Den 23. april fejrer spejderne Sct. Georgsdag, hvor spejderløftet fornyes. Ved samme lejlighed fortælles ofte også sagnet om netop Sct. Georg. Fortællingen om, hvordan han som ganske ung mand – uden at ville have belønning – nedkæmpede dragen, så der ikke skulle ofres en ung kvinde fra landsbyen.

Nu var det jo ikke kun i Salem i Lykien, at de døjede med grådige drager, der ville have deres årlige andel af unge jomfruer, når de var blevet trætte af at tygge på får. Det gjorde man mange steder i verden, men særligt i bjergområderne i Kappadokien og Kaukasien var det ganske slemt. Her var der ikke megen hjælp at hente for de små, isolerede landsbyer, der lå spredt mellem bjergene fjernt fra de store byer.

Langt fra Salem fandtes byen Kari. Den findes stadig den dag i dag i det, der nu hedder Georgien. Kari var også en ganske lille landsby. Indbyggerne var næsten som én stor familie, og det var de jo nok i virkeligheden også. Der var kun tilflyttere og fraflyttere i byen, når der blev byttet gifteklare unge kvinder med nabolandsbyerne. Og så var der fest. Ikke fordi man havde byttet unge kvinder, men fordi det var tegn på, at der skulle være bryllup. Så var ikke blot hele landsbyen til fest, men også nabolandsbyerne. Det var de begivenheder, man så frem til hele året.

Kari var som alle andre landsbyer i bjergene. Her var varmt om sommeren og rigtigt koldt om vinteren. Så koldt, at alt frøs til is, og selv havenisserne måtte tages inden for, så de ikke sprækkede i kulden. Havde man ikke sørget for nok forråd til vinteren, så ville man ikke kunne overleve. Det skulle man nu nok alligevel med hjælp fra de andre i byen. Det var nemlig meget venlige folk, der boede i Kari, og alle tog sig af alle. Så skulle man dog nok også regne med at komme til at give en ekstra hånd med på nabogårdene næste sommer. Det var også rimeligt.

I bjergene oven for Kari boede en drage. Den blev kaldt Ari. Byens navn var faktisk oprindeligt K’Ari, der betyder Aris by. I modsætning til dragen i Salem var Ari lidt af en sovetryne. Den vågnede kun i sin grotte hvert syvende år. Til gengæld havde den aldrig stillet sig tilfreds med at få får som sin årlige offergave. Lige så længe nogen kunne huske, ville Ari have unge kvinder fra landsbyen, når den vågnede fra sin lange lur.

Dette år var et syvende år. Fra midten af april kunne man høre Ari rumstere i sin grotte i det fjerne, mens den strakte sig og vågnede helt fra drømmeland. Vi ved jo ikke, om drager faktisk drømmer, men det må vi antage. I de mørke aprilnætter kunne man nu og da se lys på himlen over grotten, når Ari lige skulle rense bihulerne og pustede gigantiske flammer ud af næsen.

Alle i byen vidste godt, hvor det bar hen. Senest i slutningen af april ville Ari komme. Enten havde de en ung kvinde klar til den, eller også ville Ari brænde byen og alt i den ned til grunden.

Det går selvfølgelig lidt ud over den gode stemning. Det er klart. I syv år har man forsøgt at glemme, at dagen vil komme igen. Nu skulle alle familier med unge kvinder i huset igen frygte, at det skulle blive lige netop deres datter, der skulle ofres. Men dagen ville komme, hvor der skulle trækkes lod.

Kari var ikke lige så heldig som Salem. Der kom ikke tilfældigvis en ung, modig ridder forbi i løbet af april. Hormonfyldte unge mænd var der måske nok af i byen, men ingen var så dristige og overmodige, at de turde udfordre Ari iført rustning og sværd. Det ville også være en ganske tåbelig mission. Altså medmindre man havde et indædt ønske om at ende sine dage som en fuldt gennemstegt kebabrulle på dåse.

Slutningen af april nærmere sig hurtigere, end nogen havde lyst til. I særdeleshed ikke familierne med unge døtre. Pludselig skete der dog noget ganske uventet.

En tidlig morgen sidst i april gik byens skrædder med raske skridt hen ad den store grusvej, der bedst kan betegnes som landsbyens hovedgade. Det var så tidligt, at der endnu ikke var liv i haverne foran husene, men hans vandring bragte alligevel så meget postyr med sig af gøende hunde, at folk begyndte at dukke op i døråbningerne.

”Hvor skal du hen, skrædder,” råbte én af landsbyens mænd fra trappestenen, mens han stadig blot var iført nattøj.

”Jeg vil gå op til dragen og lave en aftale,” råbte skrædderen tilbage, og så fortsatte han ud af byen med retning mod Aris grotte.

