han trak uret op, og jeg tænkte hele tiden på køkkenbordet i januar. Min far, der tyggede færdig og rejste sig. Jeg havde i to måneder troet, at han rejste sig, fordi jeg havde sagt nej til ham og til øen. Nu vidste jeg, at han havde sagt det samme som jeg engang, til en anden, og at det ikke havde hjulpet ham. Jeg lovede mig selv den nat på et fremmed dørtrin, at jeg ville spørge ham om det, før jeg tog hjem.
Midt i marts holdt asken næsten op med at falde. Der kom stadig lidt, når vinden gik om i øst, men de fleste tage var skovlet. De tage, der ikke var skovlet, var ikke tage mere. Til gengæld kom lavaen for alvor. Den havde ligget og skubbet mod nord i ugevis som en sort mur, der voksede. Nu var den så tæt på havnemundingen, at mændene talte om den ved hvert måltid. Hvis den lukkede havnen, var byen færdig. Så arbejdet skiftede, og vores hold blev sat på pumperne, som min far havde ventet på, mens jeg gik fra at skovle aske til at bære rør.
Pumperne stod på kajen og trak havvand op. Fra dem gik der rør gennem gaderne mod øst og nord til de steder, hvor lavaen var tættest på, og hvor der for enden af rørene stod dyser, som blev rettet mod lavakanten. Vandet ramte lavaen og kogte. Det hvæsede og dampede. Hvor det ramte, blev lavaen sort og hård, mens den bagved blev ved med at skubbe.
Rørene var af stål og tre eller fire meter lange. De blev båret gennem gaderne af to mand med én i hver ende og samlet med koblinger, der blev spændt med bolte. Man bar dem på skulderen. Det gav sår, som vi vænnede os til ligesom vablerne. Ved lavakanten var det varmt på en måde, jeg ikke kendte. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor varmt, før jeg kom derop med det første rør på skulderen og mærkede varmen i ansigtet som fra en åben ovn, mens ryggen frøs i vinden fra havet. Støvlesålerne blev bløde, hvis vi blev for længe det samme sted, så vi flyttede os hele tiden og lærte at holde siden til.
Dagene fik en ny rytme. Vi var oppe klokken syv nu, da det blev lyst tidligere. Vi gik fra skolen ned til kajen, hvor pumperne stod i en række med motorerne i gang, hvor det lugtede af diesel og tang. Der blev delt rør ud, bolte, skruenøgler. Holdene gik ud i gaderne med rørene på skuldrene, to mand om hvert, for at lægge dem, hvor de skulle ligge.
Min far passede pumperne. Motorer var hans fag, og han var den på holdet, der forstod dem, hvorfor han var på kajen det meste af dagen med hænderne i en pumpe, der var gået i stå, eller en kobling, der lækkede. Jeg bar rør og rettede dyser, når de var kommet til at pege forkert, hver gang vandtrykket ændrede sig. Jeg lærte at spænde en kobling, så den holdt. Om aftenen kom han op til fronten og så efter, at det hele virkede.
”Hvordan går det med trykket,” spurgte han som regel.
”Det falder lidt ved den yderste.”
”Det er koblingen. Den skal have en ny pakning.”
”Den fik en i går.”
”Så skal den have en til,” sagde han og gik hen og så på dyserne selv.
Jeg havde spørgsmålet om navigationsskolen i munden hver eneste af de aftener. Første gang åbnede jeg munden ved kaffen om morgenen, men han begyndte at tale om en pumpe, der havde sat ud i nattens løb, så jeg lukkede den igen. Anden gang stod vi ved den yderste dyse, og jeg havde fået halvdelen af sætningen ud, ”Hjálmar sagde, at du engang,” da Gunnar fra Reykjavík kaldte på ham fra kajen. Han gik, og jeg blev stående med resten af sætningen. Jeg begyndte at tro, at han vidste, hvad der kom, og at han gik, før det kom.
En aften havde jeg en dyse, som jeg ikke kunne få til at sidde fast. Han kom hen og tog den ud af hænderne på mig. Han satte den i, drejede den en kvart omgang, til den sad, og gav mig den igen. Jeg satte den i og drejede. Den sad.
”Sådan,” sagde han, og det var nok det, der lignede ros mest hos ham.
Han lagde hånden på min skulder. Den blev der et sekund eller to, før han tog den væk og gik tilbage mod kajen. Jeg blev tilbage med dysen og vandet og varmen i ansigtet. Han havde ikke gjort det før, ikke på øen og ikke derhjemme, så vidt jeg kunne huske. Jeg havde haft spørgsmålet klar den aften, men da hånden kom, kunne jeg ikke stille det. Jeg ville ikke ødelægge den hånd.
Jeg ringede til Kópavogur som før. Min mor spurgte, hvordan det gik med pumperne. Hun havde hørt om dem i radioen. Jeg fortalte hende om rørene og koblingerne. Hun spurgte ikke længere, om jeg havde talt med min far. Det havde hun gjort de første gange. Så var hun holdt op med det. Hun havde nok forstået det på min stemme. Guðný havde fået at vide, at der ville komme penge fra en fond til dem, der havde mistet deres hus, og hun fortalte det, som om det angik andre. Vores hus stod der endnu, så vidt hun vidste. Jeg sagde, at det gjorde det, for det var, hvad jeg havde hørt.