Selv i så triste dage som i slutningen af denne april bragte skrædderens handling smil på læben i hele landsbyen. Det kunne måske have været latter, men selvom ingen rigtigt troede på, at skrædderen ville få held med, hvad han nu end havde for, så gav det dog et lille håb for alle en tidlig morgen. Og ingen mennesker i Kari kunne sige sig fri for at forestille sig, at det var dem selv, der havde modet til at gå op og udfordre Ari.

Skrædderen var fast besluttet og han gik, så hurtigt han kunne, op ad bjergets smalle stier, indtil han nåede Aris grotte nogle timer senere. Modet var lige ved at svigte, da han stod ved foden af den enorme grotte, hvor Ari holdt til. Efter at have sundet sig lidt oven på sin opslidende vandring, fandt han dog modet igen. Han tog de sidste skridt op over grottens kant og trådte indenfor i halvmørket.

Grottens gulv var belagt med store ujævne sten. Den var ikke lavet til menneskefødder, men derimod til store dragefødder for hvilke store skarpe sten intet betød. Han bevægede sig langsomt frem dybere ind i den store grotte, og han gjorde sig umage med ikke at snuble eller larme.

Efter lang tids forsigtig klatren og vandren gennem grotten nåede han frem til Ari, der lå med ryggen til. Endnu en gang skulle han lige tage mod til sig, men han var nu alligevel kommet så langt, at der næppe var nogen vej tilbage.

”Goddag Ari,” sagde skrædderen og håbede, at dragen ikke blev så vred, at den med det samme blæste ham til en udbrændt pind.

Ari vendte sig om. Ikke forskrækket – det havde han ingen grund til at være for noget – men nærmere lidt forbløffet over at blive forstyrret i sin middagslur. Ja, gamle drager kan også have brug for en middagslur, selvom de lige har sovet i syv år. Man kan jo godt være en lidt magelig drage.

”Hvad vil du, menneske,” udbrød Ari og rejste sig op og vendte sig mod skrædderen.

”Jeg vil lave en aftale med dig,” sagde skrædderen og passede på ikke at lade sin stemme skælve, da dragen nu stod i sin fulde højde foran ham. Den var mere end 5 gange så høj som ham.

”Hvad skulle jeg dog være interesseret i, som du kan tilbyde,” spurgte Ari, og det lød næsten som om, der var et grin gemt i spørgsmålet.

”Jeg kan tilbyde at lave dig det flotteste sæt tøj, som nogen drage endnu har haft,” svarede skrædderen.

”Tøj?” Ari grinede, og lidt røg steg ud af næseborene. ”Hvad skal jeg dog med tøj?”

”Det har alle de andre drager fået de seneste år,” løj skrædderen. ”Grøn er ikke så moderne mere.”

Dragen sænkede hovedet, så den kunne kigge skrædderen direkte ind i øjnene.

”Du laver grin med mig,” sagde han, og den arrige tone var svær at overhøre.

”Nej nej, jeg lover det,” skyndte skrædderen sig at svare. ”Det er det sidste nye, og især alle dragerne mod vest har skiftet jomfruspisningen ud med at få nyt tøj i stedet for.”

”Hvorfor skulle jeg dog have tøj på,” spurgte Ari, og man kunne se på hans stive, ildfaste øjenbryn, at han tænkte, så det knagede. ”Det giver jo ingen mening.”

”Jo jo, det gør det,” forsikrede skrædderen dragen. ”Vil du ikke gerne være rigtigt smart og med på moden, når kæresten kommer forbi?”

Ari svarede ikke. Man kunne se på hele ansigtet, at han tænkte. Ari var ikke dum, men han ville jo heller ikke lade en mulighed gå forbi sig, hvis det nu var sandt. Der kunne alligevel være sket en del, mens han havde slumret de seneste syv år.

”Hvad skulle denne aftale så indebære for dig,” spurgte Ari, da han havde tænkt sig lidt om.

”At du ikke får nogle mennesker fra landsbyen i denne omgang.”

De tav begge et stykke tid.

Ari rejste sig helt op igen. Skrædderen holdt vejret i spænding.

”Så du vil lave mig et sæt tøj mod, at jeg ikke får mennesker fra landsbyen i år?”

”Ja.”

”M-hmm. Og hvad hvis jeg ikke kan lide tøjet?”

”Det kan du. Det lover jeg. Jeg er den dygtigste skrædder helt ud til horisonten, og jeg ved alt om, hvad der er højeste mode fra de fine modehuse langt mod vest.”

Ari holdt endnu en lang tænkepause. Han kunne godt bruge noget at spise, og der var da intet lækrere at spise end mennesker fra landsbyen og allerhelst de unge kvinder. Han kunne da nok også nøjes med får og geder på bjergsiderne, hvis det betød, at han kunne se ekstra godt ud, når der kom en hundrage forbi.