”Mor,” sagde jeg, før hun lagde på. ”Vidste du det med navigationsskolen.”
Der var stille i røret så længe, at jeg troede, forbindelsen var afbrudt.
”Det skal du spørge ham om,” sagde hun så. ”Ikke mig.”
Hjálmar gik stadig sine runder, hvor jeg gik med, når han vækkede mig, men det blev sjældnere hen ad marts. Han var træt om dagen, jeg var træt af rørene, og der var nætter, hvor vi begge to sov igennem.
”Har du spurgt ham,” spurgte han mig en morgen over grøden.
”Nej.”
Han nikkede og spiste videre, og mere sagde han ikke om det.
Jeg lagde mærke til, at han var begyndt at hoste om morgenen, en tør hoste, som han selv sagde kom af asken, og at han sad længere ved bordet, før han rejste sig. Jeg sagde det til Óskar, som sagde, at han havde set det. Den gamle skulle på en båd inden april, hvad enten han ville eller ej. Óskar ville tale med min far om det. Om han gjorde det, fik jeg aldrig at vide, for der skete andet først.
Sidst i marts fik vores hold nattevagt ved en pumpe ved et rørknudepunkt i den østlige del af byen, et par hundrede meter fra den østlige ende af Heimagata, som var den gade, vi boede i. Jeg havde ikke været derovre siden januar. Jeg havde ikke talt husene for Dísa. Jeg havde sagt til mig selv, at det var, fordi gaden lå øst for Skólavegur, og fordi jeg holdt min fars regel.
Nattevagten bestod i at holde pumpen kørende og se efter rørene. Vi var fire mand på vagten, min far ved pumpen, to mand oppe ved dyserne, mig imellem, hvor jeg gik frem og tilbage med en lygte for at se efter koblinger. Det var stille som altid om natten bortset fra pumpen, der dunkede, bjerget, og lavaen, som kunne høres, når vi var tæt på den, en raslen af sten, der løsnede sig fra kanten og rullede ned hele natten én ad gangen med det, der skubbede, bag dem.
Klokken var lidt over to, da manden kom løbende. Han kom fra øst, fra Heimagata. Han løb i asken i ryk, og han råbte allerede, før han var nået hen til os.
”Den er inde i Heimagata. Den østlige ende. Den tager husene nu.”
Så løb han straks videre mod kajen for at sige det til de andre, og jeg hørte hans støvler i asken længe efter, at jeg ikke kunne se ham mere. Min far havde hånden på en ventil og stod vendt mod øst, mod gaden, hvor skæret stod op over tagene, rødere, end det havde været en time før. Han blev sådan et stykke tid. Han vendte sig mod pumpen, mod røret, der gik fra den, og mod øst igen. Hans hånd blev liggende på ventilen.
”Der er ikke noget at hente,” sagde han over skulderen. ”Havnen er vigtigere end et hus.”
”Jeg går derhen,” sagde jeg.
”Du går til hjørnet og ikke længere. Kommer du ikke tilbage inden en halv time, kommer jeg efter dig.”
Jeg gik op ad gaden mod øst, forbi rørene, til det hjørne, hvorfra der var udsyn ned ad den østlige ende af Heimagata. Det tog nogle minutter. Der var ingen andre derude. Der var ingen grund til at være derude, for der var ikke noget at gøre.
Jeg kunne se huset fra hjørnet. Det var det tredje fra enden, og enden var væk. Der, hvor de to sidste huse havde stået, var lavaen, en sort væg med røde revner i på ti meter eller mere. Den bevægede sig ikke, når jeg så på den. Jeg kunne kun se, at den var et andet sted, når jeg havde kigget væk og kiggede tilbage. Der var ingen vind den nat, så røgen fra husene stod lige op og lagde sig over gaden som et loft, og alt under det var oplyst af lavaen, rødt, så jeg kunne se hvert enkelt hus tydeligere, end jeg kunne have set det ved dagslys.
Vores hus var hvidt med rødt tag, som min far havde malet sommeren før, med bølgeblik for vinduerne mod øst, som et hold måtte have sat op i februar. Taget var skovlet. Nogen havde altså skovlet det, måske vores eget hold, uden at jeg vidste det. Så begyndte taget at bøje sig, ikke falde, bøje, som om nogen trykkede på det ovenfra. Der lød et brag, der ikke var højt, fra den østlige gavl, og bølgeblikket for det østlige gavlvindue blev rødt. Ruden bag det sprang. Køkkenvinduet, der vendte mod gaden, sprang med en enkelt lyd som en flaske, der går i stykker, og der kom røg ud af det. Det var vinduet over det køkkenbord, hvor jeg havde sagt det i januar. Så var væggen væk. Den østlige gavl var der, og da jeg så igen, var den der ikke. I stedet var der noget sort og rødt. Taget. Så gavlen. Så intet.
Der gik ti minutter, tror jeg, nok mere, og i den tid talte jeg husene i gaden fra hjørnet ned til der, hvor lavaen var. Det havde jeg ikke tænkt mig at gøre, men jeg gjorde det, og der var ni, hvor der havde været tolv. Jeg gik tilbage til pumpen.
Min far havde ikke flyttet sig. Hånden var på ventilen, mens pumpen dunkede, og vandet løb i rørene mod nord, hvor det skulle hen. Han vendte ansigtet mod mig, da jeg kom, og ventede. Jeg havde ikke tænkt mig at sige noget, og jeg havde ikke tænkt over ordene. De kom, som de kom, og jeg husker hvert eneste af dem.
”Den tog det,” sagde jeg. ”Køkkenet først.”
”Det tænkte jeg nok.”
”Du står her og passer en pumpe.”
”Det er det, jeg kan gøre.”
”Du har aldrig villet have noget af det,” sagde jeg. ”Ikke huset. Ikke båden. Ikke mig.”
Mine hænder rystede. Jeg holdt dem ned langs siden, men de rystede alligevel.
”Du ville selv væk,” sagde jeg. ”Hjálmar har fortalt mig det. Du havde en plads på navigationsskolen, og du gik aldrig derhen, og nu kan du ikke holde ud, at jeg skal have det, du ikke fik. Det var derfor, du rejste dig fra bordet. Du var ikke vred. Du var misundelig.”
Han tog hånden fra ventilen. Det var det eneste, han gjorde, men jeg havde ikke set ham slippe en ventil, mens en pumpe kørte, i hele mit liv.
”Det havde Hjálmar ingen ret til,” sagde han.
”Så det passer.”
”Gå ned til skolen, Einar.”
”Nej.”
”Gå ned til skolen,” sagde han igen, og stemmen var ikke hans egen. Den var tynd og høj. Han hørte det vist selv, for han vendte sig om mod pumpen med begge hænder på den, som om den kunne holde ham oppe. ”Jeg kan ikke stå her og gøre det her. Ikke nu. Ikke her.”
Den ene af mændene fra dyserne var kommet et stykke ned ad gaden og var standset, da han hørte os. Han blev, hvor han var. Jeg ventede på, at min far skulle vende sig om igen. Det gjorde han ikke. Han stod med hænderne på pumpen og ryggen til mig. Pumpen dunkede. Jeg gik ned ad gaden mod skolen, og jeg hørte pumpen bag mig, til jeg drejede om hjørnet ved Kirkjuvegur. Så kunne jeg ikke høre den mere.
Samme nat hen ad morgen kunne jeg ikke sove. Jeg havde ligget på ryggen på madrassen med tøjet på i det, der måtte være et par timer. Hjálmar sov ved siden af mig. Min far var ikke kommet ind, skønt vagten var slut klokken fire.
Jeg var tørstig, selv om jeg ikke havde tænkt på at drikke i timevis. Jeg rejste mig efter et stykke tid og gik ud på gangen for at drikke vand fra hanen i vaskerummet for enden. Der var mørkt på gangen, men der var lys i vaskerummet, en stribe under døren, som stod på klem, da jeg gik derhen og skubbede den op.
Han sad på bænken langs væggen under de lange vaske med albuerne på knæene og hænderne for ansigtet. Hans skuldre bevægede sig. Der kom ingen lyd fra ham, kun skuldrene, der gik op og ned under jakken, og hænderne, der dækkede hele ansigtet, så jeg kun kunne se hans hår med asken i.
Jeg kunne ikke gå hverken frem eller tilbage fra den dør. Jeg trak vejret tre gange. Det gjorde ondt i brystet at gøre det, som efter et løb i kulde, når luften ikke vil ned. Jeg måtte sætte hånden mod karmen. Jeg havde aldrig set min far græde. Jeg havde ikke vidst, at han kunne. Han havde ikke set mig. Jeg tænkte over mine muligheder, og den letteste var at trække døren til på klem, som den havde stået, gå tilbage til madrassen, lade ham være. Jeg havde allerede taget hånden fra karmen for at gøre det. Så kom jeg i tanke om køkkenbordet i januar. Om ham, der rejste sig og gik ned til båden. Jeg gik ind.
Bænken knirkede, da jeg satte mig. Han tog hænderne fra ansigtet. Han gjorde ikke noget for at skjule det. Han havde sod i ansigtet, og tårerne havde trukket to lyse striber gennem den ned til kæben. Ingen af os sagde noget i lang tid, mens vandet dryppede i en af vaskene over os.
”Jeg malede det tag i sommer,” sagde han så.
”Det ved jeg godt.”
”To gange. Første gang blev det skjoldet, så jeg malede det om i august.”
Han tørrede ansigtet med håndryggen og gjorde det kun værre.
”Det var ikke sandt,” sagde jeg. ”Det med mig. Det sidste, jeg sagde. Det var ikke sandt.”
”Det med huset var sandt.”
Jeg ventede. Han lagde hænderne på knæene og så ned på dem, sorte i alle revnerne af olie og aske.
”Jeg har aldrig villet have det hus,” sagde han. ”Eller båden. Jeg ville have stået på broen af et skib, der sejlede til Hull, Hamborg og videre, og kommet hjem to gange om året for at fortælle om det. Jeg var sytten. Jeg søgte navigationsskolen uden at sige det til nogen, og jeg fik brevet en dag i juni.”
”Hjálmar sagde, du viste ham det.”
”Jeg viste det til Hjálmar, fordi han var den eneste, jeg turde vise det til.” Han trak vejret ind og holdt det lidt. ”Og så sagde jeg det til min far. Ved hans eget køkkenbord, en aften min mor var ude. Jeg sagde, at jeg ikke ville på båden, at jeg skulle til Reykjavík, og at jeg ikke ville blive gammel på den ø.”