”Okay,” sagde Ari efter en tænkepause så lang, at skrædderen i mellemtiden havde sat sig ned på en af de store sten på grottens gulv. ”Det er en aftale.”

”Så skal jeg lige starte med at måle dig,” svarede skrædderen lettet, da han rejste sig op. Og så tog han sit målebånd op af lommen og begyndte at måle dragen op.

Et metermål til menneskestørrelser er ikke særligt praktisk, når der skal måles drager, men med lidt fælles hjælp gik det. Inden længe havde skrædderen alle de nødvendige mål i hovedet.

”Jeg kommer tilbage med tøjet om fjorten dage,” sagde skrædderen. Så vendte han sig om, gik ud af grotten og begyndte at gå ned ad bjerget igen. Det var på alle måder lettere end turen op nogle timer forinden.

Hele landsbyen kom ham løbende i møde, da de fik øje på ham uden for byen. De var ikke begyndt at dele hans sparsomme ejendele imellem sig endnu, men det var da få af dem, der havde regnet med at se ham igen.

Han fortalte om sin aftale med dragen, og der udbrød først jubel blandt landsbyboerne. Ikke mindst blandt familierne med unge, ugifte døtre. Men så trængte spørgsmålene sig også på.

”Hvor skal vi dog finde alt det stof?”

”Hvordan skal vi dog nå det?”

Skrædderen havde ikke en detaljeret plan, selvom det ellers er, hvad skræddere normalt har. Men han var ganske sikker på, at de kunne gøre det, hvis alle hjalp til. Han havde en ide til tøjet, og han skulle nok dirigere arbejdet.

Sådan blev det. Allerede samme eftermiddag blev der sendt bud til alle nabolandsbyerne. Selv dem, der lå mere end to dagsrejser væk. De kommende dage blev der leveret alt det stof, alt det garn og al den uld, som der overhovedet kunne opdrives i nærheden. Selv aflagt tøj blev leveret, selvom det var så slidt, at det var tvivlsomt, om det endda kunne blive til karklude.

I de følgende mange dage arbejdede alle så ihærdigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Alle ønskede sig inderligt, at skrædderens aftale med dragen kunne opfyldes. Så var der i det mindste syv år til, de skulle bekymre sig igen.

Der blev syet, der blev farvet, der blev vasket. Der blev også kartet, filtet og strikket. Alle med blot det mindste håndelag var i sving, og alle andre hjalp til med mad og drikke til de arbejdende. Skrædderen sørgede for, at det hele kom til at se ud, som han havde forestillet sig i hovedet. Og han hjalp selv til med de fineste sting, så de mange stykker stof langsomt blev til det flotteste dragetøj, der nogensinde var set.

Tøjet var færdigt aftenen før den fjortende dag, og alle fik en tiltrængt nattesøvn, selvom der nok alligevel ikke blev sovet helt roligt i landsbyens huse.

Næste morgen samledes alle landsbyboerne på torvet. Ikke kun fra denne landsby. Fra alle landsbyer så langt man kunne se ud i horisonten, der alle villigt havde bidraget med materialer til skrædderens plan.

Nu gik de i samlet flok mod Aris grotte. Skrædderen gik forrest og viste modigt vej. Bag ham fulgte tyve mænd, der i fællesskab bar på tøjet til Ari over hovederne, så det kunne komme frem uden støv og skidt på. Efter dem fulgte alle landsbyboerne. Det var aftalt, at børnene for en sikkerheds skyld skulle være bagerst, men det holdt ikke længe. Så løb de rask væk rundt helt oppe foran og var lidt benovede over for en stund at kunne følges med skrædderen, som alle talte om.

Der var meget at bære, så det tog timer, inden de nåede frem til grotten. Her sad Ari og ventede. Både lidt utålmodigt, men også lidt spændt.

Landsbyboerne blev stående et stykke fra grotten, mens skrædderen og de mange bærere gik helt hen til Ari.

”Så er jeg her som lovet med dit tøj,” sagde skrædderen og pegede på alle mændene bag sig.

Alle holdt vejret, så der var så stille uden for grotten, at man kunne høre en knappenål falde. Dem havde skrædderen dog forhåbentlig fået ud af tøjet, for det er så nederdrægtigt irriterende, hvis der er glemt én.

”Lad mig få det på, så jeg kan se,” kommanderede dragen, der naturligvis ikke kunne bedømme udseendet af de store, sammenlagte stykker tøj.