Jeg kunne ikke trække vejret.
”Det var de ord,” sagde han. ”Næsten de samme. Han tyggede færdig. Så rejste han sig og gik ned til båden. Han kom hjem efter midnat, og næste morgen talte vi om vejret. I oktober fik han det i lungerne. Der var ikke andre til kutteren, og så sejlede jeg den. Brevet lagde jeg i en kasse.”
”Far,” sagde jeg, men der kom ikke mere.
”Da du sagde det i januar,” sagde han, og nu knækkede stemmen for ham, så han måtte holde op og begynde forfra. ”Da du sad der og sagde det, var det som at sidde over for mig selv som sytten. Jeg kunne ikke sidde der. Jeg gik ned på kutteren og sad i styrehuset til midnat, og jeg vidste godt, at jeg gjorde præcis det, han havde gjort. Jeg vidste det hele tiden, mens jeg sad der. Og jeg kunne ikke gå op til dig igen.”
”Jeg troede, du var ligeglad.”
”Jeg var bange,” sagde han. ”Jeg troede, at hvis jeg sagde ja, så gik du og kom aldrig igen. Og hvis jeg sagde nej, så gik du alligevel. Så jeg sagde ingenting. Tre uger efter åbnede jorden sig.”
Han så hen på mig.
”Jeg har tænkt hver eneste dag siden, at det var mig. At jeg havde ønsket mig væk fra den ø hele mit liv, og så tog den det hele. Det er det mest tåbelige, jeg nogensinde har tænkt.”
”Det har jeg også tænkt,” sagde jeg.
Han løftede hovedet, som om han ikke havde forstået det.
”At det var mig,” sagde jeg. ”Fordi jeg sagde det højt.”
Han lagde hånden over øjnene igen, men denne gang var det en anden lyd, der kom fra ham, noget mellem en hulken og et grin. Jeg grinede også. Det var ikke morsomt, men jeg kunne ikke lade være. Vi sad på bænken i vaskerummet klokken fem om morgenen og grinede af det, mens tårerne løb ned ad mine kinder.
”Hvorfor sendte du mig ikke hjem,” spurgte jeg, da det var gået over. ”Den første aften.”
Han tog hånden fra øjnene.
”Jeg stod i døren til salen og så dig ligge der med jakken over dig,” sagde han. ”Og jeg havde troet, at jeg havde mistet dig ved det bord. Så lå du der. Jeg kunne ikke sætte dig på en båd. Din mor sagde i telefonen, at hvis jeg sendte dig hjem, så fik jeg dig aldrig igen. Hun havde ret. Det har hun som regel.”
Han drejede hovedet og så på mig fra siden.
”Og du,” sagde han. ”Hvorfor kom du. Du løj om din alder for at komme herover og skovle aske.”
Det havde ingen spurgt mig om. Min mor havde ikke, og jeg havde ikke sagt det til mig selv.
”Fordi du var her,” sagde jeg. ”Og fordi jeg troede, du gav mig skylden. Jeg tænkte, at hvis jeg skovlede tage ved siden af dig, til du kunne se, at jeg ikke ville have, at øen skulle forsvinde, så ville du sige noget. Hvad som helst.”
”Og det gjorde jeg ikke,” sagde han.
”Du talte om søm,” sagde jeg.
Han lukkede øjnene og lænede hovedet mod væggen bag sig.
”Ja,” sagde han. ”Jeg talte om søm.”
Jeg rykkede tættere ind til ham på bænken, så vores skuldre rørte hinanden. Han flyttede sig ikke.
”Så lad mig tage til Reykjavík,” sagde jeg. ”Til efteråret.”
Han svarede ikke med det samme. Han tog min hånd, der lå på bænken mellem os, og holdt den. Hans egen rystede.
”Du skal have det,” sagde han. ”Det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, om jeg kan stå på kajen og se dig sejle.”
Vi sad der, til lyset begyndte at blive gråt i det høje vindue over vaskene. Han rejste sig, vaskede ansigtet i det kolde vand ved den nærmeste vask og tørrede det i ærmet.
”Vi skal flytte rør i dag,” sagde han. ”Kom.”
Dagen efter arbejdede vi. Der var ikke andet at gøre, for der var rør, der skulle flyttes, nu hvor lavaen var kommet ind i Heimagata og havde ændret retning et sted nord for den. Min far var ved pumperne på kajen fra morgenen af. Jeg bar rør sammen med en mand fra Reykjavík, der hed Gunnar og ikke sagde meget. Det passede mig godt. Vi lagde en ny ledning op langs en gade, jeg ikke kendte navnet på, og spændte koblinger hele formiddagen. Jeg var glad for boltene. De skulle spændes, og jeg kunne ikke tænke på andet imens.
Min far og jeg mødtes ved middagen. Han satte sig ved siden af mig med sin suppe, tættere end han plejede, og spurgte, om ledningen nordpå holdt. Jeg sagde, at den gjorde. Han sagde, at dyserne skulle flyttes om eftermiddagen, og at jeg skulle holde, mens han spændte. Det var de samme ord, vi altid sagde. Men han lagde sin halve skive brød på min tallerken, da han rejste sig, og det havde han ikke gjort i mange år.
Ved aftensmaden talte Óskar om gassen til hele holdet, for det var kommet frem, at der var målt gas i flere af lavningerne i den østlige del, nu hvor lavaen var så tæt på. Lavningen ved Urðavegur nævnte han særskilt.