Drager er ikke særligt gode til at tage tøj på. For det første har de aldrig gjort det før og for det andet, så er deres arme lidt for korte til den slags forfængelige ting. Så skrædderen instruerede kyndigt både dragen og de stærke mænd i at hjælpe dragen i sit nye tøj. Først bukserne, så en skjorte og endeligt en hat. Den kan man vel godt kalde kronen på værket.

”Så,” udbrød skrædderen. ”Så er det hele på.”

Ari kiggede ned ad sig selv, men han havde lidt svært ved at bedømme det. Han vidste jo i virkeligheden ikke så forfærdeligt meget om tøj. Ikke mere, end at det kunne sætte sig genstridigt i tænderne, når man spiste mennesker. Endnu mindre vidste han jo om, hvad der var på mode langt mod vest.

”Ja, jo,” sagde han til sidst og kiggede igen ned ad sig selv. ”Det er vel meget fint.” Så kiggede han over mod landsbyboerne, der stod tavse og kiggede på. Han slog ud med sine korte dragearme, så alle kunne se, hvor fin han var i sit nye tøj.

Der var stadig fuldstændig tavshed. Selv fuglene trak lige vejret en ekstra gang.

Så brød en piges høje latter gennem luften.

”Hvor ser den fjollet ud.” Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hendes grineanfald var så voldsomt, at hun måtte sætte sig på knæ for ikke at miste balancen.

Og det gjorde Ari virkelig. Der er næppe noget, der ser så fjollet ud, som en grøn drage i storblomstrede, lyserøde puffbukser og skjorte, og med en høj, lyserød- og hvidstribet filthat spændt om hagen. Men det matchede rigtigt flot. Det må man give skrædderen.

Én efter én stemte alle landsbyboerne i. De begyndte at skraldgrine, som der aldrig nogensinde er blevet grinet i disse egne af Kaukasus før. Lattertårerne flød, så der blev helt vådt i det ellers tørre bjerglandskab. Selv mændene, der stod tæt på Ari og var i overhængende fare, hvis Ari skulle blive vred, begyndte at fnise.

Men Ari blev ikke vred. Han blev ked af det og var skuffet. Han havde glædet sig til sit fine tøj og til en ny mulighed for, at en gammel drage igen kunne indynde sig hos de smarte damedrager længere mod vest.

Ari begyndte at græde. Han var aldrig blevet grinet af før. Hvordan skulle han nogensinde igen kunne sprede skræk og rædsel blandt landsbyerne, når de kun kunne huske ham iført fjollet tøj. Aris hulken kunne dog ikke overdøve landsbyboernes grin.

Skrædderen stod upåvirket foran Ari, mens tunge dragetårer regnede ned omkring ham.

”Hvis du flyver væk og lover aldrig at komme tilbage, så fortæller vi ingen om, hvad der skete i dag.”

Ari så ned på ham og snøftede. Så så han over på de grinende landsbyboere, men sagde ingenting. Derefter spredte han sine vinger ud, og med tunge bask, der spredte støv over hele forsamlingen, lettede Ari. Kort efter fløj den eneste påklædte drage, verden endnu har set, hen over bjergets top og forsvandt.

Landsbyboerne jublede og løb alle mod skrædderen. Aldrig nogensinde er en enkelt skrædder blevet krammet så meget på så kort tid. Og så blev der ellers holdt fest i Kaukasus, som der sjældent har været fest før. I fjorten dage og fjorten nætter, og så lige en halv dag mere, fordi der stadig var slatter tilovers.

Indbyggerne i både Kari og nabolandsbyerne holdt dog deres ord. Intet blev fortalt til andre. De ville ikke risikere, at Ari vendte tilbage, fordi de ikke holdt deres del af løftet. Historien har kun overlevet til i dag, da man mange, mange år senere fandt den lille grinende piges dagbog efter hendes død. Og da var ingen længere bange for Ari.

Præcis som Sct. Georg afslog skrædderen enhver form for belønning. Han havde blot gjort, hvad han kunne bidrage med. Han blev aldrig helgenkåret, som den unge Georg, for ingen andre kendte jo til, hvad der var sket i Kari. Han blev dog en afholdt mand i alle landsbyerne og blev anset for både den dygtigste og klogeste skrædder helt frem til sin død. Det eneste vidnesbyrd om ham er en slidt sten foran et stenhus i Kari, hvor inskriptionen næsten er slidt væk af århundreders vintre og storme. ”Skrædderen fra Kari” står der blot. En dag er det visket helt ud.

Ari blev aldrig set igen. Måske fandt den faktisk en modeglad kæreste vestpå, som den levede lykkeligt med til livets ende. Måske døde den i skam i en mørk grotte i de golde Uralbjerge. Vi ved det ikke. Men nu ved du, at hvis vi en dag finder et drageskelet iført storblomstrede, lyserøde puffbukser, skjorte og en stribet filthat, så var det Ari fra Kari.