”Der er målt kuldioxid derovre i morges,” sagde han, ”i mængder, der slår en mand ihjel på et minut, hvis han går ned i en kælder. Der er ingen, der har noget at gøre i de huse. Der kommer afspærring i morgen.”
Nogen spurgte, hvordan man mærkede det.
”Det gør man ikke,” svarede Óskar. ”Det er det farlige ved den gas. Man bliver svimmel, og så sætter man sig, og så rejser man sig ikke igen. Den gør ikke ondt.”
Han vendte sig mod Hjálmar, mens han sagde det. Hjálmar spiste sin suppe og tav. Men senere, da de fleste havde rejst sig, og min far var gået ned til kajen for at se til en pumpe, kom han hen og satte sig ved siden af mig. Han sagde det lavt, så det kun var til mig.
”Mit hus ligger ved Urðavegur,” sagde han. ”I lavningen. Tre huse fra kanten nu, jeg gik derud i går og så på det.”
Jeg havde aldrig spurgt, hvor han boede, og han havde aldrig taget mig derhen på runderne.
”Jeg har tænkt mig at gå derud og tænde lampen én gang,” sagde han. ”Inden det går. Ikke den, jeg går rundt med. Køkkenlampen, der har hængt over mit eget bord, siden min kone levede. Jeg satte den ned i kælderen i januar, så stenene ikke skulle tage den. Jeg vil hænge den op og tænde den en sidste gang, og så kan den tage det.”
”Der er gas i kældrene derude,” sagde jeg. ”Óskar sagde det lige.”
”Jeg er gammel, men ikke tosset,” sagde han. ”Jeg har et lys med.”
”Nej,” sagde jeg.
Han så mildt på mig, som var jeg den, der var gammel.
”Det var ikke et spørgsmål, Einar,” sagde han. ”Har du spurgt ham.”
”Ja.”
”Godt,” sagde han og klappede mig på hånden og gik tidligt ind i salen før de andre.
Jeg blev siddende ved bordet med koppen. Jeg tænkte, at jeg skulle sige det til Óskar, som så ville sætte ham på båden dagen efter, og at det var det rigtige. Jeg tænkte også, at Hjálmar var 79 år og vidste, hvad gas var. Han havde sagt, at han havde et lys med. Jeg sad, til de gamle mænd i køkkenet begyndte at slukke lyset, og da jeg kom ind i salen, var hans madras tom.
Støvlerne var væk. Tasken var væk, og kosten, som han plejede at have ved siden af madrassen, var væk. Jeg gik hen over gulvet til min fars madras. Han var kommet ind, mens jeg sad i køkkenet. Nu lå han på ryggen med jakken over sig og øjnene åbne.
”Hjálmar er gået,” sagde jeg. ”Han er gået ud til Urðavegur. Han vil tænde lampen i sit eget hus.”
Han satte sig op med det samme.
”Hvornår.”
”Mens jeg sad i køkkenet. Det kan være en time siden.”
”Så henter jeg Óskar,” sagde han, og han havde allerede fat i støvlerne. ”Og nogle af de andre. Du bliver her.”
”Det tager for lang tid. Du skal vække halvdelen af salen først.”
”Du bliver her, Einar.”
”Han har ingen andre end os.”
Han greb min arm. Han greb hårdt, så det gjorde ondt gennem trøjen, og han så op på mig fra madrassen med et ansigt, jeg ikke havde set før. Det var ikke vredt.
”Jeg har lige fået dig igen,” sagde han lavt. ”Forstår du det. Jeg har lige fået dig.”
Jeg kunne mærke hans fingre gennem ærmet. Jeg tænkte på ham ved bordet i januar. På ham i vaskerummet. På at han havde bedt mig om én ting, siden jeg kom til øen. At jeg skulle sige det til ham først.
”Jeg går derud nu, far,” sagde jeg. ”Til Urðavegur.”
Jeg trak armen til mig. Han slap. Jeg tog jakken fra hovedgærdet og gik over gulvet mellem de sovende mænd. Ved døren hørte jeg ham sige mit navn bag mig, én gang, højere, end man siger noget i en sovesal. Jeg vendte mig ikke om. Jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, blev jeg.
Klokken var omkring to, da jeg gik ud af skolen. Jeg havde lygten i den ene lomme, stearinlyset og tændstikkerne i den anden, hvor de havde ligget siden den nat i begyndelsen af marts. Jeg mærkede dem mod hoften på trappen. Det var ikke koldt den nat, for varmen fra lavaen hang over byen, især i den østlige del. Jo længere øst jeg gik, jo mere mærkede jeg den.
Jeg gik den vej, jeg kendte, forbi rørene ud til hjørnet fra natten før og videre ind i gader, hvor jeg ikke havde været siden januar. Jeg kendte dem alligevel. Jeg havde cyklet i dem, siden jeg var seks. Jeg fandt vej uden lygten ved skæret, som stod op over alt og gjorde asken rød. Alle huse var mørke, dem, der stod endnu. Asken nåede mig til midt på låret og var varm gennem støvlerne, varm som sand på en strand i sol. Bjerget buldrede. Lavaen raslede et sted foran mig med sten, der faldt.
Urðavegur var en lavning i terrænet, hvor gaden gik ned og op igen, så husene på begge sider var lavere end de gader, der omgav dem. Jeg satte mig på hug øverst i den. For enden af lavningen, der hvor gaden skulle være gået op igen, stod lavaen. Den stod som en sort mur på tværs med røde revner, der åbnede og lukkede sig, når jeg så længe nok på dem. Der steg damp op fra dens fod. Foran den var der tre huse tilbage. Det yderste af dem, det tredje fra kanten, var hans.
Jeg gik ned ad gaden, hvor asken var varmere. Jeg var bange, og jeg gik lidt langsommere, end jeg ville. Huset var som de andre i gaden, et hvidt hus i én etage med et tag af bølgeblik, som han sikkert selv havde skovlet asken af. Døren var åben helt ind til væggen. Der var ikke lys i køkkenet eller nogen andre steder i det hus. Jeg gik hen til døren og så ind i entreen med asken og den fejede sti, som der altid var hos ham.
”Hjálmar,” råbte jeg ind i huset.
Det gav en smule ekko, som det gør i et tomt hus, og der kom intet svar. Der kom ingen lyd fra huset overhovedet, hverken et ur eller et skridt.
Jeg tog stearinlyset frem af lommen og tændte det. Det var Óskars regel, så jeg gjorde det, som han havde sagt det, med lyset foran mig nede ved knæene på vej ind i entreen. Flammen brændte roligt. Jeg gik ad stien ind i køkkenet med den, hvor der ikke var nogen. Lampen var der ikke, det så jeg først. Der var en kop på bordet med hans lommeur ved siden af, det som han stillede alle de andre ure efter, og det gik. Bag bordet var en smal dør, som var åben med en trappe bag sig, der gik ned. Kældertrappen. Jeg stillede mig øverst med lyset i hånden. Der var mørkt dernede, så jeg ikke kunne se bunden. Jeg holdt lyset ud over det øverste trin, før jeg sænkede det langsomt ned mod det andet trin og det tredje, hvor flammen blev lille i hånden på mig. Den blev ikke mindre på én gang. Den blev lille, som en flamme bliver, når nogen trækker vejret på den. Så blev den mindre endnu og blå ved roden, før den gik ud.
Jeg stod med det slukkede lys i hånden og vidste, hvad det betød, for Óskar havde sagt det den første aften og igen ved bordet. Der var gas dernede. Den fyldte kælderen og kunne ikke ses. Og Hjálmar var dernede, det var jeg ikke i tvivl om. Han var gået ned efter køkkenlampen. Han var ikke kommet op igen.
Jeg tænkte over mine muligheder. Det tog ikke lang tid. Jeg kunne løbe tilbage efter hjælp, et kvarter hver vej, og jeg vidste ikke, hvad et kvarter var værd for en mand dernede i gassen. Min far kom måske med Óskar. Måske kom han ikke. Jeg tændte lyset igen og satte det på køkkenbordet ved siden af lommeuret, så der var lys på trappen. Jeg trak vejret dybt tre gange, og den tredje gang holdt jeg det.
Kældertrappen havde tolv trin, som jeg talte på vej ned, fordi jeg skulle bruge dem på vej op. Nederst var der et betongulv og et lille rum med reoler, dunke, en sæk. I lyset fra køkkenet, som nåede ned til det nederste trin og ikke meget længere, kunne jeg se ham. Han var på siden på gulvet ved foden af trappen med det ene ben trukket op som en sovende. På det fjerde trin lå et stearinlys, slukket. Han havde haft det med, og det var gået ud, og han var gået videre alligevel, de sidste trin ned til lampen. Ved siden af ham var lampen, slukket og med glasset knust. Han havde nået den, tænkte jeg, mens jeg holdt vejret. Han havde nået den og var på vej op med den, da han satte sig.
Jeg fik fat i hans jakke ved kraven og trak. Han var tungere, end jeg havde regnet med, tung som en sæk aske. Jeg trak med ryggen, så det knagede i den, men intet skete. Så hørte jeg min far sige det, som han havde sagt det på det første tag med hånden på min skovl. Benene. Ikke ryggen. Jeg satte mig på hug, fik kraven op over min skulder og rejste mig med benene. Han gled over betonen. Jeg gik baglæns op ad det første trin med ham, så det andet, mens jeg stadig holdt vejret. Det tredje trin, hvor hans hoved kom op på det første, så det fjerde. Han vejede mere for hvert trin, fordi mere af ham hang på trappen i stedet for at ligge på gulvet. Benene, tænkte jeg ved hvert trin. Det femte og det sjette, og så måtte jeg trække vejret, om jeg ville eller ej.
Det er ikke til at lade være, kroppen bestemmer det. Luften smagte ikke af noget. Det underlige var, at den ikke smagte af andet end luft. Jeg trak den ind, trak igen i jakken og fik ham et trin til. Det syvende trin, og så begyndte det i benene, som blev tunge, siden i hovedet, hvor det kom langsomt som vand, der stiger op over ørerne, så lydene blev fjerne. Jeg trak og fik ham vist op på det ottende trin. Så satte jeg mig. Jeg havde ikke besluttet det. Jeg sad der pludselig på trappen med hans hoved i mit skød og tænkte, at jeg skulle rejse mig om et øjeblik. Lyset stod på køkkenbordet deroppe, meget langt væk. Fire trin, tænkte jeg. Der manglede fire. Jeg kunne ikke huske, hvad man gjorde med benene.
Så var der hænder i min jakke bagfra ved skuldrene. Jeg blev trukket hårdt op ad trappen baglæns, så mit hoved slog mod et trin, uden at jeg rigtig mærkede det. Nogen råbte mit navn, igen og igen, i en stemme jeg kendte og ikke kendte. Støvler på betongulv. Så var der luft, anderledes og kold. Jeg var på ryggen i asken foran huset og så op i himlen, som var rød.
Det næste, jeg husker, er lyset fra en lygte, der stod i asken ved siden af mit hoved. Den lyste på min far, der var på knæ over mig. Han havde sod i hele ansigtet og ingen jakke på, for den lå under mit hoved. Hans mund bevægede sig, men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde. Bag ham var der to mænd, som bar Hjálmar mellem sig op mod hjørnet, og Óskar, der gik foran dem med en lygte. Hjálmar hostede, og det var det første, jeg hørte. Han hostede, så hostede han igen. Det var den bedste lyd i verden.
Min far tog mig under armene og trak mig op til sig, så jeg sad. Han holdt om mig med begge arme, så hårdt, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt, og jeg mærkede hans hjerte gennem skjorten. Det slog hurtigt og hårdt mod mit bryst. Jeg kunne ikke stå, for mine ben var der ikke. Jeg holdt fast i hans skjorte med begge hænder foran på brystet, som jeg havde gjort, da jeg var lille og skulle løftes.
”Dreng,” sagde han ind i mit hår. ”Jeg elsker dig, dreng.”
Hans stemme bævede, så ordene kom ud i stykker. Sod. Aske. Lygtelys. Hans arme om mig.
”Du gik,” sagde han. ”Jeg sagde nej, og du gik alligevel. Du sagde det til mig, og så gik du. Jeg sad på madrassen og tænkte, at nu var det sket. At nu var du gået, ligesom du sagde ved bordet, og at jeg havde ladet dig gå uden et ord igen. Ligesom han.”
Han holdt op og tog mit hoved mellem sine hænder. Hans ansigt var helt tæt på, sort af sod, med tårerne løbende ned i det.
”Så løb jeg,” sagde han. ”Jeg skulle have gået op fra kutteren den aften i januar. Jeg skulle have sat mig ved bordet igen og sagt det. Jeg sad i styrehuset i stedet.”
Jeg havde ingen stemme. Jeg holdt fast i hans skjorte, og først da han var holdt op med at tale, fik jeg det sagt.
”Jeg elsker også dig, far.”
Han trak mig ind til sig igen og vuggede mig lidt frem og tilbage i asken, som man gør med et barn, der ikke vil falde i søvn. Så sagde han det. Han sagde det ind i min skulder, så jeg mærkede hvert ord mere end jeg hørte det.
”Du skal til Reykjavík. Til efteråret. Hører du. Jeg kører dig selv derind.”
Jeg kunne kun nikke ind i hans skulder. Jeg var ulykkelig og glad i én og samme klump uden at prøve at skille det ad. Jeg græd, som jeg ikke havde grædt, siden jeg var lille, med åben mund, uden at skamme mig. Vi sad sådan i asken, mens Hjálmar hostede oppe ved hjørnet, lygten lyste, og lavaen raslede et sted for enden af lavningen. Så var Óskar der. Han havde en hånd på min fars skulder, da han sagde, at vi alle tre skulle ned til lazarettet nu, og at han ikke ville høre et ord imod. Min far nikkede. Han rejste sig og trak mig med op. Jeg kunne stå, når han holdt. Vi gik op ad Urðavegur og ud af lavningen med hans arm om mig, min hånd i hans skjorte. Oppe på hjørnet så jeg mig tilbage. Der var stadig lys i køkkenvinduet i Hjálmars hus. Det var stearinlyset, jeg havde sat ved siden af lommeuret.
Lazarettet var et klasseværelse i skolen, hvor der var stillet seks senge op og en iltflaske, som en læge fra fastlandet havde med. Der lugtede af sprit og kridt. Jeg blev der resten af natten og dagen efter med hovedpine, som lægen sagde var det normale, og en bule i nakken der, hvor jeg havde ramt trinnet. Min far sad på en stol ved sengen hele natten. Han sov ikke. Hver gang jeg åbnede øjnene, sad han der med hænderne foldet mellem knæene og så på mig. Hen ad morgen holdt jeg op med at blive forbavset over det. Ved middagstid måtte han ned til pumperne, som der ikke var andre til at passe. Han kom tilbage med suppe i en kop og satte sig igen. Hjálmar havde sengen ved siden af med en maske for ansigtet og sov det meste af tiden. Om eftermiddagen tog han masken af og vendte hovedet mod mig.
”Du skulle ikke være gået derned,” sagde han hæst.
”Nej.”
”Var du bange?”
”Ja.”
”Det skulle jeg heller ikke være gået.”
Han lå lidt med lukkede øjne.
”Kom lampen med op,” spurgte han.
”Glasset er knust. Men nogen tog den med, det så jeg.”
Han nikkede, som om det var det vigtigste. Bagefter sagde han, at han ville med den næste båd. Han sagde det til lægen, der sad og skrev, til Óskar, da Óskar kom senere, og til mig. Han ville til Akureyri til sin datter. Det var hans egen beslutning, sagde han, så ingen skulle bære ham ned på nogen kaj. Han gik selv.
”Det er godt, Hjálmar,” sagde Óskar, og han grinede ikke.
Óskar sagde det til mig samme aften, mens min far sad på stolen. Der gik en båd om to dage, som jeg skulle med hjem til Kópavogur, men det var ikke en straf.
”Jeg vil have, at du forstår det,” sagde han og satte sig på kanten af sengen, så den gav sig. ”Det er ikke en straf. Du er seksten, og du har været i en kælder med gas, og du har en mor på fastlandet, som jeg har talt med i telefonen i morges.”
Min far sagde ikke imod. Han lagde sin hånd oven på min på dynen, og så var det afgjort.
Jeg ringede selv til min mor senere den aften fra centralen. Min far gik med derned og stod ved døren, ligesom jeg havde stået den første aften. Min mor græd i telefonen, før jeg havde sagt andet end mit navn. Bagefter skældte hun mig ud, og til sidst græd hun igen. Hun spurgte, om huset stod.
”Det er væk, mor,” sagde jeg. ”Jeg så det.”
Der var stille i røret.
”Sig til Dísa, at der var ni tilbage,” sagde jeg. ”Ni af tolv. Hun ville have, at jeg talte dem.”
”Det skal jeg nok,” sagde hun. Til sidst bad hun om min far, og jeg rakte ham røret. Han tog det med begge hænder. Jeg gik ud for at lade dem være. Gennem ruden så jeg ham stå med panden mod væggen og røret ved øret, mens han talte og talte.
Morgenen før båden gik jeg ned til pumperne, hvor min far var i gang med en kobling, der lækkede. Jeg stillede mig ved siden af ham og holdt, hvor der skulle holdes. Han spændte koblingen, løsnede igen, satte en ny pakning i og spændte. Vandet holdt op med at sive.
”Navigationsskolen ligger to gader fra gymnasiet,” sagde han, mens han spændte. ”På den anden side af torvet. Jeg gik forbi den det efterår, da vi lå i Reykjavík med kutteren, bare for at se den.”
”Vil du vise mig den.”
Han spændte koblingen en kvart omgang mere. Så lagde han skruenøglen på pumpen.
”Ja,” sagde han. ”Det vil jeg gerne.”
Han tog skruenøglen igen og gik videre til den næste kobling. Jeg gik med og bar kassen med pakninger.
Kutteren ventede ved kajen med motoren i gang, da vi kom ned. Det var gråvejr, lavt og stille, uden aske i luften, kun den på jorden. Dækket var lastet med tomme rørkasser, der skulle tilbage til fastlandet. Hjálmar og jeg fik anvist plads mellem dem ved rælingen i læ af styrehuset.
”Bliver du søsyg,” spurgte han.
”Det blev jeg på vejen herover.”
”Så se på horisonten. Og hold dig fra den kaffe, de har.”
Hjálmar havde en frakke på, der ikke var hans. Den var lånt af en af mændene, for hans egen var blevet i huset. Den var for stor og for lang. Han havde tasken ved fødderne med kosten stukket ned i den.
Min far stod på kajen ti meter væk med hænderne i lommerne. Han kiggede ikke på motoren eller fortøjningerne, som han ville have gjort før. Vi holdt øjnene på hinanden, og ingen af os prøvede at finde noget at sige over ti meter kaj.
Fortøjningerne blev kastet, den forreste først og så den agterste. Motoren gik op i omdrejninger, kutteren begyndte at glide. Min far tog hænderne op af lommerne. Han gik resolut hen til kanten af kajen, til der, hvor betonen holdt op, og sagde det højt nok til, at jeg kunne høre det over motoren.
”Jeg kommer ind til Kópavogur på søndag,” sagde han. ”Sig det til Dísa. Så kører vi ud og ser på skolerne. Begge to. Du og jeg.”
Jeg kunne ikke svare. Jeg prøvede, men der kom ingen lyd, for tårerne løb. De løb, så jeg ikke kunne se ham ordentligt, og jeg lod dem løbe. Jeg nikkede til ham flere gange, så han kunne se det. Han nikkede tilbage. Hjálmar lagde sin hånd på min arm og lod den ligge der.
Kutteren gled ud fra kajen og drejede mod havnemundingen. Til højre for os, hvor der før havde været huse og en vej, gik lavaen nu helt ud i vandet, sort og stivnet, med damp stigende op, hvor bølgerne ramte den. Indløbet var meget smallere, end det havde været i januar, men det var der. Vi sejlede igennem det. Jeg holdt mig ved rælingen og så tilbage mod kajen. Min far stod der endnu, helt ude på kanten i sin arbejdsjakke med det ene ærme, der altid hang længere ned end det andet. Han stod der, til vi var ude af indløbet. Så løftede han hånden og holdt den oppe. Jeg løftede min. Jeg holdt den oppe, til rørkasserne kom i vejen, og lidt efter.
Hjálmar havde stadig hånden på min arm. Han så ikke på kajen, som jeg gjorde, men mod syd ind over øen i den retning, hvor Stórhöfði var, selv om fyret ikke kunne ses herfra.
”Du kommer igen til sommer,” sagde han, som om det var aftalt for længe siden. ”Så skal du hjælpe mig med at få asken af det tag.”
Jeg sagde ja.